Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Barolo når det er bedst

- 2016 en fantastisk årgang

Årgang 2016 i Barolo er klassisk. Måske ikke helt med den samme koncentration som 2015, men med en større elegance. Modsat 2015, hvor man høstede meget tidligt, kom druerne i hus senere, i pragtfuldt vejr uden nogen form for stress. Ikke bare i Barolo, men også i de andre distrikter nord for Rom har jeg et meget godt indtryk af 2016, rank, elegant, fyldig, netop det, man søger i Nebbiolo-druen.

Barolo-distriktet minder på mange måder om Bourgogne. Små producenter, små enkeltmarker, store forskellige i en vins udtryk afhængig af jordbund, vinmarkens hældning, vinstokkenes alder, ydelsen, årgangen og ikke mindst producenten. Begge distrikter fremstiller vine lavet på en drue. I Bourgogne på Pinot Noir, i Barolo på Nebbiolo. To druer, der ikke giver den største koncentration i farve, garvesyre eller tæthed, men som, når vinen er bedst, frembringer vine med en uhørt kompleksitet, der i duft fuldstændig forfører én og i smag, med deres elegance og store, luftige fylde får duften til at smelte helt sammen med smagen. Man synker ikke vinen, ”man dufter” vinen ned gennem svælget.

Begge druetyper er smukke formidlere af det terroir, det mesoklima som druen vokser i. Bliver druerne plantet uden for de to distrikter får vinen en helt anden karakter og ofte en karakter hvor selve druesorten skinner mere igennem. I Bourgogne smager vinen ikke af Pinot Noir, den smager af Bourgogne. I Barolo smager vinen ikke af Nebbiolo, den smager af Barolo. Den helt perfekte årgang er en kølig årgang hvor druen alligevel når at modne med et højt syreindhold. Årgang 2016 har netop det, høj kvalitet og høj kvantitet, producenterne var lykkelige. Philipson Wine har lige nu en meget smuk serie Barolo 2016. Vine der er værd at investere i, vine der har det helt perfekte lagringspotentiale.

Ratti med udsigt over Barolo

Renato Ratti – Barolos innovator

Historien om Renato Ratti er på mange måder historien om den Barolo, vi finder i dag. I midten af 1900-tallet mente man, at Barolo skulle smage på én måde; kraftfuld, bentør og med garvesyre strittende ud til alle sider. Men det ville ønologen Renato Ratti ikke nøjes med. I 1960 kortlagde han markerne i Barolo med samme detaljerigdom, som munkene gjorde det i middelalderens Bourgogne. Derpå udplantede han marker ved Barolo-byen La Morra, hvor han havde analyseret sig frem til, at man kunne fremstille Barolo-vine i en silkeagtig og samtidig kødfuld stil, som aldrig før havde set dagens lys.

Ratti på rad og række

Efter få år stod det klart for Renato Ratti, at de druer han høstede kunne skabe unikke Barolo-vine, men han vidste ikke selv, hvordan han kunne udnytte potentialet bedst muligt. Derfor ansatte han i 1969 den talentfulde Massimo Martinelli, og i årene der fulgte udviklede de i fællesskab en ny vinifikationsmetode i Barolo, som indebar en forkortelse af maceration, gæring og fadlagring. Takket være denne metode blev vingårdens Barolo-vine bemærkelsesværdigt raffinerede og elegante fra midten af 1970’erne.

Ratti 2016 Barolo, Italien

Ung duft, kirsebær, tobak, læder og kaffe. Cremet, saftig smag, fyldig, rank med markeret tannin og fin syre i eftersmagen sammen med moden frugt.
91 | 199,95 v/12 fl Philipson Wine

Einaudi med omgivende vinmarker

Luigi Einaudis flotte enkeltmarksvine

Grundlæggeren af vingården, Luigi Einaudi, blev Italiens anden præsident i 1948 (efter Enrico de Nicola, der var den første valgte præsident i Italien). Allerede som 23-årig købte Luigi i 1897 en 16 hektar stor ejendom i Dogliani – San Giacomo – med fokus på Dolcetto produktionen. I dag råder vingården over 52 hektar beplantede vinmarker fordelt på 11 små vingårde spredt over Dogliani, La Morra og Barolo og selvom den største produktion er Dolcetto, så er Einaudi blevet berømt for sine Barolo’er, ikke mindst enkeltmarkvinene Baroloerne Costa Grimaldi og Cannubi og den nyerhverhvede Bussia. Allerede i 1920’erne aftappede man selv vinen på flaske og havde salg af egen produktion. Vingården blev totalt renoveret i 1993 og ledes i dag af Matteo Sardegna.

Costa Grimaldi har gennem mange år været vingårdens vartegn, frugten af Einaudis bedste marker i Barolo. Den 1,6 hektar store vinmark er sydøst vendt beliggende 310 meter over havets overflade. Vinstokkene er i gennemsnit 45 år gamle.

Fadkælder på Einaudi
Poderi Luigi Einaudi 2016 Barolo, Italien

Frisk duft, hindbær, kirsebær, grapefrugt, mandel. Frisk smag, god fylde, let cremet, rank med frisk eftersmag med lyse bær. 90 | 185,00 v/12 fl Philipson Wine

Poderi Luigi Einaudi 2016 Terlo Vigna Costa Grimaldi Barolo, Italien

Lukket duft, ulmende med stor frugt, mørke kirsebær, lakrids og kaffe. Fyldig smag, rig med moden frugt, der dækker over garvesyren, lang, rig eftersmag med moden frisk frugt med fin syre. 93 | 299,95 v/12 fl Philipson Wine

Poderi Luigi Einaudi 2016 Cannubi Barolo, Italien

Lukket duft, ulmende med mørke kirsebær, lakrids og fine nuancer fra fad. Fyldig smag, stram og rig med markeret tannin og syre og frisk eftersmag med moden frugt. Moden frugt der dækker over garvesyren.
92 | 350,00 v/12 fl Philipson Wine

Poderi Luigi Einaudi 2016 Bussia Barolo, Italien

Lukket duft, meget frisk, mineralsk, lys frugt lakrids og fine nuancer fra fad. Stram smag, lineær, elegant, både med syre og tannin, lang, frisk eftersmag med en syre der smælder mod ganen. Endnu alt for ung, stort lagringspotentiale.
93 | 350,00 v/12 fl Philipson Wine

Andre Barolo-vine fra Philipson Wine

Arnaldorivera 2016 Undicicomuni Barolo, Italien

Meget frisk duft, let syrlige bær, lakrids, læder. Rank struktur, god fylde med en syre, der virkelig bider i eftersmagen sammen med ren frugt. Endnu alt – alt for ung.
91 | 225,00 v/12 fl Philipson Wine

Trediberri 2016 Bio Barolo, Italien

Krydret, mineralsk duft, kirsebær, svesker, læder og sort, stødt peber. Saftig smag med herligt frugt, næsten Rhôneagtig i karakter, rank med markeret tannin og lang, lang, krydret, mineralsk eftersmag med frisk frugt.
93 | 199,95 v/12 fl Philipson Wine

Trediberri 2016 Rocche dell’Annunziata Bio Barolo, Italien

Intens, vibrerende, mineralsk duft, modne kirsebær med fin syrlig tone, meget ung, floral med lakrids. Eminent, rank struktur, fyldig, let cremet midt i munden, lang, lang eftersmag med modne bær og denne italienske, snerrende syre.
94 | 450,00 v/6 fl Philipson Wine