I anledning af at Route des Vin i Alsace fyldte 70 år, havde man arrangeret en række events rundt om i regionen, hvor man fokuserede på forskellige grand cru. Vi havde den fornøjelse at være med til den store og vigtige grand cru, Schossberg, som ligger lige ved den hyggelige by, Kaysersberg – så det blev naturligt nok vores base over nogle dage. Kaysersberg er en typisk alsacisk by med fine gamle huse, en bæk som fosser gennem byen, masser af spisesteder og masser af aldrende dagturister, som får én til at føle sig som en teenager. Men det er et godt udgangspunkt – både byen og at føle sig som en teenager…..
Grand cru – emne for diskussioner
De første grand cru i Alsace blev indført i 1975, med udvidelser i 1983, 1992 og 2007, og den sidste – nr. 51 – blev Kaefferkopf i Ammerschwihr. Mange anfører, at grand cru blev startet i 1983, men ifølge ”Vins Alsace”’s egen hjemmeside (og WIKI) var det Schlossberg, som i 1975 blev første grand cru. Allerede fra starten var der diskussioner. Nogle ville ikke være med, nogle mente, at der var for få marker, som fik grand cru status. Og senere var der nogle, som mente, at der nu var for mange grand cru. Det er ikke let at få vinfolk til at enes om lovgivning!
Man arbejder nu på at få marker, som nu kaldes ”lieu dit” tildelt en mellemstatus, som passende kunne kaldes premier cru med parallel til Bourgogne. Det skal der nok også komme diskussion om.
Men som anført var der flere af de gamle, klassiske huse som Trimbach, Hugel og Beyer, som ikke ønskede at være med. De havde deres egne betegnelser for deres bedste vine, som ofte kom fra flere forskellige marker. Fx kommer Trimbach’s Frédéric Emile fra mindst to grand cru-marker. Deres fineste vin og ofte den dyreste tørre Alsace-vin, Clos Ste. Hune, kommer fra marken, Rosacker, men det står der bare ikke på etiketten. Trimbach har mange år hævdet, at deres brand er stærkere end en grand cru status. Man har dog et standpunkt, til man tager et nyt, for nu er Trimbach begyndt at lave vine med grand cru status – dog fortsætter man med de to nævnte vine, Frédéric Émile og Ste. Hune. Hugel har tidligere haft 3 kvalitetsniveauer, som man har holdt i hævd. Dog skiftede man for en del år siden den bedste kategori ud med Grossi Laüe – alsacisk for grand cru. Den kommer for riesling fra udvalgte parceller af grand cru marken Schoenenbourg, men dette mark-navn står ikke på. Det er i øvrigt en virkelig lækker vin – grand cru eller ej.
Man skal nogle gange holde tungen lige i munden, når vi taler om grand cru i Alsace. Der er således 3 forskellige Altenberg med forskellige sidenavne, som indikerer, fra hvilken by marken stammer. Og der er både en Muenchberg og en Moenchberg. Det kan således være lidt forvirrende at være forbruger i forhold til klassifikationen i Alsace. Som jeg vil komme ind på i en anden artikel, har der også hersket meget forvirring i relation til, hvilken tørheds/sødme-grad en given alsace-vin har. Det er selvsagt ikke ligegyldigt, om man serverer en knastør vin uden restsødme eller en med meget mærkbar sødme til en dampet hvid fisk.
Populært rejsemål
Som anført fylder den alsaciske vinrute 70 år og der er brændt mange danske kilometer og mange leverceller af gennem årene i denne region. Det er af ret indlysende grunde et populært rejsemål. Det er det første man rammer i bil fra Tyskland. Som følge af en dramatisk historie med skiftevis tysk og fransk herredømme taler stort set alle flydende tysk, hvilket har gjort det lettere for mange danskere at gøre sig forståelige – altså den gang danskerne kunne tale tysk. Maden er en sympatisk blanding af tysk og fransk – solid, letforståelig og rigelig – men også med højgastronomiske punktnedslag. Landskabet er indbydende og malerisk, og byer er hyggelige, grænsende til det putte-nuttede. Så er der mange af de i Danmark så efterlyste storke (de avles faktisk mhp udsætning). Og endelig er der vinen. Danmark har altid indtaget en særdeles vigtig position i forhold til vin fra Alsace og i forhold til vores befolkning har importen været enorm. Det er især været supermarkedsbaskere, som letforståeligt har skiltet med et druenavn, så man kunne vælge mellem riesling, pinot blanc, gewurztraminer eller pinot gris for at nævne 4 af dem. Alle disse faktorer har medvirket til, at Alsace ofte har været endemålet for en dansk bilferie, eller har været springbræt til den videre færd mod vest eller syd. Men der sgu også meget rart i den lange region.
Klassifikationen
Der er aktuelt 51 marker, som må bruge betegnelsen, grand cru. Som det er antydet, hersker der ikke enighed om, hvorvidt dette antal er det rette, eller om der er sket udtyndning med årene for at tækkes særinteresser. Alsace har ikke så fasttømret og uigendriveligt cru-system som Bourgogne. De fleste vil nok være enige i grundridsene i grand cru, premier cru, kommunevin og generisk bourgogne i Bourgogne. Der er måske et par premier cru, som kunne fortjene en opgradering og der findes dele af grand cru, som knap leverer på rette niveau. Men i det store hele fungerer det som ledetråd.
Som i Bourgogne handler det ikke kun om marken. Vel er der marker, som de fleste kan blive enige om, er bedre end andre grand cru marker i Alsace. Men en bestemt mark kan have 20-25 dyrkere, og ikke alle er lige dygtige. Så man skal både have fokus på dyrkeren og marken, når man vælger sin favorit. Størrelsen på grand cru’erne går fra 4 ha til 80 ha, med mange over 50 ha, så det er velvoksne arealer i forhold til fx Bourgogne. Selv om man kan synes, at 51 grand cru er meget og den enkelte er pænt stor, udgør de dog kun ca. 5 % af den samlede produktion.
Man må kun lave grand cru på riesling, gewurztraminer, pinot gris og muscat. Der er lavere grænse for høstudbyttet, end hvis vinen blot hedder ”Alsace”. Men den vigtigste parameter ved grand cru er, at det er marker, som har bedre beliggenhed, terroir, som jo er summen af faktorer, der i sidste ende er med til definere vinen og dens egenskaber. Nogle grand cru er store og dækker over ret store forskelle i undergrund og eksponering for sol og skygge. De mest kendte 20-25 grand cru trækker rimeligvis berømmelsen, men de mindst kendte knap ville kunne nævnes af selv trænede vinkendere. Så endnu en gang må det konstateres, at spændet i kvalitet er vidt – både de forskellige grand cru imellem og i den enkelte grand cru’s forskelllige dyrkere.
50 års Schlossberg
Schlossberg var den første grand cru i Alsace – måske som et udtryk for, at den ikke var til at komme uden om. Den ligger for en stor dels vedkommende lige over Kaysersberg, men den er tilhørende nabobyen, Kientzheim. Det er en meget stor grand cru med lidt over 80 ha – le Chambertin er på 15 ha. Alene det faktum kan give anledning til meget diskussion, om alt nu er lige godt – både på længdeaksen og i højden. Der kommer nu mange meget fine vine derfra med Weinbach, Albert Mann, Kirrenbourg og Paul Blanck i spidsen.
Med malerisk udsigt over dalen sad vi i den gamle borgruin over Kaysersberg og smagte 12 vine mellem 1973 og 2007. Den ældste var en André Blanck 1973, som var lidt spinkel og havde smidt en del frugt, men den var alligevel imponerende frisk og kun let gylden. Fra Paul Blanck blev smagt 1983 og 1987, som begge imponerede med toner af petroleum, mineralitet, citrusfrugt og en fin renhed og friskhed – meget intakte. Desværre var Albert Mann 2006 ikke i topform – tung, botrytiseret, gylden og noget oxideret – lidt som den skuffende Weinbach 1996. Til gengæld leverede Weinbach med 2005 den bedste vin af alle – en komplet vin i fuld balance, ung, men drikkeklar. Alsace har en lang tradition for kooperativer, navngivet efter byen, hvor de ligger. Cave de Kientzheim/Bestheim (hedder i dag blot Bestheim) viste med en 1981 og en 1997, de godt kan lave vin, der holder.
Det var en interessant smagning, hvor man dog ikke kunne identificere en markstil, da vinene performede så forskelligt – men vi fik set, at en del af dem holder virkelig fint.
Ved en efterfølgende smagning af de unge vine 2020 eller 2021 stod disse vine bedst: Weinbach, Albert Mann, Paul Blanck, Michel Fonné, Kirrenbourg og Joseph Fritsch. Det lokale kooperativ hedder nu Bestheim og til prisen laver man nydelig vin.
Kommer man på de kanter, kan et par restauranter anbefales. I Kaysersberg ligger der en 1-stjernet restaurant, l’Alchemille, som giver ekko til Noma for 15 år siden med fermentering og masser af lokale grøntsager og kun lidt kød. Den tilhørende historie om råvarerne og sågar kaffebrygningen gav også retrominder til Christianhavn – men der var nogle spændende retter og stedet er sympatisk. Der er en del naturvine på kortet.
Winstub de Chambard er (luksus)bistroen på det lille 5-stjernede hotel, Chambard, der også har en 2-stjernet restaurant, som tidligere har skuffet mig. Men Winstub giver virkelig smæk for skillingen med helt klassisk køkken – særlig fra tavleretterne, hvor et stort antal var vildt (sommerbuk) på det tidspunkt. Meget godt sted, hvor man skal bede om det store (meget store!) vinkort, hvor man kan finde alt – både konventionelt og natur – og ikke så få virkelig gode køb. På Auberge de Parc Carola serveres god bistromad med et orientalsk tvist og der er et velkurateret vinkort med flere flotte vine med lidt alder. Man kan i fint vejr sidde godt uden for under træernes skygge – den ligger i Ribeauvillé.
Så dejligt med endnu et gensyn med Alsace.
Vinbladet var inviteret af CIVA.
