Vinbladets udsendte er rejst til Riojas epicenter Haro, hvor vineventet El Barrio de la Estación de Haro løb af stablen sidst i marts. Her fejrede de nord-spanske stjerneproducenter vinen og sig selv i selskab med gamle venner fra Bordeaux.
Rioja mødte helt bogstaveligt Bordeaux i vinhuset Bilbainos’ historiske bygninger. Her stod producenter fra både højre og venstre bred side om side med de lokale helte. At smage vinene blot et stenkast fra Haro’s gamle ikoniske jernbanestation, som oprindeligt kickstartede Rioja’s moderne udvikling og forbandt Bordeaux og Rioja for altid, gav arrangementet et ekstra lag og en fornemmelse af historien vingesus. De mange fremmødte vinfolk kunne således smage og sammenligne to europæiske rødvins-sværvægtere, som stod linet op ved de velkendte små stande med roleups og logoer. På trods af rummets anselige størrelse, var der tæt pakket med mennesker, som villigt rakte deres blyfrie Bordeaux-baljer frem mens et stigende antal røde ringe plettede de hvide duge, som adelsmærker på en general.
Jeg smagte Muga, Lynch Bages, Cune og Smith Haut Lafite og forsøgte at kalibrere mig ind på stilforskellen. Mine tanker vandrede dog naturligt til smagningens oplagte grundtanke… den historiske kobling mellem de to regioner, som i slutningen af 1800-tallet vækkede Haro’s sovende Tornerose og funderede den Rioja-vin, som vi kender i dag.
Da Bordeaux-bønderne havde sundet sig oven på hjemegnens deprimerende phylloxera-epedimi, kiggede de til Rioja for genrejsning. Her var rigeligt med sunde druer og mange af dem endte endda i Ebro-floden, hver gang den nye høst nærmede sig. Riojas vinbønder havde nemlig dengang ingen viden om træfadets konserverende og smagsfremmende virkning, som senere skulle definere regionens vinstil.
Mens Bordeaux-producenterne fyldte deres tanke og fade via en nybygget jernbane forbindelse fik de lokale en uvurderlig viden tilført om produktionstekniske forbedringer, der åbnede nye døre. I dag skurer det måske lidt i ørerne, når man hører om Bordeauxvin på Rioja-druer, men mod slutningen af det 19. århundrede, var det almindeligt at tilføje druer fra varmere himmelstøj til f.eks. en tyndbenet Bourgogne-pinot for at hjælpe vinen på vej.
Den franske appellationstanke, der først blev indført i 1930’erne, stod dermed ikke i vejen og Rioja-producenterne kan i dag takke Bordeaux-folkene for den betydning, som samarbejde fik for deres vin. I forbindelse med den rivende udvikling, blev området omkring Haro’s jernbanestation et kraftcenter, som i dag kaldes El Barrio de la Estación de Haro (= Haro’s stations distrikt).
De syv store, som i dag udgør El Barrio de la Estación de Haro
1. Lopez de Heredia (grundlagt 1877)
2. CUNE (grundlagt 1879)
3. Bodegas Gómez Crusado (grundlagt 1886)
4. Bodegas La Rioja Alta(grundlagt 1890)
5. Bodegas Bilbainos (grundlagt 1901)
6. Bodegas Muga (grundlagt 1932)
7. Bodegas Roda (grundlagt 1987)
Man kan måske ikke bebrejde danske forbrugere, at de ikke først og fremmest forbinder Rioja med stor kvalitet. De prisfokuserede repræsentanter for regionen, som danske supermarkeder har valgt til deres sortimenter, giver langt fra det sande billede af et vinområde, der i dag skal betragtes, som en såkaldt verdensvin. En egenartet anerkendt stilart der verden over indgår i sommelierens eksamenspensum og som vi forventes at kunne kende i blindsmagning. Sammen med Priorat og Ribera Del Duero udgør den en stærk trio af Spaniens mest anerkendte rødvinsregioner.
Området domineres af røde vine inddelt klassisk i kvalitetsinddelingerne: Crianza, Reserva og Gran Reserva. Temprenillo, garnacha, graciano og marzuelo (carignan) udgør hoveddruerne, som står plantet i de tre underområder: La Rioja Alta (mod vest), Rioja Alavese (mod nord) og Oriental (fladlandet mod øst).
Områdets hvidvine er efter min vurdering overset gode og har typisk rødvinenes fadpræg og skulderbredde. Ligesom rødvinene er de oftest blendede og kan fremstilles af druer fra alle tre underområder baseret på garnacha blanca, viura og malvasia. Andre grønne alternativer kan være chardonnay, verdejo, sauvignon blanc, maturana blanca samt temprenillo blanco, som trender opad hos en del vinmagere netop nu. Rosé og mousserende er områdets øvrige to kategorier. De findes i hæderlige kvaliteter, men nyder rimeligvis ikke samme popularitet.
Den nye dreng i klassen hedder Bodegas Roda og har siden begyndelsen i 1987 fremstillet røde vine på samme store klinge, som de mere kendte naboer. De gjorde alle stort indtryk på mig, men besøget tog en drejning, da husets nye hvidvinsprojekt ramte frokostbordet. Jeg havde fået husets repræsentant Victor Charcán Tabarés til bords, men kunne pludselig ikke koncentrere mig om andet end den tykt flydende vin, som dansede rundt i mit glas og næse. Vinen består primært af 92% viura samt garnacha blanca og malvasia for resten. Man laver ingen andre hvide og har heller aldrig tidligere frigivet en. Kærlighed og overskud har der derfor været rigeligt af til dette luksuriøst opdragede enebarn. En tykflydende pompøs international stil, som er rigt konstrueret på frugt, der nemt absorberer de 100 % nye franske fade. Jeg tænkte flere gange på Kistlers flagskibs-chardonnay’er med lidt alder, som en reference.
Trenden har længe været Less is more, syre og friskhed frem for alt, men Roda 1 går i den anden grøft og kommer med mere og mere og mere, men bærer sit store væsen smukt. Hver dag glæder jeg mig til at Phillipson Wine, som forhandler Bodegas Roda, efter sigende skulle få begrænsede mængder til Danmark i løbet af efteråret. Jeg sidder klar ved tasterne.
Jeg har længe, helt for egen regning, opfattet rødvine fra Rioja, som de længst levende europæiske bordvine (de hvide følger i øvrigt godt med). Måske har de store røde Bordeaux’er og tungere prädikater fra Mosel noget at indvende i den sag, men jeg har serveret spillevende flasker fra 1950’erne og smagt friske saftige vine fra 1970’er, som havde masser af lagringspotentiale i sig. Kandidaturet kan jeg bakke op med lommefilosofisk hverdagsempiri fra mit sommelier-job, hvor jeg ofte er heldig at få lov at opleve modne Rioja’er sammen med vores gæster.
Ældre bordvine er et kapitel for sig og da alle vine som bekendt bliver til eddike med tiden, hvis man altså venter længe nok, så kommer alt ned til få væsentlige parametre: druernes kvalitet ved høsttidspunktet (koncentrationen i mosten), produktionsmetoden (fadbehandling, evt. restsødme m.m.), opbevaringsfacilitetens beskaffenhed samt korkens kvalitet og længde. Smag og behag hos den enkelte er som altid et individuelt spørgsmål, som jeg altid er meget åben overfor. Men hvad skal man forvente og hvad er egentlig succeskriterierne, når det kommer til modne bordvine?
En ting er helt sikkert. Moden vin er langtfra lig med god vin. Her adskiller Rioja’erne sig fra mange andre anerkendte rødvinsområder (ingen nævnt ingen glemt) ved at performe stabilt og tilbyde kontinuertligt helstøbte vine med levende syre- og frugtprofil. Man bør huske, at det er i sig selv et succeskriterie at vinen er sammenhængende og levende, når vi taler om meget støvede flasker. Den strenge fadopdragelse og det gode syreniveau er blandt kodeordene, der giver potentialet for et langt liv i flasken og oplevelserne taler for sig selv. Den tålmodige vinelsker kan her opleve stor lagdelt kompleksitet, elegance, lethed og balance uden at vinene kæntrer mod eddikestik og skimmelsvamp. Som I nok mærker, er jeg stor fan og anbefaler alle, som ønsker at stifte bekendtskab med moden bordvin at kigge i denne retning. Det foreløbigt fornuftige prisniveau, samt det faktum at vinene er produceret i store antal og derfor stadig findes på markedet, er en anden god grund til at kaste sig ud i en vinøs tidsrejse.
Compania Vinicola del Norte de Espania, forkortet CVNE, eller mere mundret CUNE bør ligge højt på Rioja-kenderes liste. Og når det kommer til moden vin (jeg kalder det kun gammel vin, når vinen faktisk er for gammel), er der ikke mange, som kan følge med her. Jeg var starstruck, da jeg stod ved porten og programmet sagde: Tasting and Dinner. Jeg huskede tilbage på gastro-sentimentale øjeblikke i selskab med CUNE’s flagskib Imperial og ikke mindst ovnstegt spædlam, som har været med til at definere min kærlighed til stilen. Således entrerede jeg i afmægtighed stedets smukke barrel room fra 1908, hvor Imperial-vinene tilbringer deres fad-dvæle i 2-3 år.
CUNE’s to frontfigurer, ejer Maria Urrutia Ybarra & Winemaker/Technical Director Maria Larrea med over 30 årgange bag sig, havde taget plads overfor mig og bag dem stod hundredevis af millimeter præcist placerede tønder på rækker, som eneste tilskuere. Imperial består ofte af alle fire røde hoveddruer og temprenillo udgør altid den højeste andel med ca. 85 procent. De andre tre druers fordeling beror på årgangen og i nogle årgange udelades én eller flere af dem, hvis de ikke lever op til husets ønsker. Alle druer håndhøstes fra tre byer i Rioja Alta, hvorefter de opbevares på køl i et døgn, afstilkes og knuses let inden den alkoholiske gæring kan sættes i gang i store neutrale egetræfade.
Vinene gennemgår malolaktisk-gæring på samme store fade og flyttes derefter til cementtanke (og for en lille andel til små egetræsfade). Cementens bidrag er temperaturstabilitet og evnen til naturligt at klare vinen inden den skal møde det smagsfremmende nye træfad. Den definerede fadbehandling af Imperial sker i dag ved en blanding af 70 % nye franske fade og 30 % nye amerikanske fade. Husets fadregime har den velkendte indbyggede logik, at de nu let brugte fade fra Imaperial Gran Reserva gives videre til Imperial Reserva og derefter videre til crianza’erne. Vinen modtager smag og undergår mikrooxigenering på fadet i 36 måneder og flaskelagres herefter minimum 24 måneder.
CUNE, Imperial, Gran Reserva, 2018
2018 er i fosterstadiet og oplagt ikke en vin, som er kommet på markedet endnu, men oplevelsen af den kolde og regnfulde årgang gav et hint om den kompakthed, som disse vine er født med og som er grundlaget for den lange positive flaskelagring. Vinen var ung og energifuld. Den sendte mørke brombær samt eukalyptus og mynte mod min næse. Palletten kombinerer friskheden og mørke bær med kantet hård og umoden tannin. Bestemt ikke en crowdpleaser, som var valgt for sin nuværende gastronomiske ynde, men mere en vin, der var med for at underbygge temaet og vise vinen livsforløb i sin helhed. En af mine medsmagere havde misforstået værternes gavmildhed og intensioner og gav vinen et par upassende og halvhånlige kommentarer med på vejen. Da det gik op for ham at vinen endnu var ca. to år fra frigivelse, blev han stille og stirrede ned i sine papirer.
CUNE, Imperial, Gran Reserva, 2016
2016 var ikke overaskende en mere helstøbt vinoplevelse fra en såkaldt Middelhavs-årgang (det kalder man de årgange, hvor det varme og tørre vejr har præget årets gang). Vinen er næsten klar til frigivelse og vi kan forvente at møde den på hylderne i løbet af sensommeren. Den er, som sine slægtninge, koncentreret og rig med diskret vaniljetone, bløde tanniner og god længde på eftersmagen. Vinen drikkes fint nu, men vurderes oplagt egnet til flaskelagring.
CUNE, Imperial, Gran Reserva, 2015
2015 er den markedsaktuelle årgang, som præsenterer sig smukt i glasset. Den generelt varme europæiske årgang med op til 35 graders varme i juli gav også Rioja-producenterne en tidlig høst. Syv år senere er vinen objektivt set komplet og klassiske cacao, kaffe, og kryddernoter oser op af glasset. Jeg mærker på vinmageren Maria Larrea, at hun er meget tilfreds med sit værk. Hun pointerer, at vinen er klar nu med en super balance mellem fad og frugt og har bløde tanniner og stor modenhed med lang koncentreret finish. En stor anbefaling lyder herfra og da vinen er meget rimeligt prissat og bredt tilgængelig, er der ingen undskyldninger for ikke at prøve den.
CUNE, Imperial, Gran Reserva, 1976
1976 var den vin i sættet, som jeg glædede mig mest til. Og den skuffede ikke. Fra en god Rioja-årgang smagte jeg her alt det, som jeg kender og elsker ved disse vine. Udviklingen fra den unge koncentrerede og kompakte vin var tydeligt erstattet med en svævende transparent lethed. Disse vine minder mere om moden pinot tilsat let spansk krydderi end de sorte iberiske bomber, som de fleste nok forbinder Spanien og Rioja med. Klassiske noter af figner, sød tobak og behageligt komposteret forfald blandende sig med den stadig levende bærfrugt. Den insisterende syre, som skal betragtes som vinens puls, var stadig intakt og et vidnesbyrd om stilens lagringsevner. En ekstra gevinst, for os som drikker hele flasken, er at vinene undergår massiv racking under produktionen. Bundfald er derfor ikke noget man finder i disse modne flasker.
