Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Vinens Verden

Vinens Verden på besøg hos Long Shadows i Washington State. Floden er Columbia River og den modsatte flodbred Oregon

Tæt på den fynske motorvej, i et lyst og åbent kontorfællesskab, sidder de to meddirektører Kåre Selvejer og Peter Thuesen. Vin er deres fælles passion, i løbet af to årtier har de omsat den til en givtig og veltrimmet forretning. Når der ikke handles vin i det globale regi går Kåre Selvejer på vingerne i sit jetfly, mens Peter Thuesen foretrækker de indre danske farvande i sin speedbåd.

Peter Thuesen kommer fra Præstø, hvor han hos den lokale købmand og vinhandler købte vin til sine forældre, Mâcon og Châteauneuf-du-Pape. En kærestes far var advokat og drak fine vine fra andre distrikter – det var interessant. Hobbyen fik yderligere et vitamintilskud da hans søster giftede sig med en vinnørd, og under geografistudiet på Københavns Universitet gik det helt galt. Her fandt han sammen med flere der havde: ”samme tilbøjelighed for dissekering af et andet landskab”, og studierne blev til indkøb af vin i Brugsen over for de dyreste, de kunne finde. Geografien blev opgivet, ikke med større vemod: ”arbejdsløsheden blandt de færdige kandidater var dengang en sort sky i horisonten”, som han nu tørt konstaterer. Næste mål var HD i regnskabsvæsen og en fast ansættelse på et revisorkontor. Fritiden blev brugt på vin, blandt andet en 20 dages bustur til Mosel, Rhône og Champagne arrangeret af Ruth Tilgaard og Flemming Hvelplund. Sammen arrangerede de, med udgangspunkt i Vinens Hus i Magstræde, vinture, holdt kurser og smagninger, var dygtige formidlere af den klassiske vinverden, som danskerne i denne periode med glubende appetit kastede sig over. I bussen hjem spurgte Ruth Tilgaard og Flemming Hvelplund om Peter Thuesen ikke ville være guide på nogle af de busture, de arrangerede som læser-avisture til Bordeaux “der dengang var verdens navle”, som han fortæller.

Som vinguide på en af disse ture mødte han i Bordeaux Peter Jørgensen på det nyindkøbte, aktiefinansierede slot, Château de Haux. Det var endnu mens det gamle familiefirma Knud Jørgensen Vinhandel på Strandvejen 100 i Hellerup var i fuld vigør – og et attraktivt sted at være ansat. Da Knud Jørgensens Vinhandel i 1985 skulle have en ny regnskabschef søgte Peter Thuesen jobbet og blev den første ansatte, der ikke, som traditionen bød i den gamle konservative familie, havde været i livgarden. I 1987 blev regnskabschefen til økonomidirektør hos et andet af Danmarks gamle hæderkronede vinfirmaer, H.J. Hansen i Odense. Her blev han frem til februar 1993, hvor han fik 10 minutter til at rydde sit skrivebord. Ejer, bestyrelse og Peter Thuesen var ikke helt enige om kursen.

Hos H. J. Hansen havde han arbejdet sammen med den syv år yngre, fremadstormende ekspedient, Kåre Selvejer, mellem dem fejlede kemien til gengæld ikke noget. Da Kåre Selvejer derfor, nogle måneder senere, i april 1993, forlader H.J. Hansen er de pludselig to i frit fald. De mødes og brainstormer. ”Skulle det være vin eller noget andet. Vin selvfølgelig. Hvad skal det hedde, spurgte vi os selv, det eneste vi vidste var, at vi skulle arbejde i vinens verden”. Så var navnet på plads og de to, der ikke havde skænket det en tanke, at de skulle være selvstændige, gik i banken for hver at låne 100.000 kr. til projektet.

Pilotens søn

Kåre Selvejer er født i Aalborg, men familien flyttede med faderens pilot-karriere i Det Danske Luftvåben til Vojens. “Min storebror havde fødselsdag, og jeg havde lovet at komme med to flasker vin”, fortæller han på spørgsmålet om den første vinoplevelse, der for alvor indprentede sig. ”Hos den lokale vinhandler fik jeg et par råd med på vejen, og endte med at købe to flasker, der var dyrere, end det jeg havde planlagt”. De to flasker Chateau Tour de Roc 1978 fra Haut Médoc smagte godt, faktisk så godt, at de blev en øjenåbner, og han begyndte at deltage i vinsmagninger arrangeret af den lokale vinklub: Sønderjysk Vinselskab. I deres regi blev den næste milepæl en af de store californiske ikonvine Robert Mondavi Cabernet Sauvignon 1977 og en ny epoke med vinlitteratur satte ind.

På Haderslev Katedralskole gik han i gymnasiet, men blev aldrig student. Da han skulle op i de sidste fag ”gad han ikke mere”. Meningen med livet blev derefter tre års ansættelse i en børnehave, hvor tanken om at beskæftige sig med vin langsomt tog form. For sin beskedne indkomst købte han vin, smagte, læste, smagte og læste. Det første synlige resultat af indsatsen var, at han i 1983 vandt Sønderjysk Vinselskabs årlige vinmesterskab. I 1985 tager han på sin første vinrejse, der går til Bourgogne. Året efter, i 1986, søger han en plads som butiksekspedient hos H. J. Hansen i Odense. Det blev den professionelle begyndelse, hurtigt med nye ansvarsområder som undervisning af kollegaerne, smagninger i butikken for kunder og restauratører og medlem af det smagepanel, der udvalgte firmaets vine. Snart skulle han også indlede et frugtbart samarbejde med den nye økonomidirektør, Peter Thuesen, og blev forfremmet til produktchef.

Ingen unødvendige titler

Hvordan adskilte det nye Vinens Verden sig så fra det gamle veletablerede vinfirma, de forlod, er mit næste spørgsmål. Svaret kommer prompte: “Vinens Verden blev næsten det modsatte af alt hvad vi kom fra. Glem hvad der står på etiketten og tænk i stedet på dét der er i flasken, det skal være good value. Vi ville være en flad organisation uden fedtlag og unødvendige titler. Nu 20 år efter har vi holdt fast på det, vi har en flad organisation hvor alle kan deltage i arbejdet. Det giver medarbejdertilfredshed og en fleksibilitet både i forhold til kunder og leverandører.

Vi startede ud med en begrænset produktportefølje, men det var en fordel fordi vi fik et bedre flow. For os er ”wine business people business”, fortsætter de, ”at handle med vin er at handle med mennesker. Det vi har hjertet med i og det vi brænder for, er det vi gerne vil sælge. Derfor går vi også målrettet efter samarbejdspartnere som er familieejede og ikke børsnoterede – det er det dna der gør forskellen, ligegyldigt hvor i verden det er. Som Ben Glaetzer i Australien og vores nyeste tiltag, ti små domæner i Bourgogne.”

Fredag er den ugentlige smagedag, hvor hjembragte vine og tilsendte prøver testes. Jeg tager afsked med de to kompagnoner, inden de går i gang med at afprøve denne fredags samling af vine. Mon de finder, hvad de leder efter: ”vin med karakter, der kommer fra mennesker med personlighed”, som Peter Thuesen udtrykker det.

Indledningsfoto viser Vinens Verden på besøg hos Long Shadows i Washington State. Floden er Columbia River og den modsatte flodbred Oregon.

Denne artikel stammer fra Vinbladets arkiv og blev første gang bragt i Vinbladet 23. Årgang, Nr.3 september-november 2014. Fra december 2015 udgives Vinbladet på nettet.