Nytårsnat år 2000 havde vi en formidabel fest der kom til at vare i to dage. Mad, vin i overflod, beruset i 2 dage i træk. Hovedvinen blandt mange flotte vine var en Boal, Madeira Vintage år 1900, 100 år gammel. Det kunne ikke være større. Flasken blev drukket, og den tomme flaske blev gemt. Seks måneder senere havde jeg en journalist på besøg fra Ugeskrift for Læger, og han ville gerne tage et billede af en helt speciel flaske og mig.
Jeg gik fluks i kælderen, fandt den gamle flaske og opdagede at der stadig var en sjat i bunden. Vi drak, duftede til den sammen, den var, efter at have stået åbent i et halvt år, helt fortryllende, endnu større, fordi dét, der var tilbage, var blevet til den rene eliksir.
Madeira kan holde sig i århundreder, på fad eller i flaske. Den er allerede iltet, den ilter ikke mere. Madeiravinen fastholder tiden, men i en mere abstrakt og kompleks form. Som havet du møder overalt på øen, stationært og foranderligt, berusende, fremmed og kendt, isolerende og åbnende for nye indtryk, for nye skibe og nye rejsende. Det er essensen, hemmeligheden bag Madeiravinen.
Det er også essensen, hemmeligheden ved at opbygge en vinkælder. Lykken ved at investere, ved at købe, lykken ved at lægge hen, at gemme til natten, men ikke til katten. Lykken ved det uforgængelige der bliver tilgængeligt, lykken ved det foranderlige, at noget smukt i duft og smag skifter karakter og bliver endnu større. Lykken ved at drømme og virkeliggøre drømmen, når vinen bliver smagt.
Jeg har tit tænkt på det: at kunne fastholde tid. Jo mere tomt timeglasset bliver, jo hurtigere løber kornene ud af glasset, det oplever vi alle med alderen. Kirkeklokken, timeslaget fastholder tiden, det er den samme klang, de samme timeslag, nu, som for 300 år siden.
Min vinkælder fastholder tiden. Den er forspillet og efterspillet og også, når jeg går på rov og åbner en flaske, udløsningen, når proppen springer og glasset bliver ført mod næsen. Er vinen stor, er det som en lang, drivende flod der tager afsked med dig ned gennem svælget. Denne følsomme, intense, dovne berøring, eller blot trygheden – fordi flasken endnu ikke er tom. Dét, at være til, at være dér, uden ord, blot at kunne fornemme et åndedræt og hjertets pulsation.
Kriser får os til at reflektere, til at søge i kælderen, til at grave de ting frem der virkelig betyder noget for os. Coronakrisen har gjort at vi alle skal skabe afstand, ikke berøre og så oplever vi det paradoksale at krisen fører os endnu tættere sammen. Vi lærer, i vores fortravlede liv, at kede os i vores eget hjem. Og når vi har kedet os nok, oplever vi, at det kedsommelige faktisk er stort, større end den rejse vi havde planlagt og som nu er blevet aflyst.
Jeg planlægger nu en helt overskuelig rejse og det er ned af bakke, ned i vinkælderen. Dagen i dag bød på de helt store udsving i aktiekurser samtidig med at antallet af coranasmittede stiger til nye højder. Ingen ved hvad morgendagen bringer: ”TIME IS NOW” – stor, hvid bourgogne og næsten levende rødspætter hentet i morges fra fisker Keld fra Torøhuse ved Assens.
