Vi er tilbage i 1980’erne. Den amerikanske og i Italien bosatte forfatter Burton Anderson har udgivet sin skelsættende ”Vino”, som region for region skildrer markante profiler i vinverdenen, som de færreste på det tidspunkt havde hørt om. Angelo Gaja, Edoardo Valentini, Emide Pepe, Mario Schiopetto osv. Blandt de mange ukendte er der også en kendt: Ferruccio Lamborghini. Det er godt nok biler og landbrugskøretøjer, han er kendt for, men i 1969 havde han besluttet at foretage et nyt livsvalg. Han solgte sine industrielle interesser og investerede i en masse jord i nærheden af den store Trasimener-sø i Umbrien.
Der voksede en masse træer på den jord, men dem fjernede Lamborghini med nogle af sine store bulldozere uden at spørge myndighederne om lov. Da de lokale autoriteter troppede op, gav han dem et rigtigt Godfather-tilbud: Smid mig i kachotten eller lad mig producere vin. Vinen vandt, og da denne skribent besøgte stedet, viste Ferruccio Lamborghini stolt sine vinmarker frem. De lå tæt på Trasimener-søen og nød godt af dens kølende effekt i varme somre. Indledningsbilledet viser Ferruccio Lamborghini med glas i hånd og én af sine ikoniske biler.
På daværende tidspunkt var vine fra dette hjørne af Italien en meget lokal affære, men det ændrede sig med Lamborghini. Han vidste alt om markedsføring og fik efterhånden en vis eksport stablet på benene, herunder endda forbindelser til det konservative marked i USA. Inden sin død i 1993 havde han fået placeret Colli del Trasimeno, som DOC-zonen hedder her, på vinverdenens landkort.
Trebbiano og gamay
Så interessen blandt vinskribenter var ganske pæn, da der for nylig blev inviteret til online smagning af vine fra Madrevite, en vingård nær Lago Chiusi sydvest for Lago Trasimeno. Ejeren, Nicola Chiucchiurlotto, havde valgt fem af sine vine, to hvide, en rosé og to røde, og han gjorde en del ud af at forklare, at gamay på disse kanter ikke bare er den druesort, vi kender fra Beaujolais, men også er den samme som grenache, cannonau m.fl. Det er dog en teori, som ikke vinder genklang i Jancis Robinson’s ”Druer og vin”.
Druesorterne trebbiano og grechetto repræsenterede smagningens hvidvine, Il Reminore og Elvé, begge årgang 2022, og Il Reminore var den klare vinder. Grechetto kan i sin rene form have en tendens til at mangle ren- og friskhed, så den blandes ofte med f.eks. trebbiano i bordvine og i vin santo-udgaver med malvasia. Madrevites udgave virkede lidt flygtig og manglede ”bund”, men var tør og kunne gøre det ud for en ukompliceret terrassevin, når den tid kommer.
Il Reminore var en helt anden historie: flot syre, skarp profil, klædelig let bitterhed i eftersmagen. Trebbiano er mange ting, bl.a. kønsløse vine, men Madrevite bruger klonen trebbiano spoletino, som også kendes fra f.eks. Custozza og Lugana.
Roséen i smagningen, La Bisbetica, havde en lys og næsten orange farve og kunne med sin lette fylde sagtens gå til en sommerfrokost. 2022 Opra rosso gamay virkede trods sine 13% alkohol let og var meget drikkelig med sin lille sødme til at maskere syren. Så man bort fra farven, kunne vinen sagtens gå for at være en rosé og skulle selvfølgelig drikkes ganske kølig.
Topnummeret, som de fleste i smagepanelet kunne lide, var 2021 Cosa Riserva. Her foldede gamay sig ud som i den bedste beaujolais. Druerne var de samme som i Opra, de havde blot fået lidt længere tid inden høst og havde selvfølgelig været igennem en særlig sortering. Vinen havde fået op til et halvt års lagring i store fade og et år på flaske. Den havde fyldig, rentsmagende frugt og var ganske enkelt en fornøjelse at sætte tænderne i.
Madrevites vine forhandles af Rask Vinimport, CS Vine og Arnakke Vinimport
Læs mere om Madrevite og Nicola Chiucchiurlotto i artiklen
Nicola – en vinbonde ved Trasimenersøen
