Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Rødvinslægens Bord

Klik her for at se programmet Rødvinslægens Bord

I Seniormagasinet, der sendes efter Deadline på DR2 i december måned, fokuserer Ole Thisted på livet som senior, hvilke teknologiske, medicinske og åndelige muligheder, vi har som seniorer, og hvordan vi får det mest optimale ud af tilværelsen, inden rulleteksterne kører. Seniormagasinet har fundet plads til sit helt eget sundhedsmagasin: Rødvinslægens Bord. Som rødvinslæge, senior og forfatter til bogen ”Skål du gamle – Det gode seniorliv med øl og vin”, har der været rig lejlighed til at gøre sig overvejelser om vin som de gamles mælk – eller gift?

Den første overvejelse går på de vanskeligheder, der opstår ved forsøget på at give råd om fornuftig nydelse af øl og vin til en gruppe, der er så forskellig som danske 65+-årige. Gruppen af ”ældre” har en spændvidde fra robuste individer, der løber maratonløb, fungerer som erhvervsledere eller besætter andre høje poster til de skrøbeligste gamle, der intet kan selv og har behov for hjælp til alt på et plejehjem. Derfor er et råd som ”Er du ældre – vær særlig forsigtig med alkohol” i bedste fald upræcist og i værste fald en kritisabel alderisme. Rådet bygger dels på overdrevne forestillinger om den mængde kropsvand, der mistes med årene, dels på den totalt fejlagtige opfattelse, at leveren mister noget af sin kapacitet for omsætning af alkohol med alderen. Her er et forslag til en mere nuanceret rådgivning:

1) 65+-rigere, der er friske, sunde og fysisk aktive kan stort set drikke som de plejer, så længe de ikke oplever ubehag eller nedsat funktionsevne efter nydelse af øl eller vin. Det er bedst at brede sit forbrug ud over ugens løb som et-to glas til maden.

2) Seniorer med kronisk sygdom og/eller indtagelse af medicin (specielt sløvende medicin eller blodfortyndende medicin) bør søge råd hos deres læge angående deres tolerance for nydelse af alkohol.

3) For de mest skrøbelige ældre kan afholdenhed være den bedste løsning, og forsigtighed med alkohol må der under alle omstændigheder rådes til. For gruppen af skrøbelige, undervægtige ældre kan et glas alkoholfri øl (0,5 vol.%) som aperitif eller et lille glas vin til maden være det der skal til, for at vække deres manglende appetit.