Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Duckhorn

– meget mere end Merlot

Californisk vin vinder mere og mere frem på det danske marked, selv om man ofte skal i specialforretninger eller bruge Nettet, hvis man vil prøve de bedste amerikanervine.  Her kan det være nyttigt at kende det californiske vinhus Duckhorn, da den danske importør Winefamly fører et bemærkelsesværdigt bredt sortiment. Duckhorn udmærker sig ved at levere stabil kvalitet i de fleste klassiske californiske druesorter, selv om huset først og fremmest er berømt for sine Merlot-vine.

Den perfekte timing

Hvis vi tager en tur tilbage til 1976, sker der flere interessante ting, der fik vigtig indflydelse på californisk vins fremtid. Indtil da havde USA-vinene et lidt blakket ry i Europa. Et omdømme, der skyldtes tidligere tiders ukritiske amerikanske masseproduktion plus en god del fordomme affødt af ringe eller ikke-eksisterende europæisk indsigt i de nyeste californiske vintrends.

Men den opmærksomme og hidtil frankrigsfikserede britiske vinimportør Steven Spurrier havde lagt mærke til, at der skete særdeles spændende ting i Californien, selv om det var lykkedes ikke mindst den franske vinverden at lukke øjnene for dette. Øjnene blev til gengæld grundigt spærret op i lige dele fransk forundring, vantro og forfærdelse, efter Steven Spurrier afholdt sin revolutionerende smagning – ”The Judgement of Paris” i 1976. Kort fortalt overtrumfede en række californiske Cabernet- og Chardonnay-vine flere hidtil urørlige franske nationalklenodier, der var anset som verdens bedste i deres kategori – læs Bordeaux og Bourgogne. Det værste var endda, at blindsmagningens dommere var udvalgt blandt de mest ansete franske vineksperter. Av, av, av!!!

Samtidig med dette var Dan Duckhorn ( manden på indledningsbilledet) vendt hjem til Californien fra en dannelsesrejse til de klassiske europæiske vindistrikter, hvor han blev vildt betaget af især Bordeaux. Det burde man da kunne lave mage til i Californien, var Dan Duckhorns grundtanke, så i 1976 blev Duckhorn Winery stiftet. Fra første færd var Merlot i fokus, og der blev anskaffet marker, der var optimalt egnede til denne druesort. Yderligere indgik man aftale om at købe Merlot-frugt fra en af områdets mest ansete marker, nemlig Three Palms.

Three Palms Vineyard i Calistoga, Napa Valley. Det var Merlot Three Palms der for alvor fik Duckhorn til at skinne som en stjerne på vinhimlen. Det hele kulminerede i 2017, hvor Wine Spectator udnævnte Three Palms 2014 til at være Californiens bedste Merlot-vin i denne årgang.

Three Palms

Denne aftale viste sig at være en overordentlig klog disposition, for netop Merlot Three Palms har for alvor fået Duckhorn til at skinne som en stjerne på vinhimlen. Det hele kulminerede i 2017, hvor Wine Spectator udnævnte Three Palms 2014 til at være Californiens bedste Merlot-vin i denne årgang. Three Palms er selvfølgelig en kostbar vin, og mængderne er små, men Duckhorns håndelag er også smittet af på firmaets mange andre Bordeauxinspirerede vine, og den generiske Merlot og også den gængse Cabernet Sauvignon leverer høj klasse til fornuftig pris.

Siden sin etablering har Duckhorn Winery været inde i en voldsom vækst og er blevet handlet gentagne gange til diverse kapitalfonde. Dette omskiftelige ejerskab har dog vist sig at være en fordel, da man har haft betydelig kapital til rådighed, og de skiftende ledelser har fastholdt fokus på de oprindelige traditioner og ambitioner. I dag råder Duckhorn over hele seks vinerier og betragtelige markarealer fordelt over store dele af Californien. Denne ekspansion kulminerede i 2017, hvor koncernen opkøbte et af Californiens mest ansete vinerier, nemlig Johs Jensens Calera, der især er berømt for sine elegante og kølig Pinot Noir vine. Her har Duckhorn heldigvis valgt at lade Calera arbejde selvstændigt videre i den vellykkede og ansete kølige vinstil, der har gjort vinene fra Mount Harlan så berettiget populære.

Decoy og Migration

I dag har Duckhorn bevæget sig langt ud af Merlot’ens skygge, og firmaet markedsfører et bredt udvalg af stort set alle de klassiske Californiske druer, hvor Duckhorns Chardonnay- og Pinot Noir-vine står for glimrende kvalitet til en fair pris. Hold ikke mindst øje med vinene fra Goldeneye-vineriet, der leverer både charme og præcision.

Duckhorns store udvalg kan gøre det lidt svært at navigere rundt i sortimentet, men prisen er generelt en troværdig indikator for kvalitetsniveauet.  Yderligere har Duckhorn lanceret forskellige kategorier, der indikerer ambitionsniveauet:  Således er Decoy-produktlinjen entry-level vine, der bruger druemateriale, der ikke indgår i de gængse Duckhorn-vine. Frugten er indkøbt fra et antal udvalgte producenter, der primært er beliggende i Anderson Valley og i Napa. Den ligeledes prismoderate Migration-serie fokuserer på koldklimavine, hvor Chardonnay og Pinot Noir overvejende fremstilles på druer dyrket i Anderson Valley, men andre kølige regioner er også i spil.

Udvalgte vine fra Duckhorn Winery

Migration Chardonnay 2014 Russian River Valley Duckhorn Wine Company Sonoma County – 14,1 pct

Veludviklet, moden og personlig Chardonnayfrugt med kultiveret egetræ. Moderat krydret med smørtoner, blomster og grønne urter. Ganske kølig stil på trods af frugtens bredde.  I munden med solid struktur, tilbageholdende frugt, pæn mineralitet og generelt i en overraskende slank stil med pæn syre. Væsentligt mere koldklimastil her end i næsen. Smag efter burgundisk forbillede, mens næsen bekender sig til Californien.
90| 152,00 Winefamly

Goldeneye Anderson Valley Pinot Noir 2015 Duckhorn Wine Company – 14,5 pct

Intens, spicy og rig hindbærfrugt med flot detaljerigdom. Charmerende, mørk bærsødme suppleret af diskret ristet egetræ. Tilpas kølighed med et touch grønne urter og med autentisk druekarakter. I munden med blød, tæt og venlig Pinotfrugt med kultiveret sødmefuldhed og solidt mørkt krydderi. Glat og velpoleret vin, der er oversøisk på den elegance facon. Tiltalende og givende.
91| 242,00 Winefamly

Duckhorn Cabernet Sauvignon 2014 Duckhorn Vineyards Napa Valley – 14,5 pct

Stilren Cabernet-næse med udtalt mineralitet, mørk og elegant afrundet frugt med et klassisk grafitkrydderi. Stilistisk tæt på Pauillac i både frugtkarakter og kølig detaljerigdom. Venlig og på samme tid rank mundfrugt med stor præcision, kultiveret krydderi og fin diskret sødme, der giver en tilpas saftighed. Velstruktureret, harmonisk vin med kontant og god tannin og nydeligt doseret egetræ. Her kan selv kræsne Bordeaux-entusiaster være med. 93| 315,00 Winefamly

Duckhorn Merlot 2014 Duckhorn Vineyards Napa Valley – 14,5 pct

Mørk, delikat bærfrugt, der på samme tid er indsmigrende og rank. Dejlig renhed og med udtalt kølighed. Nydelig druekarakter, der igen er tydeligt inspireret af Bordeaux. Pænt afrundet og veludviklet mundfrugt med både charme og harmoni. Moderat styrke, god delikatesse, kultiveret egetræ og fin mineralitet. Elegant, lettilgængelig og autentisk Merlot.
92| 235,00 Winefamly

Duckhorn forhandles i Danmark gennem vinklubben Winefamly. De anførte priser er klubpriser, der kun opnås ved medlemskab.