Guido Martinetti er iværksætter. Han og partneren gennem 20 år, Federico Grom, skabte i Torino et is-imperium, som selveste Unilever blev interesseret i og endte med at overtage for en stor pose penge. Pengene satte parret i 12 hektar vinmarker og bygninger i Montegrosso d’Asti. I de stilrene kældre med ståltanke, små og store træfade og amforaer produceres 50.000 flasker årligt, og en del af dem bliver åbnet på stedets restaurant, Radici.
Vi er en lille gruppe fra Østrig, Finland, Holland og Danmark, som efter besøg og smagning på vingården, som hedder Mura Mura, bænkes udendørs på Radici og her smager på yderligere en stribe vine fra både Mura Mura og en anden lokal producent, Vigne dei Mastri, til akkompagnement af en elegant menu. Det er ikke muligt at finde de kritiske briller frem. Alle vinene er ganske enkelt gode. Især Vigne dei Mastris friske 2020 ”Chiara” Riesling Viognier og den kraftfulde Barbera Superiore 2018. Mura Mura brillerer med en fed, syrefrisk favorita, Bianca, og rødvinene 2020 ”Garibaldi” Grignolino d’Asti, 2018 Barbera, 2019 ”Faset” Barbaresco og ”Romeo”, en blanding af nebbiolo, barbera, ruché og grignolino.
Undervejs bliver vi udsat for en prøve af vores vært: Tre blinde enkeltdrue-vine skænkes op, og så bliver vi bedt om at pege på vores favorit. Vin nr. 1 vinder med bl.a. Vinbladets stemme og viser sig at være Mura Muras grignolino. Konkurrenterne er stedets barbaresco og – surprise – Angelo Gajas 2018 Barbaresco. Det er Guido Martinetti selvklart stolt over. Ikke mindst fordi han hidtil har talt varmt for os om grignolino, som efter hans mening er en overset og endda miskendt druesort.
Gamle bekendtskaber
Vores gruppes fire dage lange rundtur i Piemonte rummer både gensyn og nye bekendte. Blandt gensynene er G.D. Vajra i Barolo, hvor Francesca Vajra disker op med en omfattende smagning fra den knastørre mousserende rosé Nostra Signora Della Neve via udgaver af nebbiolo, dolcetto, barbera, freisa og barolo til moscato og Barolo Chinato, egnens bitre supplement til gin og tonic samt vermouth.
De stigende temperaturer sætter naturligvis spor her som i andre vinregioner i form af øgede alkoholprocenter. Francesca fortæller, at når Vajra genplanter, går der forud research af kloner, som bedre end andre tåler temperaturstigningerne. I betragtning af den intense beplantning af ikke mindst Barolo-regionen, er selektion af kloner vigtig, hvis klimasituationen forværres, og procenterne nærmer sig amarone-niveauet. Her er jo virkelig tale om en monokultur – eller snarere duokultur: Vinstokke og hasselnøddebuske breder sig overalt og har gjort en driftig region rig, som for blot 50 år siden var søvnig og halvfattig.
En anden gammel bekendt, som det er en glæde at gense, er 75-årige Maria Borio. Hun tager imod sammen med sin winemaker Roberto Austa på Cascina Castlet og præsenterer efter den obligatoriske besigtigelse af faciliteterne 8 vine med den friske ”A Taj” Chardonnay i årgang 2022 som indgangsbøn. A Taj betyder ”Det rette øjeblik”, hvilket passer fint med, at klokken er omkring 11.
Maria, som egentlig hedder Mariuccia, er som tilforn en livlig værtinde med styr på det hele, herunder hvem af os hun har mødt før. Fra chardonnay smager vi videre på bl.a. en god rosé blandet af nebbiolo og barbera, den stærke (15,5%) ”Passum” Barbera d’Asti Superiore og den fyrige ”Policalpo” blandet af barbera og cabernet sauvignon. Til sidst ”Ucceline” Monferrato Rosso, som er Maria Borios særlige projekt med genoplivning af den glemte druesort uvalino.
Pentita L’Astemia, som Vinbladet besøgte for 2 år siden (”Man bliver aldrig færdig med Piemonte”), har en flot udsigt fra toppen af de æskeformede bygninger. Ejeren, Sandra Vezza, er involveret i et firma som designer af futuristisk interiør, og det ses. Vigtigere er, at druerne fra de 22 hektar i Cannubi og Monforte anvendes til rigtig god barolo.
Nye bekendtskaber
Antica Casa Vinicola Scarpa ligger i Nizza Monferrato og hører til gruppen af nye bekendtskaber. Vingården begyndte som producent af barbera og føjede i 1940 barolo og barbaresco til vin-porteføljen. Den har det privilegium at måtte fremstille barolo og barbaresco i Nizza Monferrato, fordi det historisk var tilladt. Den regel blev droppet i 1967, men privilegiet er knyttet til vingården og bevares, selv om familien sælger. Den årlige kapacitet er på 150.000 flasker, og indkomsten fra dem suppleres med udlejning af huse til turister. Tre udgaver af barbera, La Bogliona 2017, 2012 og 2009, demonstrerer den lange tradition for at passe godt på druesorten. Der er heller ikke noget at sige på Monferrato Freisa Secco, Barbaresco Tettineive og Barolo Tettimorra samt Monvigliero og til slut Monferrato Rosso Rouchet.
Giovanno Abrigo grundlagde i 1968 sin vingård i Diano d’Alba. I dag har sønnerne overtaget driften og – som Giulio Abrigo formulerer det – ”diskret skubbet far ud af kældrene.” En ønolog har man aldrig haft her, ”Vi forsøger os frem, vi eksperimenterer”, siger Giulio. Og det går ganske godt, ikke mindst med druesorter som favorita og barbera. Eksempelvis ”Rocche dei Trisu” med dens syre, sødme og frugt. Og 14,5% alkohol. ”Barbera er en sukkermaskine”, siger Giulio. Vingården er et besøg værd, ikke mindst fordi man kan købe vin til fornuftige priser i den enkelt indrettede gårdbutik.
Paola Sordo er den unge fjerde generation på Az. Agr. Sordo. Hun viser rundt i de 12 m dybe, kølige og fugtige kældre, hvor barriques glimrer ved deres fravær. Et ellers efterhånden sjældent syn. Sordos Pelaverga er også ret sjælden. Druesorten yder lyse, lette rødvine, som skal drikkes kølige. Fire udgaver af barolo fra årgangene 2008, 2011, 2013 og 2018 demonstrerer, at Sordo også mestrer nebbiolo, og at vinene kan holde sig friske længe.
Sammenskudsgilder
Mange producenter vil gerne have besøg af de ærede vinskribenter, men et program har jo sine begrænsninger. Så man slår sig sammen. I den afdeling møder vi vine, som er mere mindeværdige end andre. De bedste er i tilfældig rækkefølge 2020 Sauvignon (blanc) fra Andrea Scovero (ingen kvalmende aromaer her) og Barbera d’Asti fra Tenuta Ronzano, Emanuele Gambino, Boeri Vini, Ratti, Gozzelino samt Az.Agr. Bo.
Et par besøg kikser simpelt hen, fordi samtlige de rødvine, som skal smages, er for varme og derfor ikke kan vurderes. Det er ret bizart, at vinproducenter, som ynder at skrive på bagetiketterne, at vinen skal nydes ved 18 grader, skænker 25 grader varme vine op ved en professionel smagning.
En af fællessmagningerne finder sted på Castello di Costigliole d’Asti. Her er der kokkeskole, og det var her Barbera Meeting begyndte for mere end 20 år siden. Barbera Meeting udsprang af det daværende Alba Wines Exhibition, som handlede om barolo og barbaresco, og som i dag hedder Nebbiolo Prima. Det var en fremragende lejlighed til at lære både vinene og de lokale producenter at kende. Når Barbera Meetings første session fandt sted i Costigliole, skyldtes det, at deltagerne her befandt sig midt imellem konkurrenterne Alba og Asti. Allerede med det andet møde blev arrangementet dog flyttet til Asti, hvor det så sluttede et par år senere.
Et panel af producenter og officials lægger i vores program op til smagningen på slottet med en diskussion om klimaet, hvoraf det fremgår, at folk ikke ved, hvad de skal stille op. Som så ofte før får man den tanke, at der tilsyneladende ikke i større omfang udveksles erfaringer i vinverdenen. Et andet tema er ”Noi di Costiglione” (Vi fra Costiglione). Det er de lokale producenters forsøg på at skabe sig en identitet, som skiller dem ud fra de andre barbera-zoner.
Barolo & Friends
Timorasso var sammen med chardonnay, viognier og både tør og sød moscato ofte på turens smagelister. Den gamle hvidvinsdrue, som Walter Massa genoplivede i 1980’erne, blev i 2005 anerkendt som en selvstændig vintype, og planen er at skabe en DOC Derthona. Udbredelsen af timorasso har været imponerende. Fra 400-500 planter for 40 år siden til 200 hektar i 2020. Det har fået topfolk fra Langhe som Roagna og Rivetti til at hoppe med på vognen, akkurat som Alto Piemonte i dag – bl.a. på grund af klimaændringerne – tiltrækker klassiske producenter fra varmere områder som Barbaresco, Barolo osv.
Timorasso var også emnet for en masterclass i forbindelse med årets Barolo & Friends på Børsen i København. Thomas Ilkjær ledede smagningen, som omfattede 8 vine, hvoraf de bedste var fra producenterne Daglio, Francesco Iandolo, Cantina di Tortona, Vigneto Repetto, Cantine Volpi og La Colombera. Vinstilen kunne ikke kaldes uniform. Den svingede mellem let sødme, seriøs syre, lidt bitterhed og en symbiose af frugt, syre og sødme. Timorasso deler da også vandene. En kendt italiensk vinhandler udbød for nogen tid siden timorasso med den noget tvivlsomme anbefaling, at han ikke selv brød sig om den. Direkte adspurgt om denne utraditionelle markedsføring lød svaret, at det var ærligt ment, men nok lidt dumt sagt. Baggrunden var, at han synes, vinen er for voldsom og for mættende og derfor ”dækker” over maden.
Masterclass nr. 2 under Barolo & Friends – stadig med Thomas Ilkjær – handlede om nebbiolo og nærmere bestemt barolo og barbaresco. Der var denne gang 10 vine i glassene, og topscorerne blev Josetta Saffiro, Mauro Sebaste, Réva, Livia Fontana og Podere Gagliassi.
Indledningsbilledet viser bakker og dale omkring Alba og Asti tæt beplantet med vin og hasselbuske. Der er sket en markant udvikling på disse kanter i de sidste 50 år.
