Toscana er først og fremmest berømmet for Chianti og Brunello, men allerede for årtier siden blev repertoiret af topvine udvidet med de såkaldte Supertoscanere. Her havde man forladt dydens smalle Sangiovese-sti og syndefuldt kastet sig i armene på de internationale druesorter. Især vine på Cabernet Sauvignon blev et omgående hit, og denne Bordeaux-drue har siden da frembragt enestående toscanske vine, der ofte overtrumfer Sangiovese – både når det gælder pris og prestige. En anden klassisk Bordeauxdrue – Merlot – har også gjort sig gældende, omend i mindre omfang. Ikke desto mindre er en af de fornemste Supertoscanere fremstillet på 100 procent Merlot – nemlig Petrolo Galatrona.
Fra anarkist til celebrity
Vi skal tilbage til 1970’erne, hvor den druemæssige ulydighed for alvor fik vind i sejlene i Toscana, og de kætterske vine blev døbt ”Supertoscanere”. Den præcise definition af begrebet er lettere uklar, da man ikke nøjedes med at eksperimentere med sortsvalget. Men når man nu var i gang med at blæse formalia en lang march, så hvorfor ikke også eksperimentere uautoriseret med metoderne for fadlagring, opbinding, beskæring, plantetæthed og vinifikation?
Dette dybt konservative vinområde blev med ét et rent eksperimentarium, hvor kreative kræfter prøvede utallige nye vinstile uden smålig skelen til DOC- og DOCG-reglernes spændetrøje. Baggrunden var, at fine navne som Chianti og Brunello ikke nødvendigvis gav nogen garanti for en høj kvalitet, selv om alle regler var fuldt til punkt og prikke. Der var ofte tale om letbenede vine, hvor det mere var volumen end kvalitet, der var i fokus. Oprøret var mest af alt affødt af et ønske fra de mest ambitiøse producenters side om at styrke områdets noget anløbne kvalitetsprofil.
Opsætsigheden blev selvfølgelig straffet, da vinene blev nedklassificeret til det ydmygeste niveau i form af Vino da Tavola, uden at det gjorde indtryk på de internationale vinkendere. På et tidspunkt fik fornuften dog overtaget, og loven blev ændret og tilpasset dagens realiteter. I 1992 og senere i 1995 indførte vinmyndighederne nye og mere fleksible IGT-ordninger (Indicazione Geografica Tipica), og et par år senere redigerede man også regelsættet for regionens DOC- og DOCG-ordninger. Vinlovene måtte på trods af stædig italiensk konservatisme skrives om, så de afspejlede virkeligheden – i det mindste i et vist omfang. Resultaterne er da heller ikke udeblevet, og Toscana er i dag hjemsted for et støt voksende antal verdensklassevine frembragt på kreative druesammensætninger.
Tenuta di Petrolo
Det er alt for sjældent at smage alle årgange af et topslots vine, men det blev i februar en realitet, hvor Philipson Wine præsenterede Petrolo Galatrona tilbage fra ejendommens første årgang i 1994 og frem til og med 2017. Eneste hul i rækkefølgen var 1996, hvor det lykkedes vildsvinene at spise alle druerne. Så vi må håbe, at grisene nød deres eksklusive måltid. På trods af vildsvin blev det dog til 23 forskellige årgange, der tilbød en fascinerende tidsrejse, der på bedste vis demonstrerede årets betydning, og hvor meget stor vin kan udvikle sig med fornøden lagring.
Tenuta di Petrolo er placeret i det centrale Toscana lige sydøst for Chianti-bakkerne og er tildelt appellationen Val d’Arno di Sopra. Ejendommen ligger i et større uforstyrret skovområde, og man råder over 31 hektar vinmarker plus adskillige olivenlunde. Prestigevinen Galatrona kommer fra én given mark, der er på 10 hektar, og den typiske årsproduktion er 30.000 flasker. Vinmarken er beplantet udelukkende med Merlot, hvor der er valgt lavtydende Bordeaux-kloner, så udbyttet er nede på cirka 20 liter pr. hektar.
Vinene i glasset
Galatrona har fra første færd scoret høje point hos de internationale vinskribenter, og vinens kvaliteter er da også indlysende fra første glas – også hos de unge årgange. Da vinen er fremstillet på 100 procent Merlot, er det oplagt at sammenligne med Pomerol, hvor vinproducenterne hyppigt bruger den samme drueopskrift. Det er nu ikke uden problemer at frembringe ultimativ kvalitet på den ofte rigeligt bløde og bærprægede Merlot, der let bliver langt mindre kompleks end vine på Cabernet Sauvignon. Men med enkelte californiske undtagelser kan man vist godt tillade sig den generalisering, at Pomerol og Toscana bærer førertrøjen, hvis man går efter højklasse-Merlot.
Indehaveren af Petrolo Luca Sanjust indrømmer da også gerne slægtskabet med Pomerol og ikke mindst med Vieux Châteaux Certan, som han har nære venskabelige forbindelser til. Stilistisk er der klare associationer til Bordeaux hos Galatrona, da der er tale om gennemført mineralske vine, der ikke er bange for at skilte med garvesyren. Frugtkarakteren er selvfølgelig saftig, men aldrig banal eller overdrevet bærpræget, og den er bemærkelsesværdig detaljerig og tæt. I flere tilfælde – især i de største årgange – kan man ved blindsmagning sagtens forveksle Galatrona med en Pomerol på højeste niveau.
23 årganges perspektiv
Den omfattende horisontale smagning viste, at de høje internationale scorer – typisk på 95-96 point – er fuldt ud berettigede. Det er også værd at notere sig, at selv i de mindre perfekte år yder Galatrona en klasseindsats. Der var reelt ikke én eneste svag vin i sortimentet, men der er dog mere substans i de store år og sikkert også større lagringspotentiale. Men der er intet forgjort i at vælge de yngre årgange og sågar nyde dem ganske unge, da de både er tilgængelige og givende, omend markant ungdommelige. Lolita-præferencen rummer en økonomisk fordel, da nyere år koster omkring 600 kroner ved 6 styk, mens større ældre fås for 2.500 kroner for en magnum.
Det er selvfølgelig rigtigt mange penge for en flaske vin, men hvis man skal have tilsvarende kvalitet fra Pomerol, er prisniveauet langt mere belastende. Eksempelvis er Château L’Evangile Pomerol 2016 og Château Vieux-Château-Certan 2016 oppe på henholdsvis 7.500 og 11.000 kroner for en magnum. Det sætter prislejet for Galatrona i et tankevækkende perspektiv, da der kun er marginale kvalitetsdifferencer mellem Galatrona og top-Pomerol.
Hvornår smager en Galatrona bedst?
Man fristes til at vælge salig Storm P’s Tuborg-svar, nemlig ”Hver Gang!”. Hører man til de utålmodige og drikker vinen ung, vil næsen allerede være givende og med klart fokus på mineralitet og stringens. Disse karakteristika går da også igen i smagen, hvor tanninen er kontant, og der er en perfekt dimensioneret balance mellem ungdommelig frugt og eg.
Elegance og charme er til stede fra første færd, men hvad får man så, hvis man venter til et mærkbart niveau af modenhed, der efter min mening indtræffer omkring 2007? De mere modne vine udmærker sig ved en overdådighed af subtile aromaer, og her kommer det stilistiske fællesskab med Pomerol for alvor til udtryk. Det er de mere sekundære aromaer, der får lov at folde sig ud her. Flere af vinene havde da også det klassiske trøffelpræg, der angiveligt er Pomerols adelsmærke. Balance og detaljerigdom er i særklasse hos moden Galatrona, og selv langt tilbage i årgangsrækkefølgen er frugten imponerende frisk, på trods af at alderspræget selvfølgelig er umiskendeligt.
Kan man så identificere et egentligt toppunkt i Galatronas udvikling – altså dens optimale alder: Det er svært, og det afhænger selvfølgelig også af personlige præferencer og vinens opbevaringsbetingelser. I mine smagenoter er der ikke tegn på nogen afblomstring helt frem til år 2000 – altså at vinene er sprællevende og fuldt intakte selv efter 20 års lagring. De endnu ældre år er bestemt fortsat glimrende, men er mere krævende at værdsætte, og de forudsætter en vis præference for aldrende vins mere subtile og diskrete udtryk. Det er netop denne evne til ikke blot at overleve, men også at udvikle sig og fortsat trofast udtrykke årets personlighed, der er kendetegnet for en helt igennem stor vin, og det er Galatrona uden for diskussion.
