Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Den engelske vinrute

 - prøvesmagt juni 2017

Nok har et flertal af englændere skabt problemer for sig selv ved at stemme for Brexit, og nok har Theresa May skabt problemer for sig selv ved at udskrive valg i utide, men alle de englændere, vi møder på den engelske vinrute, bobler af optimisme og har hovedet fyldt med store planer for fremtiden. Turen er inspireret af den vinrute, The English Wine Trail, som sammenslutningen af britiske vin- og spiritusproducenter, Wine and Spirit Trade Association (WSTA), lancerede i 2016. Blandt Storbritanniens 503 vingårde har WSTA valgt 11 af de bedste producenter i Sydengland til en brochure med et kort, der beskriver ruten, de enkelte vingårde, deres åbningstider (fire af de 11 vingårde modtager kun besøg efter forudgående aftale) og faciliteter. Brochuren kan hentes på WSTA’s hjemmeside.

South East Vineyard Association (SEVA), sammenslutningen af vingårde i det sydøstlige hjørne af England, har deres egen vinrute, der i brochuren ”The South East Wine Route Map” beskrives med et kort over området og en liste med 20 vingårde med faste åbningstider og 16 andre vingårde, der kan besøges efter aftale. Prægtige vinslotte som i Bordeaux skal man ikke forvente at møde, men kortet markerer gamle borge og andre historiske bygninger, ”English Heritage Sites” på ruten, så vinbesøgene kan suppleres med lidt kulturhistorie. Hvis der lægges planer for en sommer-vinrejse, vil et besøg i de pragtfulde haver, som ligger spredt mellem vingårdene, være en superb mulighed for at variere nydelsen af vinenes bouquet med duften af blomster. For den ,der vil udforske England som vinland, tilbyder foreningen af engelske vinproducenter ”The Vineyards Map of England & Wales” 2017 med dels en liste over 155 engelske vingårde med mulighed for besøg, dels et kort over engelske vinmarker og vinhuse.

Hambledon Vineyard, Hampshire

Nutidens engelske vinproducenter står på skuldrene af Ray Barrington Brock, en engelsk kemiker, der som den første undersøgte hvilke druesorter, der kunne trives og modne i det engelske klima. Hans pionerindsats inspirerede generalmajor Sir Guy Salisbury-Jones til at plante sine første vinstokke i 1952, hvilket gør Hambledon i Hampshire til den ældste vingård med kommerciel vinproduktion i England. Sir Guy arbejdede under krigen tæt sammen med Winston Churchill, og vores guide Steve Lowrie, der bobler over af engelsk humor og sjove anekdoter, fortæller at Churchill overtalte sine venner i champagnehuset Pol Roger til at stille op med råd og dåd ved nyplantningen. Det gik bedre for Hambledon end for Zimbabwe, der også har prøvet at få en vinproduktion op at stå. Steve, der stammer fra Sydafrika, var inviteret til lanceringen af den nye vin. En hidkaldt engelsk vinekspert skal prøvesmage den og spørger så, hvor den stammer fra? ”Du kan se marken lige dernede”, lød svaret. ”It dosn’t travel very well, does it?” lød ekspertens lakoniske dom. I 1999 overtog den nuværende direktør Ian Kellett den forsømte vinmark. Studier ved Plumpton College, det engelske vinfakultet, havde overbevist ham om stedets potentiale for produktion af mousserende vin. Sydengland har stort set samme kalk- og kridtrige jordbund som i Champagne-regionen, ligger næsten på samme breddegrad og har omtrent samme klima. De gamle stokke med tyske druesorter blev i 2004 rykket op og erstattet med de ædle sorter kendt fra Champagne, og i 2014 blev den første mousserende vin, Hambledon Classic Cuvée, sendt på markedet.

Hambledon disponerer nu over 24 hektar vinmarker med 110.000 vinstokke og et helt nyt vineri, hvor transport af most og vin klares med tyngdekraft for at undgå hårdhændet pumpning. Den årlige beskæring af vinstokkene resulterer i 20 tons afklip, der dels bundtes til brug som barbecue-brænde, dels bruges som varmekilde ved destillationen af halen, mosten fra den sidste presning af druerne, der ender som brandy. Under beskæringen fjernes bladhænget over druerne for at øge soleksponeringen. Hambledon er 1,5 °C køligere end Champagne i juli og august, og drueklaserne er først plukkemodne i slutningen af oktober, hvor vejret ofte ikke er det bedste. Høsten klares af 110 erfarne plukkere fra Østeuropa, men hvordan det skal gå med dem efter Brexit, ved Steve ikke. Hans landsmænd er ikke interesserede i det hårde arbejde i marken. Tapningen på flasker klares nu af et fransk firma der kan fylde 40.000 flasker om dagen, mens Hambledon selv højst kunne aftappe 18.000 flasker om ugen! Den årlige høst giver et sted mellem 100.000 – 150.000 flasker som ligger 18-24 måneder på bundfaldet. Der anvendes malolaktisk gæring og en vis grad af fadlagring for at dæmpe syren i vinen. I Champagne er man holdt op med malolaktisk gæring fortæller Hervé Jestin, Hambledons franske champagne-ekspert, fordi syren i basisvinen er mindsket af stigende temperaturer i Champagne. Hambledon har let ved at sælge sin vin – problemet er at skaffe druer nok til en produktion, som efter planen skal nå op på en rund million flasker. Det er dog noget nemmere at udvide sit areal af vinmarker i Sydengland, hvor en hektar god vinjord koster 35.000 euro. I Champagne ligger prisen for tilsvarende jord på omkring 2,2 millioner euro per hektar.

Steve Lowrie med de tre flotte, mousserende vine fra Hambledon.

Hambledon Classic Cuvée (£28,50) minder meget om en god champagne med sin duft af æbler, gærdej og blommer, sin sprøde, elegante smag og sin præcise syre. Hambledon laver kun non-vintage vine, fordi de enkelte årgange er så forskellige, men det kræver hjælp fra en ”blending”-ekspert som Hervé Jestin med stor ekspertise i at opnå en husstil med ensartet, høj kvalitet. Ved en blindsmagning af mousserende vine i 2015, arrangeret af  Noble Rot Magazine i London, blev Hambledon Classic Cuvée nr. 1 med prestigiøse NV Classic Cuvée’er fra Nyetimber, Pol Roger og Taittinger på 2., 3. og 4.pladsen. En af dommerne, Jancis Robinson, forvekslede vinen fra Hambledon med en vintage champagne. Premiere Cuvée (£42,50) har sine toner af autolyse, ristede nødder og appelsinskal fra 42 måneder på bundfald. En flot vin med masser af mousse og smagsfylde med toner af vanilje og appelsin. En kompleks og vidunderlig ledsager til retter med fisk og skaldyr. Hambledon Classic Cuvée Rosé (£35) er gæret på 90 % Chardonnay og tilsat 10 % Pinot Noir stille vin. Lys som jordbærsaft med en blomstrende duft af jordbær og ristet brød, en cremet smag af rød bærfrugt og citrus med lang eftersmag og en sprød syre.

Hattingley Valley, Lower Wield, Hampshire

“We are hard to find”, indrømmer Gareth Maxwell, sales and export manager for Hattingley Valley, på mit spørgsmål om hvorfor de ikke har et skilt nede i landsbyen. Men skilte kræver tilladelser og koster et 4cifret beløb i pund – men det kommer, lover han. Men hvorfor plante vinstokke lige her? Vi er kørt fra London til Hampshire ad smalle veje med levende hegn gennem grønne græsmarker uden at se skyggen af en vinstok. Og placeringen af vingården er da også lidt af et tilfælde, fortæller Gareth. Simon Robinson, veletableret sagfører fra London, havde købt ”King’s Farm” for år tilbage med den tanke, at farmens økonomi skulle hvile i sig selv. Men så faldt prisen på den hvede, gårdens økonomi var afhængig af. I samme periode læste han historien om Nyetimber, hvor et amerikansk ægtepar, Stuart og Sandy Moss, som de første plantede kendte Vitis Vinifera sorter, Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier, i Sydengland. Parret ville satse på mousserende vin lavet med druer og metoder kendt fra Champagne, men da de plantede de første stokke i 1988, vidste ingen om de ædle sorter ville kunne trives i det mere kølige, engelske klima. Men det lykkedes, og med Nyetimber som inspiration blev Hattingley Valleys første mark i 2008  plantet til med Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier, og da Emma Rice, en talentfuld vinmager med diplom fra Plumpton College, sendte sin første årgang på markedet i 2010, blev den straks belønnet med medaljer.

Hattingley Valley har 24 hektar i drift fordelt på to vinmarker, hvor jordbunden er af den velegnede kalkrige type, og med en lun og sydvendt placering i den rette højde, hvilket i Sydengland vil sige under 200 meter over havets overflade ─ ellers modner druerne ikke. Høsten på marken i 75 meters højde starter to uger før druerne på marken i 150 meters højde er blevet plukkemodne. Og takket være det køligere klima i Sydengland plukkes den første drue i Hattingley først to uger efter at den sidste drue er høstet i Champagne. I dette forår har frostnætter koster omkring 40 % af den potentielle høst – et problem man også har set i Frankrig. De fleste druer til husets produktion af 2 millioner flasker høstes lokalt, dels fra Hattingley Valleys egne marker, dels via aftaler med andre producenter. Det kølige klima sikrer til gengæld at syren er helt i top og sikker hvert år ─ den spændstige, livgivende syre, uden hvilken mousserende vin ikke ville eksistere. Den heftige syrlighed i mosten kan tæmmes på to måder. Den gængse metode med malolaktisk gæring, der forvandler syrlig æblesyre til blidere mælkesyre, er i udstrakt brug i England og anvendes da også på Hattingley Valley til vinifikation af en del af høsten. Årgangens modenhed afgør hvor stor en del af vinen der skal gennemgå malolaktisk eftergæring. Men som en af de få vinmagere har Emma Rice også benyttet iltens modnende effekt ved lagring af basisvinen på brugte bourgognefade i 3-12 måneder. Det gøres med finesse, så vinen ikke får fadpræg men mere dybde og en bredere smagspalet. En lav svovling bidrager også til en hurtigere udvikling af vinen. Udover de tre klassiske druer kendt fra Champagne bruges også en smule Pinot Gris.

Gareth Maxwell har fuld gang i eksporten af Hattingley Valley.

Første årgang i 2010 var som nævnt god, og fra 2013, hvor et nyt vineri stod færdigt, er det gået virkelig fint. Omkring en tredjedel af produktionen eksporteres til 15 lande, hvor USA fik sin første sending i januar 2017 – og hurtigt bestilte flere flasker. Hattingley Valley Classic Cuvée 2013 (£29.95) er strågul med fine bobler. En delikat duft af fersken med toner af gærrester – og måske en anelse fad? – fører hen til en frisk, let og elegant smag, med den ulidelige lethed, som er den mousserende vins særkende og adelsmærke. En strålende vin til velkomstglasset, når der rigtig skal fejres. Hattingley Valley Classic reserve NV har samme vidunderlige lethed og finesse med den livgivende syre i afslutningen. I marts 2017 fik vinen Independent English Wine Awards (IEWA) sølvmedalje – utroligt at det er muligt at lave en sådan vin med frugt fra så unge vinstokke og efter så få års erfaring.

Hattingley Valley Rosé 2013 (£34.95) med en bleg, rosa farve kæler for smagsløgene med pikant krydret rød bærfrugt. Den varmere årgang 2014 har mere fylde og karakter i frugten, men begge vine har det ekstra pift af rød bærfrugt i smagen, man forventer af en rosé, og de gør det virkelig godt. ENTICE (£19,95) udgør smagningens søde finale (130 g sukker/liter ) lavet på Bacchus-druer efter en meget besværlig ”icewine”-metode, hvor druerne først fryses ned, hvorefter den tyktflydende most, der kan presses af de frosne druer, gæres med bevarelse af en fyldig restsødme. Aromatisk, næsten parfumeret i sin duft af hyldeblomsten går igen i smagen. Den fine balance mellem intens sødme og sprød syre er meget charmerende  – men ikke helt teknisk lovlig. Man skal selv afsted på vinruten, for at smage den – og det kan varmt anbefales. Gareth har tænkt sig at sende en flaske til Donald Trump, der vil sætte yderligere skub i den globale opvarmning. En anden flaske skal sendes til Nigel Farage, der med Brexit har sendt det engelske pund i bund og gjort engelsk sparkling wine konkurrencedygtig i USA.

Bolney Wine Estate, Sussex

Set i lyset af et ret begrænset repertoire af mousserende vine hos mange af de besøgte vinhuse, forbavses man over udvalget af forskellige vintyper hos Bolney Estate, der udover fem typer mousserende vine byder på tre hvidvine, en rosé og to rødvine. Ejendommen har en fortid som kyllingefarm, men de nye ejere, Rodney og Janet Pratt var glade for tysk vin, og i 1972 plantede de den første hektar til med Müller-Thurgau, en tysk druetype, der har givet glimrende resultater i det engelske klima. For 10 år siden blev en mark plantet til med Bacchus-vinstokke. Bacchus, en krydsning af SilvanerxRiesling med Müller-Thurgau, er højt i kurs hos engelske vindrikkere og de facto adopteret som engelsk druesort af de lokale vinproducenter. En anden tysk drue, Dornfelder, bruges til at lave en populær rød mousserende vin efter alle kunstens regler med traditionel eftergæring i flasken. Bolneys bedst sælgende rødvin er lavet på 100 % Pinot Noir, men den er da også udsolgt og ikke til disposition i smageseancen. Bolney Estate er aktuelt vokset til knap 16 hektar plantet til med otte forskellige druesorter, men huset byder også på en velassorteret butik med egne vine plus øl og andre lokale produkter, en tiltalende café og tilbud om en række forskellige aktiviteter fra en Drop-on Tour, med smagning af to vine efter en kort rundvisning, til en Grand Gourmet Tour, hvor fem vine smages sammen med udvalgte retter afsluttende med en luksusbuffet.

Bolney Estate har et bredt vinsortiment.

Vi lægger for med Bacchus 2015 (£17,99), der af vores guide Rebecca præsenteres som et godt alternativ for elskere af Sauvignon Blanc. Rebecca har ret med hensyn til den aromatiske rigdom på hyld, stikkelsbær og grønne urter i duften, men den behagelige smag med mineralske toner mangler lidt med hensyn til længde og fylde. Bolney Bubble NV (£23,99) er lavet på Chardonnay og Müller-Thurgau, hvor 12 måneder på bundfald har givet lidt gærtoner til den enkle duft af æbler g citrus. En let, frisk smag med diskret frugtsødme gør Bolneys bobler til en god aperitifvin. Cuvée Rosé 2013 (£26,99) er lavet på 100 % Pinot Noir med 5-7 timers skindkontakt. Husets Pinot-druer giver ikke meget farve fra sig, og roséen er da også ganske bleg i glasset, men den har en fin Pinot-karakter i både duft og smag. ”Den bedste rosé – Bolney Estate hidtil har lavet”, mener Rebecca. Hun er spændt på, hvad vi vil synes om den sidste skummende vin i glasset, der er dyb rød i glasset med delikat duft af røde skovbær. Har man før smagt rødvine på Dornfelder, vil man let genkende druen trods den skummende mousse. En robust, lidt rustik smag af røde bær med udtalt mineralitet og en læskende syre suppleret med boblernes prikken på tungen gør Cuvée Rosé 2013 (£23,99) til en interessant vin med en unik personlighed, der vil skabe nysgerrighed og diskussion ved servering i velkomstglasset. 

Ridgeview Estate, Sussex 

Ridgeview Estate blev grundlagt af Michael og Christine Roberts i 1995. Udsigten til South Downs bakkestrøg er betagende, og under de godt seks hektars muldlag ligger samme kalkåre, der strækker sig hele vejen under kanalen fra Champagne en breddegrad sydligere. Mike afgik ved døden i 2014, men anden generation er i fuldt sving på Ridgeview med datteren Tamara som CEO og sønnen Simon som vinmager, mens Simons hustru Mardi står for salg og marketing. Ridgeview Estate Winery har styr på tingene. Alt er nydeligt, ryddeligt og velorganiseret, ude som inde, roserne blomstrer for enden af de snorlige rækker med vinstokke og solen skinner.

Ridgeviews Mardi har travlt.

Vi har en aftale med Mardi, der foreslår at vi smager husets vine sammen med Anne Lomas, General Manager  for The Savoy i London, der er på jagt efter verdens bedste vine til hotellets vinliste. Ridgeview har spillet med i de mousserende vines 1. division siden husets Grosvenor Blanc de Blancs 2006 slog fem champagne-huse i kampen om Decanter’s trofæ for ”The World’s Best Sparkling Wine” i 2010. Med et slag blev mængden af interesserede mails fra udlandet tidoblet, og eksporten til udlandet fik et kraftigt løft fra 5 % til nu 20 % af den samlede produktion. De fleste år laves fem cuvéer, der alle har navn efter kendte distrikter i London, fra den prisvindende Grosvenor til Bloomsbury, Cavendish, Fitzrovia og Knightsbridge. Ridgeview har siden husets start koncentreret sig om mousserende vin lavet på Chardonnay og Pinot Noir, de fleste med årgang, og husets mål har altid været den højeste kvalitet. Ingen vil blive skuffede over de brusende vine, der nu skænkes op i glassene. Vi starter med Bloomsbury Brut (299,00), en non-vintage sparkling wine domineret af Chardonnay i en tilstræbt engelsk stil. Det er dejlige bobler med fersken og citrus i duften og rene frugttoner i smagen, hvor en diskret frugtsødme er i perfekt balance med CO2-boblernes prikken og en fin syre. Et værdigt flagskib for husets mantra om ”affordable luxury”. ”Alle skal have råd til lidt luksus en gang imellem”, mener Mardi. Denne ”Signature Blend” var Ridgeviews første vin på markedet med 20.000 flasker, som nu er vokset til 200.000 hvilket man godt forstår – den glider let ned! Cavendish Brut 2014 (319,00) har overvægt af Pinot Noir og Pinot Meunier og har ligget 30 måneder på bundfald, 12 måneder længere end Bloomsbury. Det har givet vinen en let gylden tone, en duft med toner af røde bær og større dybde og kompleksitet ─ men uden at miste balancen og den let drikkelige velsmag.

Med Grosvenor Blanc de Blancs 2013 (349,00) møder vi præmievinen i en nyere årgang. Med sin kombination af gærtoner i duft og smag, den komplekse smagsfylde med sprød mineralitet med toner af citrus og en stringent syrefinale er forvekslingen med en stor champagne let at forstå. Ridgeview Blanc de Noirs 2013 (£40) er lavet på 100 % Pinot Noir. De blå druer anes i den gyldne farvetone og en diskret duft af røde bær, som i smagen suppleres med de karakteristiske autolyse-toner efter 36 måneder på bundfald. Virkelig lækker vin til retter med vildt og svampe. Vi slutter af med Rosé de Noirs 2013 (£40) lavet med saignée betyder, at man lader druemosten løbe fra af sig selv uden at presse. Ved saignée-metoden, hvor mosten løber fra druerne efter nogen tids kontakt med skindet fra de blå druer, hvilket giver mere farve og smag til vinen. Det forklarer hvorfor de røde bær er med helt fremme i både duft og smag sammen med toast og en let frugtsødme, der har gjort denne vintype stadig mere populær de senere år. Man befinder sig særdeles godt i selskab med Ridgeviews lækre bobler.

Rathfinney – kalkklinter ved Hastings .

Rathfinny Wine Estate, Sussex

Mark og Sarah Driver etablerede ejendommen Rathfinny Wine Estate i South Downs, hvor en perfekt sydvendt skråning i et bølgende landskab ligger kun fem kilometer fra havet. Et spadestik nede møder man den hvide kalk, som hører til den samme dybe kalkformation, der strækker sig fra Champagne hen under den engelske kanal for så at titte frem i Hastings få kilometer stik syd for Rathfinny. Det erklærede formål har fra starten været at producere nogle af verdens bedste, mousserende vine. De første 50 acres blev plantet til med vinstokke i 2012; samme år som franske Jonathan Medard blev tilknyttet Rathfinny som vinmager og konsulent ved opbygningen af ejendommen fra grunden. ”Da jeg kom, var her intet”, fortæller han ved et møde i ”The Gun Room”, som er Rathfinnys kombinerede smagerum og butik i en smuk gammel bygning i byen Alfriston. Jonathan kommer fra Champagne, hvor han efter arbejde med mousserende vin i en årrække har suppleret sin viden med erfaringer fra Californien og flere andre lande. Han har set hvordan et vineri er konstrueret, når det fungerer, og hvad der er gjort forkert, når det ikke virker.

Jonathan Medard med den lille Celeste i gang med vinsmagning…

Foreløbig står et splinternyt vineri klar, skabt med en prisbelønnet arkitektur, hvor der er blik for det økologiske aspekt med græsklædte tage, genbrug af vand og masser af solceller til produktion af ejendommens strømforbrug. Det tilplantede areal er vokset til 75 hektar med konkrete planer for de næste 75 hektar. Det kan ses på antallet af producerede flasker, som steg fra 20.000 i 2015 til 50.000 flasker i 2016. Målet er en million flasker om året, og da 36 måneders lagring på bundfaldet indgår i konceptet for ”verdens bedste vine”, vil det sige at den lagerbygning, der netop er gravet ud til, skal kunne rumme tre millioner flasker. Druerne til den første årgang blev høstet i 2014 og vinen tappet på flaske i 2015, så Rathfinny er klar til at lade de første propper springe i 2018. Jonathan er bevidst om forskellene mellem Champagne og Sussex, hvor han geologisk set føler sig helt på hjemmebane, men klimatisk savner lidt af vækstsæsonens varme fra sin hjemstavn. De mildere vintre og køligere somre i Sussex giver på den anden side masser af den syre, der giver liv til de bedste sparkling wines. Der er så meget af den, at Jonathan har valgt 100 % malolaktisk gæring for af føje lidt fedme til vinens smag og fjerne den skarpeste syrekant, som kunne skræmme nogle kunder væk. Han kan bekræfte, at malo-teknikken er på retur på den anden side af kanalen, hvor stigende temperaturer kan gøre mangel på syre til et problem.

Mens vi venter på at Rathfinny-boblerne lagrer færdig, smager vi på Hobbs Hawth 2015, en hvidvin lavet på Pinot Blanc og Pinot Gris plus flere andre druetyper. Vi leder forgæves efter druenavne på etiketten, men efter den engelske vinlovgivning må druer kun anføres på etiketten hvis vinen er lavet på højst to slags, så næste år vil Jonathan nøjes med de to hvide Pinot-druer. Vinen har en delikat duft af fersken og æbler med en god frugt og en venlig syre, men til £14,95 er det ikke en vin, der vil fortrænge Chile og Italien fra supermarkedernes hylder. Jonathan har sin datter Celeste på 22 måneder med til smagningen i the Gunn Room, og på spørgsmålet om hun skal afløse ham på jobbet, når tiden kommer, er han ikke afvisende. I hvert tilfælde kan hun holde på et glas og med fagter og minespil illudere en smageprocessen med stor effekt på tilskuerne til denne ”degustation-pantomime”.

Sophie Sturdy er både smilende og vidende.

Gusbourne, Kent

Atter en historie om en velhavende mand med frisk mod og fornødent held, som kombineret med et lunere klima og en fordelagtig geologi har lagt grunden til et engelsk boblevin-eventyr. Sophie Sturdy tager imod os på parkeringspladsen. Hun undskylder byggerodet, som skyldes forberedelser til 1. juli, hvor Gusbourne slår dørene op for sit nye smagerum, som vi ser konturerne af, og de mange gæster, der tørster efter god ”English sparkling wine”. Sophie fortæller med viden og entusiasme om Gusbourne, der i 2004 blev grundlagt af Andrew Weeber, en vininteresseret, sydafrikansk ortopædkirurg. Uden de helt store forundersøgelser blev der i 2005-6 plantet kloner af Chardonnay og Pinot Noir fra både Champagne og Bourgogne, lidt som et eksperiment, med præference for Bourgogne-kloner på de varmeste lokaliteter. Gusbourne ligger lavt, 50-60 meter over havet, og i læ mellem North og South Downs bakkedrag, så de har ikke mærket så meget til forårets frostperiode. Det tilplantede areal er vokset til 60 hektar med ler- og sandjord ved ejendommen i Kent, samt 30 hektar med kalk i under grunden på en mark i Sussex. Produktionen er aktuelt på 50.000 flasker om året med 400.000 som endemål, og de mange tusind flasker laves på husets egne druer. Alle husets mousserende vine er årgangsvine. Vi lægger ud med Gusbourne Brut Reserve 2013 (400,00) lavet på 55% Pinot Noir, 27 % Pinot Meunier og 18 % Chardonnay.  En elegant vin med lidt jordbær og gærtoner i duften, en fin frugt i smagen og en intens syrestruktur trods 100 % malolaktisk gæring. Gusbourne Rosé 2013 (450,00) er lavet på 100 % Pinot Noir, som giver den lyse laksefarve og den indbydende duft af hindbær og jordbær. Vinen har en flot mousse og fremtræder i perfekt balance med sin smag af brioche og røde bær, mineralske toner og stringente syre. Gusbourne Blanc de Blancs 2013 (500,00) er husets bedste vin med en klassisk duft af grønne æbler og citrus, en mineralske smagsfylde med toner af toast og hvid stenfrugt og en distinkt syrefinale. En vin der udtrykker sit terroir perfekt, bekræfter Gusbournes potentiale og som i årgang 2011 blev tildelt en Platinum Gold Medal ved Decanter World Wine Awards som Englands bedste sparkling wine. Gusbourne er på vinkortet på en lang række Michelin-restauranter. I Danmark findes Gusbournes vine bl.a. på Falsled Kro.

Herbert Hall, Kent 

Herbert Hall var Nicholas Halls bedstefar; en ”artisan farmer”, der slog sig ned på en solrig jordlod i The High Weald of Kent i slutningen af det 19. århundrede. Nick tager smilende imod på det lille vineri, han har stiftet og ejer sammen med Kirsty Smith og Peter Morgan. Skiltet ved indkørslen er let at overse, men i dette tilfælde er småt også godt. Huset er drevet efter økologiske principper, hvilket ikke er helt enkelt i det fugtige, engelske klima. Nick bor selv tæt ved vinmarken og kan holde øje med, om der er udsigt til problemer, men en meget spredt beplantning med færre vinstokke per hektar, så druerne bliver godt ventileret af vinden, er med til at minimere problemer med råd og svamp. Det reducerer til gengæld druehøsten, som ved almindelig drift kunne give 20.000 flasker vin, til et niveau der kun rækker til 15.000 flasker. Til gengæld vakte det økologiske engagement og vinenes kvalitet sympatisk interesse hos Prins Charles, der inviterede Nick og hans partnere til at lave en husvin til prinsens hof. Resultatet blev en årlig produktion af 6.000 flasker English Quality Sparkling Wine: Highgrove Brut Cuvée. Bagside-etiketten oplyser at vinen er lavet på Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier høstet i 2014; ”druer af exceptionel koncentration og flavour, der giver vine, som Nicholas Hall har gjort kendt for deres balancerede frugt, friskhed og elegance som Nick”. En fjer i hatten for Nick og hans partnere samt for prinsen og økologien. Husets første årgang så dagens lys i 2009. Nick fortæller at man tilstræber en frisk og elegant stil med blød, cremet mousse, hvor frugten bevares intakt og syren er velafbalanceret. Afrunding af syren sker bl.a. ved at en mindre del af vinen gæres på bamle bourgognefade, der føjer kompleksitet til vinen uden duft og smag af eg – en brug af fadet, som den engelske vinekspert Tom Stevenson har kaldt mesterlig. Med årgang 2013 i glasset må man konstatere, at det meste lykkes for Nick og hans kolleger. Den sunde, økologiske frugt fra marken og 18 måneders flaskelagring på bundfaldet har givet Herbert Hall Brut en herlig duft og smag af grapefrugt, æbler, lime og et strejf af peber. En fin mousse og en livlig syre fuldender billedet af en vellavet, harmonisk, frugtdreven mousserende vin, hvor økologien bidrager til den rene tone i smagen.

Herbert Hall Brut Rosé har samme basis-druesammensætning som første vin plus et tilskud af 5 % Pinot Noir stille vin før flaskegæringen. Det lyder ikke af meget, som Nick siger, men det har givet en markant ændring af vinens karakter. Markens Pinot-druer er ret små med en tyk skal, der giver vinen en bleg, pink laksefarve og en markant præg af hindbær i både duft og smag. Den intense frugt forenes med friskhed og elegance til en herlig boblende rosé med bred appel. Prins Charles har ramt plet i sit valg af hofleverandør, og Nick og hans partnere vil i årene fremover kunne glæde både kongelige og almindelig dødelige med velplejede, økologiske bobler. På sigt er det planen at producere 25.000 flasker – men så heller ikke flere, for det er hvad de tre partnere mener at kunne overse med det høje ambitionsniveau, de har for vinens kvalitet.

Chapel Down portefølje. Englands største vinhus.

Chapel Down, Kent  

Rosinen i pølseenden er Chapel Down – og det er en ret stor rosin: Englands største producent af mousserende vin med en markedsandel på 40 % og 70.000 besøgende gæster om året. Og Chapel Down laver andet end bobler: forholdet i produktionen er 60 % mousserende og 40 % stille vine. Der høstes druer fra 6-7 forskellige vinmarker, og Chapel Down har desuden omkring 10 producenter, der avler druer til huset på kontrakt. I JyllandsPosten den 4. juni beskrives den boomende, engelske vinproduktion med rosende ord: Engelsk vin i verdensklasse”. Artiklen nævner det forhold, at mens de mousserende vine har den nævnte verdensklasse, kniber det mere for de stille vine. Jane Macquitty fra The Times omtaler tre engelske vine, det er værd at prøve, hvor en af de tre, Chapel Down Flint Dry 2016 (119,00), præsenteres som den første ved vores smagning. Flint Dry, lavet på en blanding af Chardonnay, Pinot Blanc og tre tyske druevarianter, er med en pris på £11,49 slået godt an som husets entry level vin: der sælges 170.000 flasker om året. Vinen har fået mere frugtfylde i takt med den globale opvarmning. Der er grønne æbler og urter i duften, mens grapefrugt og sommeræbler præger den friske smag. Rygter vil vide at denne vin blev serveret til Kate og Williams bryllup. Næste hvidvin er Bacchus 2015 (129,00). Vinen på den populære drue har hyld og passionsfrugt i sin aromatiske duft og toner af tropisk frugt, grønne urter og lime i smagen. Bacchus præsterer uden tvivl sit bedste her i Kent.

Tiden er inde til at smage, hvad Chapel Down formår med Chardonnay-druen som stille vin. Vi har hidtil ikke smagt noget på den engelske vinrute, som ville kunne få producenter fra Chile eller Australien til at ryste i bukserne. Chapel Down Chardonnay 2013 (119,00) er ”unoaked” (har ikke ligget på fad), men den har nydt godt af fem måneders lagring på sit bundfald i ståltank, hvilket, sammen med en 100 % malolaktisk gæring, har givet vinen en nøddeagtig tone i duften af fersken og æble. Smagen af melon og citrus med smørtoner gør denne, engelske Chardonnay til en fornøjelse at drikke. Kit’s Coty Estate Chardonnay 2014 (179,00) er Chapel Downs enkeltmarks-chardonnay lavet på druer høstet på ejendommens bedste parcel i North Downs bakkestrøg. Vinen er gæret på brugte egefade fra Bourgogne og har ligget ni måneder på bundfald. Der er fersken og nødder i duften med diskrete fadtoner, og fadpræget træder endnu tydeligere frem i den rige smag af tropisk frugt.  Flot vin med et stort potentiale, der vil profitere af nogle års flaskelagring med henblik på en bedre sammensmeltning af fad og frugt.

Flere gode stille vine til trods er det sortimentet af mousserende vine, der har bragt Chapel Down på vinkortet i mange af Londons toprestauranter. Vi starter med Chapel Downs fornuftigt prissatte entry level serie (£23,99), der sælges overalt. Den består af tre non-vintage vine lavet på Chardonnay, Pinot Blanc, Pinot Noir og Pinot Meunier. Classic Chapel Down Brut har fine bobler, en blomstrende duft af æbler og citrus, flot mousse og en smag af grapefrugt med toner af ristet brød. Meget vin for pengene her. Century Extra Dry er mage til Classic med en forskel, at den er mindre tør (!) med en dosage på 16 g sukker/liter, hvor Classic ligger nede på 8 g. Forskellen afspejler sig i en diskret sødme i smagen, der samtidig er lidt fyldigere og kraftigere i sit indtryk. En god aperitifvin. Sidste vin i denne serie, English Rosé Sparkling, er en Classic Brut suppleret med 2 % Pinot Noir stille vin før flaskegæringen. Det giver vinen en lys laksefarve, og noget af den røde bærfrugt i smagen kan skyldes, at hjernen automatisk opfatter smag af røde bær ved synet af en rødlig farvetone. Glimrende rosé, som vil falde i de flestes smag. Chapel Down Rosé Brut (249.00) har lagret to år på bundfald. Farven har gyldne toner, duften er rig på hindbær og ristet brød og smagen har generøs blanding af bær med toner af marcipan. Meget lækker vin. Three Graces 2011 (£29,99) bekræfter dels, at årgangen var gunstig for engelsk vin, dels at fire år på bundfaldet af de tre klassiske champagnedruer har sat sine spor. Farven er let gylden, duften præges af æbler og sommerbær med gærtoner. Smagskomponenter fra bundfaldet som ristet brød og karamel indgår i den fyldige smag, som slutter med en flot syrefinale, der bringer de enkelte dele sammen til en harmonisk helhed. En medaljevinder og den bedste vin i sortimentet indtil videre. Chapel Down Blanc de Noirs 2009 (£29,99) har ligget fem år på bundfaldet af Pinot Noir og Pinot Meunier fra de ældste vinstokke. En smuk, gylden farvetone og en rig duft af jordbær, kirsebær og ristede nødder lover godt, smagen er robust og lidt rustik men afslutningen lang og intens afslutning.

Med Kit´s Coty Blanc de Blancs (£40.00) er vi i Premium Range med et niveau, der kan matche gode champagner. Lavet på den bedste frugt fra de bedste parceller med 20 % gæret på egefad og 80 % på ståltank toner vinen rent Chardonnay-flag hele vejen igennem. Duften er fyldt med æble, friskbagt brød og citronkage, og smagen er kraftig, fyldig med toner af ristet brød og delikat frugt. En værdig afslutning på en interessant smagning af vine, der demonstrerer Chapel Downs solide talent, høje ambitioner og minutiøse omhu for detaljen. Et besøg på Chapel Down Winery midt i sine ni hektar vinmarker, præmieret som ”Area of Outstanding Natural Beauty” er en omvej værd. Her kan man shoppe øl, vin og cider, nyde en spadseretur i den flotte have med krydderurter og roser, tage på en af de guidede ture og slutte af med et herligt måltid på Swan Restaurant.

Englands boblende fremtid

Engelske bobler koster det samme som god champagne, men boblerne er hver en krone værd. Den delikate finesse, kølige personlighed og sprøde syreintensitet lover godt for Englands boblende fremtid. Geologien og klimaet er i Sydenglands favør ─ specielt den lange modningstid med kølige nætter, der givet druerne et optimalt syreniveau. Med vinstokke, der nærmer sig den rigtige alder, og med en god basisuddannelse til vinmagerne på Plumpton College kombineret med årenes erfaring, er det svært at bevare pessimismen som engelsk vinproducent. De britiske myndigheder har en eksport på 2,5 millioner flasker som mål i 2020 fra dagens udgangspunkt på beskedne 300.000 flasker. Det kan lyde af meget, men det svækkede, engelske pund og nyhedens interesse taler i Englands favør, og målet på 2,5 millioner flasker er trods alt kun det halve af champagnehuset Taittingers årlige produktion! Der resterer store investeringer i bygninger, inventar og nyplantninger for den engelske vinindustri, og det springende (og ømme) punkt er, om den internationale kundekreds også vil være villige til at betale en høj pris for engelske bobler i årene fremover.

At kvaliteten er i orden viser en smagning af et hundrede engelske ”sparkling wines”, det prestigiøse, engelske vinmagasin, World of Fine Wine, afholdt maj 2017 med de kendte vineksperter Tom Stevenson, Essi Avellan MW og Anthony Rose i smagepanelet. Det samlede resultat vil blive publiceret i nr. 57 af WFW i september. Essi Avellan MW, der har skrevet speciale om Champagne, var imponeret over såvel de bedste vines verdensklasse-kvalitet som det særdeles gode gennemsnitsniveau. Hun var mest begejstret for Blanc de Blancs og Rosé’erne. Tom Stevenson konkluderede, at smagningen demonstrerede den engelske vinindustris enorme potentiale for fremstilling af mousserende vin. ”Når vinene er så gode nu, hvor vinstokkene er så unge, og hvor der stort set ikke er noget lager af modne reservevine, forestil dig så, hvad de kan udvikle sig til, når vinmarkerne har nået skelsår og alder og lagrene af reservevine er veletablerede”. Efter en rejse på den engelske vinrute i juni 2017 er vores konklusion, at de engelske vinproducenter nu kan ”Methode champenoise” på fingrene. Tiden vil vise, om de også kan lure de gamle champagnehuse kunsten af med hensyn til genial markedsføring af et luksusprodukt som ”English Sparkling Wine”.

På indledningsfotoet ses Steve Lowrie, der peger på Englands første vinmark fra 1952.