Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Champagnehuset Alfred Gratien – egetræets magi

For blot få år siden var Champagne en standardiseret mærkevare, der var domineret af store velkendte brands. De gigantiske Champagnehuse satte en ære i, at deres basisvin var et veldefineret og forudsigeligt produkt, hvor man gjorde sig de største bestræbelser for, at Champagnen smagte ens fra år til år. Denne stræben efter en ensartet og forudsigelig vin er i dag nedtonet til fordel ønsket om at præsterede det unikke og det personlige, da det er, hvad forbrugerne prioriterer mere og mere, når der skal vælges boblevine. Denne ændring i præferencerne kommer belejligt for Champagne-firmaet Alfred Gratien, da man her satser på dybt personlige vine, der tør gå deres egne spændende veje.

Højt klassificerede druer

Alfred Gratien er et Champagnehus, der fra starten tilbage i 1864 satsede på at lave dybt personlige vine, og fra begyndelsen har stilvalget taget udgangspunkt i at bruge egetræet mest muligt. Man har dog gjort det så elegant og velvalgt, at træpræget fremmer helhedsindtrykket uden på nogen måde at dominere.

Alfred Gratiens eget vinmarksareal er helt nede på 1.5 hektar. Ikke desto mindre rummer husets kældre noget, der ligner 1.3 millioner flasker, hvorfor der hvert år må indkøbes rigtigt mange druer. I dag er man oppe på at samarbejde med mere end 60 avlere, så man kan skaffe de fornødne frugtmængder til at opretholde produktionen.

Det betyder, at Alfred Gratien kan være særligt kritisk med valget af druemateriale, og man bruger derfor overvejende druer fra 1. Cru eller Grand Cru marker. Bagsiden af medaljen er, at man samtidigt bliver særligt følsom overfor de markante prisstigninger på kvalitetsdruer, som området har oplevet i de senere år. Således var afregningsprisen på ét kilo frugt fra en Grand Cru mark sidste år cirka 10 Euro. Der er en ganske heftig råvarepris, da hver flaske typisk kræver noget, der ligner halvandet kilo druer. Derudover er selve Champagne-fremstillingen omkostningstung med de mange arbejdsgange, hvorfor det ikke er noget under, at salgspriserne på top-Champagne er steget rigtigt meget.

Champagne i et varmere klima

For nylig havde Bichel inviteret Nicolas Jaeger til København, og han har siden 2007 været kældermester hos Alfred Gratien. Nicolas Jaeger havde i modsætning til mange andre den holdning, at det lunere klima er et gode for Champagne, da det oftere sikrer en sund og fuldstændig modenhed i druematerialet. Hans vine underbyggede hans holdning på bedste vis, da de var kendetegnet ved en solid og velbygget frugt, der samtidig besad en perfekt friskhed.

De højere temperaturer har ellers bekymret mange producenter i området. Det har blandt andet ført til, at man officielt har tilladt flere nye druesorter i de senere år, så avlerne havde flere strenge at spille på, når den færdige vin skulle sammenstikkes. Det drejer sig blandt andet om sorterne Pinot Gris, Pinot Blanc, Petit Meslier og Arbanne. Et uortodokst sammensat sortiment af velprøvede boblesorter plus flere, der er ganske ukendte i denne sammenhæng her til lands. Det bliver spændende at se, i hvilken grad de nye sorter bliver anvendt, og om de vil forrykke smagsprofilen for de klassiske Champagner i en positiv eller negativ retning.

Det bedste fra egetræet

Alfred Gratien har siden firmaets grundlæggelse lagret og gæret alle deres vine på egetræ. Man bruger små egefade på 288 liter, der er minimum fire år gamle, før de tages i brug i husets kældre. Det kræver ganske mange fade, og man er da også oppe på at bruge over 1.000 af slagsen.

Man kunne derfor godt frygte, at Gratiens bobler fremstod overegede, men det er der aldrig tale om. Firmaet har trods alt mere end 100 års erfaring i at dosere træet på bedste måde, og det kan smages: Vinene fremstår altid frugtige og velkrydrede, og man erkender først og fremmest brugen af egen via vinenes solide struktur og deres betydelige smagsdybde. At egen også tilføjer et langt liv og rigtig gode udviklingsmuligheder, skal man heller ikke overse i denne forbindelse.

Men hvordan undgår Alfred Gratien så en alt for heftig egekarakter?  For det første er det vigtig at bruge druer med masser af ekstrakt og en særligt rig frugt, hvad netop druematerialet fra 1. Cru Grand Cru marker sikrer. Som nævnt bruges der altid fade, der har været anvendt i mindst fire år, hvorfor det heftige krydderi fra helt ny eg undgås. Til gengæld har man glæde af, at egetønder konsekvent ikke er lufttætte og at de endda bliver mere utætte med alderen. Det betyder, at vinene under lagringen udsættes for en løbende mikrooxidering, der giver fine aromatiske udviklingsmuligheder, som især kommer til udtryk via den pæne mængde egeekstrakt, der trods alt er til stede.

Endelig bruger Alfred Gratien i udstrakt grad en ekstra lang lagring på gærresterne, hvad der netop kendetegner de mest ambitiøse Champagnehuse. Denne lange lagring hjælper til at tilføje mange sekundære aromaer til vinen fra bundfaldet, og disse smagsindtryk har god tid til at forene sig med krydderiet fra egefadene. Tilsammen giver det den kraftfuldhed og den fornemme aromatiske balance, der kendetegner Alfred Gratiens bobler.

Fire favoritter fra smagningen

Blandt de ti smagte vine var der fire, der på samme tid var de mest spændende og som leverede mest værdi for pengene. Top-Champagne bliver aldrig billig, tværtimod. Også her går pris-trenden med raketfart direkte mod himlen. Så selv om Gratiens Champagner koster ganske mange penge, er de typisk givet rigtigt godt ud. Ikke mindst, når man sammenligner Gratiens priser og kvaliteter med nogle af de bedste og mest berømte Champagnehuse.

Brut Classique

Gratiens entry-level vin er Brut Classique, der normalt består af ligelige dele Pinot Noir og Pinot Meunier, foruden at der indgår cirka 50 procent Chardonnay, men blendet varierer en smule fra år til år. Vinen er lagret i mindst seks måneder på eg, og den har ikke gennemgået malolaktisk gæring, hvorfor den friske syre er bibeholdt. Brut Classique er en vin, der udmærker sig ved sin meget intense, velkrydrede og detaljerige næse og en vellykket mineralitet. I munden er den åben og givende og med betydelig smagsstyrke og en rigtig solid struktur. Brut Classique scorer 91 point og koster 325,00.

Millesime 2015

Gratiens vintage Champagne er flaskelagret med korkprop, og i de bedste årgange har vinen et lagringspotentiale på over 50 år, og blendet er sammensat af 66 procent Chardonnay, 24 procent Pinot Noir and 10 procent Pinot Meunier. Hele syv års lagring på gærresterne er en vigtig kilde til vinens fornemme smagsrigdom og den udtalte personlighed. Moden, men ungdommelig frugtnæse med rigt krydderi tilsat veldimensioneret egetræ. I munden med rankt og køligt præg, der understreges af den markante syre.  Tiltalende nu, men med en stor fremtid foran sig. Millesime 2015 scorer 92+ point og koster 625,00

Paradis 2015

Prestige-cuvéen Paradis 2015 er fremstillet på druer fra Grand Cru og Premier Cru marker og blendet er 66 procent Chardonnay, 24 procent Pinot Noir og 10 procent Pinot Meunier. Det er en særdeles intens vin, der formår at forene rankhed og dyb mineralitet med en betydelig aromatisk rigdom, der uden tvivl kommer fra de mange års lagring på gærresterne. Egetræet indgår med let toastede toner, og vinen besidder en rig, præcis syre, der lover en fornem fremtid. En gennemført delikat vin, der kun er alt for let at drikke i dag. Cuvée Paradis 2015 scorer 93+ point og koster 895,00.

Memory 1998

Memory 1998 er en late-release og sent degorgeret vin, der har lagret i husets kældre frem til 2021. Blendet består af 60 procent Chardonnay, 20 procent Pinot Noir og 20 procent Pinot Meunier. Vinene har tilbragt mere end 10 år på gærresterne, hvad der giver en enestående smagsrigdom og kompleksitet og en overdådighed af sekundære aromaer. På trods af sin betydelige alder er vinen alligevel frisk, floral, sprød og med en helt igennem sund og rig frugt. En vin, hvor det kultiverede egetræspræg må være på sit delikate højdepunkt. En vin til den ultimative fest. Memory 1998 scorer 94 point og koster 1.800,00. Vinen var efter min vurdering smagningens bedste.

Alle vine forhandles af Bichel. Se mere på Bichel.dk