Italiensk rødvin boomer, og flere og flere får ikke mindst øjnene op for Barbera. Vinen har så mange facetter, at den både lader sig drikke som dagligvin, i lidt mere sofistikerede weekendudgaver og absolut i topvinklassen til festlige lejligheder. Det er generelt en stærkt tilfredsstillende vin, som kombinerer frugt, syre og beskedne tanniner og dermed er anvendelig til snart sagt alt på middagsbordet.
Historien om Barbera er skrevet før: Indtil 1970’erne var der stort set tale om en vin, som dækkede behovet for noget drikkeligt til den brede hårdt arbejdende landbefolkning. Der blev høstet enorme mængder druer pr. hektar, og resultatet var en stærkt syrepræget og efter almindelig målestok ret udrikkelig vin. Det ændrede sig, da nogle producenter i Piemonte – Alba og Asti – begyndte at tage druesorten seriøst ved dels at plante den på bedre marker, dels at begrænse hektarudbyttet. Det var navne som Chiarlo, Coppo og Bologna, der førte an.
For en snes år siden blev der i Asti gennem nogle år afviklet en flere dage lang smagning af Barbera – Barbera Meeting – med deltagelse af en lang række internationale vinskribenter, og den begivenhed cementerede Barberas position som en vin, der skulle tages alvorligt. Derudover fik producenterne gennem deltagernes vurderinger inspiration til at finpudse deres praksis fra mark til kælder og flaske.
Barbera Meeting nåede aldrig at blive en fast institution i lighed med det, som oprindelig hed Alba Wines Exhibition og i dag Nebbiolo Prima – en årlig smagning i Alba af Barbaresco, Barolo og Langhe Nebbiolo. Alba har både Barbera og Nebbiolo som vigtige rødvinsdruer, mens Barbera er Asti-regionens rødvinsdrue. Så det var ganske naturligt, at Barbera Meeting hvert år blev afviklet i Asti. Men der er fra gammel tid rivalisering mellem Alba og Asti, så antallet af vine fra Alba var beskedent sammenlignet med de deltagende Asti-vine. Det lugtede simpelt hen lidt af boykot.
Opgradering i Asti
I 2002 dannede nogle Asti-producenter Associazione Produttori del Nizza med det formål at etablere en super-appellation for deres Barbera. Det lykkedes i 2014, da Nizza DOCG kom til verden. Fire år senere udgav foreningen et kort udfærdiget af Alessandro Masnaghetti med lokalisering af hver eneste mark inden for den nye appellation. Masnaghetti var oprindelig vinskribent, men er i dag kendt som manden bag en stribe detaljerede kort over italienske vindistrikter. Han blev simpelt hen træt af at smage vin år ud og år ind. Hvilket da også kan være ganske hårdt. Ikke mindst når det handler om unge Nebbiolo-vine. Alessandros første kort var over Barbaresco, og det blev en eklatant fiasko med kun 50 solgte eksemplarer. Siden er det bare gået fremad.
Alessandro Masnaghetti stod på programmet, da producentforeningen havde samlet en halv snes vinskribenter til en to dages tur med Nizza DOCG som emne. Men vejret i begyndelsen af oktober var ikke til vinmarksbesøg. Det regnede, hvilket det ikke havde gjort i tre måneder. Så det blev til en indendørs gennemgang af appellationen efter en introduktion af producentforeningens præsident, Stefano Chiarlo, og til slut en kort blindsmagning.
Stefano kunne fortælle, at samarbejde ikke er det normale på disse kanter, men at det nu sker i forbindelse med Nizza DOCG. Der var oprindelig en vis skepsis over for nyskabelsen, men i dag kigger flere og flere producenter af Barolo og Barbaresco mod Nizza og køber marker. De har opdaget, at her er en succes. Appellationen er ganske lille med sin årlige produktion på 850.000 flasker sammenlignet med Asti-appellationens 20 mio. flasker og de 50 mio., som Asti og Alba producerer tilsammen. Desuden styrer konsortiet produktionen, så der billedligt talt fremstilles en flaske mindre, end markedet forlanger. På den måde undgår man spekulation i kvalitet og pris.
Sukkermaskinen Barbera
Et todages program levner ikke megen plads til vingårdsbesøg, men det lykkedes Vinbladet at gense Cantina Michele Chiarlo. Forrige besøg ligger en snes år tilbage, så nu er det Stefano Chiarlo, som står for styret, selv om Michele Chiarlo er stilll going strong. Der er sket en del i de 20 år. Bygningerne har haft vokseværk, men her er stadig pinligt rent overalt, der er store lystavler på væggene med billeder af bl.a. Chiarlos berømte vinmark La Court samt skiftende kunstudstillinger og selv på en søndag en lind strøm af besøgende på rundvisning.
I store træfade ligger Cannubi, Novello, La Morra osv. Der bruges ikke barrique til Barolo. Men da temaet er Barbera, smager vi Le Orme, Cipressi og La Court. Ser man på prisen for de tre vine, er den logiske konklusion, at man får kun det bedste ved at betale mere. Den dyreste, La Court, koster tre gange så meget som den billigste, Le Orme. Chiarlo har desuden en La Court Vigna Veja fra gamle planter. Den er en tand bedre end den normale La Court. Nærmest som flydende chokolade.
Det med sødmen i Barbera er dog ikke altid så positivt. Den hænger sammen med høje alkoholprocenter – helt op til 16 – og procenterne er ikke altid så godt integreret, at vinen er drikkelig. Et sjældent vellykket eksemplar i smagningerne var en anden gammel kending, Olim Baudas 2018 Nizza Riserva: 15,5%.
Det er ikke helt ved siden af, at Barbera undertiden kaldes en sukkermaskine. Mange marker er i dag tilplantet med Barbera-kloner, som modner tidligt, for det havde man brug for tilbage i 1970’erne. Dengang var klimaet mere regnfuldt i september-oktober, mens somre og efterår i dag er tørre. Desuden er hektarudbyttet sat betragteligt ned, så man kan spørge sig, om de lovmæssige 6,3-7 t/ha for Nizza-appellationen er for lavt sat. Vinene skal holde 13-13,5% alkohol alt efter om det er Nizza eller Nizza Riserva. Realiteten for de senere årgange er alkoholprocenter på op til 16.
Favoritter
Der var selvfølgelig anledning til at smage svært mange vine, selv om tiden var knap. I forbindelse med frokoster og middage kom der flasker på bordene fra forskellige producenter, der var en guidet smagning i hovedkvarteret, det spektakulære Almaranto Boutique Hotel i Calamandrana, og der var en walk around-smagning i Nizza Monferratos Palazzo Crova, hvor Enoteca Regionale holder til. Vinbladet magtede ikke at smage alle vine, så nedenstående favoritliste er ikke komplet. Men den demonstrerer, at selv om nogle af de foretrukne vine holdt helt op til 16% alkohol, var de blandt de bedste. Det handler simpelt hen om, at sødme og syre er i harmoni, og vinen ikke får det her marmeladeagtige over sig, som munden meget hurtigt bliver træt af.
De bedste smagte vine var:
2018
Pico Maccario ”Tre Roveri”, Mauro Sebaste ”Costemonghisio”, Michele Chiarlo ”La Court”, Bersano ”Cremosina”, ”7”, Gianni Dogha ”Viti Vecchie”, Cascina La Barbatella, Villa Giada ”Dani”, l’armangia ”Titon”, Coppo ”Pomorosso”, ”Bric del Marchese og ”Pontiselli”
2017
Cascina Garitina ”Margherita”og ”Vegia”, Tenuta Olim Bauda, Guido Berta ”Canto di Luna”, Dacapo og La Gironda ”Ago”
2016
Guasti Clemente ”Barcarato”, Bersano ”La Generala”, Marco Pesce, Sant’ Evasio, Dario Ivaldo, Cossetti ”Criveletto”, Franco Mondo ”Le Rose”, l’armangia ”Vignali” og Dacapo Riserva
2015
Mauro Sebaste ”Costemanghisio” og Franco Mondo Riserva
2014
Bava ”Pianoalto”
Indledningsbilledet viser en blindsmagning i Nizza Monferrato, der blev afviklet i fornemme omgivelser.
