Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Den perfekte madvin

For en snes år siden havde producenterne af Barbera i Asti-regionen hittet på et fængende motto: ”Barbera Mon Amour”. Logoet var områdets bløde vinmarker umiskendeligt inspireret af feminine kurver. Det var dengang, den tidligere fortjent oversete druesort havde banet sig vej op i nærheden af sine seriøse Nebbiolo-fætre fra Barolo og Barbaresco. Fra at være et lokalt udrikkeligt syrebad var Barbera i hænderne på stjerneproducenter avanceret til en vin, som nu også blev værdsat på de udenlandske markeder. Den internationale interesse blev yderligere stimuleret af et årligt ”Barbera Meeting” i Asti, hvor der i lighed med præsentationen af Barolo, Barbaresco og Roero under den årlige ”Alba Wines Exhibition” (nu ”Nebbiolo Prima”) blev samlet vinskribenter fra ind- og udland til smagning og besøg hos udvalgte producenter.

I dag er italiensk vin og ikke mindst dem fra Piemonte rykket helt i top blandt danskernes favoritter. Barolo og Barbaresco er generelt ret dyre, så hvis man skal have Nebbiolo, er Roero-appellationens vine mere overkommelige. Barbera kan også sagtens være et dyrt bekendtskab, men fås desuden i mange ganske drikkelige udgaver til forbrugervenlige priser. Spørgsmålet er mest, om man går efter en Rolls Royce eller en Suzuki. Begge modeller har et rat og fire hjul, men der er forskel i køreglæden.

Luca Ferraris var ene om at præsentere den ikke så kendte Ruché

Den ”ukendte” Ruché

En gruppe medlemmer af Consorzio del Barbera d’Asti e Vini del Monferrato lagde i slutningen af marts vejen forbi København for at præsentere udvalgte vine for skribenter og indkøbere i form af dels en såkaldt masterclass og walk around-smagning, dels middage på tre udvalgte restauranter. Som en producent sagde, er Barbera den perfekte madvin, så det var helt rigtigt set at slutte en lang dag med en italiensk menu. Ikke mindst fordi et par vine, som ikke var særligt bemærkelsesværdige til masterclass-smagningen, kom fint i mål under middagen.

Selv om det egentlige tema var Barbera, havde en enkelt udgave af Ruché sneget sig ind i programmet. Ruché er næppe særligt kendt. Druesorten dyrkes i et lille område nær Asti og byder i modsætning til Barbera på nogen garvesyre, så vinen får lidt Nebbiolo-karakter. Det var en lokal præst, Don Giacomo Cauda, som fik løftet Ruché fra at være en ubemærket lokal druesort til DOC-anerkendelsen i 1987. Producenten Luca Ferraris havde medbragt sin 2019-udgave, og den blev på sin vis betegnende for det problem, som vinverdenen p.t. slås med: klimaet. Nogle vine bliver sødlige og kluntede af de højere og højere temperaturer og dermed alkoholprocenter, mens andre vine bevarer balancen. Ferraris Ruché hører til de vellykkede vine, som trods hele 15% alkohol med sin syre og fede frugt var en rigtig pleaser på et middagsbord.

Gabriele Baldi, Castel Burio, lagrer sin Barbera i 50/50 barriques og store fade. I forgrunden Annalisa Bocchino.

Styr på barrique

Det samme gjorde sig gældende for en Barbera fra Cascina Carlén præsenteret af Paolo Spagarino. Under masterclass deltog vingårdens 2020 ”Souvenir” uden at gøre sig synderligt bemærket, mens dens Nizza Riserva 2017 til middagen havde alt det, en god Barbera skal have, herunder frisk frugt og bid.

Cascina Vignas 2020 Barbera d’Asti hørte også til højoktan-vinene – 15% – men den lette sødme kombineret med frugt og syre gjorde den til et charmerende bekendtskab. Det samme var den flæskede 2016 Belsit Cunsej og Bersanos elegante klassiker, 2016 Generala, begge 15%. Kontrasten var Giuseppe Bocchinos sødmefyldte 2018 Due Lu, som med sine 15,5% nærmest var en klon af Amarone.

Francesco Davico håbede at finde en importør af bl.a. Bersanos ikoniske Generala.

Den nævnte Generala og Paolo Bertas 2015 Heritage Riserva er fra Nizza-appellationen, hvor Astis bedste Barbera-vine produceres. Der er regler for varigheden af fadlagring, men valgfrihed med hensyn til fadtyper, og begge producenter går ind for store fade. Brugen af barrique har ellers bredt sig blandt producenterne af Barbera, og de har fået nogenlunde styr på det, som f.eks. Az. Agr. Gallo demonstrerede med sin 2016 La Cesa. I begyndelsen – for 20-25 år siden – stødte man ofte på vine, som producenten havde givet et kort ophold i nye små fade ud fra en idé om, at så ville vinen ikke smage af træ. Virkeligheden er som bekendt stik modsat. I dag ved de fleste, at fadlagring skal ske over adskillige måneder for at gøre noget positivt for vinen.

På indledningbilledet ses Paolo Spagarino fra Cascina Carlén med sin glimrende Nizza Riserva.