Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Pierre Morey i 2015

- et rigtigt godt Bourgogneår

Bourgogne har været hjemsøgt af en række problematiske årgange, hvor ikke mindst voldsomme haglvejr har givet både vinproducenter og os Bourgogneentusiaster grå hår i hovedet med høje priser og meget beskedne kvanta vin. Men 2015 synes at bryde dette triste mønster, og året har givet en solid høst af sunde druer. Det er først og fremmest de røde vine, der lover rigtig godt med intens frugt, sympatisk struktur og upåklagelig renhed. Årgangen var ganske lun, hvad der ikke altid er en fordel for hvidvinene, men også disse tegner lovende med pæn syrebalance og masser af substans.

En af Côtes De Beaunes bedste biodynamiske Domainer – Pierre Morey – lagde i marts 2018 vin til en smagning af et bredt 2015-udvalg. Pierre Moreys særlige ekspertise er Meursalt, men Domainet har så alsidig en vinportefølje, at man her kan få et pålideligt og bredt førstehåndsindtryk af 2015’s kvaliteter. Og lad os bare tage konklusionen først som sidst: 2015 er et rigtigt godt Bourgogneår, og det gælder både de røde og de hvide vine. Begge vintyper er umiddelbart charmende, men bestemt også med potentiale til at lagre og udvikle sig i ganske mange år fremover.

Anne og Pierre Morey.

Domaine Pierre Morey blev etableret tilbage i 1971, og Pierre Morey havde den bedste tænkelige baggrund fra Domaine Leflaive og Comte Lafon. Fra første færd har man praktiseret biodynamik, og Pierre er en af områdets absolutte eksperter på dette område. Han har for nylig givet tøjlerne til vingården videre til sin datter Anne, der med fars hjælp viderefører disse grønne principper på den mest kompetente vis.

Generelt for de smagte vine var, at niveauet – og priserne – ganske høje, men heldigvis var der konsistens i kvaliteten på tværs af de vidt forskellige appellationer. Især skal Domainet roses for, at de generiske Bourgogne-vine havde et bemærkelsesværdigt højt niveau. Det gør både Bourgogne Rouge 2015 og den tilsvarende Chardonnay til attraktive køb, selv om de prismæssigt er i den høje ende af spektret. Ikke mindst Bourgogne Chardonnay imponerede med sin karakterfuldhed og sin solidt sammensatte frugt, der sagtens kunne lede tanken hen på en mindre, men nydelig og stilren Meursault.

To af rødvinene skilte sig særligt positivt ud: Volnay 1. Cru ”Les Santenots” 2015 levede op til alt, man håber på, men ofte har svært ved at genfinde i en klassiske Volnay, nemlig en rig tæt frugt, der på samme tid er blød og alligevel velstruktureret. Som ”fløjl”, som konventionerne siger. En fornøjelse allerede i dag. Pommard 1. Cru ”Grands Epenots” 2015 havde en næsten lige så indsmigrende frugt, hvad der gjorde den til en af de mest attraktive Pommard-vine, jeg længe har smagt. Min personlig oplevelse af Pommard er, at distriktets vine ofte kan være ganske tannin-barske og til den magre – ligefrem asketiske – side, når det gælder frugt- og aromarigdom.  Men Grands Epenots 2015 var helt igennem forførende og umiddelbar, selv om den havde al den tanninrygrad, man kan ønske sig, hvis man går efter vin med gemmepotentiale.

Smagningen sluttede af med fire Meursaultvine, der alle imponerede. Det er her, at Pierre Morey har sin absolutte force, da rigtigt gode vinmarker her forenes med udsøgt kompetence i både mark- og kælderarbejde. Store Meursault’er kan være ganske brede i frugten og mere gøre sig med deres styrke end med deres elegance, men i Moreys tilfælde er der ikke en finger at sætte på finessen og balancen, samtidig med at vinene har al den frugtkraft, man kan ønske sig af en rigtig flot Meursault.  De fire vine havde hver deres klare personlighed, og det var vine på et gennemført højt niveau.

En afsluttende kommenter skal lige gælde Meursault 1. Cru ”Les Perrieres” 2015, der i dag præsenterer sig så ung, at den er vanskelig at bedømme. Det er en tilknappet affære, men uden tvivl en stor vin med et langt og lovende liv foran sig. Det kan derfor sagtens være, at de tildelte 94 point er for beskedne, men kan man jo håbe på et lykkeligt gensyn om nogle år, så man kan yde vinen den fornødne retfærdighed.

Jørgen Kristian Krüff fra L’Esprit du Vin oplyste, at de tildelte lokationer af især Domainets større vine er overordentligt beskedne – i flere tilfælde blive man kun begunstiget med seks til 12 flasker pr. årgang. Så har man ambitioner om at anskaffe sig Moreys topvine, skal man sikkert være ganske hurtigt ude. Til gengæld kan L’Esprit du Vin levere flere andre Morey-vine i ældre årgange, så der skulle være noget for enhver smag.

Pierre Morey – årgang 2015

Rødvine

Bourgogne Rouge 2015 Domaine Pierre Morey

Meget præcis og ren Pinot, der på samme tid er personlig og klassisk. Masser af sund drue- og distriktskarakter den beskedne klassificering taget i betragtning. Delikat, let og charmerende. Kultiveret og velafbalanceret.
89 | 175,00 L’Esprit du Vin

Monthélie 2015 Domaine Pierre Morey

Næse med meget mørk, stringent og helt ren og rank Pinotfrugt. Udtalt mineralitet og behersket egetræ. Solidt struktureret vin med god harmoni og et glat omend i dag lettere tillukket udtryk, men udvikler sig pænt i glasset.
89 | 295,00 L’Esprit du Vin

Volnay 1. Cru ”Les Santenots” 2015 Domaine Pierre Morey

Imponerende næse med tæt, glat, blød druefrugt med stor personlighed og delikat floralitet. Stor dybde i den flot sammensatte og ekstraktrige mundfrugt. Charmerende og givende allerede i dag og helt klart med potentiale. Fornem distriktskarakter.
92 | 745,00 L’Esprit du Vin

Pommard 1. Cru ”Grands Epenots” 2015 Domaine Pierre Morey

Helt mørk Pinotfrugt med udsøgt renhed og masser af personlighed og et vellykket og ganske sammensat krydderi med nøddetoner og nydeligt egetræ. Solid og vellykket tannin. Overraskende venlig og lettilgængelig af så ung en Pommard at være. Givende og delikat.
93 | 745,00 L’Esprit du Vin

Hvidvine

Bourgogne Aligoté 2015 Domaine Pierre Morey

Sprød, kølig frugt med tiltalende bittertoner og solid mineralitet. Frisk og ung og med dejlig renhed og autentisk druekarakter. Pænt tæt mundfrugt, solid velvalgt syrebalance, fin styrke og gedigen mineralitet.
88 | 120,00 L’Esprit du Vin

Bourgogne Chardonnay 2015 Domaine Pierre Morey

Imponerende duft for den beskedne klassifikation. Substansrig og sammensat ferskenfrugt med mange detaljer og udtalt charme. Kølig, intens og velstruktureret stil, der let kunne lede tanken hen på en lille Meursault.
90 | 220,00 L’Esprit du Vin

Meursault 2015 Domaine Pierre Morey

Næse med stor intensitet og rig, frisk, intens frugt. Udsøgt renhed og solidt og godt indarbejdet egetræ med stor kompleksitet og lidt røgede toner. Rig og alligevel slank i en grad, der kunne lede tanken hen på stor Chablis. En fornem indsats med en elegance, der kun alt sjældent ses i Meursault.
93 | 595,00 L’Esprit du Vin

Meursault ”Les Terres Blanches” 2015 Domaine Pierre Morey

Rank, kølig, tilbageholdende og superren duft, der afslører, hvor ung denne vin er i dag. Diskret, men fornem mineralitet. Finesse mere end styrke. Delikat og kultiveret Meursault med flot syrebalance, stor præcision og uden tvivl med fine udviklingsmuligheder.
93 | 650,00 L’Esprit du Vin

Meursault ”Les Tessons” 2015 Domaine Pierre Morey

Flot udviklet rig ferskenfrugt med lettere eksotiske toner i det nydelige krydderi. En vin med mineraliteten i fokus hele vejen igennem. Mundfrugt med betydelig tyngde, stor præcision og kølig elegance.
94 | 695,00 L’Esprit du Vin

Meursault 1. Cru ”Les Perrieres” 2015 Domaine Pierre Morey

Ganske tilknappet duft med udsøgt renhed og stor rankhed. Meget svær at bedømme i dag, da vinen fremstår maksimalt ung og lukket. Men der er rigeligt med lovende takter i form flot struktur, ekstraktrigdom, præcision, syrebalance, frugtintensitet og mineralitet. En vin for fremtiden, hvor den sagtens kunne blive ratet højere.
94 | 1.245,00 L’Esprit du Vin