Washington

For 100 år siden blev vinene fra Washington omtalt som “rævepis” og “sur tysk vin”. I dag er det en milliardindustri og et “vinland” værd at gå på opdagelse i. Hvordan det er gået til fortæller vi her – krydret med eksempler på gode køb fra de danske vinhandlere. Læs også Erik Skovenborgs artikel På jagt efter det bedste i Washington og Washingtons druer

Med tilnavnet den stedsegrønne stat – The Evergreen State – har Washington i mange år været USA’s førende æble, bær – og humleproducent, mens vinproduktionen har optrådt i periferien med skiftende held. Først da man i 1970’erne begyndte at satse på rene viniferavine, der blev efterspurgt i Seattle hvor giganter som Boing og Microsoft satte den kulturelle og økonomiske dagsorden, blev vinindustriens fremgang interessant og markant.

I dag er Washington State USAs næststørste vinproducent med 900 vinerier, 350 druerdyrkere og 24.000 ha vinmarker fordelt på 14 American Viticulture Areas (AVA’er): Yakima Valley (1983), Columbia Valley (1984), Walla Walla Valley (1984), Puget Sound (1995), Red Mountain (2001) Columbia Gorge (2004), Horse Heaven Hills (2005) Wahluke Slope (2006), Rattlesnake Hills (2006) Snipes Mountain (2009) Lake Chelan (2009), Naches Heights (2011), Ancient Lakes of Colombia Valley (2012) og Lewis Clark Valley (2016).

Den regnfulde kyst og det tørre indland

I og omkring storbyen Seattle ved det fugtige og regnfulde Puget Sound har mange vinerier traditionelt haft til huse og transporteret årets høst fra vinmarkerne langt borte, øst for den store bjergkæde Cascade Mountains. Det er den op til 4.000 meter høje bjergkæde, der deler Washington State i en tætbefolket, regnfuld, vestlig del med en årlig nedbørsmængde på over 120 cm og en østlig, tør, næsten ørkenagtige “slette”, hvor den årlige nedbør kun er omkring en sjettedel.

The Cascade Range er så effektivt et “regnskjold” for det store bagvedliggende landbrugsområde i Columbia River Bassin, at kunstvanding er en forudsætning for frugt- og vinavl. Jordbunden er her typisk sandet lermuld, der gør det muligt for vinstokkenes rødder at stikke dybt. Det er samtidigt et fjendtligt miljø for Phylloxera, den frygtede vinlus, så de fleste vinstokke i Washington er upodede, og det betyder, at de har lettere ved at klare vinterkulden – en vinstoks podested er nemlig særlig ømfindtlig over for kulde.

De fleste stokke er plantet på syd og sydvestvendte skråninger, der også er med til at lægge en dæmper på de mange frostgrader. I 1955 var der f.eks. hård frost i efteråret, som resulterede i en 39% nedgang i høstudbyttet det efterfølgende år. Vinteren kan nå op på næsten 30 minusgrader, mens sommertemperaturen når tilsvarende højder med en rekord på 37,5 grader.

Hvad skal der plantes – hybrider eller vinifiera

I 1870erne plantede tyske emigranter de første viniferastokke i Walla Walla, Yakima og Wenatchee. Nogle tolkede resultaterne som lovende, andre talte om “sure tyske vine”, og mere blev det aldrig rigtig til.

Først i begyndelse af 1900-tallet, da det var blevet muligt at få vand tilført fra The Cascade Range, blev der igen plantet vinifera-sorter i Yakima Valley. En af pionererne var William Brigman, der etablerede en vingård i Sunnyside. Han fortsatte med at ekspandere under forbudstiden, og umiddelbart efter ophævelsen i 1934, hvor han var oppe på 36 hektar, åbnede han sit Upland Winery. I mange år var det ledet af tyskeren Erich Steenborg, uddannet på Tysklands kendte forsknings- og læreanstalt Geisenheim. Og han var ikke i tvivl. Den østlige del af Washington var velegnet til produktion af kvalitetsvin og han skrev: “The irrigated regions of eastern Washington are wonderfully adapted to the production of excellent winegrapes, probably equaling any other region that may be found either in America or Europe” (Pinney, s. 308). I 1938 lykkedes det ham via sine kontakter til Geisenheim at importere en halv million tyske stokke af sorterne Gutedel, Riesling, Sylvaner, Blauer Portugieser og Muller-Thurgau.

Det var nu oplagt for mange, at det var muligt med et godt resultat at dyrke vinifera i Washington, men det var samtidig også muligt at tjene mange penge på de amerikanske sorter som Island Belle, en krydsning mellem Vitis Labrusca og Vitis Vinifera, der siden slutningen af 1800-tallet havde været dyrket af mange små producenter omkring Puget Sound.

Concord – den største

Efter forbudstidens ophævelse begyndte det første kommercielle vineri St. Charles ved Puget Sound at lave vin baseret på Island Belle druer, og flere fulgte snart efter. På den anden side af bjergene i det østlige Washington begyndte nyplantninger af de amerikanske sorter også, så her dyrkede man både de lokale og vinifira, og der var ingen klar præference for, hvilken der var bedst. Da kunstvanding blev udbredt i begyndelse af 1900-tallet i Yakima, blev den amerikanske Concord-drue dominerende. Den voksede godt og kunne supplere både vinmagerne og juicehandlen med rigelige mængder. Concord blev ifølge den amerikanske vinhistoriker, Pinney, “King in Washington”. Det var den også i 1942, hvor fremtiden stadig var uvis for både Californien og Washington. Begge stater, fornemmede man dengang, havde en lovende fremtid som vinproducent, men ingen af dem havde endnu virkelig vist hvad de formåede kvalitetsmæssigt.

Monopol og beskyttet marked

Det store spørgsmål i Washington var, hvorfor der blev dyrket så meget Concord, når man havde opnået gode resultater med vinifera-sorter. En del af forklaringen var, at det under forbudstiden var forbudt at sælge vin kommercielt, og det var en fordel for Concord-sorten, der også egnede sig godt til den hastigt voksende juiceproduktion. Og druedyrkerne var konservative – hvis de overhovedet kunne tjene penge på deres Concord, skulle der meget til, før de rev dem op og plantede nye sorter.

En anden del af forklaringen er politisk. Efter forbudstidens ophævelse etablerede Washington State en Liquor Control Board – et monopolsystem, der styrede distributionen af alkohol. For at favorisere den lokale produktion blev der lagt en meget høj afgift på import af vin og spiritus produceret udenfor statens grænser. Systemet tillod også vinerier, der anvendte frugt fra Washington State, at sælge direkte til restauranter og engrosvirksomheder, mens alt andet vin kun kunne sælges af de forretninger, der var kontrolleret af monopolet.

Sød vin på bær, frugt og Lambrusca

I perioden efter forbudstidens ophævelse (1933) var Washingtons vinindustri karakteriseret ved en moderat økonomisk vækst og fremgang. Man fortsatte med at lave Lambrusca-vine omkring Puget Sound og Concord- og vinifera-vine i det østlige Washington, mens frugt- og bærvine kunne komme fra begge områder.

Producenter af frugt- og bærvine åbnede butikker i og omkring Seattle, hvor det store marked var. De købte også Concord-druer i Yakima Valley og transporterede dem til Seattle for at vinificere dem der. I 1937 var der 42 vinerier i Washington, hvor de to største var Pommerelle Company og The National Wine Company, begge grundlagt i 1934. Pommerelle lavede frugtvine, deriblandt – som navnet antyder – af æbler, mens National lavede forskellige typer Concord-vine, der også omfattede blandinger med vinifera-sorter.

The Washington Wine Producers Association blev etableret i 1935. Der begyndte dog først for alvor at ske noget i 1954, da de to største vinerier Pommerelle Co. og The National Wine Company (NaWiCo) blev til et firma under navnet American Wine Growers (AWG). Pomerelle havde nogle år tidligere købt National, men de to firmaer havde fortsat deres aktiviteter i indbyrdes konkurrence med hver deres profil. Nu skulle de fremover fungere som ét firma, og et af de nye tiltag var nyplantninger af vinifera-sorter som et modtræk mod det svigtende salg af de traditionelle Washington-vine. Deres første vin var en Grenache rosé, som de sendte på markedet i 1954.

Kun 3 vinerier i 1969

Et vigtigt nyt tiltag kom i 1964, da Washington State University begyndte på et vinprojekt, som involverede forskere fra universitetet og The Irrigation Experiment Station (vandingsforsøgsstation) i Prosser. Tanken bag det nye projekt var, at der måtte ske noget nyt, når vinindustriens monopol efter al sandsynlighed ville blive ophævet.

Det skete i 1969, hvor loven, der beskyttede salg af alkoholprodukter produceret indenfor staten Washingtons grænser, blev ophævet. Nu kunne alle købe vin fra Californien og andre steder på lige fod med det, der var produceret i Washington. Det umiddelbare resultat af den mærkværdige lovgivning lod ikke vente på sig – det blev enden på Washingtons eksisterende vinindustri, og i slutningen af 1969 var der kun 3 vinerier tilbage.

Professorernes felttog

Mange mente, at den eneste farbare vej frem var produktion af viniferavine, og det havde American Wine Growers som omtalt allerede været så forudseende at tage de første skridt til. Og andre kom til – bl.a. en gruppe professorer fra University of Washington, der havde lavet vin hjemme hos sig selv baseret på vinifera-druer købt i Yakima Valley. Deres resultater var så gode, at de besluttede sig for at etablere deres egen vingård.

I 1962 købte de 2,2 hektar nær Sunnyside, hvor de plantede Riesling, Chardonnay, Semillon og Cabernet Sauvignon. Under det kommercielle navn Associated Vintners var det deres målsætning at lave de hidtil bedste bordvine fra Washington State. For at gøre det, etablerede de et lille vineri i Kirkland, en forstad til Seattle, hvor den første høst af betydning kom i hus i 1967 – Riesling og Gewürtztraminer, der blev sendt på markedet i 1969 og fik en overvældende modtagelse i Seattle. I den lokale Seattle Post-Intelligencer kunne man læse, at ‘Washington wine had undergone a revolution”.

Med en positiv lokal opbakning blev vineriet større og større og ændrede i 1983 navn fra Associated Vintners til Columbia Winery, som det stadig hedder i dag.

Ophævelsen af det statslige monopolsystem i 1969 blev på en gang slutningen på en epoke med frugt- og bærvin og begyndelse til en ny med mange nyplantninger og etableringer af vingårde i Yakima og Walla Walla. Fra 1969 til 1971 blev der plantet mere end 200 ha med vinifera-sorter i Washington: Riesling, Chenin Blanc, Chardonnay, Gewurtztraminer Sauvignon Blanc Cabernet Sauvignon, Merlot, Zinfandel, Pint Noir og den i Tyskland velkendte Lemberger. Alt var upodede stokke, da man endnu ikke havde konstateret Phylloxera.

Der var en stemning af optimisme og tro på fremtiden i 1970erne, og de fleste var ikke i tvivl om potentialet – Washington ville blive De Forenede Staters nr. 2 (efter Californien). Også mindre vinerier begyndte at etablere sig. To åbnede i 1974, tre i 1976, et i 1977, tre i 1978. En lidt træg begyndelse, der accelererede i 1980erne, hvor der kom 12 nye til i 1982, otte i 1983 og ti i 1984. I 1983 skrev Time Magazine om Washington: “It has the climate, soil and available land to become a wine region of world repute”.

Ste. Michelle laver sine første vine

I 1967 hyrede American Wine Growers (AWG), der indtil da næsten udelukkende havde lavet søde forstærkede vine, Californiens mest berømte og respekterede vinkonsulent, Andre Tchelistcheff, fra Beaulieu i Napa Valley. Tre år efter præsenterede de en Semillon og en Riesling på de amerikanske ønologers årlige konference, og alle var chokerede over kvaliteten af de to vine, som de solgte under navnet Ste. Michelle Vineyards.

I 1972 købte en gruppe investorer med Wally Opdyke som udfarende kraft AWG og dannede et nyt selskab, som de gav navnet Ste. Michelle Vintners. Da de gerne ville udvide yderligere og havde behov for mere kapital, blev de i 1974 købt af U.S. Tobacco Co., der straks efter overtagelsen plantede 200 ha ved Cold Creek i Yakima Valley og udvidede det eksisterende vineri i Granview. Samtidig planlagde man et nyt vineri ved Seattle, som blev indviet i 1976 i Woodinville, 25 km nord for Seattle. Det er i dag Chateau Ste. Michelles hovedkvarter og en at Seattle-områdets kendte turistattraktioner.

Nye initiativer

Chateau Ste. Michelle fortsatte med at være den store igangsætter i Washington. I 1981 investerede de 25 millioner dollars i et nyt vineri, Columbia Crest, i The Horse Heaven Hills ved Columbia River, hvor de i forvejen havde foretaget nyplantninger. I 1991 gjaldt udvidelsen en ny vingård, der fik navnet Canoe Ridge Estate med tilføjelse af et vineri i 1993.

Ejerne var fortsat U.S. Tobacco Company, som i 1986 samlede alle deres vinaktiviteter under navnet Stimson Lane Vineyards & Estates og umiddelbart efter købte to kendte vinerier i Napa Valley: Villa Mt. Eden og Conn Creek. I 1991 købte de det konkursramte Snoqualmine Winery, Washingtons næststørste vineri grundlagt i 1983, med det resultat at Stimson Lanes ejendomme i 1990erne stod for 80% af al den vin, der blev produceret i Washington State.

I 2004 blev Stimson Lane Vineyards & Estates omdøbt til Ste. Michelle Wine Estates, der i dag omfatter: Chateau Ste. Michelle, Columbia Crest, Domaine Ste. Michelle, Red Diamond, Snoqualmie, 14 Hands, Distant Bay, Conn Creek, Villa Mt. Eden, Col Solare (i samarbejde med Antinori-familien), Northstar, Stimson Estate Cellars, Whidbey’s og Stag’s Leap Wine Cellars i Napa Valley, der sejrede over de store klassiske franske vine, i den legendariske Judgment of Paris-smagning i 1976.

Ste. Michelle er også blevet kendt for sine transatlantiske samarbejder med Ernst Loosen fra Dr. Loosen i Mosel omkring Riesling-projektet Eroica Wine, og Rhônespecialisten Philippe Cambie omkring Tenet Wines, hvor omdrejningspunktet er Syrah, Grenach og Mourvèdre.

Input fra den californiske storebror

Når det pludselig for alvor begyndte at gå stærkt for vinindustrien i Washington, var det i høj grad fordi man kunne hente erfaring og ekspertise fra Californien. Alt, hvad der blev plantet, kom fra californiske planteskoler, og dygtige markfolk fulgte med – som Wade Wolf på Ste. Michelle. Det samme gjaldt for vinmagere som Joel Klein på Ste. Michelle, Mike Conway på Hogue Cellers og David Lake på Columbia Winery. Og Alan Shoup, strategen bag Ste. Michelles vækst, kom fra mægtige Gallo. Og ligesom californierne lærte vinfolket i Washington også hurtigt at udnytte den turistmæssige del med smagerum, butikker, vinfestivaler osv. Som på denne artikels  indledningsbilled, hvor det er Joan Fennell fra Ste. Michelle, der giver danske vinturister en introduktion til Washingtons vine.

Litteratur: Thomas Pinney A History of Wine in America, From Prohibition to the present, University of California Press (2005)