Hånden i vejret: Hvem har nogen sinde hørt om druesorten pelaverga?
Nej vel. Men den er (selvfølgelig) italiensk og er ligesom eksempelvis timorasso, pecorino og nas-cëtta i nyere tid dukket frem af glemslen, fordi nogle dedikerede vinfolk ønskede at genoplive dem. Projekterne begyndte i en tid, da der stadig var vinmarker med en blanding af druesorter mellem hinanden, så vinbønderne var sikre på, at i hvert fald nogle af vinstokkene gav et udbytte. I Piemonte var det sædvanligvis nebbiolo, dolcetto og barbera mellem hinanden.
Pelaverga-pioneren Burlottos hovedsæde er markant til stede i Verduno.
For pelavergas vedkommende går historien tilbage til mellemkrigstiden, men druesorten havde ifølge skriftlige kilder været kendt i Verduno-området siden 1400-tallet. Indtil 1960’erne var det især den fine producent. G.B. Burlotto i Verduno, som fortsatte traditionen med at vinificere pelaverga. Burlotto blev grundlagt i 1850 og drives fortsat af Giovan Battista Burlottos efterkommere.
I 1972 begyndte så pelavergas genfødsel, da Castello di Verduno tog initiativet til at plante marker med udelukkende pelaverga piccolo. I de kommende år sluttede andre i området sig til projektet og dannede i 2000 foreningen Verduno è Uno. Den har i dag 19 medlemmer, der tapper omkring 200.000 flasker pelaverga årligt fra godt 30 hektar fordelt med 25 i Verduno, 4 i Roddi og 1,6 i La Morra.
Bel Colle er blandt pelaverga-producenterne i Verduno.
Grundlæggerne af Verduno è Uno var Castello di Verduno, Fratelli Alessandria, G.B. Burlotto, Gian Carlo Burlotto-Cantina Massara, Bel Colle og Vinandolo di Antonio Brero. Samarbejdet mellem dem medførte dels en forbedring af plantematerialet, dels officiel anerkendelse af druesorten. Kulminationen blev tildelingen i 1995 af DOC-klassificeringen med navnet Verduno Pelaverga.
pelaverga piccolo
To slags pelaverga
Det er sjældent enkelt og ligetil, når det handler om Italien og landets vinscene. For pelavergas vedkommende skal man vide, at der er to druesorter med samme navn: pelaverga piccolo og pelaverga grosso. Sidstnævnte blev officielt registreret i 1981, pelaverga piccolo i 1994, og studier har vist, at de intet har til fælles. Pelaverga grosso har, som navnet siger, store bær og dyrkes især i Saluzzo-området i den sydvestlige del af Cuneo-provinsen samt under navnet cari i omegnen af Turino.
Pelaverga piccolo dyrkes i Langhe og altså især i Verduno, som ligger nær Bra og 30-35 km fra Alba. Det er en sort, som giver et godt udbytte. Den kommer sent i gang efter vinteren og er dermed ikke så udsat for nattefrost, høsten finder generelt sted sidst i september-begyndelsen af oktober. De fleste gode producenter holder sig til 100% pelaverga, men det er tilladt at blande med op til 15% andre lokale druesorter som f.eks. barbera for at tilføre farve. Pelaverga piccolo bliver kaldt en ”sukkerpumpe” og har derfor en tendens til at udløse høje alkoholprocenter. Det skal der grundigt markarbejde til at modvirke. I kældrene står den sjældent på fadlagring, da det vil gå ud over vinens aromaer. Man kan derimod støde på vine, som lagres på amforaer.
Vinmarkerne omgiver den lille landsby Verduno.
Stor drikkelighed
Verduno er en landsby med knap 600 indbyggere og ingen forretninger. Den lokale slagter lukkede for 10 år siden, så det er en udvikling, danske småsamfund kan genkende. Til gengæld er der flere muligheder for overnatning og desuden restauranter på et tiltalende højt niveau.
Når Verduno è Uno en gang om året inviterer vinskribenter til at vurdere den nye årgang pelaverga, står der også barolo på programmet – hvis nu nogle forvænte skribenter ikke ville finde det ulejligheden værd at bruge et par dage på en næsten ukendt druesort.
Vinbladet havde ikke noget problem med at deltage og kan fastslå, at pelaverga kan man roligt kigge efter hos vinhandlerne. Vinen er noget helt andet end barolo. Syren er lav, tanninerne ikke voldsomt markante, og de bedste udgaver har en let sødme og frisk frugt. Med andre ord stor drikkelighed. Årgangene varierer selvfølgelig, og 2023 er faldet bedre ud end 2022, bl.a. fordi alkoholniveauet ikke er så højt.
Sommelier Sandro Minella supplerede på stedet Ian D’Agata ved smagningen af pelaverga.
Programmet i Verduno omfattede smagninger af både pelaverga, nebbiolo langhe og som nævnt barolo. For pelavergas vedkommendene – desværre ikke med deltagelse af alle producenterne – foregik det med vinbogsforfatteren Ian D’Agata i en videoforbindelse fra Shanghai og med sommelier Sandro Minella som moderator i Verduno. Der var 15 udgaver af pelaverga 2023 i glassene, og de bedste af dem var fra følgende producenter: Michele Reverdito, Gian Luca Colombo, Fratelli Alessandria, Giovanni Sordo, Bel Colle og Cadia. Andre pæne udgaver var fra Arnaldo Rivera, Diego Morra, Luigi Einaudi, Giovanni Roggero og Scarpa.
Mariella Cadia – både god pelaverga og barolo.
Smagningerne af nebbiolo og barolo var knap så disciplineret, da de foregik under et par middage. Men det lykkedes så nogenlunde at notere vine, som skilte sig positivt ud. For nebbiolos vedkommende producenterne: Cadia, Reverdito, Scarpa, Fratello Alessandria, San Biagio, Terre del Barolo og Bel Colle. Og for barolo: Scarpa, Sordo, Gian Luca Colombo, Luigi Einaudi, Cadia, Fratelli Alessandria, Reverdito og Castello di Verduno.
Pelaverga piccolo dyrkes i Langhe og altså især i Verduno, som ligger nær Bra og 30-35 km fra Alba. Det er en sort, som giver et godt udbytte. Den kommer sent i gang efter vinteren og er dermed ikke så udsat for nattefrost, høsten finder generelt sted sidst i september-begyndelsen af oktober. De fleste gode producenter holder sig til 100% pelaverga, men det er tilladt at blande med op til 15% andre lokale druesorter som f.eks. barbera for at tilføre farve. Pelaverga piccolo bliver kaldt en ”sukkerpumpe” og har derfor en tendens til at udløse høje alkoholprocenter. Det skal der grundigt markarbejde til at modvirke. I kældrene står den sjældent på fadlagring, da det vil gå ud over vinens aromaer. Man kan derimod støde på vine, som lagres på amforaer.
