På Spaniens højslette, nord for Madrid, truer tristessen og melankolien. Klimaet er barskt, landskabet mange steder trøsteløst og når man kører gennem de små byer, skal man være heldig for at se en morlille, som kæmper sig gennem regn og vind. Der er ikke mange hyggelige restauranter, cafeer eller indbydende boutiquehoteller som i utallige andre vindistrikter. De efterhånden 4 gange jeg har været på vintur i Castilla y Léon – Ribera del Duero og Rueda – har det været koldt, blæsende og ofte også regnfuldt. Man har et saying i Ribera: der er ni måneders vinter og 3 måneder i helvede (Nove meses de inverno e três de inferno) – altså enten er det koldt og trist, eller også er det kvælende varmt.
Men der laves også store vine.
Kraftfulde vine
Ribera del Duero er på samme tid et gammelt og traditionsbundet – og relativt nyt vindistrikt. Det var først i 1982, at Ribera fik appellation – DO. Men der har været dyrket vin i mange århundreder og områdets hundredevis af ældgamle, dybe og klaustrofobiske kældre er betagende og fantastiske. Og ved et af de trods alt maleriske steder i Ribera del Duero, byen Atauta i provinsen Soria som knejser på en klippeknold, ligger der mere end hundrede af disse kældre nede i dalen. Enkelte af disse kældre er stadig i brug.
Men historien er som nævnt lang i distriktet, da vinstokke har været noget af det eneste, som kunne gro i den golde region. Der var faktisk langt, langt flere hektar marker for 200 år siden end i dag – og det endda selv om Ribera del Duero har været en ret så stor succes de sidste 30-40 år. Men bl.a. vinlusen, phylloxera, gjorde stort indhug i store dele af de mange vinstokke. Den traditionelle vintype i Ribera var en mellemting mellem rosé og rød, kaldet clarete. Den er ved at få en mindre renaissance, hvor flere vinmagere begynder at lave denne type vin igen. Det er da også en ganske interessant vin, som med både en vis kraft og tyngde, men også friskhed og syre, egentlig er mere madegnet end de tunge rødvine. I det hele taget må det erkendes, at en typisk og klassisk Ribera del Duero har et begrænset anvendelsesområde gastronomisk. Der er først for få år siden lavet en DO for hvid vin fra områder, lavet på den traditionelle drue, albillo mayor. Vi smagte en del eksempler på disse hvidvine og det var tydeligt, at de producenter, som havde mange års erfaring med denne produktion, mestrede det bedst. De havde således også lavet sådan vin længe før, den fik sin DO i 2019. Det er i sine bedste udgaver en intens, relativt fyldig, men også syrerig og frisk vine med en vis karakter.
Vi – en international gruppe af journalister og sommelierer – lå ikke på den lade side i de 4-5 dage i Ribera. Der var afgang tidligt morgen og man kom først hjem sen aften – imellem besøg efter besøg og endeløs kørsel i ørkenlandskabet. Vi blev fra lufthavnen kørt direkte til ”Consejo regulador”, distriktets officielle kontor. Der smagte vi en række vine, som skulle repræsentere forskellige stilarter i området. Mit første spørgsmål var, om der var nye tendenser og retninger, bl.a. i forhold til den globale opvarmning. Det er der i nogen grad, for man søger at arbejde sig i retning af lidt lavere alkohol, mere friskhed og syre og mindre fadpræg. Dejligt! Nu er det dog sådan, at consejo skal tilgodese alle, som er medlem – og det er alle, som får DO Ribera del Duero. Derfor ligger der en form for algoritme til grund for, hvilke vine som præsenteres for forskellige besøgende i området, så flest muligt (alle?) over et år kommer på bordet. Så skæbnen ville, at næsten alle de præsenterede vine var nogle fadhørmende, alkoholiske børster, som i hvert fald ikke stod for den nye trend. Det erkendte repræsentanter for consejo da også bagefter. Men så var det jo godt, at vi kom rundt i landskabet og fik mulighed for at dømme selv.
Vega Sicilia og Pingus
Det er næppe for meget sagt, at den fornemste producent i området, Vega Sicilia, er årsagen til, at der blev lavet en DO – Ribera del Duero. Vi besøgte ikke Vega, desværre – og heller ikke denne gang. Jeg har været så heldig, at én af mine meget gode vinvenner var stor fan af Vega Sicilia og havde mange af dem i gamle årgange. Og jeg vil mene, at nogle af mine største vinoplevelser har været nogle af de perfekt lagrede gamle årgange af Vega – enorm dybde, kompleksitet og en utrolig saftighed. I dag har vi en dansk ejet konkurrent til titlen som Ribera’s fineste og mest efterspurgte vin, Pingus (se artiklen om Pingus her).
Som skrevet tidligere i denne artikel er den klassiske og traditionelle stil i Ribera mørke, dramatiske, kraftfulde, tanninrige og alkoholrige vine, som ofte har fået godt med fadpræg – hvad enten det er fransk eller amerikansk eg. Denne type vin bør lagres – eventuelt meget lang tid – for at bløde tanninen op og skabe mere kompleksitet, så det ikke bare er rå kraft. Vi mødte både denne stil på vores vej, men også eksponenter for den nye stil, som vil løsne grebet lidt og skabe mere delikate, elegante, mindre alkoholiske og mindre faddominerede vine. Der er forskellige veje at gå for at opnå det mål. Man kan høste tidligere, man kan undgå nye fade, små fade, bruge andre materialer end træfade til lagring og man kan søge mod køligere dele af området. Man skal dog være opmærksom på, at hvis man vil benytte de officielle betegnelser for kvaliteten, crianza, reserva og gran reserva, må lagringsfadene ikke være større end 300 liter. Men det behøver ikke at være nye fade, som jo giver mere aftryk fra fadet. Og der er en del, som har valgt ikke at bruge disse traditionelle betegnelser og dermed være uafhængige af reglerne på dette punkt.
Ribera er begunstiget af et stort antal meget gamle marker – til tider mere end 100 år gamle. Det giver mulighed for at lave store vine med kompleksitet. Det vil næsten altid være “bush vines”, altså enkeltstående, krogede vinstokke – i modsætning til rækker af vinstokke sat op med stålvirer. Desværre har nogle revet de gamle stokke op og nyplantet med henblik på at få bedre udbytte og gøre procedurerne lettere. Der er nemlig lavt udbytte af de gamle bush vines og alt skal være håndarbejde. Og her er endnu en parameter til opnåelse af høj kvalitet: udbyttet må ikke være for stort. Nogle laver deres vin på ren tempranillo – lokalt kaldet tinto fino, mens andre bruger andre druesorter i begrænset omfang: grenache/garnacha, cabernet sauvignon, merlot og den hvid albillo mayor. Mange producenter dyrker økologisk, enkelte biodynamisk – men det er ikke alle som angiver det på etiketten.
At det ikke automatisk giver store vine, hvis man har gamle stokke, så vi desværre flere eksempler på. Det er ikke alt, som glimter, der er guld. Men vi så fine eksempler på det modsatte – at de gamle stokke blev transformeret til sortrødt, flydende guld. Det skal også med, at en håndfuld producenter leverer omkring 50% af det samlede volumen, mens ca. 300 producenter kommer med resten. Jeg overrasker eller fornærmer næppe nogen, hvis jeg hævder, at det mest spændende kommer fra de knap så store producenter.
Ribera og Rioja
Ribera del Duero har haft ganske stor succes i mange år og har ikke den afsætningskrise, som Rioja er ude for. Der blev flere gange talt om den store overskudsproduktion, der er i Rioja – hvad skal man gøre ved den? Destillere til industrisprit? I Rioja er der mere end 60.000 ha vinmarker, mens Ribera har ca. en tredjedel af dette. Det blev flere gange fremhævet, at Ribera klimamæssigt er orienteret mod Atlanterhavet, mens Rioja er orienteret mod Middelhavet. Ribera er karakteriseret ved store temperaturgradienter – både vinter og sommer og over det enkelte døgn med kolde nætter og varme dage. Og der kommer ganske meget regn for Spanien – det kan jeg godt skrive under på!
Ribera del Duero er sjældent billig – og til tider overordentlig dyr – fx Vega Sicilia og Pingus + et par håndfulde andre prestigehuse. Trods dette kan man stadig godt komme af med vinen. Relativt få særdeles store huse dominerer jo som nævnt rent kvantitativt og sprøjter millioner liter vin ud. Men det næsten indlysende, at de sjoveste flasker findes hos mindre, dedikerede producenter, som nurser om alle detaljer.
Ud fra et gastronomisk synspunkt må det hilses velkomment, at man mange steder forsøger at lave friskere, lettere og mere syrerige vine uden bunker af alkohol. Det er ikke blevet lettere af global opvarmning og tendens til tørke i Spanien. Men de helt traditionelle typer Ribera har ret beset et meget begrænset spektrum af anvendelsesmuligheder – rødt kød, barbecue, vildt og så er der ikke så meget mere, der er oplagt. Stilen er dog mange steder populær også i Danmark, som er et vigtigt eksportland, da man får smæk for skillingen i de heftige vine. Men med den nye stil dukker der helt andre muligheder op – fjerkræ, pasta/risotto, grøntsagsretter, svampe og kraftigere skaldyrsretter. Når dertil lægges de ret intense clarete-vine og de nye hvide DO-vine bredes det hele yderligere ud og begynder at passe til det spanske tapas-køkken.
Så blæser, gør det, i Ribera del Duero – men der blæser bestemt også nye vinde i retning af lettere vine med mindre fad, garvesyre og alkohol. Og tak for det!
Udvalgte producenter
Tinto Pesquera
Ultratraditionelt hus med rå børster af vine med raspende tanniner og en bøn om at komme ind og ligge i vinreolen. Vinene er langtlevende og med tiden kan de udvikle sig til flotte vine. Men tålmodighed! Produktionen er meget stor og vinene har været nogle af de første til at markere Ribera på landkortet. Importør: Philipson Wine
Virtus
Et ganske nyt prestigeprojekt med en ret begrænset produktion. Man satser meget på at lave en af de bedste hvide vine i området. Både den og de røde er i flot balance og fine madvine. Priserne er ikke helt så så høje, som omgivelserne kunne indikere. Man producerer også heste, hvilket ses på både etiketter og rundt om ejendommen – se indledsbilledet. Importør: Glud Vin
Callejo
Tre søskende har overtaget ejendommen fra deres far og eksperimenterer på mange måder. Man bruger gerne garnacha i de røde. Ejendommen ligger i udkanten af Ribera og vinene smager reelt ikke som vin fra Ribera – de er i ypperlig balance med relativt lav alkohol, god syrefriskhed og moderate tanniner. De er lysere and mange andre og er fortrinlige gastronomiske vine. Måske den største positive overraskelse. Importør: Sigurd Müller Vinhandel (som også har Vega Sicilia – så mon ikke man derfra har hvisket lidt om Callejo)
La Figuero
En god ejendom, som laver vibrerende vine med fin, ren og kølig frugtighed. Tanninerne er moderede og ikke hårde og udtrykket er mørkt. Jeg kan dog bedst lide de vine, som holder sig under 15% – de bliver lidt voldsomme med den høje alkohol. Importør: Vinmonopolet
Dehesa de los Canónigos
En hyggelig bodega, som har marker ikke langt Vega Sicilia. Tidligere solgte man druerne fra – bl.a. til Vega Sicilia, men i mere end 30 år har man haft egen produktion. Stilen er ganske indtagende og smidig – saftig og struktureret på samme tid. Tanninerne er til den bløde side og det er sympatiske vine. Importør: Dansk Vinhandel
Vina Pedrosa
Et helt igennem klassisk hus med vine til kød, kød og kød! Der laves kun rødvin. Mørke vine med mindst 14,5% alkohol, ganske meget fad og godt med tannin til mundtøjet. Bør have en del år på langs, men er ikke udødelige – en 2012 smagt på stedet var i hvert lidt alderstegen. Importør: Laudrup Vin
Dominio del Aquila
Er lidt af en kultproducent, som trods lang fadlagring bevarer en fin kølig frugt i vinene. På samme tid meget traditionel og moderne. Besøget var dog lidt mærkeligt, da vi smagte i en pivkold, ældgammel historisk og dyb kælder, hvor der stort set ikke var noget lys – hvilket bragte begrebet blindsmagning til ”next level”! Har dog gensmagt nogle af vinene i Danmark – og de holder. Importør: Supervin
Vina Sastre
Huset har mange marker med virkelig gamle stokke, der tidvis laves som enkeltmarksvin. Det lykkes fint for Sastre, der laver kølige, komplekse, strukturerede vine, som dog ikke er hårde og kantede. Man høster som nogle af de første og det bidrager til kølighed og friskhed. I øvrigt har huset aldrig benyttet sig af betegnelserne crianza, reserva eller grand reserva. Importør: D’Wine
Antidoto/Dominio de Es.
Ejeren er franskmand og stammer fra og har en ejendom i Chinon i Loire og det kan mærkes i vinenes karakter. Det er det koldeste sted i Ribera, stokkene er meget gamle (enkelte før phylloxera) og man laver vin i den nye stil med fokus på ren frugt og mindre åbenlyst fad. Antidoto er overkommelig – enkeltmarkerne fra de Es kostbare. Og så laves der også en flot og ret dyr rosé. Importør: Løgismose Vin
Comenge
Huset repræsenter en ret klassisk stil med struktur, kant, dybde og godt med tanniner. Man op køber en del druer til produktionen. Vinene er overkommelige i pris og giver god valuta for pengene. Importør: Vildmedvin
