Lørdag den 13. oktober 1973 kunne læserne af Fyens Stiftstidende på bagsiden finde en artikel med logoet ”Et godt glas”. Det var premieren på en serie, som fortsatte uafbrudt med mig som forfatter på enten lørdage eller søndage indtil min pensionering i 2008. Forud var gået tre artikler med fællestitlen ”Rejse i vinland”. Jeg havde brugt sommerferien på at drage af sted i min Citroën varevogn til Rhinen, Mosel, Alsace og Bourgogne. På det tidspunkt var jeg redaktionssekretær, og sådan nogle er ansat til at gøre kollegernes artikler klar til at komme i avisen og sørge for, at deadlines bliver overholdt. Men da lysten til at skrive var grunden til, at jeg blev journalist, så sneg jeg mig til at levere alskens artikler såsom film- og boganmeldelser, rapport fra modemesse i Bella Center og sågar ledere om Grønland. Jeg var blevet avisens grønlandsekspert, fordi jeg i 1964 havde arbejdet deroppe et halvt år.
De tre rejseartikler fik nogle læsere til at opfatte mig som vinkyndig, så de indsendte spørgsmål, som jeg ikke havde den ringeste mulighed for at besvare. Da jeg spurgte min redaktionschef, G.W. Marcussen, hvad jeg skulle stille op, var hans reaktion: ”Find svarene og skriv en artikel mere”.
Så det gjorde jeg og tænkte, at der måtte være masser af spørgsmål, som kunne behandles i en fast bagsideklumme. Dermed kom ”Et godt glas” til verden, og formatet blev fulgt op af kolleger med andre ugentlige klummer, der havde titler som ”Til hest”, ”Til bords” osv.
EF – EU
Danmark havde i 1972 stemt ja til det daværende EF, så man kan godt sige, at ”Et godt glas” var rettidig omhu. For medlemskabet af Fællesmarkedet medførte en mindre revolution af vinmarkedet. Blandt ændringerne var Frankrigs opstigen som hovedleverandør til det danske marked på bekostning af især Portugal. En anden markant ændring betød, at den store prisforskel på vin importeret på flaske og vin aftappet i Danmark efterhånden blev udlignet.
Da jeg nu officielt var vinskribent, begyndte jeg at få invitationer til både smagninger og rejser. Den allerførste gik – nærmest symbolsk – til Italiens Piemonte, som jeg stadig hyppigt besøger. Det var den daværende turistchef i København, som inviterede mig og Weekendavisens vinskribent, Andreas Dalgaard, og turen gik til Alba. Her skulle vi bese Ferrero, firmaet bag bl.a. Nutella, og besøge vinproducenter som Fontanafredda, Pio Cesare, Terre del Barolo og Borgogno.
Næste vinrejse var med Flemming Hvelplund, som mange vinglade danskere har mødt. Han havde etableret en vinskole hos Hans Just, hvor han var ansat, og nu skulle en lille gruppe af sted i bus til sydligere himmelstrøg, herunder Mosel og Champagne.
En anden mindeværdig vinrejse tilbage i halvfjerdserne var ret eksklusiv, idet den kun omfattede den britiske succesforfatter Hugh Johnson og mig, dog akkompagneret af Kirsten Hansen-Müller, leder af datidens tyske vinkontor i København, og årets vindronning, Gisela Faber fra Freiburg. Vi kørte fra distrikt til distrikt og fra producent til producent og blev modtaget som VIP’er på flere rådhuse. Ikke på grund af min tilstedeværelse, selvfølgelig, men fordi Hugh Johnson nærmest var en rockstar. Han var desuden en umådelig venlig mand, så vi blev i løbet af denne rundtur så gode venner, at han accepterede at blive optaget som æresmedlem i vinskribenternes forening, Laugsmagistrene.
Andre oplevelser i Tyskland dengang var et besøg på Kloster Eberbach og ikke mindst en frokost på Schloss Vollrads, hvor Erwein Graf Matuschka-Greiffenclau demonstrerede, at en Spätlese passer fint til f.eks. gris i paprikasovs. Slotsejeren var meget optaget af at vise, hvad tysk vin kunne sammen med mad og var dermed forud for sin tid. Han fik i øvrigt en ulykkelig skæbne, da han som kun 59-årig i 1997 tog livet af sig. Han kunne ikke leve med, at Vollrads var dybt forgældet og på randen af konkurs.
Prinsens garvesyre
I 1974 købte kongehuset Château de Cayx i sydfranske Cahors og indledte en vinproduktion. Det skabte selvfølgelig en vis opmærksomhed i medierne, så da de første flasker blev frigivet, var der nærmest kapløb om at komme først med friske kommentarer. Størst opmærksomhed vakte det, da den unge succeskok Jan Pedersen fra restaurant La Cocotte i København, blev citeret for at kalde vinen for ”Prinsens garvesyre”. I Ekstra Bladet, selvfølgelig.
Vinen, en malbec, blev dengang importeret af Ebbe Wier, som bestyrede et lille datterselskab af Heering-imperiet. Han fik i 1979 Politikens Erik Olaf-Hansen, Frederiksborg Amts Avis’ Helge Langkilde og mig med på en rejse til Cahors for at møde Prins Henrik på Cayx og smage den netop frigivne første årgang vin. Besøget omfattede et indblik i produktionen på det lokale kooperativ, hvor den kongelige vin på det tidspunkt kom til verden. Vi blev bedyret, at druerne fra Cayx kom i en hel separat afdeling, så man kunne være sikker på, at der ikke – som vanligt i kooperativer – var tale om en vin blandet af druer fra flere vinbønder.
Det troede vi så lidt på, men ikke så meget. Historien for os var da også mødet med Prins Henrik på terrassen foran Cayx. Dronning Margrethe sluttede sig et øjeblik til os og gik så videre ned i haven. Der var helt klart tale om Prinsens vin, ikke dronningens. Fra Cahors drog vi fire videre til Bordeaux, hvor der var arrangeret et møde med Philippe de Rothschild på Mouton. Han modtog os i slåbrok og gav et interview inden frokosten, som han deltog i, men uden at nyde andet end et glas juice. Under hele måltidet stod en karaffel med rødvin på bordet, og først som afslutning blev der skænket fra den. Vinen var helt formidabel og viste sig at være Mouton 1919 og altså 60 år gammel. Det var en flot gestus, som blev fulgt op af en flaske til hver af slottets marc. Altsammen med den bagtanke, at de beværtede journalisters rapporter kunne være med til at få opfyldt baron Philippes hede ønske om et besøg af regentparret, når det næste gang var på de kanter.
Som en krølle på den kongelige historie skal nævnes, at Ebbe Wier i en årrække inviterede Laugsmagistrene til en smagning af årgangene fra Cayx, den senest frigivne plus de forrige. Det foregik over en frokost på – af alle steder – La Cocotte. Hvor Jan Pedersen altså havde til opgave at finde på retter, som passede til ”garvesyren”. I øvrigt deltog Prins Henrik ofte i disse årlige sammenkomster.
Konflikter og afsløringer
Efterhånden som vinbranchen fik øje på ”Et godt glas”, og invitationerne til forfatteren blev mere og mere professionelle, kom der opfordringer til at prøvesmage flasker og selvfølgelig publicere resultatet. Som jo helst skulle være positivt. De store lokale spillere i vinbranchen var dengang Vingaarden og H.J. Hansen, og begge blev på hver sin måde udfordret af den unge vinskribent. H.J. Hansens vinchef Gunnar V. Juul sendte på et tidligt tidspunkt en billig vin til prøvesmagning, og den fik ikke ros i ”Et godt glas”. Hvilket udløste en klage til avisens chefredaktør. Han bakkede dog medarbejderen op, og inden længe var det gode forhold til både H.J. Hansen og Gunnar Juul genoprettet. I de kommende år blev der arrangeret adskillige fælles arrangementer med vin og mad, bl.a. på den daværende Restaurant Skoven. Da H.J. Hansen begyndte at arrangere vinrejser, blev vinskribenten inviteret med og mødte på den måde også nogle af sine læsere.
Konflikten med Vingaarden var mere alvorlig. En overgang florerede forfalskninger af Châteauneuf-du-Pape i Danmark, og det var en elementær journalistisk opgave at finde frem til synderne. En række fremtrædende folk i vinbranchen var involveret i svindelen, men de var vanskelige at afsløre. Det lykkedes mig dog ved hjælp af det, som i Watergate-skandalen blev kaldt Deep Throat, at udpege Vingaarden som én af de skyldige. Det skal ikke her afsløres, hvem meddeleren var, men resultatet blev en rasende direktør for Vingaarden, som på et passende tidspunkt senere måtte fratræde.
Italien, Italien
I 1980 udkom bogen ”Vino” med undertitlen ”The Wines and Winemakers of Italy”, skrevet af amerikaneren Burton Anderson, som boede i Toscana med kone og børn. I stedet for de sædvanlige vinbøger med anbefalinger af alt muligt uvedkommende var her en bog, som udelukkende handlede om de bedste vinproducenter i Italien. Den blev en øjenåbner. Jeg slugte det hele og begyndte at køre til Italien for at følge i forfatterens fodspor.
Dengang sad Frankrig på 2/3 af det danske vinmarked, mens Italien måtte nøjes med encifrede procenter. Så der var en slags opgave i at gøre læserne opmærksomme på alle Italiens gode vine. Det lykkedes desværre ikke. Frankrig klarede dog den sag for danskerne, da der år senere rejste sig en folkelig modvilje mod hele den galliske nation pga. nogle atombombeforsøg i Stillehavet. Siden dengang er Italien inde i varmen og har grundigt overhalet Frankrig.
Mine årlige køreture i de italienske vinregioner bragte mig i kontakt med mange vinfolk, som siden er blevet berømtheder. I 1982 mødte jeg f.eks. Angelo Gaja, som på det tidspunkt ikke talte engelsk, så vi kommunikerede på fransk under en middag, han gav i Cuneo. Det var en anden lokal og senere berømmet vinproducent, Alfredo Roagna, som introducerede mig. Hans søn har siden overtaget vingården i Barbaresco, mens Angelo Gaja stadig er aktiv. Han har ikke glemt danskeren, så jeg har det privilegium stadig at blive lukket ind, hvis jeg banker på porten i Barbaresco.
1982 var også året, da Fyens Stiftstidende arrangerede en vinrejse for læserne. Den gik selvfølgelig til Piemonte, hvor jeg udnyttede mange af de kontakter, der gennem nogle år var etableret. Jobbet som rejseleder syntes jeg var hårdt, når man gerne ville gøre det så godt som muligt for alle, så da jeg efterfølgende af De Danske Vinrejser blev overtalt til at lede et par rejser, gjorde jeg det nølende tre gange og sagde så fra.
Mine private køreture til Italien fortsatte derimod. I 1989 fik jeg avisen med på at finansiere en længere rundrejse til stort set alle regionerne. Via en kendt vinhandler i Rom, som Carlo Merolli satte mig i forbindelse med, fik jeg adgang til at besøge bl.a. berømtheder som Emidio Pepe og Edoardo Valentini i Abruzzerne. Senere kendisser som Paolo de Marchi i Toscana og Alessio Di Majo Norante i Molise fandt jeg frem til ved hjælp af Burton Anderson, og det var dengang aldrig et problem for en ukendt dansk vinskribent at få adgang. Det har ændret sig i takt med, at det er myldret frem med skribenter, såkaldte bloggere, af vekslende lødighed.
Op gennem halvfemserne og nullerne dukkede der flere og flere østeuropæiske og asiatiske vinskribenter op. Det kunne bl.a. ses i de år, da der årligt blev afviklet en primeursmagning i Piemonte med titlen ”Alba Wines Exhibition”. Over fem dage blev der smagt hundredvis af de nye årgange barolo og barbaresco samt nebbiolo langhe. Ung nebbiolo er barske løjer, så da der på et tidspunkt blev etableret en tilsvarende årlig smagning af barbera, var det næsten som at komme på ferie. Smagningen hed ”Barbera Meeting” og kom bl.a. i stand på opfordring af mig og Vinbladets Peter Winding.
Store oplevelser
Helt tilbage i december 1955 havde en lille gruppe københavnske vinskribenter og vininteresserede journalister sammen med vinhandler Sigurd Müller fra Aalborg stiftet den føromtalte forening, Laugsmagistrene. Dens formål var at blive klogere på vin, og det skete ved at mødes i en kælder i Magstræde og under ret primitive, men hyggelige forhold smage sig igennem ”blinde” vine, altså vine hvis identitet man skulle gætte sig til.
På et tidspunkt i 1970’erne blev jeg inviteret til at blive optaget i den eksklusive klub og endte en årrække senere med at stå i spidsen for den som såkaldt oldermand. På det tidspunkt var det klart, at foreningen var ved at blive irrelevant, fordi den havde for mange medlemmer uden journalistisk kontakt til vinverdenen. Så det blev min opgave at foretage en nærmest brutal ”udrensning”, så Laugsmagistrene blev mere spiselig for både seriøse vinskribenter og for branchen. Sådan noget bliver man ikke populær på, men resultatet var, at ”Lauget” overlevede i endnu en række år og nåede at fylde 60 år, inden det i 2018 endegyldigt var slut.
I løbet af 1980’erne og 1990’erne dominerede Frankrig som nævnt den danske vinscene, og det afspejlede sig i de invitationsrejser, der blev arrangeret for vinskribenterne. Den offentligt støttede franske organisation, SOPEXA, var ret aktiv og gjorde en stor indsats for at gøre os klogere på de forskellige franske vindistrikter. For mit vedkommende var der desuden nogle dele af den danske vinbranche, som udvirkede invitationer til højt profilerede begivenheder. Blandt dem var en smagning på Cos d’Estournel af årgange fra 1870 til 1988, hvor bl.a. datidens store britiske profiler deltog – folk som David Peppercorn, Michael Broadbent, Serena Sutcliffe og Jancis Robinson. En anden var en sammenkomst på Auberge de L’Ill i Alsace, hvor topproducenterne Beyer, Trimbach og Hugel havde slået sig sammen om at bevise, at deres pinot blanc kunne måle sig med Bourgognes chardonnay.
I de år var det i høj grad Bordeaux, som tiltrak sig vinskribenternes interesse. Vinexpo var den store magnet, men mere interessant for en vinskribent var invitationerne til at deltage i forløberen for de nuværende primeur-smagninger. En lille gruppe slotte havde slået sig sammen om at invitere vinskribenter til at smage den seneste høst, og denne udvalgte gruppe blev jeg en del af. Der var tale om slotte som Cos d’Estournel, Figeac, Domaine de Chevalier, Lynch-Bages osv., og der var en næsten familiær stemning, når vi blev fragtet fra det ene slot til det næste og spiste frokoster og middage med vores værter.
Da arrangementet blev lagt i faste og meget større rammer – og bl.a. den senere ”guru” Robert Parker dukkede op – deltog jeg endnu et par gange, men stoppede, da en mistanke, jeg havde haft et stykke tid, blev bekræftet af Anthony Barton, legendarisk ejer af slottene Lèoville- og Langoa Barton. De prøver på det foregående års vine, som blev præsenteret for pressen, var for langt de flestes vedkommende ”fabrikerede”, dvs. modificerede til at være nogenlunde drikkelige. Bordeaux-vine, som endnu ligger på fad og først frigives efter nogle år på flaske, er selvfølgelig ikke særligt drikkelige. Men det var mange af primeur-vinene faktisk. Så man skal tage anprisningerne af de nye årgange i Bordeaux med et meget stort gran salt.
Dermed endte mit kærlighedsforhold til Bordeaux, men der var masser af andre oplevelser at komme efter i hele den øvrige vinverden. Ikke bare Spanien og Portugal, men også i højere og højere grad Nord- og Sydamerika, Australien, New Zealand, Bulgarien, Moldova, Makedonien, Georgien, Ungarn, Grækenland, Østrig, Tyskland, Tjekkiet. Selv Danmark begyndte at gøre sig gældende, og jeg blev nødt til at skrive om det, men uden den store entusiasme. Der kan produceres udmærkede hvide og mousserende vine i Danmark, men mange producenter har en ulykkelig kærlighed til rødvin og gerne i amaronestilen. Og den kærlighed understøttes (endnu) ikke af klimaet herhjemme. Desuden er vinene generelt i en prisklasse, hvor sydlige udgaver af vitis vinifera er bedre køb.
Livet efter pensionering
Tiden går, og på et tidspunkt er man ikke længere den nye i klassen, men tværtimod den gamle. I 2008 blev jeg pensioneret, efter at ”Et godt glas” ugentligt var udkommet uafbrudt gennem 35 år. To kolleger på Fyens Stiftstidende påtog sig at videreføre klummen, og jeg accepterede at blive ulønnet redaktør af Dansk Sommelier Forenings medlemsblad. Det hed ”Sommelie’ren”, hvilket jeg straks ændrede til SOMMELIER og derpå gik i gang med at gøre det til et professionelt medlemsblad. Min betingelse for ikke at ønske honorar var, at foreningens bestyrelse ikke måtte blande sig i mine dispositioner. Og at jeg gav projektet fem år af min tid.
Da de fem år var gået, overtog en jysk kollega redaktørjobbet mod et årligt honorar, hvilket straks medførte bestyrelsens indblanding i den redaktionelle proces. Min belønning for de fem års redaktørjob bestod i udnævnelse til æresmedlem af foreningen. Det skete samtidig med, at også Prins Henrik i kraft af sin status som vinbonde blev æresmedlem. Vi var de første ikke-sommelierer, som nu kunne pynte os med Dansk Sommelier Forenings guldnål.
For mit vedkommende meldte jeg mig under fanerne på Vinbladet og har siden haft stor fornøjelse af at være en fri fugl og skrive løs om ikke mindst Italiens vine. Tiden er dog kommet til at drosle ned. Det lyder for de fleste forjættende at blive inviteret på 4-5 dages rundrejser i vindistrikter, smage vin fra morgen til aften og spise lækre frokoster og middage. Men det er ganske anstrengende at være ”på” dag efter dag, og alderen tilsiger mig, at nu skal der sorteres blandt tilbuddene. Alt har sin tid.
Indledningsbilledet viser vinskribenternes forening, Laugsmagistrene, der den 20. december 1995 fejrede sin 40 års fødselsdag med en stor middag for både ”brødrene” og foreningens æresmedlemmer fra vinbranchen.
På 1. række fra venstre ses: Mogens “Mugge” Hansen – kongelige hofreporter, Anker Tiedemann – grundlægger af Vinavisen.dk, og Michael Carl – Chris Wine.
På 2. række: Geert Horst – vinskribent for Hotel og Restaurantbranchens fagblad, og medudgiver af vinguiden Vinnøglen sammen med Erik Olaf-Hansen, Eyvind Dreier – vinskribent for Politiken, Kirsten Hansen-Müller – Det tyske vinkontor i København, Erik Olaf-Hansen – vinskribent for Politiken, Jacqueline Jensen – vinskribent for Berlingske Tidende og Oldermand for Laugsmagistrene 1991-2005, og Orla W. Nielsen – Frederiksberg Vinimport.
På 3. række: Jens Linde – magasinet Smag & Behag, Flemming Karberg – Hans Just, Jørgen Dam – Johs. M. Klein, Jørgen Aldrich – artiklens forfatter, vinskribent for Fyens Stiftstidende og Oldermand for Laugsmagistrene 1984-1991, Gert Carl – Chris Wine, Bjørn Engel – Marinus Møller & Co, Peter F. Jørgensen – Knud Jørgensens Vinhandel, og Gunnar Juul – H.J. Hansen Vin.
På 4. række: Ole Jørgen Larsen – Kjær & Sommerfeldt, Jens Peter Lund – vinindkøber for Dansk Supermarked, Allan Hansen – Det Tyske Vinkontor, AH Vinimport, Jørgen la Cour-Harbo – vinskribent for Aalborg Stiftstidende, og Jens G. Eilertzen – chefredaktør for magasinet Mad & Gæster.
