Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Man bliver aldrig færdig med Piemonte

I oktober 2020 deltog Vinbladet i en rundrejse til dele af Piemonte (se Vinbladet 7/11 2020: ”Rundtur i Piemonte”), og siden har covid-19 dirigeret begrænsningerne i alle Italiens vinregioner. Men nu har sommeren mildnet luften for de pandemi-plagede befolkninger, så da en ny invitation til udforskning af piemontesiske vine tikkede ind, blev den straks modtaget med tak. Man bliver aldrig færdig med den norditalienske region, hvor Barolo og Barbaresco regerer, hvor Barbera følger godt trop, og gamle druesorter får nyt liv.

Rundturen gik til Langhe med Barolo, til Roero og Monferrato samt til Colli Tortonesi og omfattede dels besøg hos udvalgte producenter, dels smagninger med producenter, som samlet præsenterede deres vine. På fem dage blev det til møder med 37 producenter og et stort antal vine. For overskuelighedens skyld vil denne rapport derfor koncentreres om korte beskrivelser af de besøgte producenter og markering af de mest interessante vine. Hvis producenterne er repræsenteret i Danmark, vil det så vidt muligt blive noteret. Rundturen begynder i Barolo.

Castello di Perno ligger 460 m oppe og troner over en beskeden klynge huse

Castello di Perno

Landsbyen Perno ligger få km fra Monforte d’Alba i 460 meters højde med udsigt til Serralunga d’Alba og bl.a. Angelo Gajas feriehus. Over de fåtallige huse troner Castello di Perno, en fæstning opført i middelalderen. Siden 1700-tallet har den huset vekslende ejere og blev for et halvt århundrede siden overtaget af forlaget Einaudi, som her gav sine forfattere, blandt andre Primo Levi, mulighed for at være kreative i fred og ro. Siden 2012 hedder ejeren Gregorio Gitti. Han er årgang 1964, tidligere politiker og desuden forfatter og advokat. Ud over at erhverve vinmarker og opgradere vinproduktionen har han brugt ret mange penge på at restaurere slottet. Der er nu en beskeden hotelvirksomhed, kunstudstillinger og en tilknyttet restaurant med et højt gastronomisk niveau.

Castello di Pernos vinmarker ligger især i Barolo-distriktet med Castelleto som den bedste. Nebbiolo dominerer selvfølgelig , men porteføljen omfatter desuden en hektar med Dolcetto samt Barbera fra Nizza Monferrato og Asti-områderne. I Alta Langa dyrkes foruden Pinot Nero og Chardonnay til produktion af spumante den ret sjældne hvidvinsdrue Nascetta. Lidt tys-tys er der blandt de årlige 70.000 flasker også nogle indeholdende en letløbende elegant Merlot fra gamle planter og en tør, delikat Moscato med kun 12,5% alkohol. Vinmarkerne er organisk verificerede, der bruges store træfade til barolo og desuden amforaer og ståltanke.

Ved en middag på Castello di Perno bliver der også smagt vine fra Agricola Marrone i La Morra. Denne producent har bl.a. medbragt 2020 Favorita, en ret sjældent set rødvin, hvilket ofte er med god grund. Der må høstes 111 hl/ha, men Marrone nøjes med 63, så hans Favorita har den krop, som vinen ofte mangler i andres hænder. Marrones 2016 Barolo Bussia er også god, en seriøs vin med et godt bid. Castello di Perno serverer en fed og elegant 2017 Nizza Barbera med tilpas bid og sødme. Desuden 2018 Langhe Nebbiolo, som nærmest er en minibarolo, samt topvinen 2016 Castelletto med alt, hvad man kan forlange, at en seriøs barolo skal byde på af tanniner og fed frugt.

Loredana Addari, Poderi Ruggeri Corsini. Fra får og nødder til vin

Poderi Ruggeri Corsini

Loredana Addari og Nicola Argamante er begge landbrugsteknikere og kastede sig i 1995 ud i at grundlægge en lille vingård ved Monforte d’Alba. Da de begyndte projektet med at bygge et hus, var der ingen vinmarker på adressen, kun hasselnøddebuske og får. I dag hører der 7½ ha vinmarker til bedriften plus nogle lejede hektarer. Det er blevet for dyrt at købe jord. Den årlige produktion løber op i beskedne 80.000-90.000 flasker. I kælderen bruges både store fade (tonneaux) og små fade (barriques).

Produktionen består af hvidvine som den let fadprægede Lolly (Chardonnay) og Langhe Bianco (Arneis, Chardonnay, Sauvignon Blanc), samt Rosin, en glimrende tør, frisk og let bitter Langhe Rosato. 2019 Barbera d’Alba er også ganske god, mens 2017 Armujan Barbera d’Alba Superiore er i en endnu bedre liga. Vinen holder 15% alkohol, men den er fint integreret. 2016 Barolo Bussia Corsini er fed og flot med passende tanniner, og så er der lige en lækker, smidig og ukantet 2016 Langhe Pinot Nero, Argamakow, opkaldt efter Nicola Argamantes oldefar. Endelig som en bonus 2018 Autenzio. Den mørke, saftige vin er fremstillet af Albarossa, en krydsning mellem Nebbiolo og Barbera, som blev ”opfundet” i Veneto sidst i trediverne.

Aldo Vajra med datteren Francesca og den ene af sønnerne, Giuseppe.

G.D. Vajra

Når man regelmæssigt har besøgt Piemonte siden 1970’erne, har det nærmest været uundgåeligt på et tidspunkt at møde Milena og Aldo Vajra. Sådan føles det i hvert fald. 68-årige Aldo Vajra var ganske ung, da han så tidligt som i 1971 blandt de allerførste opnåede organisk certificering. Milena kom til lidt senere, og i dag er de to blevet til en familie med datteren Francesca og sønnerne Giuseppe og Isidoro, som alle tre deltager i det daglige arbejde på den store vingård i Barolo. Den er sammenlignet med erindringerne fra tidligere besøg blevet stærkt udvidet, så det går godt. Det er Francesca og Giuseppe, som står for modtagelsen af vores gruppe, men da Aldo Vajra dukker op for en kort bemærkning, mindes vi en aften for mange år siden i selskab med bl.a. salig Bruno Giacosa, da en stærkt tiltalende rødvin kom på bordet, som viste sig at være en gammel Freisa. Denne generelt uinteressante druesort var ikke blot endt som en velsmagende, men også utroligt velkonserveret vin.

Denne gang kommer Freisa også på bordet i skikkelse af 2017 Kyè med 15% alkohol. Det er stadig en interessant vin. I det hele taget er det vanskeligt at have noget imod Vajras vine. De er vellavede og smager pokkers godt. Smagningens topscorere er foruden Freisa 2019 Barbera d’Alba, 2019 Langhe Nebbiolo samt Albe, Coste di Rose og Bricco delle Viole, alle barolo årgang 2017. Siden 2009 har Vajra også stået for produktionen fra en lille vingård i Serralunga d’Alba tilhørende Fiorina og Luigi Baudana. To udgaver af deres 2017-barolo, Ceretta og Baudana, er den flotte afslutning på en smuk rejse i Vajras verden.

Borgogno – en klassiker i Barolo.

Giacomo Borgogno & Figli

Besøger man Barolo By er det vanskeligt ikke at få øje på Marchesi di Barolo og Giacomo Borgogno & Figli. Begge var oprindelig familieejede, men det er Marchesi i dag ene om med Abbona-familien. Giacomo Borgogno & Figli er blevet en del af en større fusion med bl.a. Fontanafredda. Vingården daterer sig helt tilbage til 1761 og kaldte sig indtil 1967 bare Borgogno. Men et sagsanlæg fra franske AOC med en påstand om, at vingården ulovligt brugte navnet Borgogno – italiensk for Bourgogne – fik ejerne til at rette ind. Farinetti-familien, som tog over i 2006, har renoveret de gamle bygninger og genindførte i 2013 cementtanke i kældrene. Vinverdenen har i årtier erstattet cement med ståltanke, men den udvikling er så småt ved at vende.

Borgogno producerer 260.000 flasker årligt, og heraf bærer 65.000 det bizarre navn No Name. Der er tale om en barolo deklasseret til betegnelsen Nebbiolo Langhe, og navnet skal forstås som en protest mod bureaukratiet i Italiens vinlovgivning. De ”rigtige” baroloer er hver og én stærkt tilfredsstillende: Barolo blandet af druer fra Cannubi, Cannubi San Lorenzo, San Pietro delle Viole, Liste og Fossati, enkeltmarksvinene Fossati, Cannubi og Liste – alle fra den store årgang 2016 – samt Barolo Riserva fra det beskedne år 2014.

L’Astemia Pentita

Fra en århundredgammel vingård til en nytilflyttet: Sandra Vezza købte nærmest ved et tilfælde i 2003 to hektar af den berømte Cannubi-mark i Barolo. Den var ejet af et par gamle damer, som ikke ville sælge til hvem som helst. Men Sandra Vezza, som er født i Langhe og taler den lokale dialekt, blev accepteret. At hun så også har sin baggrund i virksomheden Gufram, gør det mere begribeligt, at hun kunne ”komme til” at købe sine kostbare bidder af Cannubi. Gufram er kendt som designer og producent af stærkt avancerede for ikke at sige futuristiske møbler. Syv år efter erhvervelsen bygger Sandra Vezza vingården med et navn, som betyder ”afholdenhed”. Hvilket jo i denne sammenhæng er ret bizart. Men på det tidspunkt drak hun overhovedet ikke. I dag er hun så småt begyndt at nyde sine vine.

Vingården ligner en cigaræske og ligger højt, så den er stærkt synlig. Alt er tip-top, faciliteterne i de utraditionelt bemalede og møblerede kældre er dimensioneret til op mod 200.000 flasker, men foreløbig er produktionen noget mindre (se indledningsfoto der viser high tech vingården med alternativ udsmykning af kældrene). Kvaliteten fejler ikke noget. En smagning indledes med den unge, syrefriske Nascetta og fortsætter med en perfekt 2019 Barbera d’Alba Superiore og slutter med baroloerne Terlo og Cannubi. Hvis en god begyndelse er det samme som halvt fuldendt, er der gode udsigter for L’Astemia Pentita.

Giacosa Fratelli

Dagen slutter med endnu en middag på Castello di Perno, denne gang med vine fra to udefra kommende producenter. Fratelli Giacosas hovedsæde ligger i Neive og dermed i Barbaresco-distriktet, men ligesom andre producenter her – bl.a. Angelo Gaja – er der også interesse for at rykke til Barolo. Det er ikke retfærdigt, men barolo har nu en gang større interesse blandt forbrugerne end barbaresco. 2017 Barbaresco Basarin Vigna Gianmaté demonstrerer med sin kombination af sødme og tanniner, hvorfor man ikke skal fravælge barolos søster, mens 2012 Barolo Scarrone Vigna Mandorio ikke er overbevisende. Den har tabt pusten.

Diego Pressenda

Diego Pressenda holder til i Monforte d’Alba og hører modsat Giacosa Fratelli til småprocenterne. Tre rødvine demonstrerer på hver sin vis et godt håndelag: 2020 Dolcetto, 2018 Barbera d’Alba Superiore Arriota og 2016 Barolo Le Coste di Monforte.

Enrico Serafino

Efter Langhe og Barolo kommer turen til Roero og indledes på den pænt store vingård Enrico Serafino, som blev grundlagt 1878 i Canale. Ejerskabet har skiftet nogle gange siden. I dag tilhører den en amerikansk familie, Krause Gentile. Som noget særligt har Enrico Serafino i kraft af sin lange forhistorie det privilegium at vinificere og lagre barolo og barbaresco, selv om kældrene befinder sig uden for de to dyrkningszoner. Produktionen løber op i 350.000 flasker årligt. Druerne kommer fra egne 25 ha plus 35 lejede, og de druedyrkere, som sælger til vingården, betales pr. hektar, ikke pr. kg druer. Så fristes de ikke til at høste for meget på deres jordlodder.

Enrico Serafino var blandt pionererne i skabelsen af Alta Langa, som er en lille appellation for tør (brut) mousserende vin, spumante, fremstillet af Chardonnay og Pinot Noir. Serafinos udgaver kan sagtens måle sig med tilsvarende Franciacorta-vine. Det gælder f.eks. Zero Riserva Pas Dosé Alta Langa, 100% Pinot Noir og med 72 måneders lagring før degorgement. Rødvinene er også meget vellavede: 2018 Barbara d’Alba Pajena, 2019 Picotener Langhe Nebbiolo og 2015 Barolo Briccolina.

Roberto Damonte

Malvirà

Med en årlig produktion på 300.000 flasker og en million på lager er Malvirà ikke helt lille. Vingården lå i halvtredserne i Canale og blev ledet af Giuseppe Damonte, men flyttede i 1989 til den nuværende beliggenhed ved vinmarken S.S. Trinità. Her regerer nu brødrene Massimo og Roberto Damonte, og tredje generation er undervejs. Massimo tager sig af vinmarkerne, så det er Robertos rolle at modtage gæster og præsentere nogle af de 21 forskellige vine, som fremstilles dels på Malvirà, dels på et lille vineri i La Morra. Som sit indspark i den aktuelle historie om at holde de konstant voksende alkoholprocenter i vin nede, fortæller Roberto, at Malviràs løsning er at høste tidligere end før. Det kan lade sig gøre, fordi vinmarkerne har forskellig orientering mod verdenshjørnerne og dermed Solen. Så den fysiologiske modning varierer, og i den sidste ende blander man druerne.

Malvirà gør meget ud af Arneis-druen, så Roberto lægger ud med tre udgaver: 2019 Renesio, 2018 Vigne Saglietto Riserva og 2014 S.S. Trinita. Uden at forklejne de to første er det afgjort Trinita, som løber med førsteprisen. Et stykke fra vingården til toppen af bakken med Trinita-kapellet ligger Villa Tiboldi, som er familiens hotel med smagfuldt indrettede værelser og en restaurant på højt niveau. Her bliver en delikat frokost ledsaget af 2019 Trinita og tre stærkt tilfredsstillende 2016-udgaver af Roero Nebbiolo: Mombaltramo, Renesio og Trinita, nu i en rød udgave. Trinita i årgang 1999 er selvfølgelig ikke ungdommeligt frisk, men er i live og bider endda lidt fra sig. Slutnummeret er 2004 San Michele Barbera d’Alba. Den er forbløffende livlig og med alt det, man skal forvente af en god barbera.

Giovanni Minetti, Tenuta Carretta – elegante og friske vine

Tenuta Carretta

Til næste år kan Tenuta Carretta i Piobesi d’Alba, som ligger i den sydlige del af Roero, fejre 555 års vinproduktion. Det kommer til at foregå med den erfarne Giovanni Minetti, 66, ved roret, men sikkert også med ejerens tilstedeværelse: familien Miroglio, Ivana, Edoardo og deres børn Marta og Franco, som til daglig er bosat i Bulgarien og her driver Edoardo Miroglio Winecellar og dets flere hundrede hektar vinmarker i Thrakien. Giovanni Minetti har tidligere været direktør på Fontanafredda, hvor han fik vendt den store historiske vingårds meget støvede image. Kældrene var fyldt med oldgamle fade, som gjorde mere skade end gavn, og det var én af de mange unoder, som Minetti fik gjort op med.

Tenuta Carretta er en helt anden historie. Her hersker takket være bl.a. den unge winemaker Paolo Scaiola elegance og friskhed i produktionen. Der er simpelt hen ingen svipsere blandt de rødvine, som kommer på bordet: 2018 Nebbiolo Langhe Podio, 2016 Barbaresco Garassino, 2015 Barolo Cascina Ferrero, 2015 Bric Paradiso Roero Riserva, 2015 Barbaresco Riserva Cascina Bordino og 2015 Barolo Riserva Cannubi.

Marchesi Alfieri – vin siden 1696

Marchesi Alfieri

Forhistorier rækkende flere hundrede år tilbage vrimler det med i Piemonte. I landsbyen San Martino mellem Alba og Asti troner et slot med en historie, som går tilbage til middelalderen I 1616 blev det overtaget af den adelige Marchesi-familie, som siden har fortsat med at dyrke druer på de 21 hektar skråninger omkring slottet. Overleverede dokumenter beretter, at sådan har det været siden 1337. I 1982 overtog en fætter til Marchesi Alfieri slottet, og det er hans tre døtre, Emanuela, Antonella og Giovanna, som i dag driver vingården og den tilknyttede hotelvirksomhed.

Vinene fra Marchesi Alfieri er anerkendt for deres høje kvalitetsniveau, og det bliver bekræftet med en smagning af ikke mindst Barbera: 2018 La Tota og 2016 Alfiera samt Nebbiolo: 2018 og 2016 Costa Quaglia. 2016 Blanc de Noir Extra Brut er Alfieris bud på en mousserende vin, og den er virkelig god, tør og frisk, nyligt degorgeret. Druerne er høstet tidligt, alkoholprocenten 12,5. De røde druer, der er anvendt til spumanten, er Pinot Noir, så bordvinen San Germano Pinot Nero kommer frem i årgang 2017. Det er altid interessant at konstatere, hvordan den notorisk vanskelige drue opfører sig uden for sine klassiske tilholdssteder. Her er der kommet en fyldig vin ud af det med både sødme og lidt tanniner. Det virker næsten som om, den tanninrige Nebbiolo har smittet af på den tanninfattige Pinot Noir.

Roberto Bava

Bava

Så gælder det Monferrato med første besøg hos Bava i Cocconato, hvor Roberto Bava tager imod. Den 110 år gamle vingård er bygget tæt på jernbanen, som stod for transport af egnens produkter til Torino og Milano. Familien har dog dyrket druer på stedet siden 1600-tallet. I dag foregår det på 50 hektar i Monferrato og Langa, og derudover hører der 20 ha enge og skov til vingården. Alt dyrket efter de moderne principper for reduceret brug af pesticider og kunstgødning. Barbera fylder meget i porteføljen, som også rummer Langhe Nebbiolo, Barolo, Albarossa og Chardonnay.

Sidstnævnte hedder Thou, en 12,5 pct. sprød, mild og meget drikkelig vin, som iflg. Roberto vil holde sig godt længe. 2019 Libera og 2010 Stradivario er meget vellykkede eksempler på, hvad Barbera d’Asti formår, og det samme er  1999 og 2017 Piano Alto Nizza Superiore. Årgang 1999 er ufiltreret og er en mørk vin med chokoladeagtig sødme og nogen syre i behold. En behagelig 2018 Albarossa Rosingana og den nedtonede 2010 Barolo Scarrone følges til dørs af den mousserende Rosetta, en 5,5% rosé med hele 120 g/l restsødme, men med en syre, der tager det værste. Sådan en vin kan man drikke i spandevis, som Roberto siger.

Hvorefter han åbner døren til en helt anden afdeling. Her hersker Cocchi, det 130 år gamle firma specialiseret i aromatiske drikke, som Bava-familien har overtaget. Da den unge konditor Giulio Cocchi i 1891 indledte sin virksomhed i Asti, var det især med datidens populære drikke: Barolo Chinato og Aperitivo Americano. Senere kom vermouth og mousserende vine til, og ikke mindst vermouth har nu fået en renæssance blandt både bartendere og almindelige forbrugere. Hedvinen fra Cocchi og andre små producenter er med årene blevet så raffineret, at der ingen sammenligning er med masseproducerede udgaver som Martini og Cinzano.

Hic et Nunc

Det aparte navn på denne hightech vingård i Vignale Monferrato betyder ”Her og nu”. Den er spritny, færdigbygget i 2020. Ejerne er Valentina og Massimo Rosolen, som først i 2012 drog fra Bergamo hertil og købte 100 hektar jord. Foreløbig er 21 ha tilplantet, og de yder 50.000 flasker årligt, men planen er at tredoble produktionen. Første årgang, som kunne sendes på markedet, var 2016. I betragtning af vinplanternes unge alder er kvalitetsniveauet højt på alle de vine, som bliver præsenteret: Hvidvinen 2019 Monolite Cortese og rødvinene 2018 Altro Mondo Grignolino, 2018 Mondano Dolcetto, 2017 Feminile Barbera Monferrato og 2017 Monumento Barbera Superiore.

Tenuta Montemagno

Ifølge gamle dokumenter begyndte vinproduktionen tilbage i 1600-tallet, men siden er der sket en hel del. Tenuta Montemagno er i dag luksushotel, restaurant, hjemsted for fine heste – og så altså produktion af berømmede vine fra 20 ha marker. Blandt det udvalg, der præsenteres, er de bedste 2019 Ruber Grignolino d’Asti samt 2018 Austerium og 2016 Mysterium, begge Barbera d’Asti.

Foglino 7

Unge Sergio Folignos vingård ligger på Strada Nizza Acqui i Castel Boglione. Gadenummeret er 7, deraf tilføjelsen til navnet. Til en middag på hotel L’Aja della Mirusina i Canelli har han meget utraditionelt medbragt udelukkende Chardonnay og Pinot Noir. Hans 1998 La Gianola Chardonnay bliver kun fremstillet hver 10.år, og det her er hans første udgave, en gylden, harmonisk og elegant vin. Syren forekommer at være høvlet ned, og der anes lidt botrytis. En magnumudgave af 2019 14.02 Pinot Nero glider smertefrit ned, mens 2014 GUS Agustino Pinot Nero efter 4 år i fade byder på lidt modstand fra tanninerne.

Walter Massa er Timorassas ”godfather”

Colli Tortonesi

På sidstedagen handler det især om hvidvinen Timorasso, men også om Barbera. På Agriturismo La Capanna i Montegioco, hvor der produceres en rigtig god salami med det fine navn Nobile del Giarolo, er en række producenter mødt op for at præsentere sig og med smagsprøver vise, hvad de dur til. Consorzio Colli Tortonesi har i dag 69 medlemmer med 53 producerende vingårde og 216 hektar marker tilplantet med Timorasso. Det er en dramatisk udvikling fra 1987, da pioneren Walter Massa plantede den genopdagede druesort på en halv hektar. Så sent som i 2000 var det kun blevet til 3 ha. Med så mange nytilkomne producenter og så mange nytilplantede marker, er det klart, at der er nogle udsving i kvaliteten af Timorasso. Men en del af producenterne kommer udefra, fordi de har set potentialet i Timorasso, og de medbringer erfaringer fra mere kendte distrikter som f.eks. Barolo.

Massimo Pastura fra Cascina La Ghersa sammen med datteren Giorgio

Hele 32 udgaver af Timorasso skænkes op, så det er en udfordrende opgave at vælge de bedste, fordi der ikke er decideret dårlige vine imellem. Kriteriet er derfor det hele personlige, at sødlige vine – uanset om de har restsukker eller ej – vælges fra. Et godt syreniveau prioriteres, og helhedsindtrykket skal være elegance og balance. Følgende producenter klarede den prøve:

Cascina Giambolino, Enrico Mandirola, Borgogno, Pomodolce, I Carpini, Vignaioli Battegazzore, Claudio Mariotto, La Colombera, Cascina Montagnola, La Ghersa, Ezio Poggio, Cantina Vignaioli del Tortonese og Claudio Mariotto.

Halvt så mange udgaver af Barbera skal der også lige smages på, nu vi er i gang. Der er et par svipsere imellem, herunder sødlige vine med (for) høj alkoholprocent og uden tilstrækkelig syre til at dulme. Bedst klarer sig følgende: La Colombera, Montagnola, Vigneti Giaccomo Boveri, Claudio Mariotto, Vignaioli Tortonese, Pomodolce og I Carpini.

Paolo Carlo Ghislandi, Cascina I Carpini, tapper fra en af sine amforaer

I Carpini

Netop I Carpini bliver turens sidste vingårdsbesøg. Paolo Carlo Ghislandi bedyrer, at han bor tæt på La Capanna, men det viser sig at være en sandhed med store modifikationer. Der går en rum tid ad smalle, snoede veje til en bakketop, før I Carpini åbenbarer sig. Foran indgangsdøren ligger tre katte, som tilsyneladende alle har født for nylig. Der er i hvert fald killinger alle vegne. Under en tur i den omliggende vinmark fortæller Paolo, at han har et par rækker Cabernet Sauvignon. Ikke fordi han har tænkt sig at fremstille vin i større målestok af den druesort, men fordi vildsvin ikke kan lide druerne og er for dumme til at gå lidt længere ind imellem rækkerne til druer, de godt kan lide.

På en tur i kælderen fortæller han, at her bruges vildgær, og Timorasso filtreres ikke. Mosten fryses ned til 6 minusgrader, og så falder alle urenheder til bunds. I en amfora ligger en specialitet: Timorasso under et lag af flor, som det kendes fra sherry. Den vin skal tappes på små flasker til liebhavere. Besøget slutter med en smagning af tre glimrende udgaver af Timorasso: 2019 Rugiada del Mattino (”morgendug”, 2011 Brezze d’Estate og 2016 Chiaror sul Masso. En enkelt Barbera bliver det også til: 2006 Bruma d’Autonno. Den er stadig frisk og virker overhovedet ikke som en 15 år gammel svend.

Importører:

Castello di Perno: Estrup & Udsen
Agricola Marrone: Gallovini
Poderi Ruggeri Corsini: Italian Wine Trading, Slagelse Vinkompagni, Vinselskabet Connaisseur
G.D. Vajra: H.J. Hansen Vin, Vinspecialisten
L’Astemia Pentita: Piemonte Vine og Delikatesser
Giacosa Fratelli: Sigurd Müller
Diego Pressenda: Viniversa
Enrico Serafino: I kontakt med Erik Sørensen Vin
Malvirà: Theis Vine
Edoardo Miroglio Winecellar: AM Vinimport
Marchesi Alfieri: Vin Med Mere
Bava: Anker Vinimport
Cocchi: Anker Vinimport
Foglino 7: Quist Wine, Damm Vine
Cascina La Ghersa: Beviano Winebar (København)
Vigneto Massa: Pedersbæk Vin & Gastronomi
I Carpini: Kobaj