Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Washingtons druer

 - de fire store og jokeren. Tema - Washington State

Tilbage i 80’erne lå to hvide druetyper, Riesling og Chardonnay, helt i front, men Merlot og Cabernet Sauvignon har ligget i baghjul gennem alle årene. I 2012 nåede de røde druer en hårsbredde foran de hvide og i dag udgør rødvin 51 % af de 192.000 flasker vin, der årligt tappes på flaske i Washington. Nede i feltet lurer Syrah som en joker, der har potentiale til at blive i Walla-Walla distriktets signaturdrue.

Cabernet Sauvignon

Druernes konge i Washington hedder i dag Cabernet Sauvignon, der giver vine med dyb farvetone og kompleks bouquet med sorte bær, krydderier, tobak, læder og cigarkassetræ. I smagen bærfrugt, mynte og kakao med læder, tobak og fadtoner. Mange Cabernet Sauvignon-vine fra specielt Walla-Walla-distriktet kræver ofte flere års flaskemodning.

Merlot

Merlot vandt stor popularitet fra midten af 90’erne, men dens glansperiode var allerede på retur, da druen mødte sit nemesis i form af en flabet bemærkning i filmen Sideways. Men druens præstationer i Washington fejler intet, hverken i blandinger eller som enkeltdruevin, hvor kombinationen af strålende sol fra en skyfri himmel i vækstsæson og høst med præcis kunstvanding og kølige nætter giver vine af verdensklasse med duft af solbær, sorte kirsebær, kaffe og karamel. I munden rundes muskuløs frugt, krydderier og chokolade af med modne tanniner.

Syrah

I 1988 blev Syrah introduceret i Washington State, i hvis perfekte klima druen giver mørke, intenst koncentrerede vine med duft af solbær, brombær, ristet kaffe, hængt kød og et strejf af peber. Nogle producenter sigter mod den kølige, mineralske Syrah fra Côte Rôtie, mens andre går mere efter den varmblodige, smagsrige, fadprægede Shiraz fra Barossa Valley. I et vist omfang kan stavemåden på etiketten vejlede om stilen. Avisen Seattle Met lavede i september ”The Top 10 Washington Wines of 2016” efter smagning af 100 af statens vine. Det er bemærkelsesværdigt at Syrah har erobret de syv øverste pladsen på listen, og at fem af de syv topvine kommer fra Walla-Walla.  Se listen her

Chardonnay

Chardonnay er de hvide druers dronning i Washington og vinen har en anden karakter end Californiens Chardonnay’er: mere delikat, sprød som grønne æbler, knap så fed, mere elegant og underspillet og krydringen med egefad er oftest gjort med let hånd. Washington-Chardonnay er et eksempel på at man ikke har brug for alkohol for at kunne levere intensitet og smagsfylde når bare vinene har frugtens klarhed, smagens finesse og eftersmagens struktur. Her i Washingtons solrige dage og kolde nætter forløses potentialet i Chardonnay-druens DNA til at forene masse og energi så vinen på en gang fremstår fyldig og dynamisk, bred men detaljerig, rig men veldefineret.

Riesling

Riesling var en af de druer, der først blev plantet i Washington, der aktuelt er USA’s førende producent af Riesling. Et rekordhøjt antal timer med solskin fremelsker en blomstrende bouquet af fersken og abrikos, mens nætternes kulde bevarer druens sprøde syre. Washington bugner med typerigtige eksempler på Riesling-druens bredt favnende register fra den knastørre hvidvin til skaldyr, vine med mere fylde og karakter til fjerkræ og lyst kød, sødmefulde vine med krydret aroma til det asiatiske køkken og naturligvis Riesling-vinen med Botrytis og intens sødme til salte blåskimmeloste og desserter.