Alsace har virkelig gennemgået en alvorlig udvikling de sidste 40-50 år. Og det gælder i flere sammenhænge. I en tidligere artikel er grand cru-systemet blevet beskrevet, og det er jo ret nyt med første grand cru i 1975. Alsace har også siden 1980’erne gået fra at levere tørre, ranke vine til mere rige vin med vekslende grader af restsødme – en kurs, som til en vis grad er vendt og nu er på vej tilbage til udgangspunktet med tørre vine. Alsace er sammen med Perpignan det tørreste sted i Frankrig, da det regner af over Vogeserne. Det har gjort det muligt at dyrke både økologisk og biodynamisk, da risikoen for sygdomme på grund af fugt er mindre – og Alsace var én af forgangsregionerne i indførelsen af biodynamik.
De senere år er man i stigende grad begyndt at dyrke efter naturvinsprincipperne (herunder uden tilsat svovl) og enkelte er begyndt at lagre i amforaer. Disse forskellige udviklinger kan på den ene side give anledning til mere interessante vine, men kan også bidrage til forvirring om anvendelse og stil i den enkelte vin. Vinbladet var med CIVA på rundtur med fokus på nogle af de nye, ”sauvage”, producenter, som dels går i retning af naturvin, dels udfordrer stereotypierne om, hvor de gode vine i Alsace kommer fra, idet den nordlige del nu melder sig mere på banen.
Forvirring giver salgskrise
Tidligere var den typiske alsace-vin tør, syrerig og rank – især når vi taler om riesling, muscat og pinot blanc. Pinot gris og gewurztraminer har ikke så meget syre og har ofte været med mere fylde og rigdom, eventuelt med restsødme. Og frem for alt blev vinen normalt lavet af én druesort, som også figurerede på etiketten. Den tørre stil var helt typisk for de store dyrker/negociant-huse som Hugel, Trimbach og Beyer – men også de mindre dyrkere som Josmeyer, Weinbach, Boxler og Deiss.
På et tidspunkt i 1980’erne og 1990’erne begyndte flere dyrkere at gå i deres egen retning. For eksempel begyndte Deiss at lade adskillige forskellige druesorter indgå i samme mark – kaldet complantation. Samtidig gik han mod senere høst, som gav vine med mere rigdom og fylde på bekostning af syren og friskheden. Personligt havde jeg Deiss som den bedste producent, inden han begyndte på disse narrestreger, der gav en del vine, som ikke stod så rent og præcist. Heldigvis er pendulet ved at svinge tilbage efter et generationsskifte hos Deiss. En anden topproducent, som havde vine med stor modenhed og stigende rigdom, var Zind-Humbrecht, en af de førende og første biodynamiske producenter. Men pludselig var det svært at vide, om en vin fra Zind-Humbrecht var helt tør eller havde lidt eller meget restsødme. Og det gik igen hos mange producenter.
Det var selvsagt ikke let for forbrugerne at navigere i, og en del af resultatet var, at vinene fra Alsace gik fra at være transparente og letforståelige til at være et mudret univers af slanke, fede, tørre eller sødmefulde vine. Og til en vis grad svigtede både supermarkedskunderne og de mere elitære, inklusiv restauranterne. Der var problemer med at sælge både budskabet og vinene. Samtidig blev de tyske vine, som også tidligere havde repræsenteret en betydelig forvirring i forhold til tør/sød stil, mere klare i kommunikationen og overtog interessen hos mange, der ellers ville have købt alsace-vin. På det personlige plan kan jeg melde, at jeg også gik fra at købe overvejende alsace riesling til overvejende tysk riesling i den periode.
Man har gjort en del for at gøre vinene mere forståelige ved at lave indeks for tørhed/sødme, eller senest ved at gøre det obligatorisk at anføre, om vinen er tør (sec) på etiketten. Men det tager tid, før forbrugerne forstår de nye budskaber og genfinder tilliden. På bundlinjen står dog stadig, at vine fra Alsace har en fast plads i mange danskeres bevidsthed, nok især på supermarkedsniveau. Og der kommer igen alsace-vin ind i min kælder.
Rundtur hos producenterne
Som anført var der fokus på at besøge nogle af de vilde – ”les sauvages” – som forsager kunstgødning, pesticider – og svovl. Altså i hvert fald økologisk, eventuelt også med det ekstra spirituelle niveau, som biodynamikken tilføjer. Og naturvin er jo ikke klart defineret, men vil normalt være økologisk eller biodynamisk – og uden tilsat svovl. Mange bruger lange macerationstider – ofte helt op til orangevin eller macerationsvin, som nogle foretrækker at kalde dem. Mange bruger helklaser – altså undgår at afstilke for at bevare en ”grøn” friskhed og større lethed. Der bruges forskellige teknikker i bladophænget for at reducere varmen og solen, så man ikke får overmodne, syrefattige druer. Ikke alle går efter lavt udbytte – igen for at bevare syre og friskhed. Og nogle høster tidligere af samme grund. Mange laver vine, som ligger 2-3 år ”sur lie” på store fade for at opnå mere kompleksitet. Alle ”sauvages”-producenterne bruger naturlig gær og altså ikke industriel gær. Man må kæmpe med naturen, ikke mod.
Al vin indeholder naturligt en anelse svovl, men hvor meget der tilsættes, er i manges optik meget afgørende. Naturvinsproducenterne tilsætter ikke svovl, biodynamiske op til 90 mg totalt, økologiske op til 150 mg og konventionelle producenter op til 200 mg eller mere. Svovl bruges for at stabilisere vinen og for eksempel undgå eftergæring i flasken. Det kræver meget af producenten, hvis ikke vinen skal destabilisere eller oxidere præmaturt – som det sker for mange. Tilhængere af naturvin finder, at disse vine er renere, mere ”naturlige” og mere vitale. Samtidig har de dog ofte en vis grad af oxidation og en vild undertone, som i manges optik kan være forstyrrende – en del hvide vine får næsten toner af æblemost, hvis der ikke er styr på kælderarbejdet. Personligt har jeg det ikke så let med naturvine og har også svært ved at danne mig overblik over, hvilke vine man skal gå efter. Og jeg har også smagt mange naturvine gennem årene, der ærlig talt ikke har smagt godt. MEN jeg har også smagt vine, som har haft en vibrerende intensitet og vitalitet, som har været imponerende. Til gengæld har jeg ingen reservationer over for økologi og biodynamik, hvor nogle af de absolut bedste producenter i verden dyrker efter disse principper.
Inspireret af forne tiders vinproduktion – herunder bl.a. mangeårige traditioner fra Georgien – er nogle begyndt at lagre vinen i store amfora-krukker, som ofte er gravet ned i jorden. For mange er det den ideelle størrelse og giver en diskret oxidation. Ved vores sidste besøg på turen mødte vi Gross (importør Niche Vine) i den sydlige by Gueberschwihr, som er i færd med at transformere produktionen til amforaer. Ikke mindre end 75% af produktionen er macerationsvine – Gross vil helst ikke kalde det orangevine – for at lave så tørre vine som muligt. Mere end 90% eksporteres og hovedparten til Japan. Det var betagende at se ham kravle ned i amforaen og blive helt væk – næppe noget, hvis man har klaustrofobi. Men nødvendigt, når krukkerne skal rengøres. Og Vincent Gross så ud til at nyde det. Jeg behøver næppe at skrive, at amforaen var tom! Gross er også begyndt at lave seriøs crémant d’Alsace – altså den mousserende vin fra Alsace. Vinene er certificeret økologiske eller biodynamiske – enkelte år tilsættes en smule svovl, men hovedsagelig er det naturvin siden 2016. Men ja, amforaer er også kommet til Alsace.
Naturvin i det nordlige Alsace
Der er nok en tendens til, at mange af de nye og nytænkende producenter i Alsace kommer fra det nordlige Alsace – oppe mod Strasbourg. Det har tidligere været en lidt upåagtet del af regionen, men er ved at få et nyt liv. For eksempel hørte vi, at 9 af 11 producenter i byen Gertwiller dyrkede økologisk og én var biodynamisk. Det er en langt højere procentdel end det samlede Alsace og antyder den tendens, som især er gældende i den nordlige del. Én af de første kendte producenter fra nord var Kreydenweiss, som også var én af de første biodynamiske producenter. Ham besøgte vi ikke, men var i samme by, Andlau, som faktisk har nogle meget maleriske og dramatiske skråninger lige uden for byen. Her besøgte vi en økologisk producent, Durrmann (importør Extra Brut), som udmærker sig ved at høste meget tidligt for at få maximal friskhed og syre i vinene. Det mærkes bestemt også i vinene, som er udtalt slanke, syrerige, friske og mineralske. I Andlau er ca 60% af produktionen økologisk, biodynamisk eller naturvin.
Endnu en nordlig producent, Rietsch (importør Lieu Dit), fra Mittelrheinheim har i 10 år lavet naturvin og er økologisk certificeret. Ifølge ejeren er 90% af producenterne i Mittelrheinheim økologiske eller biodynamiske – igen er tegn på den udvikling, som den nordlige del af Alsace gennemgår. Man laver 50% macerationsvine og bruger meget helklase-maceration. Rietsch laver en lidt syret vin, Riesling 2017, grand cru Zolzenberg, som er på helklaser og har ligger 3 år sur lie på store fade. En intens, rig og dog syrebaskende vin med mineraler, asier og citrus. Både de hvide og røde er fine, om end med et klart naturvinspræg med lidt vilde og svagt oxidative toner – uden at det forstyrrede – og med en markant og livgivende syre.
Producenten Julien Meyer (importør Petillant) fra Nothalten i nærheden af Andlau har siden 1996 været biodynamisk og certificeret siden 2003. Da man aldrig anvender svovl er det også naturvin. Siden 2005 har man konsekvent anvendt glasprop, da den nuværende ejer, Patrick Meyer, mener at korkpropper skaber urene vine. Vi fik en meget interessant og generøs smagning af 7 årgange af grand cru-vinen Moenchberg startende med fadprøve fra 2022 og sluttende med 1997 – som jo så var lukket med korkprop.
Patrick Meyer fandt at vinen fra 1997 ”manglede energi”, ”var hul” og ikke var som den skulle være. Han åbnede en mere og var mere tilfreds. Ærlig talt havde vi lidt svært ved at smage forskel på de to vine, som begge var vitale og energiske. Årgang 2008 var meget flot, frisk, energisk, vital og med en udtalt spændstighed og syre. En kølig årgang. Det varme år 2009 gav en mere rig, diskret oxidativ og krydret vin, som stadig havde god syre og vitalitet trods de varme omstændigheder. I det hele taget var det en række meget flotte vine – især 2015, som både afspejlede en husstil og det enkelte år. Patrick Meyer er absolut en personlighed, som gav mindelser om én af ypperstepræsterne inden for biodynamikken, Nicolas Joly, fra Loire, som er herostratisk berømt for at holde timelange foredrag om cosmos, energi og vinproduktion. Hos Meyer handlede den delvist uforståelige tale bl.a. om ild og vand – men vinene talte et klart sprog!
Man kunne tro, at driften mod nord skyldes klimatiske forhold – at den stigende varme gør det lettere at dyrke frisk og balanceret vin, jo køligere det er. Det gælder til en vis grad, hvis vi bevæger os alle 200 km fra det sydligste til det nordligste. Men reelt er de klimatiske forhold ikke så farligt forskellige mellem nord og syd. Så det er nok mere et spørgsmål om tradition og mentalitet, som gør det nordlige Alsace til eksperimenternes holdeplads.
Binner (importør Lieu-dit) fra Ammerschwihr ligger godt nok i midten af Alsace og var én af foregangsmændene for naturvin i Alsace og yder meget konsulentbistand og vejledning til ligesindede. I starten var der 4 naturvinsproducenter, nu er der mere end 100. For godt 10 år siden byggede Binner en meget spektakulær kælder inspireret af Rudolf Steiners arkitektur – for Binner er også biodynamisk, om end ikke certificeret. De smukke former og materialer fortjener et besøg. Der er to grand cru – nærliggende Kaefferkopf og den største nær byen Kaysersberg, Schlossberg. Men vinene fra Kaefferkopf laves ikke som grand cru, da forskellige druer blandes, hvilket ikke er tilladt inden for grand cru.
Selv om der er mest riesling blandes druesorterne således ofte, dels for at få en mere nuanceret vin, dels for at undgå, at de potentielt meget alkoholrige og rige/søde sorter som gewurztraminer og pinot gris kammer over i takt med de klimatiske forandringer. Af samme grund arbejdes der jævnligt med lang maceration, som så giver orangevin, for skabe en længere gæring og omdannelse af sukker til alkohol og dermed en tør og struktureret vin. Af samme grund havde en del af vinene en tone af røde bær, selv om det fra grønne druer. Eksempelvis er vinen Sirose (en parafrasering over ordet (lever)cirrose) blandet af flere årgange og laves af gewurztraminer og pinot gris – det giver en knastør vin med tydelige undertone af lyse røde bær.
Ligeledes i Ammerschwihr besøgte vi Maurice Schoech (importør Niche Vine), som er certificeret økologisk, men bruger biodynamiske præparationer i stigende grad – det er uvist, om man vender sig helt mod biodynamikken. Også her er man også lidt udfordret af de rige druer som gewurztraminer og pinot gris og har fx omplantet flere parceller fra gewurztraminer til riesling. Også her laves blandingsvine – fx en kraftkarl, Harmoni R, fra grand cru marken Rangen i syd med 80% pinot gris, 18% riesling og 2% gewurz. Vi smagte i både 2020 og 2008 og sidstnævnte var virkelig kompleks og flot. Det var en næsten røget, mineralsk og intens vin, men også med fin syre for en overvejende pinot gris. Der er lidt restsødme i mange af Schoech’s vine, men pga syren mærkes det ikke så meget. Jeg holdt specielt af deres riesling vine fra grand cru markerne Kaefferkopf og Furstenturm – god præcision og syre, hvor den diskrete restsødme blot var et krydderi.
Hos den meget lille producent, Laurent Barth (importør Niche Vin) – blot 4 ha’s rent håndarbejde, og han ønsker ikke at blive større – smagte vi nogle særdeles lækre røde vine. Selvfølgelig pinot noir. Barth ligger ca. i midten – Bennwihr og Kientzheim – og laver faktisk kun 15% røde, som er økologisk og det er helklaser. Det er en silkeblød og indsmigrende stil, som er med til at cementere, at de røde alsaciske vine bliver bedre og bedre.
En anden producent fra det centrale Alsace, Huttard, (importør Hillerød Vinkompagni) har specialiseret sig i mousserende vin – crémant, som udgør ca. 30% af produktionen. Der er dømt gamle stokke, økologi nærmende sig biodynamik, naturgær og man svovler kun lidt lige inden flaskning. Vi smagte én af de bedste crémant d’Alsace, som jeg har smagt – 2016, som har ligget 70 måneder på gærresterne, er 100% chardonnay (som er tilladt til mousserende vin) og har 0 dosage. Rank, syrerig, kompleks, lang smag – en flot mousserende vin.
På sidstedagen fik vi et dunderbesøg hos én af mine yndlingsproducenter, Boxler (importør Bichel Vine). Det er principielt konventionel produktion, men reelt økologisk uden at være certificeret. Stilen er knivskarp hele linjen igennem – fra pinot blanc og sylvaner, sluttende med de eminente grand cru’er fra fra de morderisk stejle Sommerberg og Brand. Specielt fra Sommerberg er der en række forskellige cuvéer, som kommer fra enten yngre stokke eller særligt udvalgte højkvalitet-stokke fra mindre dele af grand cru marken. De har en fantastisk intensitet og præcision og en totalt raspende syre, der sikrer et meget langt liv. Vinene er steget en del de senere år og er om ikke samme gode køb som tidligere, så dog OK kvalitet/pris, når vi nu befinder os hos én af superstjernerne i top 5-8 i Alsace. I øvrigt er alt, hvad Boxler laver af ypperlig kvalitet. Hertil kommer at Jean Boxler er et meget venligt og sympatisk bekendtskab. Konventionel produktion!? – der er intet konventionelt over Boxler. Det var den perfekte afslutning på en spændende tur til altid dejlige Alsace.
Alsace har haft sine udfordringer, men disse udfordringer på både image, klima og efterspørgsel bliver adresseret og søgt håndteret med en række tiltag og forandringer. Og det er vel karakteristisk for denne evigt foranderlige region, at der sker evolution og revolution hele tiden?
På artiklens indledningbilled ses Christian Binner
