Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Så er det jul igen – ode til Sandberg

Stilheden forstærket af brændeovnens sagte buldren købt af en gammel gårdmand Vendelboe på Bubbelgaard, da jeg endnu var student. Den lå på et loft, var blevet lagret i flere hundrede år, købt for en formue i 1770’erne og måske aldrig samlet? Det krævede mange besøg før han gav slip på den for over 40 år siden. Jeg var rystende nervøs da jeg endelig skulle betale, jeg var blevet forelsket i alle de adskilte ovnplader hvis ornamentering med vasen og gedehovederne kun kunne være fra det norske jernværk Bærum i en så tidlig udgave, at der ikke var noget årstal. Prisen var nærmest blevet underordnet. Jeg betalte 300 kroner for den, ikke meget for et varmt venskab, der varer ved indtil døden skiller os ad. Faktisk alt for lidt, samvittigheden nager mig stadig, jeg fik aldrig sagt det til Vendelboe, heldigvis, så ville det også have naget ham.

Om morgenen drikker vi the sammen, sommetider også en Malmsey Madeira, men det er en hemmelighed som kun vi to ved. Drikker vi meget Malmsey så står jeg ikke op, men beholder slåbrokken på hele dagen. Det giver en sindets ligevægt og en kroppens velvære, en dag, der allerede fra morgenstunden er lagt i gélé – med låg på. Sidst på dagen, i december, står den på portvin, igen kun os to og så lidt litteratur. Lige nu en Messias Vintage 1983, rund, velouragtig med en frisk, karamelagtig tone. Min hustru er heldigvis ikke portvinselsker, det giver fred, ro, gør den mørkeste, kolde december til en lys og varm fornemmelse.

Jeg kunne også servere champagne, men….så ville jeg blive forstyrret af min hustru. Bliver champagnen først serveret, så er freden forbi, så hersker der pludselig et sprudlende kaos, der først stilner af når middagen er serveret sammen med en moden rødvin. Netop det, at skulle hente rødvinen i kælderen gør, at jeg nærmer mig Bente Klarlunds 10.000 skridt. Tænkt sig hvis bevægelserne fra glas til mund også blev talt med, så ville vi have rundet de 20.000. En oplagt klumme Bente!

Messias 1983 – bare navnet – ypperstepræster og en salving i nærheden af det hellige. Det hellige, livet og efterlivet, hvor finder vi det en december måned i coronaens tegn? I mørke-mørketiden, hvor alle sjæleløftende oplevelser er lukket ned. I flasken, tænker du sikkert.

Og her kommer mit overraskende svar: på Assistens Kirkegården på Nørrebro med en gammel, trofast abonnent på Vinbladet: gartneren og renæssancemennesket Jan-Erik Sandberg som rundviser. Her findes alle årgange, fra Kirkegaard, H.C. Andersen, Niels Bohr til Dan Turèll og Master Fatman. Glem alt om den dystre, forudbestemte stemning af snorlige stier med gravstene, der navler sorgen til det jordiske. Her vandrer du på tværs af døden, i et kaotisk skønhedsmæssigt forfald, hvor selv Kirkegaard ville blive fattig på ord. Her er der pulsation, nørrebrostemning, krydret med ånd, slægt, store mænd og kvinder der var med til at skabe, forme det land, der hedder Danmark.

Tal – årstal – født og død – aha – han/hun blev kun 37 år gammel. Er man talnørd så er det, at have en vinkælder, at drikke vin og at besøge kirkegårde, netop dét, der giver livet et ekstra kick. Dét, at læse årgang 1983 på etiketten og straks, helt automatisk, at få 37 år ind på nethinden – det sørgmodige i at et menneske gik bort i så ung en alder og det opløftende i, at han nåede så meget. Og det allerstørste, at jeg allerede nu er meget ældre, at jeg lever. At jeg har investeret i verdens bedste pensionsordning, at drikke vin, ikke for meget, men så sandelig heller ikke for lidt.

Lige nu er det kun tal – coronatal – der sætter dagsordenen i december 2020. Frygt og frygt, frygt og handling, måske mishandling og så igen ny frygt. Lad dig ikke kue, du må, skal kæmpe imod. Tag dine bedste travesko på, bevæg dig ud – i det store uendelig rum, som fra vugge til grav jo er. Besøg Assistents Kirkegården, Messias, den buldrende, basagtige tone af dem, der betød noget for dig og som ikke er her mere og de, der er her lige nu. Der, hvor tal bliver udskiftet med tid, med nuet – i en glædelig jul og et godt nytår.