Bordeaux har igen fundet sin identitet, sit terroir, dét, der er så svært at definere, men, netop er dét, enhver vinkender tænder på. Man kan så spørge, om identiteten, det at have en speciel duft og smag fra et specifikt område, kom 10 år for sent?
Amerikaniseringen ødelagde et af verdens mest berømte vindistrikter, der var defineret ikke blot som Bordeaux, men af områder som Saint-Estèphe, Pauillac, Saint-Julien, Margaux, Pessac-Léognan, Saint-Emilion og Pomerol, for blot at nævne de bedst kendte. Bordeaux, der også i de mindre berømte appellationer var kendt for sin egen karakter, forsvandt til fordel for polerede vine, der skulle konkurrere med en hel verdens supervine. Cabernet Sauvignon, Merlot og Cabernet Franc med ny eg og en alkoholprocent, der ikke stod tilbage for resten af verden.
I modsætning til Bourgogne, der, båret af Pinot Noir, har sin helt egen identitet, der ikke kan kopieres i den nye verden. Netop på grund af begrebet terroir – et begreb der inkluderer en blanding af druesort, jordbund, mesoklima, empiri, af en overordnet filosofi, en stolthed, der ikke lod sig tryne af nogle amerikanske smagsløg.
Nu er den her så, den nye årgang 2019, der stadig ligger på fade i alle kældrene i Bordeaux og som måske, på flaske, bliver liggende i mange år? For de store, velpolstrede slotte er det intet problem – det, at have flasker liggende, er nok bedre end aktier eller penge i banken eller rede penge? ”Pengeseddelmaskinerne” syder af overanstrengelse, i USA, i Europa, men hvor kommer alle pengene fra? EU-landenes stats- og regeringschefer indgik tidligt i morges, tirsdag den 21. juli, en aftale om et budget og en genopretningsfond på et helt svimlende beløb på 13.580 milliarder kroner efter nogle maraton-forhandlinger hvor statscheferne nærmest var vågne de to sidste døgn i træk. Ikke nogen særlig betryggende tanke.
Priserne på de store bordeauxvine er, trods en smuk, velafbalanceret årgang, faldet med 15-35 procent. Bordeaux er igen blevet value for money og slotsejerne længes efter at få de gamle, klassiske markeder tilbage. USA er lige nu et tabt eksportland. Trumps handelsrestriktioner har medført, at vinen i det sidste detailled vil stige med 40-50 procent. Coronakrisen rammer al eksport og i særdeleshed en luksusvare som vin. Måske er det nu du skal investere dine sparepenge i vin fra Bordeaux?