For 40 år siden blev der blot trukket på skuldrene når talen faldt på vin fra Chile. Det har krævet tid og pionerer, at modbevise fordommene om Chiles ”underlegenhed” i forhold til at kunne skabe ikoniske vine, der også kan ældes og i kvalitet konkurrere med den gamle etablerede vinverdens store vine, fra eksempelvis Bordeaux.
Én af de pionerer er Eduardo Chadwick. Med et solidt afsæt i sin familiære Errázuriz- og Chadwick baggrund, har han ihærdigt, utrætteligt og op af bakke skabt chilenske vine, der nu opnår de magiske 100 Parker-point og sælges til høje priser i hele verden.
Familiens første vinsucces
Errázuriz-familien kom fra Baskerlandet til Chile i 1735. Det gik dem godt i det nye land, de blev velhavende og indflydelsesrige med fire præsidenter og to ærkebiskopper. Vinen kom ind i billedet med Don Maximiamo Errázuriz født i Santiago i 1832. Han giftede sig med Amalia, hvis far var én af Chiles rigeste mænd og sammen med svigerfaderen startede han en kobbermine, der i en periode producerede en trediedel af al verdens kobber. Efter Amalia dør i 1861 rejser Don Maximiamo i 1862 til Europa for at komme sig over sin sorg, og han bliver så begejstret for de store franske vine, at han i 1870 planter 300 hektar med de traditionelle franske druesorter, i Panquehue, i Aconcagua dalen. Han bygger et vineri med en stor underjordisk kælder efter fransk model og kalder sin vingård Viña Errázuriz Panquehue. Graver vandingskanaler, bygger boliger, skole og kirke til sine ansatte og henter den første høst i hus i 1873.
Mange velhavende chilenere investerede på samme tid i vingårde, men de gjorde det syd for Santiago og var meget skeptiske overfor Don Maximiamos investering nord for byen; området her viste sig dog at være særdeles velegnet til vindyrkning, og da hans søn Rafael overtager gården, vokser vinarealet til 700 hektar – på det tidspunkt verdens største vinmark ejet af en enkelt person. Senere sælger familien ejendommen og først i 1983 bliver den tilbagekøbt af Don Alfonso Chadwick Errázuriz (1914-1993), hvis mor var en Errázuriz, og det bliver hans søn, Eduardo Chadwick, der genskaber Viña Errázurizs storhed.
Stor eksport til det phylloxera-ramte Europa
Med importen af de franske druesorter til Chile fulgte også kyndige franskmænd, der med deres knowhow blev ansat til at producere og fremstille vinene. Det blev så stor en succes, at de chilenske vine begyndte at vinde priser i Europa, og de første kasser blev eksporteret i 1877. Da Chile modsat alle de europæiske vinlande ikke blev ramt af den ødelæggende vinlus – phylloxeraen – steg eksporten til det vinhungrende europæiske marked. Den chilenske vinindustri blomstrede, og det gennemsnitlige forbrug af vin pr. person nåede i Chile op på 80 liter.
Europæerne kom sig over phylloxeraen og begyndte igen at drikke deres egen vin, eksporten faldt, og i Chile blev alkoholismen et så stort socialt problem at staten i 1902 forhøjede skatten på vin og spiritus, for at sætte en stopper for misbruget. Skatten blev fulgt op af forbud mod nyplantninger og senere kom Salvador Allendes jordreformer i begyndelsen af 1970’erne, der annekterede arealer fra de store privatejede vingårde.
I midten af 1980’erne var vinforbruget faldet til 20 liter pr. indbygger og den chilenske vinindustri var i dyb krise. I 80 år havde man ikke investeret i nyt udstyr og der var kun 30.000 hektar tilbage hvor man producerede ordinære konsumvine med de mindst mulige omkostninger.
Far og søn på en fælles mission for chilensk vin
Eduardo Chadwick begyndte sin vinkarriere i 1983, 23 år gammel. Som færdiguddannet ingeniør fra Universidad Católica de Chile begyndte han at arbejde sammen med sin far Don Alfonso Chadwick Errázuriz på Viña Errázuriz. Den chilenske vinindustri lå på det tidspunkt i dvale, næsten intet blev eksporteret og kvaliteten kunne kun blive bedre. Med det som udgangspunkt var der noget at tage fat på, og den unge ingeniør tog i 1985 med sin far til Bordeaux, hvor de besøgte datidens største ønolog Emile Peynaud, og for første gang deltog i den store internationale vinudstilling Vinexpo.
”Chilensk vin var da næsten ukendt udenfor Chile”, fortæller Eduardo Chadwick: ”Kun fire chilenske producenter deltog – foruden os Santa Rita, San Pedro og Los Vascos, da de fleste ikke mente der var nogen fremtid for en eksport af chilensk vin til Europa. På Vinexpo betragtede de os som en kuriositet og kun få var i det hele taget klar over at Chile overhovedet producerede vin. Det var først da Chile i 1990 blev et demokratisk, at de europæiske døre for alvor åbnede sig.”
Et hjem, en vingård og en polobane
Eduardo Chadwicks far, Don Alfonso Chadwick, handlede i 1930’erne med vin og købte i 1943 Vina San José de Tocornal, i Maipo Alto. Maipo Alto betyder det høje Maipo – 700 meter over havet, med San José de Tocornal-ejendommen som den højest beliggende. Her dyrkede han vin og solgte i 1950’erne Chiles mest populære vin “Fond de Cave”. Han var samtidig en passioneret polospiller, og i mange år en berømt spiller på det chilenske landshold, og anlagde sin egen private polobane på Vina San José de Tocornal. Da han ikke længere brugte den foreslog Eduardo Chadwick ham, at de kunne plante vin i stedet. Far og søn var enige, og i 1992 blev der plantet Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot (der senere i 1994 viste sig at være 100% Carmenére).
”Vi havde i tankerne at lave en vin, der kunne vise stedets potentiale, men i 1992 var det svært at forudse hvor langt Chile kunne nå kvalitetsmæssigt, og i hvor høj grad den chilenske vinindustri ville blive anerkendt rundt om i verden”, fortæller Eduardo Chadwick. I 2002 blev den første vin fra polo-parcellen på 15 ha sendt på markedet. Det var 1999 Viñedo Chadwick – opkaldt efter faderen Don Alfonso. Viñedo Chadwick er efterfølgende blevet en af Chiles mest berømte vine. I dag kan årgang 2018 købes for 4.999.00 hos H.J. Hansen.
Prestigevinen Seña
Da Robert Mondavi kom til Chile i 1991 var det med den unge knap 30-årige Eduardo Chadwick som chauffør, selv var han tæt på de firs, men de kom godt ud af det sammen på de støvede veje, og det første møde blev til mange, og senere ideen om at skabe Chiles første verdensklassevin, en ikonvin, der for alvor skulle sætte Chile på verdenskortet. Det blev til et formelt partnerskab i 1995.
Vinen fik navnet Seña, der på spansk betyder rig på nuancer og mening, og de første flasker blev sendt på markedet i januar 1998. Det var årgang 1995 lavet af Tim Mondavi og Ed Flaherty på 70% Cabernet Sauvignon og 30% Carmenère fra Errázuriz-parceller.
I dag kommer druerne fra parcellerne på Seña Hillside i Valle de Aconcagua, der blev købt i 1999 efter mere end 4 års søgen efter det rigtige sted. Der måtte forhandles med 19 forskellige ejere før en samlet ejendom på i alt 350 ha var en realitet. Derefter begyndte de første nyplantninger i år 2000, og 20005 blev den første årgang med et blend af druer Seña Hillside.
Eduardo Chadwick fortæller: ”Vi lavede vores joint-venture med Robert Mondavi for at lave en vin som Opus One, der havde fået europæerne til at åbne øjnene for californisk vin. Med Seña fik vi på grund af succes’en med Opus One med det samme opmærksomhed og det blev den første Chilevin der blev solgt for mere end 50$ på det internationale marked. Seña var et stort skridt frem på den måde at man sagde: OK – Chile har ikke kun potentialet – Chile har allerede vinen – Chile kan producere terroir-vine og efter det er udviklingen gået meget stærkere.”
I 2004 måtte Robert Mondavi tvunget af økonomiske problemer give op og Robert Mondavi Winery blev solgt til den amerikanske gigant Constellation. Det blev anledningen til at Eduardo Chadwick købte Mondavis andel i Seña. Siden 2005, har målsætningen været at alle Señas parceller skal dyrkes 100% økologisk for, som han selv udtrykker det: “i så høj grad som muligt at udtrykke sit terroir i den færdige vin”. Fra og med 2020-årgangen produceres der også en anden vin Rocas De Seña, der er et blend af Malbec, Syrah, Cabernet Sauvignon, Petit Verdot og Grenache.
Et vendepunkt i Berlin
En ny milepæl blev en historisk smagning på Ritz Carlton Hotel i Berlin den 23. januar 2004. Det var en blindsmagning af de bedste italienske og franske vine mod Eduardo Chadwicks tre topvine: Viñedo Chadwick, Seña og Don Maximiano Founder’s Reserve. Smagningen blev ledet af den engelske vinskribent Steven Spurrier med et panel af Europas førende vinskribenter som blindsmagere, heriblandt Vinbladets redaktør Peter Winding nummer 4 fra højre.
Som med den berømte historiske forgænger Paris-smagningen i 1976 – hvor de californiske vine til alles overraskelse vandt over de franske, blev det outsiderne fra Chile, der vandt over de franske og italienske topvine. Viñedo Chadwick 2000 og Seña 2001 blev nr. 1 og nr. 2 foran de store franske 1. Cru’er: Château Lafite, Château Margaux og Château Latour, og de italienske kultvine: Tignanello, Sassicaia, Solaia og Guado al Tasso. Efterfølgende kunne den engelske vinskribent Jancis Robinson konkludere, at der var tale om en milepæl for den chilenske vinindustri.
Det historiske forbillede
Berlinsmagningen var en stor satsning hvor Eduardo Chadwick allierede sig med den engelske vinskribent Steven Spurrier, der i 1976 med udgangspunkt i sin vinforretning Caves de la Maideleine i Paris, og sin amerikanske partner Patricia Gallagher, arrangerede én af vinhistoriens mest omtalte smagninger. Blindsmagningen i Paris omfattede 10 røde og 10 hvide vine fra Californien og Frankrig, og i begge kategorier vandt Californien.
At det var de californiske vine der vandt var så stor en overraskelse og triumf, at det kom på forsiden af Time Magazine og de to vindervine, 1973 Stag’s Leap Wine Cellars Cabernet Sauvignon og 1973 Château Montelena Chardonnay, findes nu på den permanente udstilling på The Smithsonian Museum i Washington D.C. Time Magazines journalist George Taber, der rapporterede fra begivenheden i 1976 udgav i 2005 den særdeles læseværdige bog ”Judgment of Paris – California vs. France and the Historic Paris Tasting That Revolutionized Wine”.
Nyt jomfrueligt land ved kysten
Eduardo Chadwicks seneste storstilede projekt er helt nye planteringer 40 kilometer vest for Errázuriz i Aconcaguas kystområde. Her har der aldrig tidligere været dyrket druer, men områdets temperaturer og regnmængder kan sammenlignes med Valle de Leydas og han mente derfor det var risikoen værd at satse.
Han opkøbte to naboejendomme, Chilhué og Manzanar, der ligger ved bredden af floden Aconcagua, ca 13 km i lige linje fra kysten. De blev købt i 2005 for 3.000 $ per ha, og derefter kom tilplantningen, der i Chile koster ca. 3 gange så meget. Der var ingen veje, så alt måtte anlægges fra bunden. I dag er der i alt 120 ha med vin. Herfra kommer hans nyeste serie af vine, der har fået navnet “Las Pizarras”, der på spansk betyder skifer. De første Las Pizarras-vine, en Chardonnay og en Pinot Noir, blev sendt på markedet i årgang 2014, efterfulgt af en Las Pizarras Syrah i 2017. Druerne til denne serie kommer fra et udvalg af de bedste parceller i Aconcagua Costa. De kan i Danmark købes hos H.J. Hansen.
Berlin igen, men nu kun med egne vine
For at fejre, at det nu er 20 år siden Eduardo Chadwick fik sit internationale gennembrud med Berlin-smagningen hvor hans vine blev smagt blidt op imod Bordeaux’ 1. Crus og Super Toscanerne besluttede han igen at lade Berlin være udgangspunkt for en ny verdensturné. Nu udelukkende med en, ikke-blind vertikal smagning, af hans egne vine for at kunne vise verden hvordan de over to årtier har udviklet sig.
De udvalgte vine var Errázuriz’ prestigevin Don Maximiano Founder’s Reserve i årgangene 1984, 2011 og 2021. KAI – hovedsaglig kun på Carménère i årgang 2013 og 2021. Seña i de fire årgange 1998, 2015 og 2021. Viñedo Chadwick i 2000-årgangen, vindervinen fra Berlin i 2004, efterfulgt af 2014-årgangen, der blev Chiles første 100 point-vin nogensinde (James Suckling), og 2021, der fik Chiles første 100 pointer af Wine Advocate. Se smagsnotater her forneden.
SMAGNING ved Peter Winding
Don Maximiano 2021
Frisk duft, elegant, solbær, fyrnåle, blyantstift, fine nuancer fra fad. Elegant, ren, frisk, fyldig med lang frisk eftersmag, meget liniær vin med moden, frisk frugt. 13,5%.
63% Cabernet Sauvignon, 22% Malbec, 8% Carménère og 7% Petit Verdot. 22måneder på franske fade , 70% nye.
93 |
Don Maximiano 2011
Moden duft, modne solbær og kirsebær, let blommeagtig, blød engelsk lakrids og tobak. Fyldig smag, cremet, velouragtig tannin, fyldig med middel til lang eftersmag med frisk syre.14%.
75% Cabernet Sauvignon, 10% Carménère, 10% Petit Verdot og 5% Malbec. 22 månederne på franske fade, 85% nye.
92 | 799,00 H.J. Hansen Vin
Don Maximiano 1984
Blommeagtig duft, solbær, tobak og læder. Stadig med liv, luftig fylde og tør, frugtagtig eftersmag med markeret syre. Det er syren, der giver vinen sin holdbarhed. 12%.
100 % Cabernet Sauvignon på Rauli fade (Rauli = Nothofagus alpina, et stort, chilensk løvfældende træ).
88 |
Kai 2013
Rig duft med mørk chokolade, mørke kirsebær, eukalyptus, fine nuancer fra fad. Rig smag, fyldig, cremet, elegant med moden tannin og silket, lang eftersmag, cremet med kirsebær, mørk chokolade med frisk, moden frugt. 14,5%.
90% Carménère, 7% Petit Verdot og 3 % Syrah. 22 måneder på franske fade, 60% nye.
95 |
Kai 2021
Kompleks duft, kirsebær, solbær, fyrnåle, lakrids, kaffe med ristede toner fra fad. Rig, fyldig smag, cremet med stor frugt, der dækker over tanninen, endnu alt for ung, stort gemmepotentiale.
85 % Carménère, 11 % Syrah og 4% Malbec. 22 måneder på franske fade, 60% nye.
95 |
Seña 1998
Elegant, meget ren duft, kirsebær, viol, lakrids. Luftig, silket smag, fyldig med velouragtig tannin og lang, rig, luftig eftersmag med moden frugt. 14%.
90% Cabernet Sauvignon, 5% Carménère og 5% Merlot. 18 måneder på franske fade, 92 % nye.
96 |
Seña 2008
Elegant duft, solbær, fyrnåle, modne kirsebær. Fyldig smag, igen meget luftig med velouragtig tannin, og lang eftersmag med moden, frisk frugt med herlig syre. 14,5%.
57% Cabernet Sauvignon, 20% Carménère, 10% Merlot, 8% Petit Verdot og 5% Cabernet Franc. 22 måneder på franske fade, 100% nye.
97 |
Seña 2015
Moden duft med mørke kirsebær, solbær, viol, kaffe, ristede toner fra fad. Elegant smag, silket, moden tannin, lang, elegant eftersmag, meget frisk med herlig syre. 13,5%.
57% Cabernet Sauvignon, 21% Carménère, 12% Malbec, 7% Petit Verdot og 3% Cabernet Franc. 22 måneder på 88% franske fade, 65% nye og 12% fourdres.
95 |
Seña 2021
Stadig ung duft, rig, modne kirsebær, solbær, fyrnåle, fine nuancer fra fad. Elegant, rig smag, frisk og moden, markeret syre og tannin og lang, elegant eftersmag med frisk frugt. 14%.
50% Cabernet Sauvignon, 27% Malbec, 17% Carménère og 6% Petit Verdot. 22 måneder på 90% franske fade, 70% nye og 10% fourdres.
97 | 1.099,00 Philipson Wine
Viñedo Chadwick 2014
Meget koncentreret duft, tæt, rig, koncentrerede kirsebær- og solbærtoner, fyrnåle. Stor, fyldig, rig smag, markeret syre og tannin, lang, rig eftersmag med markeret tannin og syre sammen med moden frisk frugt. 13,5%.
100% Cabernet Sauvignon. 22 måneder på franske fade, 75% nye.
98 |
Viñedo Chadwick 2000
Moden duft, udviklet, modne mørke kirsebær, solbær, fyrnåle og lakrids. Fyldig smag, rig, silket, velouragtig tannin og lang, rig silket eftersmag, helt på toppen nu. 14%.
100% Cabernet Sauvignon. 22 måneder på franske fade, 100% nye.
98 |
Viñedo Chadwick 2021
Meget elegant duft, kompleks med viol, kirsebær og fine nuancer fra fad, mange lag. Rig smag, markeret tannin, fyldig og luftig og lang rig eftersmag med ren frugt og med tannin markeret langt fremme. 14%.
97% Cabernet Sauvignon og 3% Petit Verdot. 22 måneder på franske fade, 80% på nye franske fade og 20% foudres.
100 |
Næste generation
Viñedos Familia Chadwick er et familieejet holdingselskab med fire chilenske vingårde: Viñedo Chadwick, Seña, Errázuriz og Arboleda. Seña, Viñedo Chadwick og Las Pizarras-vinene distribueres i dag via La Place de Bordeaux, hvilket betyder, at de kan købes og sælges af mange forskellige danske forhandlere.
H.J. Hansens udvalg af Viñedos Familia Chadwicks vine kan ses her
KILDER
Rodrigo Alvarado: Chilean Wine. The Heritage. 2005 The Wine Appriciation Guild.
The Berlin Tasting, 20th Anniversary Edition, Uncorking the Potential of Chile’s Terror, Fifth Edition 2023.
Seña, An Inspiring Journey 25th Anniversary Edition, 2021 Vina Seña.