Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Det Nye Testamente for Bordeaux-entusiaster

Bordeaux er fortsat urørlig, når det gælder førstepladsen blandt verdens mest klassiske og ansete vindistrikter. Derfor er der skrevet et utal af vinbøger om Bordeaux. Ja, så mange, at emnet burde være totalt fladtrampet og udtømt én gang for alle. Ikke desto mindre er det lykkedes for den meget vidende Jane Anson at skrive en ny omfangsrig Bordeaux-bibel, der ikke blot er uhørt grundig og korrekt, men også rummer masser af nyt og spændende stof. Et uundværligt referenceværk for den seriøst vininteresserede har set dagens lys.

Hvem er Jane Anson

Jane Anson har hidtil ikke tiltrukket sig samme opmærksomhed i vinverdenen som Jancis Robinson eller Hugh Johnson, men den tid er snart forbi. Jane Anson har arbejdet med vin i Bordeaux siden 2003, og ud over en ganske anstændig bogproduktion udmærker hun sig også ved at undervise på Bordeauxs ”École du Vin”.

Bag storværket ”Inside Bordeaux” må der ligge adskillige års research, da hun personligt har besøgt op mod 800 af slottene for at sikre sig opdateret og korrekt viden om hvert enkelt. Når man har læst bogen, er man ikke i tvivl om, at der er realiteter bag Decanters vurdering af Jane Anson, hvor hun beskrives som “the world’s most informed and accomplished expert on the wines of Bordeaux”.

Et bogoverblik

Yderligere er Jane Anson begavet med altafgørende talenter for en faglitteratur-forfatter: Hun er ufattelig grundig og metodisk i sin research, og hun er en fremragende formidler, der skriver letfatteligt og med videnskabelig præcision. Samtidig har hun en enestående evne til at strukturere bogens meget omfattende stof logisk og velovervejet.

Bogens indledes med et 90 sider langt generelt afsnit om Bordeaux, hvor selv garvede Bordeaux-entusiaster som undertegnede kan lære meget nyt. Stoffet er ført helt up-to-date, hvad der giver en mere end nyttig aktualitet, da ganske mange andre Bordeaux-kilder mere læner sig op af fortiden end af nutiden – endsige fremtiden.

I den aktuelle bog kommer vi igennem alle sider af den generelle Bordeaux-lektie, hvor emnerne behandles mere end dækkende. Det drejer sig blandt andet om Bordeauxs historie helt op til kineserierne i dag, markarbejdet, kunsten at blande vin, områdets erhvervsøkonomi, klassifikationerne og en fagligt kompetent gennemgang af Bordeauxs forskellige terroirs – herunder geologi, jordbundsopbygning og den menneskelige indflydelse. Hvis man absorberer hele dette omfattende indledningsafsnit, er man godt klædt på til bedre at forstå Bordeauxs mangesidighed og kompleksitet.

Bagest i bogen er der yderligere hjælp at hente i form af en serie nyttige appendikser – blandt andet en skematisk klassifikationsoversigt – både den gældende og den historiske. Der er også en nyttig ordforklaring og en kvalitativ gennemgang af alle årgange siden 1855 og frem til og med 2019, en overskuelig vinhistorisk tidslinje, gode råd om at få det bedste ud af vinen i glasset og selvfølgelig et solidt indeksregister.

Slot for slot

Leksikonafsnittet med slotsoversigterne er klogelig opdelt efter de enkelte appellationer med de mest berømte områder først. Vi kommer dog hele vejen rundt – også til de mindre kendte distrikter på højre bred, såsom Ste-Foy, Blaye og Bourg. Omtalen af hvert distrikt indledes med en kortfattet, men dækkende generel beskrivelse, hvor Jane Anson serverer alle de basale facts, såsom areal, produktion, terroir-typer, appellationens regelsæt, druesorternes lokale udbredelse, trends i områdets økologiske ambitioner og ikke mindst nogle få udvalgte up-and-coming slotte, som det uden tvivl vil være en god idé at ofre ekstra opmærksomhed.

Der er en detaljeret gennemgang af som sagt omkring 800 slotte, og Jane Anson skal roses for, at selv de mindre kendte ejendomme modtager samme seriøse behandling som verdensstjernerne. Man præsenteres først for de hårde facts såsom vinmarksarealet, klassifikation og en reference til de relevante kort, der oftest er nytegnede. Ejendommens vine og deres typiske blend gennemgås, så man kan blive klogere på, hvad også andenvinen og tredjevinen og så videre egentligt har for potentiale.

Ejerforhold, vinmager og konsulent modtager særligt fokus, hvad der er rigtig vigtigt i Bordeaux, hvor persongalleriet sagtens kan spille en større rolle end de ofte ganske omskiftelige jordtilliggender. Endelig har Jane Anson også lavet sin private version af 1855-klassikationen, så her man kan læse hendes dom over slottets reelle Cru-placering, der uden tvivl er væsentligt mere aktuel end den historiske.

Efterfølgende beskrives slottet historie og dets nuværende status, og hvad der kendetegner vine, og mark- og kælderarbejdet plus et interessant indblik i slottets fremtidsplaner. Alt stof er så gennemarbejdet og troværdigt, at man ikke kan være i tvivl om, at man her er i bemærkelsesværdigt gode hænder. Bogen dokumenterer overbevisende, at Bordeaux ikke blot har en storslået fortid, men i høj grad en lovende fremtid

Et nyt standardværk

Som det vil fremgå af ovenstående, er det svært at sætte selv den mindste finger på et eneste ømt punkt i denne bog, der har gode chancer for at blive det absolutte standardværk for Bordeaux. Alt for mange vinbøger er mere eller mindre afskrift af andre forfatteres værker eller er baseret på andenhåndsviden inklusive diverse hårdnakkede myter.  Dette er absolut ikke tilfældet her, hvor den upåklagelige personlige research og bevidst brug af primærkilder hæver bogen op på et bemærkelsesværdigt højt kvalitetsniveau, som burde sætte nye standarder for vinbøgers lødighed. Den burde være en oplagt lærebog for de mere ambitiøse vinuddannelser.

Bogen fungerer fint både som læsestof og som opslagsværk, og jeg er ikke i tvivl om, at den vil blive brugt flittigt her hos mig fremover. På det mere fornøjelige område vil bogen være et unikt værktøj til at finde de endnu ukendte vinperler i Bordeaux. De slotte, hvor der for alvor er fremdrift i kvalitetsniveauet, men hvor berømmelsen ikke har fået priserne til at gå grassat. Bordeaux kan heldigvis fortsat levere storslået kvalitet og udtalt personlige vine til rimelige penge, men disse attraktive slotte er rigtigt svære at finde tids nok. Her kan ”Inside Bordeaux” for alvor være nyttig.

Skulle jeg rate bogen, ville jeg give den seks velfortjente stjerner ud af seks mulige.

Bogen er på 670 smukt illustrerede sider, og den er udgivet af den engelske forlag Berry Bross & Rudd Press.

I Danmark kan den købes gennem Vinbladet for 598 kroner inklusive forsendelse. Ring eller skriv til: vinbladet@vinbladet.dk +45 21781012.

Kan også købes i København for 523,00 ved afhentning hos Haslund Wine Import, Snaregade 6, 1161 København. Ring eller skriv til: +45 24654160 haslundwineimport@gmail.com