Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Skævt og vildt fra Franken

Midt i en Coronatid må der godt ske lidt vildt tænkte den danske vinimportør Jacob Ruby. Men hvad skulle det være? – tænkte han videre, og ringede til Pinot Noir Mosel-producenten Daniel Twardowski for at få et godt råd. “Det må gerne være lidt skævt og vildt”, sagde han til ham, og Twardowski anbefalede ham at tage en tur til Franken og besøge Christian Stahl. Derefter gik det stærkt og Stahls “vilde og skæve” Franken-vine kan nu fås i Danmark.

Stahl blev “opdaget”  da vinjournalisten Stuart Pigott den 26. november 2018 i Frankfurter Allgemeine udnævnte ham til årets vinmager og begrundede valget med ordene: ”Da Christian Stahl i 2000 overtog vinfremstillingen på Winzerhof Stahl, udgjorde vinområdet i alt 1,5 hektar af gårdens landbrugsareal. 18 år senere ser Stahl tilbage på omkring 2.000 procent vækst, hvilket får nogle af de verdensberømte tyske vinproducenter til at se temmelig blege ud. Selvfølgelig er det ikke en tvingende grund til at give ham denne pris. Afgørende for det er kombinationen af ​​denne vækst med den konstant førsteklasses kvalitet af Christian Stahls vine og hans enorme innovationskraft. Allerede for et årti siden tiltrak han opmærksomhed med sine banebrydende udtryksfulde tørre hvide vine fra den meget hyldede Müller-Thurgau-drue og de overraskende livlige og saftige Silvaner-hvidvine. Siden da er han også en af ​​de bedste tyske producenter af tørre hvide vine fra sorterne Sauvignon Blanc og Chardonnay uden at efterligne de franske specialister.”

Christian Stahl blev født i 1978 og voksede op på en landbrugsejendom i Auernhofen, tæt ved Rothenburg ob der Tauber, der har været i familiens eje siden 1814. I 1984 plantede hans forældre de første stokke, der i dag er blevet til 30 hektar. Christian Stahl ville vinen, og ikke landbruget,  og kom i mesterlære hos nogle af de bedste. Først  hos Ludwig Knoll på Weingut am Stein i Würzburg i 1999. Derefter til den biodynamiske producent Jakob-Peter Kühn i Rheingau og afsluttede de praktiske studier med et eksamensbevis fra vinuniversitetet i  Geisenheim.

Alle vinene fra Winzerhof Stahl er tørre med en velbevaret delikat frugttone. Han producerer ikke nogen søde vine. Han tilhører også den gruppe ​​tyske vinproducenter, der går deres egne veje med hensyn til klassificering og navngivning af deres vine. Han sælger heller ikke sine vine i den, i Franken, traditionelle Bocksbeutel-flaske, men i almindelige flasker som i resten af ​​Tyskland og lige fra starten har han kun brugt skruelåg.

SMAGNING

Winzerhof Stahl 2019 Sauvignon Blanc Felswand, Franken

Afdæmpet, meget elegant duft, floral, mineralsk, grønt æble, fersken, meget fin krydret Sauvignon Blanc tone. Elegant smag, luftig, cremet, fyldt med nerve, lang, lang cremet eftersmag, mineralsk med meget fin syre. 95  | 349,00 Mr. Ruby

Winzerhof Stahl 2018 Chardonnay “Grande Reserve” Sonnenstuhl, Franken

Stor, røget duft, eksotisk med fersken, kvæde, nødder, røget, mineralsk med nuancer fra fad. Rig smag, cremet og rank, rig eftersmag med lang, røget, mineralsk frugtagtig eftersmag med nuancer fra fad. 94 | 549,00 Mr. Ruby

Winzerhof Stahl 2020 White Blend, Franken

Frisk aromatisk duft, æble, citrus, banan (fra gær). Frisk smag, let cremet, middel fylde og frisk eftersmag med godt syrebid. 88 | 119,00 – 85,00 v 3/fl  Mr. Ruby

Winzerhof Stahl  2020 Sauvignon Blanc “Pre-Release”, Franken

Let græsset duft, aromatisk med grønt æble, grøn peberfrugt og citrus. Frisk, krydret smag, ren med frisk eftersmag, aromatisk med rensende syre. 89 | 129,00 – 95,00 v/3 fl  Mr. Ruby