Tema – Roussillon

Mandag den 11. januar døde André Devald desværre helt uventet og alt for tidligt. I sit næstsidste opslag på facebook den 12. december 2020 skrev han: “Åh, disse minder, fra du var en farende svend…” Her fra mange dejlige dage i Roussillon til et specialnummer af Vinbladet. Det han henviste til var en 34-sider lang oversigtsartikel om Roussillon, som han skrev til Vinbladet i december 2011. Til minde om André, der rangerer blandt verdens bedste vinskribenter, bringer vi her tema-artiklen fra 2011 med de fotos han også tog ”som farende svend”.

Verdens mest varierede vinområde?

Ser vi bort fra Korsika, er Roussillon Frankrigs sydligste vinregion. Med sin beliggenhed i den franske del af Catalonien er Roussillon på mange måder ligeså spansk som fransk. Det rød- og gulstribede catalanske flag vejrer overalt, skiltene er skrevet på begge sprog, og særlig den ældre generation taler oftere catalansk end fransk, mens resten af de lokale ruller så voldsomt på r’erne, at det kan være vanskeligt at følge med.

Roussillons 24.000 hektar vinmarker – under en femtedel af Bordeaux – afgrænses mod øst af Middelhavet og er på de øvrige sider helt omgivet af bjerge. Mod nord ligger Corbièresbjergene, der udgør grænsen til Languedoc, og i syd danner Albèreskæden grænsen til Spanien. I vestlig retning stiger højden gradvist, til den kulminerer på det evigt sneklædte Mont Canigou, der med sine 2.784 meter er det højeste punkt i den franske del af Pyrenæerne. De tre bjergkæder danner tilsammen et gigantisk amfiteater, der åbner sig mod havet, med store højforskelle og variationer i klima. Man finder både vinmarker på den lavtliggende, varme slette ud til Middelhavet og i helt op til 600 meters højde længere inde i landet. Her starter høsten aldrig tidligere end midten af oktober – over en måned senere end ude ved kysten. Så selvom klimaet i Roussillon betragtes som Frankrigs varmeste med omkring 315 årlige solskinsdage, en gennemsnitstemperatur på 15°, meget varme somre og milde vintre, varierer forholdene enormt inden for regionen. Mens Perpignan er den tørreste by i Frankrig med kun 350 mm årlig regn, får vinmarkerne længere inde i bjergene op til tre gange så meget nedbør. Og når det først regner, sker det især tidlig forår og i efteråret omkring høsten, typisk i form af voldsomme uvejr. Årgangene i Roussillon veksler derfor mere, end man umiddelbart skulle tro.

Høsten reddes imidlertid ofte af områdets kraftige vind, der gennemsnitligt blæser hver tredje dag. Der er endda flere af slagsen.Vinden fra havet bringer kærkommen fugtighed i de ofte lange tørkeperioder, mens den mest kend te, La Tramontane, er områdets naturlige antibiotika. Den rydder himlen for skyer, blæser skadedyrene væk og tørrer druerne efter regn. Der er derfor sjældent behov for at sprøjte mod råd og andre sygdomme, og Roussillon er ved at udvikle sig til et Mekka for økologisk og biodynamisk vinproduktion. Området er også hjemsted for nogle af de mest prominente producenter af de såkaldte ”vins natures”- vine fremstillet så naturligt som muligt med minimal indgriben i kælderen og begrænset eller slet ingen brug af svovl. Udover de store klimatiske forskelle byder Roussillon også på ekstremt varierede jordbundsforhold. De tre floder – Agly, Têt og Tech – der gennemskærer regionen i øst-vestlig retning, har gennem tiderne formet dale og skråninger og blottet et utal af forskellige jordbundstyper. Man støder både på ler, kalk, skiffer, granit, gnejs, kvarts, grus og sand, der visse steder veksler inden for få hundrede meter. Sammen med Alsace er Roussillon geologisk set det mest komplekse vinområde i Frankrig – ja, måske i hele verden.

Bred palet af vintyper

Områdets meget varierede klima og jordbundsforhold gør det muligt at dyrke en lang række lokale og internationale druesorter og frembringe en utrolig bred palet af vintyper. Rødvinene dækker hele spektret fra enkle, lette tørstslukkere til ambitiøse gemmevine, fra kølige, ranke og elegante vine med lavere alkoholindhold end nutidens Bordeaux til ultra koncentrerede, massive frugtbomber, der ikke står tilbage for Shiraz fra Barossa Valley. De lokale rosévine, der ligesom andre steder i Frankrig har oplevet et regulært boom, kan være blandt verdens bedste – herlige, kraftige madvine, der emmer af Middelhavsområdets sol og krydderurter. Selv hvidvinene, der stort set ikke eksisterede i Roussillon for blot et par årtier siden og hidtil ikke har været regionens styrke, rummer et stort, kun delvist udforsket potentiale. Stilmæssigt dækker de hele spektret fra kraftfulde, tunge, syrefattige udgaver præget af sydens sol og varme til overraskende friske, slanke, mineralske hvidvine, man i en blindsmagning ville placere langt længere mod nord. Faktisk skal nogle af Roussillons allerbedste vine findes blandt de hvide. Derudover er der selvfølgelig områdets traditionelle produktion af hedvin. Der er hvide og røde, tørre og søde, unge og gamle. Sågar enkelte meget gamle. Der er de traditionelle, oxiderede vine og dem, der er lagret uden nogen kontakt med ilt og med hurtig aftapning på flaske. Vine lagret i kæmpemæssige foudres eller små træfade, i tanke eller glasballoner, indendørs i kulden eller udendørs i den bagende sol. Ikke to flasker ligner hinanden, og variationen er ganske enkelt fascinerende.

Enestående dynamik

Trods de mange forskellige vintyper og fremragende, naturlige betingelser for vinproduktion har Roussillon længe været et af Frankrigs mindst kendte – eller i hvert fald miskendte – vinområder. En til tider uforståelig vinlovgivning, misforstået markedsføring og et lettere anstrengt forhold mellem de officielle instanser og mange af de førende producenter har de sidste årtier været med til at spænde ben for Roussillonvinenes endelige gennembrud. Alligevel synes det nu at lysne. Et stadigt stigende antal vinproducenter fra andre områder – både i og udenfor Frankrig – har fået øjnene op for områdets store potentiale og slår sig ned i Roussillon, tiltrukket af det varierede terroir, de mange gamle vinstokke og de stadig rimelige priser på jord. Hvert år etableres mange nye vingårde, der blot venter på at blive opdaget. Det har skabt en enestående dynamik og trukket de lokale vinbønder med sig. Områdets kooperativer står stadig for tre fjerdedele af produktionen, men i takt med at flere medlemmer starter for sig selv eller sælger deres marker til udefrakommende, mindskes deres dominans. Nogle er lukket, mens andre har fusioneret med nabobyerne, og der er nu omkring 30 kooperativer tilbage. Også her er der sket markante fremskridt. Tidligere tiders ensidige fokus på mængde og druernes sukkerindhold er helt passé, og medlemmerne afregnes i stedet efter kvalitet. Deres druer ender ikke bare i store blandingskar, men vinificeres nogle steder separat og bliver måske til en særlig cuvée, hvis de gør en ekstra indsats. Fra at være anonyme druedyrkere er kooperatørerne nu blevet rigtige vinbønder med noget at stræbe efter, noget at være stolte af. I dag er niveauet blandt Roussillons kooperativer generelt langt højere end i Languedoc, og de bedste hører blandt toppen i Frankrig.

Rigtig meget vin for pengene

Det går i øjeblikket så stærkt i Roussillon, at udviklingen på mange måder minder om nærliggende Priorat i den spanske del af Catalonien, der på under et årti gennemgik en forvandling fra producent af gammeldags, rustikke vine til centrum for kultvine i luksusklassen. Også i Roussillon er priserne steget i takt med den øgede kvalitet. Topvinene koster i dag 4-500 kr. flasken, og enkelte har endda rundet det dobbelte. Det kan vanskeligt være anderledes, når vinene er håndværk frem for industri og ofte et produkt af gamle, lavtydende vinstokke, der kun kan bearbejdes med håndkraft, hest eller æsel. Men i modsætning til Priorat er fokus langt fra rettet mod at frembringe kostbare kultvine. Selv de mest ambitiøse producenter sætter en ære i at lave gode hverdagsvine, og Roussillon er stadig en kilde til glimrende køb, hvor man får rigtig meget vin for pengene.

Fra sød til tør vin

Går vi blot tre årtier tilbage, var produktionen i Roussillon helt domineret af  hedvin. Og sådan havde det været gennem mere end syv århundreder. De tørre vine – rød, hvid og rosé – begyndte først for alvor at vinde frem i midten af 1970’erne, da hedvinenes popularitet hastigt begyndte at falde.

Hedvinenes langvarige krise er kun én af årsagerne til omlægningen af vinproduktionen i Roussillon. Tidligere var det vanskeligt at fremstille tørre vine i områdets varme kældre, der kun sjældent ligger under jorden. Gæringen løb enten løbsk eller gik helt i stå, og under lagringen fik varmen og tørken vinen til at fordampe og oxydere. Det kunne gå for hedvinene, men var ikke optimale betingelser for at lave rødvin, hvidvin og rosé. Her har den teknologiske udvikling, især indførelse af temperaturstyring i kældrene, haft afgørende betydning.

Samtidig har de lokale producenter i høj grad været tvunget til at satse på kvalitet, efterhånden som efterspørgslen efter Roussillons tidligere så enorme produktion af billig Vin de Table næsten er helt forsvundet i takt med franskmændenes drastisk dalende vinforbrug. I de sidste 30-40 år er udviklingen derfor gået stærkt, og selvom Roussillon fortsat leverer 80% af al fransk hedvin, er produktionen mere end halveret. De tørre vine udgør i dag over to tredjedele af produktionen, fordelt nogenlunde ligeligt på AOC-vine og Vin de Pays – de to franske kvalitetskategorier, der nu erstattes af AOP (Appellation d’Origine Protégée) og IGP (Indication Géographique Protégée).

I forhold til den større nabo mod nord, Languedoc, er appellationerne i Roussillon nemme at overskue. For de tørre vine er der blot fire af slagsen: Côtes du Roussillon, Côtes du Roussillon Villages, Collioure og den helt nye Maury Sec. Helt så enkelt er det nu ikke – vi er trods alt i Frankrig. Eksempelvis omfatter nogle af appellationerne underområder med hver deres specifikke regler. Og apropos regler er de ofte så komplicerede og rigide, at mange producenter frivilligt har droppet appellationssystemet og i stedet sælger deres vine som IGP eller sågar bare Vin de France. Der er også den relativt nye kreation, AOP Languedoc, der erstatter den tidligere AOC Coteaux du Languedoc og i samme pennestrøg er udvidet til også at omfatte hele Roussillon – trods navnet. Argumentet er at imødekomme store négocianter, så de frit kan blande løs af druer og vin fra et område næsten tre gange så stort som Bordeaux. Men négocianter af den størrelse eksisterer ikke rigtig i Roussillon, så man risikerer næppe at støde på en Roussillon-vin forklædt som Languedoc.

Côtes du Roussillon

Appellation 28.03.1977
Areal 5.400 hektar
Max. udbytte 50 hl/ha
Produktion 23 mio. flasker
Rosé 58%
Rødvin 39%
Hvidvin 3%
Min. alkohol 11,5% (rød og rosé) 10,5% (hvid)

Côtes du Roussillon er langt den største appellation for de tørre vine og omfatter både rød, hvid og rosé. Området dækker hele 118 kommuner over det meste af Roussillon, men vinene kommer især fra de lavtliggende marker syd for Perpignan og Têt-floden. Her er det relativt fladt, men bevæger man sig ned mod Albères-bjergene, der danner grænsen til Spanien, finder man også vinstokke på skråninger. Uanset farven skal der til AOP Côtes du Roussillon anvendes mindst to druesorter. For rødvinene står valget mellem Grenache Noir, Lladouner Pelut, Syrah, Mourvèdre, Cinsault og Carignan, hvoraf de fire første tilsammen skal udgøre mindst 80% af druesammensætningen. Heraf skal Syrah og Mourvèdre tilsammen stå for mindst en fjerdedel, mens Carignan højst må udgøre halvdelen. Og uanset druevalget må den dominerende sort ikke overstige 70%. Et godt eksempel på Roussillons til tider overdrevent komplicerede appellationsregler. Og så er de endda for nylig blevet væsentlig forenklet.

Rød Côtes du Roussillon

Trods de rigide regler varierer rød Côtes du Roussillon enormt i stil og kvalitet og dækker hele spektret fra lette, bløde og frugtige vine beregnet på at blive drukket unge, til massive, strukturerede alkoholbomber, der skriger på lagring, men ikke altid bliver bedre af det. Som en grov tommelfingerregel har de billigere vine typisk et højt indhold af Grenache og Carignan, er fremstillet delvist med macération carbonique – Beaujolaismetoden – og lagret udelukkende i tanke. I takt med prisen er der ligesom i Languedoc tendens til at hæve mængden af Syrah og nye egetræsfade, og det kan både være godt og skidt. I store dele af Roussillon er det nemlig for varmt til Syrah, og langt fra alle producenter mestrer – endnu – fadlagringens kunst. Mange af de mest vellykkede og karakterfulde røde Côtes du Roussillon-vine er da heller ikke tynget af hverken Syrah eller ny eg, men baseret på Grenache og Carignan fra meget gamle vinstokke og lagret overvejende i brugte fade. Stilmæssigt vækker de både mindelser om Sydrhône og Priorat, men ingen andre steder finder man samme balance mellem meget solmoden Grenache-frugt og Carignan-druens friskhed og rusticitet tilsat en ofte markant mineralitet.

Côtes du Roussillon rosé

Produktionen af Côtes du Roussillon rosé har de senere år været voldsomt stigende og har nu overhalet de røde vine. Kravene til druesammensætning svarer nogenlunde til rødvinene med den væsentligste forskel, at de to lokale hvidvinssorter, Macabeu og Grenache Gris, også er tilladt. Rosévinene skal obligatorisk fremstilles efter saignée-metoden, det vil sige hvor gæringstankene med rødvinsmosten blødes. Det er krydrede, kraftige, fede og alkoholrige rosévine, der kan være lige voldsomme nok som tørstslukker på terrassen. Til gengæld er de uovertrufne som madroséer, især til krydrede ting fra grillen. 

Hvid Côtes du Roussillon

Hvid Côtes du Roussillon er sjældent på niveau med de røde og rosé udgaver. Det store flertal er i bedste fald ret anonyme, men oftere enten tunge og rustikke eller overdrevent tekniske, blottet for lokalkarakter. Kvaliteten er dog hastigt stigende, efterhånden som stadig flere producenter får styr på varmen og fremstiller ambitiøse, kraftfulde hvidvine, ofte gæret eller lagret i egetræsfade. Og kryber man op i højderne venter der nogle af Roussillons største overraskelser i form af naturstridigt friske og mineralske hvidvine, der smager som en hypotetisk blanding mellem hvid Bourgogne og tør tysk Riesling.

Roussillon kan nemlig godt lave hvidvin, endda i absolut verdensklasse. De bedste flasker sælges bare sjældent under AOP Côtes du Roussillon, men som Vin de Pays/IGP. Hovedårsagen skal findes i de uforståelige krav til vinenes druesammensætning. Eksempelvis har det gennem årtier været obligatorisk at plante Marsanne, Roussanne og Vermentino – alle tre sorter uden nogen som helst tradition i Roussillon. Derimod har Grenache Gris, Roussillons suverænt bedste – og tilmed lokale – hvidvinsdrue, altid været udelukket fra det gode selskab. Det svarer nogenlunde til, at man forbød Chardonnay i Bourgogne eller Riesling i Mosel. Konsekvensen har været, at mange fantastiske parceller med gamle Grenache Gris-stokke er blevet revet op. Heldigvis er reglerne for nylig blevet ændret. De lokale druesorter, Grenache Blanc, Macabeu og Tourbat, skal stadig udgøre halvdelen i vinene, men den anden halvdel må nu bestå af Grenache Gris, eventuelt suppleret af de tre Rhône- og Provence-sorter. Selvom det stadig ekskluderer mange af Roussillons bedste hvidvine, der ofte er helt domineret af Grenache Gris, er det et skridt i den rigtige retning. Og det vil utvivlsomt resultere i flere og frem for alt bedre hvide Côtes du Roussillon. Utallige producenter over hele regionen laver vin under AOP Côtes du Roussillon. Blandt de bedste beliggende uden for Villages-områderne er Domaine Sarda-Malet, Domaine Laguerre, Domaine Danjou-Banessy, Mas Mudigliza, Domaine Marcevol, Château de Rey, Camp del Roc, Clos Massotte, Domaine Depeyre, Domaine des Trois Orris og Domaine des Vents.

Côtes du Roussillon Les Aspres

På catalansk betyder «Aspres» noget i retning af tørt, goldt og magert, og det passer godt på området sydvest for Perpignan. Her veksler landskabet mellem spredte, kuperede vinmarker og garrigue – det vilde krat fyldt med velduftende krydderurter, der er så typisk for Middelhavsområdet. Området har siden 2004 lagt navn til en geografisk benævnelse under AOP Côtes du Roussillon, der omfatter 37 kommuner i den sydlige del af Roussillon.

Les Aspres er en lidt underlig konstruktion, der hverken er en selvstændig, afgrænset appellation eller en form for Villages-status. Det er snarere en slags officiel blåstempling af de bedste marker i det meget udstrakte område, der trods navnet ikke bare omfatter Les Aspres, men også strækker sig ud til kysten øst for Perpignan og helt ned til Céret i Albèresbjergene, der danner grænsen til Spanien. For at anvende betegnelsen Côtes du Roussillon Les Aspres, skal producenterne imidlertid selv ansøge om godkendelse, hvorefter de franske vinmyndigheder, INAO, tropper op og inspicerer parcellerne. Kun rødvin har ret til betegnelsen, og de skal obligatorisk være blandet af tre ud af de fire druesorter: Grenache, Syrah, Mourvèdre og Carignan. Sidstnævnte er begrænset til max. 25%, mens Syrah og Mourvèdre skal udgøre mindst en fjerdedel. Der er også krav om lavere høstudbytte end for AOP Côtes du Roussillon, ligesom vinene skal lagre mindst 12 måneder inden frigivelse og gennemgå flere analyser og smagstests. Côtes du Roussillon Les Aspres har indtil videre haft begrænset succes, for kun 10 producenter har valgt at benytte betegnelsen. Vigtigst er det glimrende kooperativ i Terrats, der sælger sine vine under mærket «Terrassous», men også en række gode, selvstændige producenter som Domaine Lafage, Domaine Ferrer Ribière, Château Mossé og Domaine Rossignol er hoppet med på vognen. Det store flertal kan indtil videre ikke se idéen, deriblandt de fire bedste navne i det sydlige Roussillon, Domaine La Casenove, Vaquer, Domaine Sarda-Malet og Les Foulards Rouges. Det samme gælder gode producenter som Mas Baux, Domaine Puig-Parahÿ, Château Las Collas og Domaine Laporte.

Côtes du Roussillon Villages

Appellation 28.03.1977
Areal 2.000 hektar
Max. udbytte 45 hl/ha
Produktion 6,9 mio. flasker
Rødvin 100%
Min. alkohol 12,5%

Côtes du Roussillon Villages omfatter 32 kommuner i den nordligste tredjedel af Roussillon mellem Têtfloden og Corbières-bjergenes sydside. Her ligger markerne noget højere end længere ude ved kysten og ofte på skråninger, hvor jorden er fattigere og dræningen bedre. Ligesom Côtes du Roussillon Les Aspres omfatter Villages-appellationen udelukkende rødvin, men har højere krav til vinenes alkoholstyrke og lidt andre regler for druesammensætningen. Vinene skal obligatorisk blandes af mindst to forskellige druesorter, hvor valget står mellem Grenache Noir, Lladouner Pelut, Syrah, Mourvèdre og Carignan. Carignan er begrænset til 60%, ligesom den primære druesort i vinen højst må udgøre 70%. Op gennem 1990erne fik fire underområder ret til at skilte med deres navn i forlængelse af Côtes du Roussillon Villages. Hver af de fire – Caramany, Latour-de-France, Lesquerde og Tautavel – har deres helt egne regler for druesammensætning og fremstillingsmetoder. I praksis er der nærmest tale om selvstændige appellationer – og det med god grund. De naturlige betingelser for vinproduktion varierer nemlig meget mellem de fire områder, og med Roussillons mange, vidt forskellige terroirs kunne man sagtens argumentere for, at der burde eksistere endnu flere officielle underzoner.

Tautavel

Tautavel fik kommunal Villagesstatus i 1997 og er det største af de fire underområder med 300 hektar fordelt på de to kommuner Tautavel og Vingrau. Jordbunden i området er overvejende lerholdig med en høj koncentration af kalksten. Tautavel har de strengeste regler af de fire Villages. De dikterer blandt andet, at Grenache og Lladouner Pelut skal udgøre minimum 20% tilsammen eller hver for sig, mens Carignan er begrænset til 50%. Og hvis Carignan anvendes, skal mindst halvdelen af druerne vinificeres med macération carbonique. Endelig skal vinene lagre mindst 12 måneder, inden de sendes på markedet. Af de fire kommunale Côtes du Roussillon Villages frembringer Tautavel klart de kraftigste og mest koncentrerede vine. Og kvaliteten er generelt høj. Mens de tre andre områder indtil for nylig har været helt domineret af lokale kooperativer, har Tautavel længe haft en en række fremragende, selvstændige producenter. Først og fremmest Domaine Gardiès, Domaine de l’Edre, Domaine des Soulanes og Domaine des Schistes, men også Domaine des Chênes og Domaine Fontanel laver glimrende vine.

Tautavel er også hjemsted for en af Roussillons absolutte topproducenter, Domaine du Clos des Fées, der dog også har marker uden for underappellationens grænser og derfor sælger sine vine som Côtes du Roussillon Villages kort og godt. Det samme er tilfældet med det langt nyere og meget ambitiøse Domaine de l’Elephant. Områdets bedste kooperativ, Les Maîtres Vignerons de Tautavel, er for nylig fusioneret med kooperativet i nabobyen Vingrau.

Latour-de-France

Latour-de-France blev også kommunal Villages i 1997, samtidig med Tautavel. Området ligger umiddelbart syd for Maury og omfatter 85 hektar i selve Latour-de-France og dele af nabokommunerne Cassagnes, Estagel, Montner og Planèzes. Jordbunden er markant anderledes end i Tautavel, domineret af brun skiffer, og klimaet noget køligere.

Indtil for 7-8 år siden var vinproduktionen i Latour-de-France helt domineret af det lokale kooperativ, der holder en god, stabil kvalitet, mens områdets eneste store vine kom fra Domaine de Bila-Haut, ejet af det store Rhône-firma Chapoutier og drevet efter samme biodynamiske filosofi. Siden har flere fremragende producenter slået sig ned i Latourde- France, først og fremmest Domaine Clos du Rouge Gorge, Jean- Louis Tribouley, Domaine de l’Ausseil og Domaine Rivaton. Alle arbejder efter økologiske eller biodynamiske metoder.

Caramany

Caramany med knap 220 hektar fordelt på de tre kommuner Bélesta, Cassagnes og Caramany fik status af kommunal Côtes du Roussillon Villages i 1996. Vinmarkerne ligger i 200-400 meters højde og har en  jordbund bestående af granit og gnejs. Det relativt kølig klima betyder, at den sentmodnende Mourvèdre ikke er tilladt i Caramany. Til gengæld skal vinene indeholde mindst 40% Syrah, og hvis Carignan anvendes, skal druerne obligatorisk vinificeres med macération carbonique. Produktionen i Caramany domineres helt af det lokale kooperativ, der hører blandt de bedste i Roussillon. Der er kun ganske få selvstændige domainer med det biodynamiske Clot de l’Oum som den absolutte stjerne. Det relativt nye og meget lovende Riberach har også marker i Caramany, men sælger indtil videre samtlige vine som IGP. Domainet har installeret sig i det tidligere kooperativ i Bélesta, der nu også huser et spektakulært luksushotel.

Lesquerde

Med blot 60 hektar er Lesquerde det mindste af firkløveret, men den første til at opnå kommunal Villages-status i 1992. Terroiret består overvejende af et granitholdigt plateau i 300 meters højde, hvor særlig Syrah-druen stortrives. Også her er klimaet for køligt til, at Mourvèdre-druen kan modne ordentligt, og den er derfor ikke længere tilladt i AOP-vinene. Hvis Carignan anvendes, skal druerne vinificeres med macération carbonique. Vinene fra Lesquerde er typisk blandt de letteste Côtes du Roussillon-Villages. De bedste bærer præg af det granitholdige terroir og kan minde om en god Saint-Joseph fra Nordrhône. Det velfungerende lokale kooperativ står for stort set hele produktionen fra Lesquerde. Bedste selvstændige producent er Domaine Semper, der imidlertid har fysisk adresse i Maury.

Uden for de fire Villages

Paradoksalt nok kommer langt de fleste topvine under AOP Côtes du Roussillon Villages fra marker uden for de fire underområder. Særlig landsbyen Calce er centrum for en håndfuld førsteklasses producenter: Domaine Gauby, Matassa, Jean-Philippe Padié, Domaine Olivier Pithon og Domaine de l’Horizon. Alle fem arbejder efter biodynamiske metoder og tilhører den absolutte elite i Roussillon.

Andre topnavne er Domaine Le Roc des Anges, Domaine Força Réal, Domaine Séguéla, Domaine Singla, Domaine du Bout du Monde og Domaine du Possible – de to sidstnævnte blandt de førende producenter af “vin nature”. God Côtes du Roussillon Villages finder man også hos Arcadie, Château Aymerich, Château de Caladroy, Domaine Arguti, Domaine Boucabeille, Domaine Boudau, Domaine Comelade, Domaine de la Serre, Domaine Mas Crémat, Domaine d’Arfeuille, Domaine de Serrelongue, Domaine des Collines des Vents, Domaine des Vents, Domaine du Moulin (Domaine Lhéritier), Domaine les Tourdelles, Domaine Piquemal, Domaine Rouaud og Vignoble Dornier.

Collioure

Appellation 1971 (rød)
1991 (rosé)
2004 (hvid)
Areal 630 hektar
Max. udbytte 40 hl/ha
Produktion 2,5 mio. flasker
Rødvin 60%
Rosé 26%
Hvidvin 14%
Min. alkohol 12% (rød og hvid)

Kyststrækningen mellem de fire byer Collioure, Port-Vendres, Banyulssur-Mer og Cerbère, tæt på den spanske grænse, er blandt de smukkeste hjørner af Frankrig. Til den ene side ligger det blå Middelhav, til den anden rejser sig imponerende skråninger med vinmarker i op over 400 meters højde.

Skråningerne, der består af ren skiffer, er ofte så stejle, at de er udskåret i et virvar af terrasser understøttet af gamle stenmure. Hele 8.000 km mure skønnes der at være, opbygget gennem århundreder af områdets vinbønder. De kræver konstant et omfattende vedligeholdelsesarbejde, men er nødvendige for at holde på den sparsomme overfladejord. Erosion er et så stort problem, at der mellem terrasserne er konstrueret et sirligt system af render, lokalt kaldet ”peus de gall” (hanefødder), så vandet kan løbe fra efter uvejr. Alligevel må vinbønderne hvert år bære den nedskyllede jord op igen på ryggen – enten deres egen eller på et af de æsler, der stadig udgør et vigtigt hjælpemiddel. På skråningerne er brug af maskiner sjældent en mulighed, og alt arbejde, inklusive høsten, foregår med håndkraft. Det er hårdt, tidskrævende og omkostningsfuldt at dyrke vin her. Tilmed yder den fattige, brune skifferjord kun et meget lavt udbytte, sjældent over 20 hl/ ha. Mens byen Banyuls har lagt navn til områdets traditionelle produktion af hedvin, er de tørre vine – rød, hvid og rosé fra nøjagtig samme vinmarker – opkaldt efter den hyggelige, gamle fiskerby Collioure, der om sommeren tiltrækker turister i tusindvis. I de lokale rødvine skal Grenache Noir, Syrah og Mourvèdre tilsammen udgøre minimum 60%, men må hver især ikke overstige 90%. Til resten kan anvendes Carignan og Cinsault, hvoraf førstnævnte er langt den vigtigste.

Sammenlignet med de øvrige Roussillon-vine har Collioure sin helt egen personlighed. De er mørke, kraftige og strukturerede med vilde, krydrede aromaer og en meget solmoden, sødmefuld frugt, der kan antage en næsten hedvinsagtig karakter. Men trods 14-15% alkohol virker vinene sjældent tunge eller marmeladeagtige. Det lokale terroir med den skifferholdige jordbund og havets nærhed sætter nemlig sit markante præg på vinene i form af en udtalt mineralitet og et indtryk af rankhed og friskhed. Og selvom de fleste rødvine fra Collioure fremstilles til at blive drukket unge, er det også her, man finder nogle af Roussillons mest længelevende og lagringsværdige vine. Reglerne for rosévinenes druesammensætning svarer til rødvinene med den tilføjelse, at der må suppleres med op til 30% af den hvide – eller rettere rosa – Grenache Gris. Vinene skal obligatorisk fremstilles efter saignée-metoden og er kraftige, fedmefulde madvine, der er blandt Frankrigs allerbedste inden for genren. Priserne er derefter, og vinene ses sjældent i Danmark – ikke mindst på grund af efterspørgslen fra områdets mange turister, der konsummerer størstedelen af produktionen til ansjoser, grillede sardiner, klipfisk, bagte peberfrugter og andre af områdets lækre specialiteter.

Siden 2003-årgangen har AOP Collioure også omfattet hvidvin, der tidligere blev solgt som Vin de Pays de la Côte Vermeille. Her skal Grenache Blanc og Gris tilsammen udgøre mindst 70%, mens resten kan være Tourbat, Macabeu, Marsanne, Roussanne og Vermentino, der dog hver især ikke må overstige 15%. Hvidvinene fremstilles typisk efter bourgognemetoden med gæring i små, delvist nye egetræsfade, hvor de også lagrer 4-8 måneder, i nogle tilfælde med jævnlig omrøring af bundfaldet (bâtonnage). Resultatet er nogle særdeles spændende, kraftige, fedmefulde hvidvine, der trods et alkoholindhold, som flirter med de 14%, har en overraskende friskhed og mineralitet. De fleste flasker Collioure kommer fra det store kooperativ Cellier des Templiers, der har et bredt udvalg af vine i hæderlig til god kvalitet, og det mere kvalitetsorienterede søsterfirma, La Cave de l’Abbé Rous. Kooperativet i Banyuls, L’Étoile, laver også respektabel Collioure. Blandt de bedste selvstændige producenter er Bruno Duchêne, Domaine de la Rectorie, Coume del Mas, Domaine Madeloc, Domaine du Mas Blanc, Domaine La Tour Vieille, Domaine Vial-Magnères, Domaine de la Casa Blanca, Les Clos de Paulilles, Le Casot des Mailloles, Domaine Piétri- Géraud og Domaine du Traginer.

Maury Sec

Appellation 2011
Areal 355 hektar
Max. udbytte 40 hl/ha
Produktion 1 mio. flasker (potentielt)
Typer rødvin 100%
Min. alkohol 12,5%

Navnet Maury har altid været synonym med Vin Doux Naturel, men fremover skal man vænne sig til, at det også kan dække over en rødvin. Ligesom andre steder i Roussillon har områdets traditionelle hedvinsproduktion længe været for nedadgående, og mange producenter satser i stigende grad på tørre vine, især rødvin. På nogle af vingårdene i Maury, især dem af nyere dato, er det endda den eneste eller altdominerende produktion.

Rødvinene fra Maury har hidtil haft ret til AOP Côtes du Roussillon Villages, men da denne appellation indtil for nylig stillede krav om obligatorisk anvendelse af 30% Syrah og Mourvèdre, blev de fleste vine i stedet solgt som Vin de Pays/IGP. I Maury handler det nemlig først og fremmest om Grenache. Og dernæst Carignan, ofte fra meget gamle vinstokke. I den indre del af Agly-dalen, hvor jordbunden består næsten udelukkende af sort skiffer, er der generelt for varmt til Syrah og for tørt til Mourvèdre, mens betingelserne for Grenache og Carignan er noget nær perfekte. De lokale vinbønder har derfor længe ønsket selvstændig appellation eller status af kommunal “Côtes du Roussillon Villages Maury” for de tørre vine. Efter årelange diskussioner blev løsningen i stedet at udvide den nuværende AOP Maury til også at omfatte en ny vintype kaldet «Maury Sec» – tør Maury. Produktionsområdet for både de tørre og søde vine er derfor identisk og omfatter udover Maury også dele af kommunerne Saint-Paul, Rasiguères og Tautavel. Modellen svarer nogenlunde til Rasteau i Sydrhône, hvor de tørre vine for nylig blev forfremmet fra Côtes du Rhône-Villages til AOP Rasteau, der tidligere var forbeholdt hedvin.

De nye regler for Maury Sec træder i kraft fra og med årgang 2011 og dikterer blandt andet, at der skal anvendes 60-80% Grenache Noir. Resten kan bestå af Carignan, Mourvèdre, Syrah og Lladouner Pelut, sidstnævnte dog max. 10%. Mange af de kommende vine solgt som Maury Sec vil sikkert blive fremstillet udelukkende på Grenache og Carignan – og heldigvis for det. Områdets gamle Carignan-stokke leverer nemlig den naturlige syre og struktur, som Grenache Noir mangler, og det er derfor sjældent nødvendigt at tilsætte syre til vinene, som det ellers er almindeligt i andre varme områder, især i den nye verden. Selvom rødvinene fra Maury typisk er kraftfulde med en meget solmoden, til tider næsten overmoden, hedvinsagtig mørk frugt, virker de sjældent marmeladeagtige. Dels på grund af den faste, tanninrige struktur og overraskende gode syre, dels som følge af deres udtalte mineralitet, der først og fremmes kan tilskrives den skifferholdige jordbund. Områdets hvidvine og rosé’er er ligeså karakterfulde, men produktionen er meget begrænset, og vinene er ikke omfattet af den nye appellation. De vil som hidtil blive solgt som enten AOP Côtes du Roussillon eller IGP Côtes Catalanes.

Man skal holde godt øje med Maury Sec. Fra blot at være ”Roussillon- vine” har områdets rødvine nu fået en selvstændig, geografisk identitet. Og med Maury’s unikke terroir, de mange gamle vinstokke og det stigende antal dynamiske og dedikerede producenter er området godt på vej til at blive Roussillons svar på Priorat. For 10 år siden var der kun ét kooperativ og 15 vingårde i Maury, og de lavede alle udelukkende hedvin. I dag er antallet af producenter firedoblet, og hedvinene udgør nu bare 10-20% af produktionen. Især på områdets mange nyetablerede vingårde er produktionen af hedvin anekdotisk eller ikke-eksisterende. De er først og fremmest blevet tiltrukket af Maury’s potentiale for at frembringe tørre vine.

Blandt de nytilkomne er både amerikanere, belgiere, schweizere, sydamerikanere og franskmænd fra andre områder som Bordeaux, Rhône og Champagne – udover de mange lokale vinbønder, der har trukket sig ud af det lokale kooperativ for at starte for sig selv. Områdets oprindelige kooperativ, Les Vignerons de Maury, har derfor gennemgået en langvarig krise og været tæt på at lukke. Men i stedet for at dreje nøglen om, har de åbnet dørene for små, nystartede producenter uden egne kældre og givet dem mulighed for at leje sig ind og vinificere her. Et forbilledligt initiativ, for selvom der stadig er vinmarker til salg i Maury, om end til hastigt stigende priser, er det nærmest umuligt at købe en komplet vingård med kældre og installationer til vinproduktion.

Hvilke producenter, der fremover vil sælge deres vine under navnet Maury Sec, er for tidligt at sige. Nogle af områdets aktuelt bedste rødvine laves af Clos del Rey, La Préceptorie de Centernach, Château Saint Roch, Thunevin-Calvet, Clos du Nord, Domaine de Serrelongue, det økologiske Domaine des Enfants og “naturisterne” La Petite Baigneuse og Clot de l’Origine. Også Arcadie, Domaine de la Pertuisane, Mas de Lavail, Domaine d’Arfeuille, Clos Serre Romani, Domaine Arguti, Mas Janeil og Semper har vinmarker inden for grænserne af den nye appellation og laver glimrende rødvine. Andre producenter, som det økologiske Mas Amiel, Domaine Pouderoux og La Coume du Roy, er stadig mest kendt for deres hedvin, men har de seneste år satset mere og mere på tørre vine – ofte med stor succes. Og med rødvinenes nyvundne lokalidentitet vil den udvikling helt sikkert fortsætte.

Roussillons skatkammer

Uanset hvor spændende Roussillons tørre vine end er, må man ikke glemme hedvinene. De såkaldte ”Vins Doux Naturels» udgør ikke bare områdets vinøse historie og skatkammer, men er blandt verdens fineste af slagsen. Alligevel er de forbavsende oversete.

Hedvinene fra Roussillon findes i utallige udgaver. Ligesom de tørre vine fremstilles de både i rød, hvid og rosé, men dækker også hele farvespektret fra lys ravgylden til mørk teglstensfarvet. Nogle er næsten tørre, andre meget søde, men de fleste befinder sig et sted derimellem. Og så kan man købe dem både purunge og mange årtier gamle. Nøjagtig som portvin og andre af verdens hedvine fremstilles de ved at tilsætte druesprit til den gærende most. Det høje alkoholindhold dræber gærcellerne, så deres arbejde med at omdanne druesukkeret til alkohol går i stå, og der efterlades en vis mængde restsukker i vinen. Deres sødme er altså et resultat af menneskelig indgriben, og den franske betegnelse for hedvin, ”Vins Doux Naturels” – ”naturligt søde vine”, kan derfor ligne lidt af en tilsnigelse. Det naturlige refererer da også til, at sukkeret ikke er tilsat, men udelukkende stammer fra druerne.

Le mutage

Hedvinsmetoden, der på fransk kaldes ”mutage» eller på dansk «forstærkning», har sin historiske oprindelse i netop Sydfrankrig. Her opdagede den catalanske læge og kemiker, Arnau de Vilanova, i slutningen af 1200-tallet, at man ved at tilsætte alkohol til den gærende most kunne bevare en del af druernes naturlige sukkerindhold og friske aromaer i vinen uden risiko for, at gæringen senere gik i gang igen. Det højere indhold af alkohol og sukker gjorde desuden vinene langt mere stabile og holdbare og dermed bedre egnet til transport. I Roussillons varme klima, hvor der kun var få underjordiske kældre med gode opbevaringsmuligheder, blev metoden hurtigt udbredt.

Fremstillingsmetoderne varierer alt efter appellation og type, men overordnet høstes druerne meget modne, ifølge reglerne når de indeholder mindst 252 gram sukker per liter ugæret most. Det svarer til, at den færdige, udgærede vin ville have et alkoholindhold på omkring 14,5% – hvis altså ikke gæringen blev stoppet undervejs. Efter høsten vinificeres druerne på normal vis, og når gæringen er omtrent midtvejs tilsættes neutral druesprit med en styrke på mindst 96% i en mængde svarende til 5-10% af mostens volumen. Jo senere alkoholen tilsættes, desto tørrere bliver vinen, fordi en større del af sukkeret i mosten har nået at gære ud. Og jo mindre alkohol, der tilsættes, desto mere «vinøs» bliver hedvinen. Reglerne dikterer, at alkoholindholdet i den færdige vin skal ligge mellem 15% og 18%. De lyse hedvinstyper fremstilles overvejende – men ikke nødvendigvis udelukkende – af hvide druer, der vinificeres som hvidvin med direkte presning af druerne, eventuelt efter en kort skindkontakt. Gæringen standses dernæst ved «mutage sur moût», hvor druespritten tilsættes til den rene, klarede most. Til de mørke typer anvendes primært røde druesorter. Vinifikationen forløber ligesom rødvin med skindkontakt under hele gæringen, hvorefter druespritten normalt tilsættes tankens gærende grød af most, skaller, kerner og eventuelt stilke. Denne «mutage sur grains» medvirker til at trække maksimal farve, aroma og tannin ud af druerne. Ønskes en mindre struktureret vin, sies skallerne i stedet fra, umiddelbart inden alkoholen tilsættes mosten.

Den altafgørende lagring

Både for de lyse og mørke udgaver er den efterfølgende lagring altafgørende for hedvinenes stil. Grundlæggende anvendes to vidt forskellige metoder: oxydativ og reduktiv lagring. Traditionen i Roussillon er at lagre hedvinene mange år i tanke eller store træfade, der kun fyldes delvist, så vinen udsættes for en langsom iltning. En almindelig vin ville hurtigt blive til eddike, men hedvinenes højere indhold af sukker og alkohol beskytter til en vis grad mod oxydering, så vinene i stedet langsomt transformeres og opnår en enestående kompleksitet. Tørrede frugter, nødder, ristede mandler, honning, brændt karamel, kaffe, chokolade, krydderier, læder, tobak, smeltet smør og appelsinskal er blot nogle af de aromaer, man typisk finder i de oxydativt lagrede vine. Listen over associationer er lang og varierer mellem de lyse, ravfarvede udgaver, typisk kaldet «Ambré», og mørke, teglfarvede vine, der ofte benævnes «Tuilé». Jo ældre vin, desto større er kompleksiteten som regel. Alderen fremgår dog ikke altid af flasken, da de oxydativt lagrede vine sælges både med og uden årgang. Står der «Hors d’Âge» på etiketten, skal vinen være lagret mindst fem år inden aftapning på flaske, men den kan sagtens være meget ældre.

Nogle producenter accelererer lagringsprocessen ved at placere fadene på et varmt loft eller sågar udendørs, udsat for årstidens og døgnets skiftende temperaturer og vejrforhold. Andre supplerer lagringen med et kortere eller længere ophold i 25-50 liters glasballoner, kaldet «bonbonnes », hvor vinen tilmed udsættes for sollys. Formålet med den brutale behandling er at opnå den særlige Rancio-karakter, fremkaldt af stoffet sotolon, der også optræder i blandt andet Sherry og vine fra Jura lagret under flor. Rancio-vinene varierer meget i stil, men er typisk mindre søde, tangerende det halvtørre, med en mere udtalt røget, brændt aroma og touch af grønne valnødder, gulvlak og krydderurten bukkehorn, der er en vigtig bestanddel i karryblandinger. Rancio kan være enestående komplekse vinoplevelser, men også kræve en vis tilvænning i de mest ekstreme tilfælde. Desværre fremgår det langtfra altid af etiketten, når der er tale om en Rancio – primært fordi der sjældent er tale om enten-eller.

Den langt nyere metode, der vinder mere og mere frem i Roussillon, består i at lagre den færdiggærede og forstærkede vin reduktivt, det vil sige i lukkede tanke eller små, helt fyldte træfade, hvor kontakten med ilten er minimal. Reduktiv lagring foregår altid indendørs under kontrollerede, kølige temperaturer, ligesom vinen tappes tidligt på flaske, typisk efter 6-24 måneder, for at bevare mest mulig frugt, aroma og friskhed. De røde, reduktivt lagrede vine kaldes ofte «Rouge», «Grenat», «Vintage» eller «Rimage», afhængig af om flasken kommer fra Rivesaltes, Maury eller Banyuls, mens de mere sjældne hvide udgaver blot benævnes «Blanc». Uanset farve og område sælges de reduktivt lagrede hedvine altid med årgang på etiketten. Det gælder også Muscat de Rivesaltes, der hører til samme kategori.

Til chokolade, ost og meditation

Lokalt drikkes hedvinene fra Roussillon ofte som aperitif, men mange vil nok foretrække dem i slutningen af måltidet. Chokoladedesserter er det oplagte valg, men går man efter den ultimative kombination, er det vigtigt ikke at gribe en hvilken som helst flaske Vin Doux Naturel. Eller en hvilken som helst chokolade. Har den et højt kakaoindhold passer de traditionelle Tuilé-typer bedst. Ambré klarer også opgaven, men er endnu bedre til knap så kakaoholdige chokolader – især hvis der også indgår nødder, karamel, honning, appelsinskal og alle de andre ting, som vinen selv dufter og smager af. Derimod kan tanninerne i de reduktivt lagrede Vintage-typer kollidere med chokoladens bitterhed, og de mest strukturerede udgaver skal helst have lidt alder, før de er klar til det bittersøde møde. De fleste Vins Doux Naturels kan også klare selv det mest udfordrende ostebord, inklusive ged og blåskimmel. Derudover passer Ambré og til dels Muscat de Rivesaltes glimrende til en kold foie gras terrine, mens Tuilé- og Vintage-udgaverne uden problemer matcher den stegte. Og hvis tiden er knap, er alle fire typer vidunderlige at hælde i en udhulet gul melon som en lynhurtig, opkvikkende forret.

De gamle, oxydativt lagrede Vins Doux Naturels er også de ultimative meditationsvine, blot nydt som et glas i sig selv eller til en god cigar. Det gælder især de intense og meget komplekse Rancio-udgaver, der til gengæld sjældent har tilstrækkelig sødme til at matche desserter eller andre søde sager. Uanset om man er til cigarer eller chokolade, skal hedvinene fra Roussillon ikke serveres for kolde. Ikke under 12-14° og gerne lidt varmere, hvis der er tale om en gammel flaske. Undtagelsen er Muscat de Rivesaltes, der godt må køles til 6-8°, og som de fleste vil foretrække at drikke så unge som muligt, mens hele deres friske, frugtige druekarakter er intakt.

De mest vinøse hedvine

Trods vidt forskellige druesorter er det nærliggende at sammenligne Vin Doux Naturel med portvin. Mens de oxydative typer har visse ligheder med Tawny og Colheita, kan de røde, reduktivt lagrede vine minde om Ruby eller Vintage Port, ligesom de mere sjældne hvide udgaver har en vis lighed med White Port. Der er imidlertid flere afgørende forskelle. I forhold til portvin, hvor den gærende most normalt tilsættes 77% druesprit i forholdet 1:4, anvendes der i Roussillon væsentlig stærkere alkohol, men til gengæld mindre mængder. Desuden standses gæringen som regel senere, når vinen har opnået et alkoholindhold på 7-8%. Det resulterer i mere vinøse hedvine, der er mindre søde, lettere og noget mindre alkoholrige. Roussillons Vins Doux Naturels indeholder typisk blot omkring 15-17% alkohol, altså 4-5% lavere end de fleste portvine. Særlig de reduktivt lagrede typer er som unge mindre sprittede, mere komplekse og udvikler sig væsentligt hurtigere på flaske end Vintage Port. Flertallet er fuldt drikkeklare fra starten, selvom de bedste kan vinde ved mange års lagring. Og når flasken først er trukket op, skal den behandles som en kraftig rødvin og drikkes hurtigst muligt. Derimod kan Ambré og Tuilé holde sig flere måneder i åben tilstand uden at blive ringere. De er allerede blevet udsat for så meget ilt under lagringen, at de kun udvikler sig meget lidt på flaske og uden problemer kan gemmes i årtier.

Trods den fascinerende variation og høje kvalitet har Roussillons Vins Doux Naturel længe befundet sig i en dyb afsætningskrise, særligt på det tidligere så store hjemmemarked. Krisen har imidlertid haft den gavnlige sideeffekt, at produktionen er faldet drastisk, så der nu kun er de bedste hedvine tilbage. De unge Vintage-typer er bedre end nogensinde, og blandt de oxydative vine råder Roussillon stadig over et sandt skatkammer af gamle årgange. Mange kældre i både Banyuls, Rivesaltes og Maury gemmer på fade med meget gamle hedvine, der venter på bedre tider, inden de tappes på flaske. Og både på de store kooperativer og hos mindre producenter kan man støde på 20-30-40 år gamle flasker, der sælges til næsten ingen penge – alderen taget i betragtning. Der har ganske enkelt aldrig været et bedre tidspunkt at gå på opdagelse blandt hedvinene fra Roussillon.

Rivesaltes

Appellation 1936
Areal 4.370 hektar i produktion
Max. udbytte 30 hl/ha
Produktion 17 mio. flasker

Rivesaltes er Roussillons største appellation for hedvin og fremstilles over stort set hele regionen. Faktisk strækker en del af appellationen sig som to tunger ind i Languedoc mod nord, hvor producenter i visse dele af Corbières og Fitou også har ret til at lave Rivesaltes. Sammenlignet med Roussillons øvrige hedvine fra Banyuls og Maury varierer Rivesaltes langt mere i stil og kvalitet og findes i alle tænkelige farver og typer afhængig af de anvendte druesorter og fremstillingsmetoder. For at gøre det lettere for forbrugerne har Rivesaltes – som den eneste af appellationerne – indført fire officielle betegnelser: Ambré, Tuilé, Grenat og Rosé, der obligatorisk skal anføres på etiketten. Trods officielle forsøg på at kategorisere vinene, bliver mange vine dog stadig solgt som blot «Rivesaltes», især når der er tale om ældre årgange.

Den ravgyldne Ambré

Ambré er den traditionelle og mest udbredte type Rivesaltes. Indtil for nylig skulle vinene obligatorisk være fremstillet udelukkende af hvide druesorter, men nu er det kun farven, der afgør, om en Rivesaltes kategoriseres som Ambré eller Tuilé. En Ambré kan derfor i teorien være fremstillet udelukkende af Grenache Noir, men normalt anvendes især Grenache Blanc, Grenache Gris, Maccabeu og Tourbat, evt. suppleret af op til 20% af de to Muscat-sorter. Vinifikationen af Rivesaltes Ambré starter typisk som for hvidvin, det vil sige med presning af druerne og gæring af den rene, klarede most. Druespritten tilsættes for at standse gæringen, hvorefter vinen lagres i kontakt med ilten – ifølge reglerne minimum 2½ år, ofte meget længere. Rivesaltes Ambré har en lys, ravgylden farve og aromaer af tørrede frugter, hasselnødder, ristede mandler, lyse rosiner, brændt karamel, honning, smeltet smør, kaffe og appelsinskal. Smagen er halvsød til sød, silkeblød og cremet med stor kompleksitet og længde i eftersmagen.

Den teglfarvede Tuilé

Tuilé er den anden traditionelle udgave af Rivesaltes. Tidligere skulle Tuilé fremstilles overvejende af røde druesorter, men ligesom for Ambré refererer typebetegnelsen nu primært til vinens farve. Grenache Noir skal dog stadig obligatorisk indgå i vinene, mens de øvrige tilladte sorter alle er hvide – de samme som for Rivesaltes Ambré. Tuilé-vinene vinificeres som rødvin med skindkontakt under hele eller dele af gæringen. Druespritten kan enten tilsættes, mens mosten stadig er i kontakt med drueskallerne eller til den klarede most. Ligesom Rivesaltes Ambré skal Tuilé lagres mindst 30 måneder oxydativt. Farven på en Rivesaltes Tuilé kan variere fra teglrød til mørk kastaniebrun. På grund af det højere indhold af røde druesorter er de typisk knap så bløde og cremede som Ambrévinene og virker lidt mindre søde. Aromaerne er «mørkere» med toner af syltede og tørrede frugter, især blommer, svesker, figner og mørke rosiner, brændte toner, kaffe, kakao, chokolade, krydderier, læder og tobak. Også her stiger vinenes kompleksitet markant med alderen.

Den mørke Grenat

Den tredje type Rivesaltes, officielt kaldet «Grenat», er af langt nyere dato og adskiller sig på flere punkter fra de traditionelle udgaver. Her må udelukkende anvendes røde druesorter, og i 2010 blev reglerne endda strammet, så Grenat-vinene nu skal fremstilles på 100% Grenache Noir. Vinifikationen starter som for rødvin med hel eller delvis skindkontakt under hele gæringen. Tidligere var det udbredt i Rivesaltes at fjerne drueskallerne inden tilsætning af druesprit (mutage sur moût), men stadig flere producenter anvender nu mutage sur grains for at opnå mere koncentrerede og strukturerede hedvine. En endnu vigtigere forskel fra Ambré og Tuilé er, at Grenat-vinene lagres reduktivt, typisk i lukkede tanke, hvor kontakten med ilten er minimal, så mest mulig frugt og friskhed bevares. Reglerne dikterer en lagring på mindst et og højst to år, heraf minimum 3 måneder på flaske. Endelig er det obligatorisk at anføre årgangen på etiketten. Rivesaltes Grenat kan sammenlignes med Vintage-typerne fra Maury og Banyuls, selvom de sjældent har helt samme koncentration og struktur. Farven er mørk rubinrød, mens aromaerne domineres af frisk frugt, røde og mørke bær (hindbær, brombær, blåbær, solbær, mørke kirsebær), sort peber, lakrids, krydderier og krydderurter. Vinene er halvsøde til søde, kraftige og koncentrerede med masser af frisk mørk frugt og markerede, men afrundede tanniner. I modsætning til de traditionelle, oxydative typer udvikler Grenat sig på flaske og kan vinde ved op til 10 års lagring – i nogle tilfælde mere. Men når flasken først er trukket op, skal den drikkes hurtigst muligt, helst inden for en uges tid.

Den nye Rosé

Udover Ambré, Tuilé og Grenat er den noget sjældnere Rivesaltes Rosé nu blevet anerkendt som officiel kategori. Valget af druesorter er helt op til producenten, så længe han holder sig til Grenache Noir, Blanc og Gris, Maccabeu, Tourbat samt max. 20% af de to Muscat-sorter. Derimod er det obligatorisk at tappe vinene på flaske inden godt et år efter høsten. Foreløbig er produktionen beskeden med omkring 300.000 flasker årligt, men den vil utvivlsomt stige set i lyset af de lokale rosévines popularitet. Fra officiel side markedsføres Rivesaltes Rosé som en aperitif «on the rocks». Udover de officielle kategorier kan man også støde på hvid Rivesaltes, ikke at forveksle med Muscat de Rivesaltes. De fremstilles udelukkende af hvide druesorter, især Grenache Blanc og Gris, og lagres reduktivt i ståltanke eller – sjældnere – kort tid på små egetræsfade og tappes hurtigt på flaske. Sammenlignet med Ambré, Tuilé og Grenat, er hvid og rosé Rivesaltes som regel mere simple, ukomplicerede hedvine, der skal drikkes så unge og iskolde som muligt. Blandt de virkelige specialister af Rivesaltes er først og fremmest Domaine Cazes, Domaine Puig-Parahÿ og Domaine de Rancy. Andre glimrende producenter er Domaine La Casenove, Château Mossé, Château de Caladroy, Château de Canterrane, Domaine Boudau, Domaine Comelade, Domaine Danjou-Banessy, Domaine Singla, Domaine des Schistes, Domaine Força Réal, Domaine Gardiés, Domaine Lhéritier, Domaine Mas Crémat, Domaine Mounié, Domaine Piquemal, Domaine Rossignol, Domaine Sarda-Malet, Domaine Vidal og Vaquer.

Banyuls

Appellation 1939
Areal 880 hektar
Max. udbytte 30 hl/ha
Produktion 1,7 mio. flasker

Banyuls er nok den mest berømte af de franske Vins Doux Naturels. Appellationen dækker nøjagtig samme område som Collioure i det sydøstligste hjørne af Roussillon og strækker sig helt ned til den spanske grænse. Officielt eksisterer Banyuls både som rød, hvid og rosé, uden at appellationens regler dog skelner mellem de tre farver. Eneste undtagelse er, at rød Banyuls skal fremstilles primært af Grenache Noir. Derudover er der frit valg mellem Grenache Blanc og Gris, Maccabeu, Tourbat, Muscat à Petits Grains, Muscat d’Alexandrie, Carignan, Cinsault og Syrah. Carignan, Cinsault og Syrah må dog højst indgå med 10% tilsammen, men i praksis anvendes disse druesorter også mest til rødvin og rosé under AOP Collioure.

Traditionelt fremstilles Banyuls overvejende af røde druesorter med «mutage sur grains» og mange års oxydativ lagring i store egetræsfade, der kun fyldes delvist. Stilmæssigt svarer det til Tuilé fra Rivesaltes, men i Banyuls anvendes udtrykket næsten aldrig. Det samme gælder Ambré, der i stedet optræder under navnet «Doré», men hvid, oxydativt lagret Banyuls er en sjældenhed. Står der blot Banyuls på etiketten, kan man næsten altid gå ud fra, at der er tale om en Tuilé-type.

De traditionelle Banyuls har typisk en udviklet, mørk rødbrun farve og komplekse aromaer i retning af syltet og tørret, mørk frugt – især blommer, svesker og figner – chokolade, kakao, kaffe, krydderier, tobak, læder, brændte toner og mange andre nuancer. I smagen er de fyldige og bløde med afrundede tanniner og snarere halvsøde end søde. Man kan dog også støde på næsten tør Banyuls, der ofte – men langt fra altid – benævnes «Sec» eller «Dry» på etiketten. Nogle af de mere tørre udgaver kan have en vis rancio-karakter, for i Banyuls er det udbredt at opbevare nogle af fadene udendørs eller give vinene et ophold i glasballoner for at accelerere den oxydative lagringsproces. Visse vine sælges med betegnelsen Grand Cru, der trods det fine navn hverken dækker over en klassifikation eller en særlig geografisk oprindelse, som man kender det fra for eksempel Bourgogne. Banyuls Grand Cru er en selvstændig appellation for udelukkende rød hedvin fremstillet af minimum 75% Grenache Noir og lagret mindst 30 måneder på fad. Selvom Grand Cru-betegnelsen derfor ikke nødvendigvis siger noget om kvaliteten, anvendes den typisk på producenternes mest koncentrerede, komplekse og dyreste flasker af Tuilé-typen. Også i Banyuls vinder den nyere Vintage-stil hastigt frem, her ofte kaldet «Rimage» efter det catalanske ord for årgang. De fleste vine laves udelukkende af Grenache Noir, lagres i tanke med minimal iltkontakt og tappes tidligt på flaske, normalt inden for to år efter høsten. De adskiller sig markant fra de traditionelle vine ved at være langt mere frugtige, friske og strukturerede gemmevine, der med fordel kan gemmes nogle år i kælderen.

«Rimage Mise Tardive» er en efterhånden udbredt variation, der kan sammenlignes med Late Bottled Vintage Port. De fremstilles efter Vintage-principper, men tappes senere på flaske efter 1-2 års yderligere lagring i fyldte fade for at afrunde tanninerne. Vinene er derfor drikkemodne ved køb og kan være et glimrende kompromis  mellem den moderne Rimage og traditionel Banyuls. De to store kooperativer i Banyuls, L’Étoile og Cellier des Templiers, laver begge glimrende Banyuls, sidstnævnte især under navnet La Cave de l’Abbé Rous. Blandt de bedste selvstændige producenter er Coume del Mas og Domaine Madeloc, begge med Banyuls i en flot, mere moderne stil, Domaine de la Rectorie, Mas Blanc, Domaine La Tour Vieille, Domaine Vial-Magnères, Domaine de la Casa Blanca, Domaine Piétri-Géraud, Les Clos de Paulilles og det biodynamiske Domaine du Traginer.

Maury

Appellation 1936
Areal 355 hektar i produktion
Max. udbytte 30 hl/ha
Produktion 950.000 flasker

Området omkring Maury er blandt de smukkeste egne af Roussillon. Landsbyen har lagt navn til den mindste af Roussillons appellationer for hedvin, beliggende langs Agly-floden i den indre, nordvestligste del af Roussillon mellem Corbières-bjergenes udløbere og Pyrenæerne. Maury er Roussillons højborg for Grenache Noir. Druen trives perfekt i den fattige, varme og tørre jordbund, der består næsten udelukkende af sort skiffer og fra naturens side giver et meget lavt udbytte. Samtidig med udvidelsen af AOP Maury til at omfatte rødvin, er der også sket ændringer for de søde vine. Hidtil eksisterede der officielt blot to typer af Vin Doux Naturel i Maury: «Rouge» og «Blanc». Fremover vil kategoriseringen af hedvinene følge samme model som i Rivesaltes, det vil sige en opdeling i Ambré, Tuilé og Grenat. I Maury eksisterer der dog også en fjerde type i form af hvid hedvin under navnet  «Blanc». Derimod er Rosé ikke tilladt, som det er tilfældet i Rivesaltes.

Traditionelt fremstilles hedvinene fra Maury som Tuilé med «mutage sur moût» og lang tids oxydativ lagring i kun delvist fyldte tanke/fade. Ifølge reglerne skal Grenache Noir udgøre mindst 75% i vinene, mens der til resten må anvendes Grenache Blanc/Gris og i begrænset omfang Maccabeu, Carignan og Syrah. I praksis støder man sjældent på en Maury med under 90% Grenache Noir.

Stilmæssigt kan de minde om en kraftigere, mere struktureret udgave af Banyuls med aromaer af svesker, blommer og mørke bær, tørrede frugter, krydderier, peber, kaffe, kakao, chokolade og tobak. De traditionelle udgaver sælges både med årgang på etiketten og som Hors d’Âge, der kan være blandet af flere årgange, men som minimum har lagret fem år på fad inden aftapning. De seneste årtier har Tuilé-vinene dog været på retur i Maury, der i endnu højere grad end Banyuls og Rivesaltes har specialiseret sig i den mere moderne, frugtorienterede Vintage-stil. De er hidtil blevet solgt som under betegnelserne «Rouge», «Récolte» og «Vendange», men skal altså fremover obligatorisk kaldes «Grenat». Disse Vintage-typer fremstilles ofte på ren Grenache Noir med «mutage sur grains» og lagres reduktivt i enten lukkede tanke eller mindre træfade, der konstant toppes op for at undgå oxydering, ligesom de tappes relativt tidligt på flaske for at bevare mest mulig frugt og friskhed. Det er Roussillons mest virile og maskuline hedvine – mørke, koncentrerede og tanninrige, spækket med solmoden frugt, krydderier og en udtalt mineralitet. Selvom de med fornøjelse kan drikkes unge, kalder de på nogle års lagring for at afrunde tanninerne og udvikler sig glimrende på flaske i et årti eller mere.

For at opnå en mere drikkemoden Vintage-type, laver nogle producenter også «Mise Tardive», der har lagret længere tid på fad inden aftapning. Til de to hvide udgaver af Maury anvendes Grenache Blanc og Gris, Maccabeu, Tourbat og op til 20% af de to Muscat-sorter. Den lysgyldne Maury Blanc lagres i tanke uden kontakt med ilt, mens den ravfarvede Ambré er lagret oxydativt, som regel i fade. Begge ses forholdsvis sjældent og er generelt mindre interessante end de røde udgaver. Godt halvdelen af produktionen kommer fra det lokale kooperativ, Les Vignerons de Maury. De bedste Maury skal findes blandt de efterhånden 40 selvstændige producenter, hvoraf de to førende gennem lang tid har været Mas Amiel og Domaine Pouderoux. Ikke langt derefter kommer Domaine de la Coume du Roy, Domaine des Schistes, La Préceptorie de Centernach, Saint Roch og Mas de Lavail. Også Domaine la Pléïade, Jean-Louis Lafage, Domaine des Soulanes, Semper og Domaine du Dernier Bastion laver rigtig god Maury.

Muscat de Rivesaltes

Appellation 1956
Areal 4.400 hektar
Max. udbytte 30 hl/ha
Produktion 16 mio. flasker

Muscat de Rivesaltes er et helt kapitel for sig blandt Roussillons Vins Doux Naturel. Mens Rivesaltes, Banyuls og Maury kan fremstilles af flere forskellige druesorter og findes i talrige stilarter, er Muscat de Rivesaltes en selvstændig appellation, udelukkende for hedvin lavet af Muscat-druer. Produktionsområdet dækker både Rivesaltes, Banyuls og Maury – et enormt areal, der gør Muscat de Rivesaltes til langt den vigtigste af Frankrigs søde Muscat-vine. Det er også den eneste, der tillader to forskellige Muscat-sorter: Muscat à Petits Grains og Muscat d’Alexandrie. En stor fordel, for med appellationens udstrækning varierer betingelserne for at dyrke Muscat-druer enormt. Indtil for nylig var det et krav, at producenterne skulle have plantet begge sorter, men det er nu blevet erstattet af officielle anbefalinger af den rette kombination mellem terroir og druesort. Den sent modnende Muscat d’Alexandrie, som er druen bag de spanske, græske og australske Muscat-vine, er mest udbredt på den varme slette omkring Perpignan, mens Muscat à Petits Grains, der især kendes fra Beaumes-de-Venise i Sydrhône, klarer sig bedre i de mere kølige egne.

Muscat de Rivesaltes fremstilles efter lidt andre metoder end de øvrige hedvine. Inden gæringen er det almindeligt at lade most og drueskaller blive sammen i 6-12 timer for at udtrække mest mulig aroma – en metode kaldet «macération pélliculaire». Dernæst presses druerne, og mosten gæres ved lav temperatur, omkring 15-18°, så frugten og friskheden bevares. Normalt standses gæringen derfor ved at tilsætte druesprit til den klarede most («mutage sur moût»), men for at opnå et større udtræk af aromaer undlader et stigende antal producenter helt at fjerne drueskallerne, inden druespritten tilsættes («mutage sur grains»). Endelig lagres langt de fleste vine kort tid i lukkede stål- eller cementtanke uden kontakt med ilt (reduktivt) og tappes tidligt på flaske, typisk 6-8 måneder efter høsten. Træfade anvendes meget sjældent, dels fordi iltningen stjæler noget af vinens friskhed og frugt, dels fordi fadaromaerne let kommer til at overskygge det delikate druepræg.

I modsætning til Rivesaltes, Banyuls og Maury, hvor de færdige vine skal have et indhold af restsukker på mindst 45 gram per liter, lyder kravet til Muscat de Rivesaltes på minimum 100 gram. Alkoholindholdet skal være mindst 15%, og i praksis overstiger det sjældent 16%. Stilmæssigt adskiller Muscat de Rivesaltes vinene sig også markant fra Roussillons andre hedvine og er noget af det tætteste man kommer på duften og smagen af friskplukkede druer. Vinene er typisk helt lyse, gulgyldne i farven med parfumerede aromaer af friskplukkede druer, gule og eksotiske frugter (pære, fersken, abrikos, melon, mango…), citrus, orangemarmelade, honning og blomster, især roser. Smagsmæssigt er de altid søde, ofte meget søde, fyldige og fedmefulde med lav syre, men afbalanceret af en frisk, saftig frugt. I et forsøg på at holde gang i omsætningen har man gennem det sidste årti også produceret ”Muscat de Noël” – en slags «Primeur»-udgave af Muscat de Rivesaltes, der tappes meget tidligt på flaske og ligesom Beaujolais Nouveau frigives til salg tredje torsdag i november. De kan være usædvanlig lækre med endnu større friskhed og druepræg, men er desværre endnu ikke rigtig slået igennem på eksportmarkederne. De fleste Muscat de Rivesaltes sælges med årgang på etiketten og er generelt beregnet på at blive drukket helt unge, mens de har al deres friske, frugtige druekarakter i behold. Mange vine lagrer dog overraskende godt, og en 8-10 år gammel flaske kan være en kompleks vinoplevelse med en karakter i retning af Rivesaltes Ambré. Vinene bør serveres godt afkølede, omkring 6-8°. Sammenlignet med Banyuls, Maury og Rivesaltes er Muscat de Rivesaltes en meget homogen appellation. Kvaliteten er høj, de fleste vine ligner hinanden, og forskellen fra producent til producent skyldes især deres valg af druesorter. Vine domineret af Muscat d’Alexandrie er mere gyldne i farven, kraftigere og mere fedmefulde med lav syre og en intens, parfumeret aroma af blomster, syltede gule frugter og honning. Et højt indhold af Muscat à Petits Grains giver mere afdæmpede, lettere, mere luftige og elegante vine med mindre sødme, højere syre og en friskere aroma af druer og citrusfrugter. Langt de fleste Muscat de Rivesaltes er dog blandet af begge sorter. Der findes flere hundreder producenter af Muscat de Rivesaltes, og selvom det er meget sjældent at støde på en dårlig flaske, skiller visse producenter sig ud som specialister inden for genren. Nogle af dem laver specialcuvéer fra sent høstede druer eller eksperimenterer med lagring i mere eller mindre nye egetræsfade. Disse sjældne, meget spændende udgaver har langt større kompleksitet, men savner omvendt den umiddelbare druekarakter. Nogle af de bedste Muscat de Rivesaltes kommer fra Domaine Cazes, Domaine La Casenove, Domaine Gardiés, Vaquer, Mas Amiel, Château Mossé, Domaine Piquemal, Château de Caladroy, Domaine Rozès, Domaine Sarda-Malet, Domaine des Schistes, Domaine de Blanes, Domaine du Dernier Bastion, Domaine du Mas Rous og Domaine Mounié. De to store kooperativer i byerne Rivesaltes og Baixas laver også god Muscat de Rivesaltes under henholdsvis mærkerne Arnaud de Villeneuve og Dom Brial.

André Devald 1966-2021