For godt 100 år siden var Isonzo ikke kendt for sin vin, men for 12 slag udkæmpet fra sommeren 1915 til efteråret 2017 mellem Italien og Østrig-Ungarn. Mere end en halv million soldater mistede livet i træfningerne, som var blandt de værste under Første Verdenskrig. En af dem, som beskrev infernoet, var Ernest Hemingway. Han var ambulancefører og deltog ikke selv i kampene.
I dag er der anderledes fredeligt omkring Isonzo-floden, som har givet navn til én af de mange underafdelinger af Italiens bedst kendte hvidvins-område: Friuli-Venezia Giulia, i daglig tale bare Friuli. Isonzo ligger nord for Trieste-halvøen og rækker lige præcis op til grænsebyen Gorizia, som deles mellem Italien og Slovenien. Derudover grænser den lille region op til Collio Goriziano, Friuli Grave med den vigtige industriby Udine, samt Friuli Aquileia.
Collio Goriziano eller bare Collio er ikke så stort et område som Isonzo, men har nok det største ry for sine vine. De kommer fra det bakkede landskab i 100-250 meters højde, som i kraft af klima og jordbund giver elegante og komplekse vine. Ikke mindst efter at den legendariske Mario Schiopetto fra 1960’erne viste vejen til renhed og mineralitet ved at begrænse høstudbyttet, koldgære og undgå fadlagring.
Et positivt naboskab
Isonzos vinmarker ligger i vid udstrækning på flade marker. Kilometer efter kilometer uden den mindste bule i landskabet. Kun oppe nordpå i underzonen Rive Alte, hvor Collio begynder at hæve sig, kommer der lidt facon på vinmarkerne, og det kan mærkes på de vine, der produceres her. De er klart mere interessante end vinene fra Isonzos sydligere del. Og at der er potentiale i området bliver understreget af tilstedeværelsen af toscanske topspillere som Frescobaldi og Ruffino.
Der dyrkes et væld af druesorter i Isonzo, både ”indfødte” og ”internationale” og både hvide og røde: Friulano, Ribolla Gialla, Malvasia, Pinot Grigio, Pinot Bianco, Chardonnay, Sauvignon Blanc, Cabernet Franc og Sauvignon, Merlot, Pignolo, Refosco del Peduncolo Rosso. Og endnu flere. Det er ligesom på den anden side af grænsen. I Slovenien hedder Refosco bare Refosk, Malvasia Malvazija og Ribolla Rebula.
Vinbladet drog i marts til Friuli for nærmere at udforske især Isonzo. Gennem smagninger og besøg på vingårde dannede der sig et billede af områdets potentiale og begrænsninger. Der er ikke så mange vine herfra på det danske marked, og det kan skyldes flere faktorer.
Stærkest på hvidvin
Danskerne drikker stadig i langt højere grad rød- end hvidvin, og Isonzo er så afgjort stærkest på hvidvine. Hvis man skal være meget generel, så fremstilles hovedparten af Isonzos rødvine i en stil, som passer til hjemmemarkedet, det vil sige unge og syrerige og uden fadlagring. Langt fra den mere robuste vinstil, som mange danskere foretrækker.
Tilsvarende forekommer flere af Isonzos hvidvine at være næsten for diskrete. Syreniveauet virker generelt ret lavt, selv om en del producenter undgår at lade vinene gennemgå den malolaktiske andengæring. Chardonnay ser ud til at klare sig fint, Friulano ligeså, om end der er en del udsving i kvaliteten, Malvasia, Pinot Blanc og Pinot Grigio leverer ofte pæn kvalitet, og et par blandinger er slet ikke tossede. For Sauvignon Blancs vedkommende skal man være glad for en påtrængende aroma for at værdsætte den vintype.
Besøget i Isonzo var organiseret af den hollandske vinskribent og forfatter Paul Balke og omfattede foruden smagninger ekskursioner i området. Bl.a. til den sydlige del af Isonzo med udsigt over Trieste, som indtil kejserdømmets sammenbrud var Østrig-Ungarns vigtigste havneby, og som efter Anden Verdenskrig i en årrække var fristad. Byen tiltrak i sine velmagtsdage kunstnere og tænkere som James Joyce og Sigmund Freud.
Borgo San Daniele
Søskendeparret Alessandra og Mauro Mauri har begge brugt seks år på at uddanne sig til vinproducenter, og de er, siger Mauro, generelt enige om den stil, vinene skal have. Parret er fra den unge generation, som i slutningen af halvfjerdserne begyndte at fremstille vin i Friuli. Alessandra og Mauro overtog stedet fra bedstefaderen og har siden 1990 omlagt driften i økologisk retning. Seneste udvidelse er en mindre, forsømt mark og et forfaldent hus på skråningerne bag byen Cormons, hvor Borgo San Daniele har hjemme. Her skal ikke plantes Cabernet og Merlot, men Friulano, Malvasia og Ribolla, siger Mauro.
De to søskendes vine er meget renfærdige. Serien af enkeltdrue-vine omfatter en frisk Friulano med let fedme, en tør Malvasia med god krop samt en pleaser i form af Pinot Grigio.
Arbis Blanc (Arbis står for græsset, der gror mellem vinstokkene) er blandet af Friulano, Pinot Blanc, Sauvignon Blanc og Chardonnay og lagret i store slavonske træfade. Vinen, som er tør og meget aromatisk, fremstilles efter en slags solera-metode, idet en tredjedel af en årgang overføres til den følgende årgang. ”Der bruges jo internationale druesorter i Arbis Blanc”, siger Mauro, ”men dem planter jeg ikke flere af.”
Den røde version af Arbis, Ròs, er også lidt international, da der indgår 10% Cabernet Sauvignon i vinen, som for restens vedkommende består af Pignolo. Det er en druesort, som kun dyrkes på 60 ha i området og nærmest var ved at blive glemt til fordel for mere kendte og højtydende sorter. Pignolo er karrig med frugtsætningen, men den mørke vin, der kommer ud af druerne, er blød og fyldig med afrundede tanniner. Ren fryd.
Borgo San Daniele er en lille producent med vine, som har personlighed og en klart genkendelig stil hele vejen gennem sortimentet. Vinproduktionen fra de 20 ha suppleres med indtægter fra en luksuriøs B&B. Og så har Mauro opfundet en helt speciel type vermouth, som har vist sig at være noget af en sællert. Den hedder Santòn, er fremstillet af en basisvin fra Pinot Bianco, Friulano og Malvasia samt 30 krydderier, og den smager rigtigt godt.
Ni Isonzo-producenter
Den gruppe af producenter, som havde slået sig sammen om at præsentere hvide- og røde vine fra Isonzo, omfattede foruden Borgo San Daniele Castello di Spessa, Borgo Conventi, i Feudi di Romans (Az.Agr. Lorenzon), Drius, Cantine Produttori Cormons, Tenuta di Blasig, San-Lurins og Simon di Brazzan.
Castello di Spessa er blandt de få, som med Ello Food kan opvise en dansk importør. Producenten er da også en værdig repræsentant for området med sine 30 ha vinmarker i Collio, 55 ha i Isonzo og et imponerende bygningskompleks, som rummer både et Relais & Château-hotel med 15 værelser, kongresfaciliteter og restauranter.
Castello di Spessa producerer et betydeligt antal forskellige vine, omkring 20, og af dem var der lejlighed til at smage 4 hvide og 2 røde. Bedst af de hvide er 2016 Friulano, en frisk dagligvin, men også en tør og frugtdrevet Chardonnay er ganske god. Rødvinene er Merlot og Cabernet Sauvignon, og begge er klart madvine. Merlot trives så godt på disse kanter, at der skal tyndes ud i klaserne før høst. Cabernet er lidt vanskeligere, men har i 2015-udgaven en røget tone, bløde tanniner og let sødme.
Tenuta Borgo Conventi hører også til den række af imponerende bygningsværker, som både rummer vinproduktion og faciliteter til receptioner og andre selskabelige begivenheder. Stedets moderne historie begynder i 1975, men det menes oprindelig at have været områdets første kloster. I 2001 bliver Borgo Conventi erhvervet af Folonari-familien og bragt yderligere ind i nutiden.
I dag råder familien over 20 ha vinmarker i Isonzo og 20 ha i Collio samt 30-40 ha tilhørende små vinbønder, som ikke selv vinificerer deres druer. Det kommer der en længere række vine ud af, bl.a. en meget drikkelig udgave af den populære Pinot Grigio og en Sauvignon Blanc i nærmest new zealandsk stil. Hvidvinene gennemgår generelt ikke den malolaktiske gæringsproces, men kan alligevel ikke siges at være synderligt syrerige.
Anderledes med Borgo Conventis Merlot, som italienerne drikker ung pga. dens syrefriskhed. Cabernet Sauvignon med en lidt røget fremtoning er ret speciel, men smager godt, og så er der den letdrikkelige Refosco, som er lokal ledsager til vildsvin, når de bæster er på middagsbordet.
Schioppettino er en historie for sig. 20% af druerne lægges til tørring i 10 dage, hvorpå resten høstes og sammen med de tørrede druer gæres i slavonske træfade. Efterfølgende lagres vinen 12-16 måneder i barrique. Resultatet er en langtidsholdbar vin, som kan minde om Pinot Noir. Brand manager Maira Gon oplyser, at årgangene 2004-2005 er perfekte nu, og at en 30 år gammel Schioppettino er en oplevelse. ”Årgang 1998 er nærmest som whisky og cognac”, siger han.
Apropos Pinot Noir: ”Druerne skulle i givet fald dyrkes på skrænterne, men jorden dér er meget fattig, der er intet vand og ingen blade på vinstokkene til at beskytte druerne.”
Familiebrug og kooperativ
Drius er en lille familievirksomhed bestående af Nadia og Mauro Drius og deres børn Denis, Erika og Valentina samt bedsteforældrene Adriana og Sergio. Det er Nadia og Denis, som fortæller om produktionen fra familiens 15 ha. Der er en linie med Isonzo-vine, én med Collio-vine, én med rødvine samt Vignis di Siris, en tiltalende blanding af Friulano, Pinot Blanc og en lidt påtrængende Sauvignon Blanc.
Både Pinot Bianco, Pinot Grigio og Chardonnay fra Isonzo-linien er velskabte, meget drikkelige vine, og det samme gælder rødvinene Merlot og Cabernet Sauvignon. På plussiden tæller også, at vinenes alkoholindhold både for Drius’ vedkommende og for de øvrige producenters vine sjældent kommer over 13,5% alkohol og ofte ligger et godt stykke under.
Kooperativet Cantine Produttori Cormons med mere end 100 medlemmer deltager med bl.a. en rentsmagende Chardonnay, en ikke for aromatisk Sauvignon Blanc samt rødvinene Merlot og Cabernet Sauvignon.
Mousserende Malvasia
Italienerne er nok førende i indtagelse af mousserende vine, så det giver god mening, at unge Marco Pecorari – i hvert fald foreløbig – koncentrerer sig om at fremstille en mousserende Malvasia. Produktionen løber op i årlige 1300 flasker, og vinens navn er Marina. Den bliver en velkommen mundrenser mellem programmets øvrige hvide- og røde vine.
Simon di Brazzan producerer en række glimrende hvidvine og to rødvine: Cabernet Franc og Sauvignon. Det er især hvidvinene, udlandet er interesseret i, mens rødvinene går lokalt. Absolut bedste hvidvin er en 2012-udgave af Friulano, som bare hedder Bianco. Her er det helt rigtige syreniveau og desuden beviset på Friulanos gemmepotentiale. En 2016 Friulano – Blanc de Simon – har krop og en lovende fremtid. Også 2016 Malvasia tegner godt, og det samme gør blandingen af 4 druesorter, herunder Sauvignon Blanc, ”Ri-né Blanc”.
Tenuta di Blasig
Der hører blot 11 ha vinmarker til Tenuta di Blasig, men de bliver til 15 ha, når et genplantningsprojekt er gennemført. Vingården kan til gengæld bryste sig af at være blandt de ældste i Friuli-Venezia Giulia. Stedet er fra 1788, og 201 år senere overtog Elisabetta Bortolotto Sarcinelli styret som 8 generation. Vinproduktionen suppleres med forskellige arrangementer i den smagfuldt restaurerede hovedbygning i form af forretningsmøder, seminarer, frokoster, middage og vinsmagninger.
Elisabetta, som er halvt tysk, idet hendes bedstemor kom fra Prøjsen, deltager i vinfremstillingen og står selv for salget. Hvilket bør være nærmest en leg, for kvaliteten af vinene er generelt høj. Et par unge udgaver af Pinot Grigio, Malvasia og Friulano viser vejen til en flot 2011 Friulano, som sættter de unge vine i perspektiv. Der er virkelig noget at hente ved at lade de bedste hvidvine ligge nogle år i fred.
Også rødvinene holder et højt kvalitetsniveau. Enkeltdruevinene Refosco og Merlot i årgang 2015 er enkle i udtrykket og holder kun 12,5% alkohol, mens 2013 Rosso, som er blandet af de to druesorter, er en elegant vin med potentiale og en enkelt procent højere alkohol.
Lettere provokeret til at finde ældre årgange frem fra kælderen får Elisabettta til at skænke en lidt støvet 2005 Cabernet Sauvignon og en frisk blanding af Cabernet og Merlot fra samme år. Det er helt tydeligt, at Cabernet skal have et skud Merlot for at få lidt kød på sidebenene.
Muntert selskab
i Feudi di Romans hedder egentlig Az.Agr. Lorenzon, men der findes en anden vinproducent med Lorenzon-navnet, som ikke producerer kvalitet, så ham vil man ikke sammenlignes med. i Feudi hører med sine 100 ha og årlige halve million flasker til de større producenter i Isonzo. Vingården blev etableret i 1974 af Enzo Lorenzon, og han driver den fortsat, nu sammen med sønnerne Nicola og Davide. Modsat Borgo Conventi har i Feudi di Romans en Pinot Noir på programmet, tilmed en god Pinot Noir. Vinen får 8 måneder i 500 liters fade af slavonsk eg og skal have et par år i flaske.
Stedets Refosco Dal Peduncolo Rosso holder behagelige 12,5% og er en frisk, mundrensende dagligvin. Hvidvinene er også generelt meget drikkelige, om end næsten for diskrete. Bedst er Friulano og desuden Sontium, som er blandet af Pinot Blanc, Friulano, Malvasia og Traminer. En vin med peronlighed.
Det er i Feudi, som lægger lokaler og menu til den middag, som afslutter en lang dags vinsmagning. Enzo Lorenzon er en ørn til at stå i køkkenet, så der diskes op med et væld af antipasti efterfulgt af risotto med rejer og asparges og bagefter en lokal fisk. Vine skorter det selvfølgelig heller ikke på: Bobler først i form af en sødlig Prosecco og derpå en langt bedre Ribolla Spumante Brut og en rigtig god Rosé Brut. I afdelingen for stille vine kommer 2017 Sauvignon Blanc i glassene, og siden 2016 Sontium samt 2017 Malvasia.
i Feudi har Skjold Burne som sin danske importør.
