Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Hvor er det hjerte der kan smelte ondskaben?

Jeg ser tilbage på et liv som læge i 41 år og endnu længere som vinskribent. Ser tilbage med glæde, med varme, med menneskekærlighed, ikke kun fra mig, men også fra det menneskehav af patienter der har passeret min vej. Husker også den første store vin jeg drak, som det første kys, et kys til det voksne liv hvor leg blev alvor og dog, fordi vinen netop gav en mulighed for at lege med livet, at gemme på minder, der kommer frem, hver gang der åbnes en flaske. Jeg husker ikke hvor mange ord jeg har skrevet eller fortalt, husker ikke hvor mange mennesker jeg har mødt eller hvor mange slotte jeg har besøgt, heller ikke alle rejserne kloden rundt, men jeg husker én rejse, en smuk vinterdag i Sverige.

Blandt trolde, rener og samer

Det var meget stille i Jämtland, om vinteren frostklart, og når der var minus 30 grader, var naturen, men ikke livet, frosset til is. Man var på svensk ”ensam” – alene, havde længsel mod de nære, der på grund af afstand og kulde gjorde længslen endnu stærkere. En smuk tilstand, sørgmodighed, ikke dyster eller mørk på grund af den hvide sne, og når der var fuldmåne blev der danset månedans i sorte, lange skygger ud over fjällsøen. Flygte, nej, man var jo fastfrosset, koldt ude, men varm indeni med et hjerte der smeltede vinterdepressionen.

Jeg arbejdede meget, altid, var jo alene, tog alle weekendvagter og med dem også lange køreture ud i snehvide landskaber blandt trolde, rener og samer, der talte et sprog jeg kunne forstå. Nærmest ingenting, ord var fattige i deres stolte, hærgede ansigter. En søndag morgen kørte jeg 80 kilometer mod nord ud i ingenmandsland, til sidst ingen huse, kun skov afløst af hvide, snedækkede søer, der gav rum, vider, tro på døden og livet. Målet var en gammel samer der havde givet op, var blevet livstræt.

Hans to døtre tog imod mig og sagde blot, ”han er deroppe, og han vil ikke indlægges”. Der lå han så, på første sal i et lille rum der lugtede af pis, sved, men også af ru hænder, af garvet hud, af rynker og dybe øjne, der havde set naturen i al sin enkelhed, ikke fortolket, bare følt. Jeg undersøgte ham, mærkede, lyttede, fandt hjertets pulsation, fornemmede at han gerne ville leve, men leve hér og ikke dér, i vinylbeklædte lange gange med mennesker klædt som hvide spøgelser, engle eller fortropper til døden?
Jeg fandt intet på ham, kun hjertets ubønhørlige slag, der hviskede, jeg vil leve her, men jeg vil ikke overleve eller dø: DER.

Tid var der rigeligt af, ingen mobiltelefon, ingen politiske forordninger som arbejdsskemaer og overordnet planlægning fra minut til minut. Jeg gik ned til døtrene og sagde: ”Jeres far vil ikke dø og han vil ikke indlægges”. De nikkede, græd uden tårer. Jeg inspicerede stueetagen, fandt toilet og et køkken der var i ét med stuen. ”Har I et lille værksted”, spurgte jeg. De nikkede og efter en time stod alting klart. Toiletbrættet var blevet forhøjet med fire klodser, to armlæn i birk gjorde at han kunne rejse sig fra toilettet, sengen fra første sal blev båret ned, forhøjet med træklodser, mens han lå på gulvet på første sal. Vi bar ham ned af trappen, han sagde intet, ikke engang tak, men de kommende år kom han hvert år til mig inden renerne skulle samles, uanset hvor jeg arbejdede i Jämtland. Han fejlede kun det, der kan beskrives som alderdom. Jeg gav ham binyrebarkhormon i de mest smertefulde led, gav ham liv og mod. Han gav mig noget endnu større.

Ro, lykke og visdom

Netop den ro, lykke og visdom har jeg også fundet i vinens verden. Ikke kun på grund af vinen, men også dét, der er bag vinen. Af den passion man møder. Af mødet med mennesker, der vil give alt, for hvert år at kunne frembringe det bedste af det bedste. Af det stolte menneske og det ydmyge menneske fordi moder natur kan være så ubarmhjertig. Af et menneske, der er forelsket i en proces, i et stykke land, i nogle små træer, der kaldes vinstokke og som, i gæret form, vokser helt ind i himlen, der, hvor skaberen bor. Vinen giver ro og i ikke for stor mængde også lykke og visdom. Den forsegler nuet, lader et sekund blive til minutter, til timer i selskab, i dialog med andre mennesker. Og til stilhed når vinen er moden og stor, der hvor man lukker sine øjne for bedre at kunne indsnuse alle nuancerne. Den giver sjælefred, men også latter og tårer helt afhængig af hvilken grundstemning man er i. Den modellerer sjælen, gør livet lidt mere abstrakt og udholdeligt, udvider og gør mennesket og rummet mere plastisk.

Næste dag kommer refleksionen oven på den lykkestund man har haft og med den også en taknemmelighed for det vi har, netop visdommen, roen og respekten for mennesket.

Det er der mange, der ikke oplever lige nu. Denne totale uforståelige disrespekt for mennesket, denne brutalitet, denne foragt for det største af alt, kærligheden mellem mennesker, der er hele eksistensgrundlaget for, at vi er til. Jeg havde i min naivitet troet på at ord, der nu kan deles med alle på kloden, ville være nøglen til ordet fred. Nu føler jeg nærmest tværtimod, aldrig har tonen været så hård, som nu, på nettet. Aldrig har falsk propaganda kunne spredes så hurtigt, aldrig har det været lettere at kunne opildne et helt folk til had, til ondskab.

Måltidet er måske nøglen til fred. At kunne samles omkring et bord, at kunne give, kunne dele, kunne nyde tiden og kunne glemme tiden rundt om et bord. Her kommer Julen ind og med den både ensomheden, fællesskabet, sorgen, savnet og nogle dage senere længslen efter nye oplevelser i det nye år. Det er der desværre mange der ikke kan, en helt uudholdelig tanke.

Tak til alle Jer der har fulgt med på en lang rejse med skrevne ord i Vinbladet.

Glædelig jul og godt nytår