Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Hvad er Botrytis – den ædle råddenskab

med smagning af 24 vine

af HENRIK STEEN ANDERSEN og NIELS EHLER

Hvor produceres verdens bedste Botrytisvine? Altså de søde hvidvine, der når exceptionelle kvalitetshøjder, fordi druerne høstes angrebet af mugsvampen Botrytis cinerea? Umiddelbart ville mange svare Sauternes i Bordeaux. Andre ville pege på Tyskland, hvor adskillige distrikter som Rheingau, Pfalz, Rheinhessen og ikke mindst Mosel frembringer enestående søde vine. Kun relativt få ville nok nævne de ungarske Tokaji-vine eller Trockenbeerenauslese fra Neusiedlersee i Østrig, som mulige vindere i denne internationale Botrytis-dyst, men ikke desto mindre er disse distrikter i absolut topklasse.

I denne artikel smager vi på et bredt udvalg af Botrytisvine, og opgaven er at finde ikke blot de bedste eksemplarer, men også hvordan man får mest for sine penge.

Et lille udvalg af de smagte vine

En klassiker i krise

Vinverdenen har sine modeluner, der er lige så foranderlige og uforudsigelige som dem, der hjemsøger Haute Couture eller populærmusikken. For blot få år siden ville man have forsvoret, at det en dag blev svært at sælge en af denne verdens fornemste vine – nemlig Château d’Yquem. D’Yquem har ellers altid været så eksklusiv, at den nærmest solgte sig selv – uanset prisen, men den tid er forbi. Det er dog ikke kun Château d’Yquem, der har afsætningsproblemer, for på forunderlig vis har vinkunder over hele verden samtidigt vendt de ædelsøde Botrytisvine ryggen. Det kan mærkes ikke blot i Sauternes, men også i Alsace, Loire, Mosel og andre klassiske distrikter med tradition for at producere denne unikke type hvidvine.
En forklaring savnes, men heldigvis er vinenes enestående udtryk intakt, og priserne er er endda pressede. Med andre ord er det lige nu blevet bedre tider for vinnyderne end for producenterne af Botrytisvine. Men hvad er Botrytisvin?

Kronenbourg Riesling 2015, Vendanges Tardive forhandles af Løgismose

Når druer ”langtidsmodner”

Den korte forklaring er, at Botrytisvin fremstilles på druer, der er angrebet af en særlig svamp, der kendes som ædel råddenskab eller på latin Botrytis cinerea. Der er tale om senthøstede vine, og når druer modner længere tid, ændrer de sig på mange områder. Først og fremmest sker der en yderligere tilførsel af sukker fra vinstokken, og samtidig aftager syren. Der fordamper også mere og mere vand gennem drueskindet, så der sker en naturlig opkoncentrering af druemosten.

Men det kræver nerver af stål at høste druer på så et sent tidspunkt, da utallige ting kan gå galt længere henne på efteråret. Regn, insekter, fugle og uønskede svampeangreb er blot nogle få af de bekymringer, der kan give vinavlerne søvnløse nætter. Uønskede svampeangreb kan ramme med lynets hast, og i løbet af ét døgn kan hele høsten gå til, så alle druerne må kasseres. Der er altså tale om et lotterispil – nogle ville kalde det for hasard – hvor det er voldsomt risikabelt at nå frem til den store gevinst: De rige, søde senthøstede Botrytisvine.

Naturens Dr Jekyll og Mr Hyde

Jo længere tid druerne hænger på vinstokken, jo mere udsatte er de for svampeangreb. Svampene har særlig god tid og særligt gode betingelser for at inficere druen. Skulle det regne kraftigt, svulmer druerne op af al væden, og skindet kan sprænges og give fri adgang for svampeinfektioner. Det giver optimale betingelser for, at svampene kan lade deres hyfer vokse ind gennem det ellers beskyttende drueskind.

The Noble Wrinkled Riesling 2021 forhandles af Erik Sørensen Vin

Alligevel drømmer mange vinavlere om fugtigt efterårsvejr – ikke regnvejr, men gerne lidt tåge og høj luftfugtighed og lunt vejr. For der findes både gode og onde svampe. Eller rettere: Den samme svamp kan opføre sig på to vidt forskellige måder: I det ene tilfælde rådner druerne uhjælpeligt og spolerer høsten, men i den anden situation opnås en druemost, der er en helt enestående nektar. Udgangspunktet er præcis de samme druer, der er inficeret af præcis den samme svamp, men der er tale om en risikabel balanceakt, hvor man er helt afhængig af naturens luner.

Svampen Botrytis cinerea er derfor samtidig en frygtet modstander og en værdifuld samarbejdspartner. Forskellen skal søges i druernes sundhedstilstand og i klimaets forløb. Hvis druerne har skader i skindet, eller hvis drueklasen er meget tæt besat med bær, eller hvis bærrene er tyndskallede eller opsvulmede af for meget regn, er de i farezonen for den ondskabsfulde version af Botrytis.

I helt tørt vejr er svampefaren dog meget begrænset, men det kan også være et problem. For i praksis har man brug for en behersket luftfugtighed, før druen kan inficeres med Botrytis. Det skal dog ske langsomt og i moderat omfang, så der opstår et positivt samspil mellem svampen og druen. Skal man nå frem til den optimale vinkvalitet med den mest komplekse og rige smag, kræver det svampens hjælp.

Hvad sker der inden i druen?

Det positive samspil opstår, når der er tørt vejr, og alligevel solid morgentåge og gerne kombineret med pæne varmegrader om dagen. Så arbejder svampen aktivt og i det rette tempo. Svampen vokser ind i druen, hvor den lever af frugtsukkeret. Man kan sige, at i de botrytiserede vine nyder vi de mange smagsstoffer, der er et affaldsprodukt fra svampens stofskifte.

Svampen nedbryder organiske forbindelser i drueskindet, og det får druerne til at ændre farve. Inficerede druer kan antage alle farvetoner fra det gyldne til pink og purpur og endda ende helt ovre i det brune og rosinagtige. Druen kan endda blive dækket at et fint gråt pudder, der kan minde om aske, og det er baggrunden for det latinske navn, da aske på latin hedder cinis = aske.

Tokaji 2016, 5 Puttonyos, Pajzos forhandles af Løgismose

Kort og godt ender druerne med at se ganske ulækre og ubrugelige ud, men vinavleren er lykkelig. Han ved, at han er tilsmilet af lykken i ganske særlig grad: Nu har han udgangspunktet for at lave en gudedrik.

Druen har typisk tabt over halvdelen af sit vand. Samtidig giver svampen vigtige stoffer tilbage til druen, som tak for måltidet. Der er tale om vidt forskellige aromastoffer, som druen ikke selv kan producere. Ofte ryger der en tredjedel af sukkerindholdet, men også op til fem-sjettedele af vinsyren. Denne ubalance kan man genfinde i nogle Botrytisvine, der kan have problemer med syrebalancen, så vinen fremstår rigeligt sød og fed, men ikke har den nødvendige friskhed.

Den smagsmæssige gevinst fra svampen er blandt andet mundfedme, der kommer fra en øget glycerolmængde. Men svampen danner også flere komplekse syrer og tilfører en række enzymer, der yderligere nedbryder druen, så saften rummer flere fenoler og ændrede tanniner. Alt i alt ender vi med en radikalt anderledes og langt mere kompleks og koncentreret most. En most, der samtidig er rig på naturlig antibiotika, og derfor kan være svær at få til at gære.

Men når det endeligt lykkes, får man en enestående smagspalet, der er svær at beskrive. Men ofte bruges ord som honning, skovbund, abrikoser, tørret frugt, svampe, eksotiske krydderier og mineralske og medicinske toner – alt sammen ment positivt vel at mærke. Slutresultatet er en vin med en uovertruffen kompleksitet, enestående personlighed, betydelig rigdom og solidt aldringspotentiale.

Så naturen er bestemt ikke fremmed overfor Win/Win situationer, og det er netop det, vi oplever her i form af et lille vinøst mirakel. Ikke noget under, at dette lykkelige svampeangreb omtales som ”Den Ædle Råddenskab”- eller i Frankrig Pourriture Noble og på tysk kaldes for Edelfäule.

Hvor og hvornår?

Den ædle råddenskab kræver som nævnt særlige betingelser for at kunne udvikles, og de rette betingelser findes ganske mange steder. Men sjovt nok er det næsten udelukkende Europa, som producerer disse vine. Der laves senthøstede, søde vine i en del oversøiske lande, men ofte uden Botrytis. Som noget generelt høstes der sent – tit som det seneste i en given vinregion. Tidspunktet kan dog variere meget fra år til år. Det er selvfølgelig risikabelt, da vejrskift af forskellig art kan ødelægge høsten i løbet af ingen tid. Udbyttet er lavt til grotesk lavt.

Château Piada 2016 forhandles af Philipson Wine

Bordeauxs søde hvidvine

Sauternes må komme op på lystavlen som det første, når vi taler ædel råddenskab. Kommunen er næsten synonym med denne type vine, og i stil med at Champagne fejlagtigt bringes til at betegne alle mousserende vine, bruges ”Sauternes” som generel betegnelse for sød hvidvin. Næsten et begreb. Men det er selvfølgelig kun fra kommunen Sauternes, at vinene kan kaldes ved dette navn. Naboen hedder Barsac og laver samme kvalitet som Sauternes – ofte dog lidt lettere. Herudover produceres der Botrytisvine fra en række andre kommuner og distrikter i og nær Bordeaux. De fleste holder en relativt høj alkohol – typisk mellem 12,5 og 14 procent og er således væsentligt stærkere end for eksempel de tyske Botrytisvine og Tokaji fra Ungarn.
Hoveddruen i Sauternes og Barsac er Semillon, som iblandes lidt eller moderate mængder Sauvignon Blanc plus eventuelt lidt Muscadelle. Forholdet kan veksle lidt fra år til – og vinen da også gå fra at være mere overdådig med megen Semillon til mere frisk og crispy med mere Sauvignon Blanc.

Botrytis cinerea trives ikke lige godt i alle år, og man taler derfor om Botrytis-år. I år, hvor der er mindre af råddenskaben, kan man godt lave søde og intense vine, men altså med mindre Botrytis. Da druerne høstes sent, er der dog år, hvos man næsten eller slet ikke kan lave sød vin.
Produktionen af sauternes er besværlig og kostbar, da druerne skal høstes over flere gange for at få de ideelt angrebne druer. Som en tommelfingerregel siger man, at en vinstok fra et fint slot i Bordeaux giver én flaske rødvin – men en stok fra Sauternes giver ét glas! Når dertil lægges, at priserne ikke er højere end for de røde – faktisk ofte noget lavere – er det klart, at det ikke er nogen dans på roser at producere sauternes og ligesindede vine. Man kan ikke vide, om det overhovedet lader sig gøre og samtidig er udbyttet lavt, omkostningerne er høje – og nok så vigtigt: efterspørgslen har i snart mange år været faldende og ret lav. Så er det særligt attraktivt at lave denne slags vine. Ganske mange slotte i Sauternes og Barsac laver nu i stigende grad tørre vine, som kan være ganske glimrende.

Resten af Frankrig

I Alsace laver man også ofte Botrytis-angreben vin. Er alle druerne angrebne, hedder den Selection de Grains Noble (SGN), og de høstes normalt drue for drue. De kan være ekstremt søde og rige, og alkoholen vil ofte ligge lavt. Senthøstet vin – Vendange Tardive (VT) – kan veksle meget. De kan være gæret ret meget ud og være halvtørre/halvsøde og med høj alkohol. Eller de kan være gæret lidt mindre ud og være mere søde og lavere i alkohol. Druerne kan også være høstet ved forskellig mængde sukker afhængigt af producent og årgang og derfor udtrykke sig sødt eller halvtørt. Endelig er det ikke obligatorisk, at der er Botrytis – mange VT har faktisk ikke Botrytis. VT og SGN laves af Riesling, Pinot Gris eller Gewürztraminer – og de er aromatisk ret forskellige.

Også Loire har gode forhold for råddenskaben. Druen er Chenin Blanc og i lighed med Riesling kan denne drue give vine lige fra det knastørre til det vildt søde. Og Chenin Blanc har som Riesling megen naturlig syre, som balancerer sødmen. Er Sauternes og dennes søde søstre fra det sydlige Frankrig gået lidt i glemmebogen, gælder det i endnu højere grad for Loire. Det er synd, for glæderne kan være store. Vine fra Vouvray kan dække hele spektret fra tør til meget sød – og i gode år også med Botrytis, som trives ganske godt langs den store flod. Der er små appellationer, som er særlige kendte for deres botrytiserede vine – for eksempel Quarts de Chaume og Bonnezeaux.

Tre af Tysklands ædle vine – se smagning her forneden

Tysklands søde vine

Tyskland er berømt for sine vine med Botrytis. Trods global opvarmning, som har ændret betingelserne en del for vindyrkning mange steder i Tyskland (absolut mest til det bedre), er der stadig ofte de rette forhold til at lave sent høstede vine med Botrytis.

Tyskland starter normalt ved Auslese, som dog ikke nødvendigvis er influeret af ædel råddenskab – det afhænger både af, hvilken stil man hælder til og betingelserne i et givent år. Nogle subregioner er også mere tilbøjelige til at fremme væksten af Botrytis. Næste trin er Beerenauslese (BA), mens Trockenbeerenauslese (TBA) udelukkende er lavet af Botrytis-druer.

Lovmæssigt er de tre kategorier underlagt krav til sukkerindholdet i druerne – såkaldte oeschle-grader. TBA er normalt helt overdådigt intense og rige og kan være udødelige. De er ofte også overdådigt dyre og ofte altid i halvflasker. Kunsten er at bevare stor syre, som skaber balancen med en enorm sødme. BA kan også være meget rige. Nogle producenter vælger således at sælge deres vin som BA, selv om de har sukkerindhold til at være TBA, og det kan gøre sig gældende for Auslese vs. BA.

Den fineste drue er Riesling, men der kan laves glimrende botrytiserede vine på andre druer i Tyskland. Faktisk udvaskes noget af druekarakteren, når vi kommer op i de massivt rige og søde vine. Alkoholprocenten i de tyske Botrytisvine er lav til meget lav – helt ned til 6-7 procent for TBA. Auslese normalt lidt højere, i reglen under 10 procent. Vinene kan rumme en vild buket af blomster og syrlige frugter/bær i næsen, vekslende grader af sødme – og en vidunderlig frisk og syrerig smag (når de er gode!).

Kracher Beerenauslese 2018 forhandles af Philipson Wine

Østrigs og Ungarns Botrytis-perler

Østrig laver også megen Botrytis-vin – særlig fra vinregionen omkring den store saltsø, Neusiedlersee i Burgenland. Her er der på grund af høj fugtighed og ret høje høsttemperaturer næsten perfekte betingelser for Botrytis. Også her hedder vinene BA og TBA, men der findes en lokal klassifikation, kaldet Ausbruch, som ligger mellem BA og TBA. Vinene er ofte noget rigere og knap så vibrerende friske som deres tyske søstre, og alkoholen ofte lidt højere, men stadig til den lave side. I Burgenland kan man finde vine fra en mangfoldighed af forskellige druer, eventuelt også en blanding af forskellige druesorter.

Endelig er der Ungarn, som langt hen ad vejen deler klimatiske betingelser med Østrig. Vinen hedder Tokaji og var i forne tider meget berømt og skattet. Efter en periode med mindre god kvalitet og mindre opmærksomhed – selvfølgelig set i sammenhæng med kommunismen, som ikke gjorde meget godt for vindyrkningen – er der kommet mere fokus på Tokaji igen. Druen er Furmint, og de bedste klassificeres efter sukkerindhold som enten 5 eller 6 Puttonyos. Der findes også en enestående rig og sød vin, kaldet Essencia, som nærmest er flydende sødt guld. Den er lige så enestående sjælden, som den er dyr, og den sælges ofte i 10 cl. flasker. Tokaji har som anført fået en renæssance og vinene lægger sig mere op ad de tyske/østrigske end sauternes – alkoholprocenten er typisk omkring 10-12 procent.

Botrytis til det salte køkken

Det klassiske madvalg til Botrytisvine er foie gras (det skrev jeg ikke, vel? – forbudt, forbudt!), blåskimmelost og visse desserter. I Alsace elsker de foie gras og derfor bliver deres VT og SGN promoveret massivt til dette. Blå ost er salt og skarp – så den clasher fuldstændig med rødvin – og kræver næsten sød vin. Det kan være portvin, men så sandelig også sød vin med Botrytis. Sauternes er oplagt.

Foie gras terrine beder næsten om søde vine – og helst med en forfriskende syre, som man netop finder i de bedste Botrytisvine. Som nævnt er de alsaciske Botrytisvine meget populære, men også Sauternes og de andre sydfranske vine med ædel råddenskab kan absolut gøre fyldest. Endelig skal man ikke glemme Tokaji – og der laves en masse foie gras fra både ænder og gæs i Ungarn. Men prøv at finde en foie gras, som er opdrættet uden tvangsfodring, og det findes efterhånden.

Gewurztraminer 2017, Selection de Grains Nobles forhandles af Irma

Som anført er der en række meget salte oste, som bedst matches af sød vin – og hvorfor ikke sød vin med Botrytis? Det er i særlig grad blåskimmeloste, hvor Roquefort og Stilton står højt på min liste. De bløde, mere cremede og knap så salte oste – som de fleste Gorgonzola – går også fint, men kræver ikke helt samme rigdom og sødme for at balancere skarpheden. Men andre meget salte oste kan også med fordel sættes sammen med botrytisvine – selvom der er alternativer i form af for eksempel de oxiderede og tørre sherryer.

Botrytis til det søde køkken

Mange vil givetvis tænke dessert til de søde botrytisvine – og det er klart nok også en god idé. Det kan selvfølgelig blive lidt af en udfordring med den megen sødme og stiller krav til kroppens insulinproduktion. Man skal tænke lidt i retning af aromaprofilen i vinen, når man finder den ideelle vin.

De tyske vine med elegance, raffinerede frugttoner med lime og citrus og udtalt syre lægger op til desserter med netop disse citrusfrugter – for eksempel citrontærte eller crême brulée med lime. I ældre Sauternes finder man ofte noter af brændt sukker og kandiseret appelsin, og derfor kan en dessert med netop kandiseret appelsin være et flot one-to-one match. Jeg holder meget af risalamande med kandiseret appelsin i stedet for kirsebærsauce, og så skal der selvfølgelig en god Sauternes til.

Men faktisk kan man sagtens lade fantasien spille lidt mere. I mange salte, varme retter indgår forskellige former for frugter – tænk for eksempel på and i orangesauce – der kan man godt lege lidt med en sød, botrytiseret vin. Eller hummer/jomfruhummer med mango, ingefær og lidt chili. Der vil en syrerig Auslese eller en Tokaji kunne agere et spændende modspil. Meget af det fjernasiatiske køkken rummer syrligt-søde elementer og ikke sjældent med spicyness fra blandt andet chili. Her kan vine med samme syre-sødme balance passe smukt ind, eventuelt også med Botrytis. De tyske vine med restsødme og markant syre er generelt de bedste til for eksempel thaimad.

Royal Tokaji Gold Label 2017 forhandles af KK Wine

Støt en truet kulturarv

Vine med Botrytis kan noget ganske særligt og er uretfærdigt oversete. Og mange af dem er endda urimeligt lavt prissatte. Ikke mindst det enorme arbejde og den store risiko ved deres produktion taget i betragtning. De bedste tyske ER dyre, indrømmet. Men der laves ofte mikroskopiske mængder i forhold til for eksempel Sauternes.

Vi spiste lidt forskelligt til vinene efter smagningen: Den forbudte leversag, blå ost, jomfruhummer med mango og lime, and med orange og en risalamande med kandiseret appelsin. De fineste tyske kunne godt bruges, men finessen og elegancen tilsiger enten noget mere raffineret eller ingenting! – det er meditationsvine…

Sauternes passer bare super til næsten det hele, da vinene har intensiteten og alkoholen og tilpas sødme, syre og struktur til at give modspil. Og det er især her, at de gode køb kan gøres. Tokaji er lidt en hybrid mellem Sauternes-stilen og de filigran-lækre tyskere, men de er super til både foie gras og visse desserter. Og så var det interessant, at nogle af de lidt mere reserverede, mineralske og knap så overdådige vine blomstrede op til maden.

Det er ret forskelligt, hvor markant Botrytispræget er i de forskellige vine. En del af de tyske antyder kun svampen, og der laves for eksempel Auslese med relativt små procenter Botrytis-angrebne druer, men selvfølgelig sent høstet. Men kom nu ud af busken: Der gemmer sig en skatkiste af dejlige vine med ædel råddenskab. Og så endda tit til en rigtig fornuftig pris…

Sådan læses vinbedømmelserne

Hver vin tildeles fra én til seks stjerner, ud fra forholdet mellem pris og kvalitet. Fire stjerner gives til en vin, hvis pris harmonerer helt og fuldt med dens kvaliteter. Fem stjerner fortæller, at prisen er attraktiv. Seks stjerner gives til så favorabelt et vintilbud, at det er værd at gøre en ekstra anstrengelse for at sikre sig en flaske eller seks af denne vin. Betydningen af et lavere antal stjerner burde give sig selv.

Når vinene rammer 500 kroner i pris, udelader vi dog stjernemarkeringen, da den reelt ville være meningsløs. I stedet bruges teksten ”Stjernemarkering Udeladt”. Alle vine får dog en score på 100-pointskalaen, hvor der ikke tages hensyn til prisen, men udelukkende til kvaliteten. Tysk har aldrig haft ry for at være let – bare tænk på den tyske grammatik i skolen – dativ, akkusativ etc. At afkode en tysk vinetiket kræver næsten en universitetsgrad fra Geisenheim Universitetet. I denne sammenhæng fører det for vidt her at give en fyldestgørende beskrivelse af de forskellige niveauer. Men oftest vil det være sådan, at jo ”mere”, der står à la ”Goldkapsel”, ”Lange Goldkapsel”, ”Versteigerung” og tilsvarende, jo mere udvalgt og fornem er vinen.

Det skal dog nævnes, at ”Versteigerung” kort fortalt angiver, at vinen er solgt via en særlig auktionsform, der er forbeholdt særligt efterstræbte vine. Der tappes også tit fra enkeltfad, som benævnes fx #72 – fad 72. Puh ha, det er ikke let! Det skal bemærkes, at en del af de tyske vine i smagningen netop var sådanne særaftapninger, som på denne måde fremhæves positivt fra basisudgaven.

Smagning af Tokaji 

Barrel Number 1287 – årgang 2019, 5 Puttonyos, Royal Tokaji, Ungarn  *****

Lys farve. Indsmigrende duft med en del Botrytis, fersken og flødekaramel. Ret stor sødme og fin syre til at bakke op. Trods lavere alkohol er den mere intens end Sauternes-vinene. Tæthed og masser af intensitet og flot balance. Saftig rig og delikat. Fin vin. 11,5 pct. – 50 cl.
92 | 270,00 KKwine.dk

Royal Tokaji Gold Label 2017, 6 Puttonyos, Royal Tokaji, Ungarn  ****

Igen til den lyse side. Er på alle måder et skridt op i forhold til Barrel Number 1287. Stor sødme, udtalt syre og meget lang. En spændstig og smidig påfuglehale af en smag. En syre-sødme-balance, som man skal til de store tyske Riesling for at finde. Blomstrende og med mere frisk end tørret frugt – flot balance og fornem personlighed – det koster så også! 10,5 pct. – 50 cl. 95 | 400,00 KKwine.dk

Tokaji Édes Szamorodni 2016, 6 Puttonyos, Royal Tokaji, Ungarn ****

Dybere farve. Anderledes end ovenstående. Mere krydret med blandt andet karry og dramatisk tørret abrikos og honning. Ret rustik stil. Masser af tørret frugt, men måske lidt overdøvende i sukker-chokket – enorm styrke. Stor sødme og god syre. Interessant udtryk. Royal Tokaji Gold Label 2017 er dog mere elegant. Men fin vin. 11 pct. – 50 cl.
93 | 360,00 KKwine.dk

Tokaji 2016, 5 Puttonyos, Pajzos, Ungarn ***

Ret dyb farve. Mere åbenlyst frugtig end de andre Tokaji – iblandet syrligt/sødt syltet fersken og abrikos, samt honning og tørrede figner. Stor sødme og fin syre. Næsten lige så rig som de to 6 puttonyos. Flot spændstighed via den betydelige syrerigdom. Meget letdrikkelig. 12 pct. – 50 cl. 93 |445,00 Løgismose Vin 

Smagning af Sauternes og anden sød Bordeaux

Vendanges d’Autrefois 2019, Union des Viticulteurs de la Dordogne, AOC Saussignac *****

Ret dyb farve. Relativt enkel næse med syltet frugt og let kryddertone. Moderat Botrytis. Friskhed og flot tæthed og udmærket harmoni og tiltalende rigdom – moderat styrke. Lidt alkoholisk smag. Men pæn og nydelig – og prisen kan man ikke klage over. 14 pct. – 50 cl.
88 | 100,00 Bichel 

Château Nauton 2019 forhandles af Supervin
Château Roumieu 2019, AOC Sauternes  ***** 

Dyb farve. Rig og sødmefuld duft med vanilje og crême brulée tilsat kandiseret ananas. Moderat sød smag med pæn syre. Pæn charme ungdommelig, korrekt og letdrikkelig. Nydelig balance og et fint glas sauternes. Kan gemmes mindst fem år. Rigtigt godt køb. 13 pct. – 37 cl. 89 | 100,00 Kvickly og Superbrugsen

Château de l’Ecole 2016, AOC Sauternes ****

Lys, næsten grønlig farve. Også lyst udtryk i duften med syltet ananas, delikat figenfrugt. Dejlig rankhed og et touch mineralitet. Ikke så meget Botrytis. Rig smag med en del sødme og med lidt rigelig alkohol. Rimelig balance og dejlig intensitet. Veludviklet og med sympatisk aromarigdom. 13,5 pct. – 75 cl.
89 | 240,00 Bichel 

Château Nauton 2019, AOC Sauternes ****

Lys farve. Let duft med sødme uden megen Botrytis. Friske dufttoner i retning af syltet citron og fersken. En del sødme, men ikke megen syre. Lidt letbenet, men med udmærket tæthed. Mere Barsac end Sauternes. Frisk og letdrikkelig. 12,5 pct. – 75 cl. 85 | 250,00 – 180,00 v/ 6 fl Supervin 

Château Piada 2016, AOC Barsac, Frankrig ****** 

Ret dyb farve. Rig duft med abrikos og syltet/brændt appelsin tilsat lidt vanilje. Moderat Botrytis. Ganske intens smag med både sødme og syre og i god balance. Pæn udvikling og kan også gemmes et par år mere. Flot aromatisk og med udmærket detaljerigdom. Klassisk og vellykket. Vældigt godt køb. 14 pct. – 75 cl. 91 | 200,00 v/ 12 fl Philipson Wine

Smagning af Mosel og Rhin-området

Karthäuserhofberger #72 Riesling Auslese 2018 Goldkapsel Grosse Lage, Karthäuserhof – Ruwer – Versteigerung
Stjernemarkering udeladt

Rig, blomstrende næse med appelsintoner og spicy, afdæmpet sødme. Sammensat, delikat, frisk og med betydelig personlighed, nydelig mineralitet og topkultiveret drueudtryk. Imponerende intensitet og delikat sødmefuldhed i perfekt balance med den friske frugt. Overdådig rigdom. 7 pct. – 37 cl. 95 | 660 kr. L’Esprit du Vin

Abstberg #87 Riesling Auslese 2018 Grosses Gewächs, Maximin Grünhaus – Ruwer, Mosel **** 

Nydelig ferskenfrugt med udtalt renhed, flot mineralitet og nydelig præcision. Intens mundfedme og let parfumeret frugt med stor delikatesse. Delikat og charmende og med velvalgt sødme. Meget detaljerig eftersmag og med dejlig finhed. 7,5 pct. – 37 cl.
94 | 495,00 L’Esprit du Vin

Herrenberg #72 Riesling Auslese 2018, Grosse Lage, Maximin Grünhaus – Ruwer, Mosel *** 

Afdæmpet ferskennæse med dejlig renhed. Vin med friskheden højt prioriteret og med diskret sødmefuldhed. Elegant og forfriskende med detaljerig frugtstruktur. Lidt tilbageholdende i dag, men letdrikkelig og gennemkultiveret. Forfriskende og med et tiltalende køligt udtryk. 7,5 pct. – 37 cl. 91 | 295,00 L’Esprit du Vin

Oestricher Lenchen Riesling Auslese 2018 Grosse Lage, Peter Jakob Kühn – Rheingau  ***

Nydelig Rieslingnæse med flot mineralitet, afdæmpet krydderi og lidt skovbund. Moderat intensitet, diskret sødme og med præcision frem for styrke. Udmærket mundfylde og med fornem friskhed, topkultiveret sødme og frelsende syre. 7,5 pct. – 37 cl. Biodynamisk.
90 | 370,00  L’Esprit du Vin

Graacher Domprobst Riesling Auslese 2018 Grosse Lage, Philipps‐Eckstein – Mosel ‐ Versteigerung ****

Nydelig frisk sødme, diskret blomsterpræg og god delikatesse. Pæn dybde, flot spændstighed og udmærket omend afdæmpet botrytispræg. Intens og mundfyldende sødme og et ganske bredt frugtudtryk. Velkrydret længde og med charmerende honningtoner. 7,5 pct. – 37 cl. 91 | 295,00 L’Esprit du Vin

Graacher Domprobst Riesling Auslese 2018 Grosse Lage, Weingut Kees‐Kieren – Mosel ‐ Versteigerung ****

Frisk og ganske parfumeret frugtnæse med dejlig mineralitet. Velkrydret og med moderat Botrytis. Fornem detaljerigdom og betydelig intensitet. Rig og charmerende og med vellykket sødme og god intensitet. Herlig balance og masser af styrke og længde. 7,5 pct. – 37 cl.
92 | 295,00 L’Esprit du Vin

Riesling Rosa-Goldlack Beerenauslese 2010 Grosse Lage, Schloss Johannisberg – Rheingau
Stjernemarkering udeladt

Dyb ravfarvet. Tung frugt med et vist figenpræg med udpræget modenhed. Masser af personlighed og med dejligt skovbundspræg, solid Botrytis og sammensat aromaprofil. Imponerende intensitet og betydelig styrke. Fornem syrebalance og en lykkelig kombination af friskhed og power. Rig og fornem. 6,7 pct. – 37 cl. 95 | 1.495,00 L’Esprit du Vin

Lichtspiel Huxelrebe Auslese 2017 forhandles af Erik Sørensen Vin
Herrenberg #221 Trockenbeerenauslese 2018, Maximin Grünhaus – Ruwer ‐ Versteigerung
Stjernemarkering udeladt

Tung figenfrugtnæse med tørret appelsinskal og et utal af andre frugter. Enorm kompleksitet og en rig aromaprofil, hvor man igen og igen kan finde nye detaljer. Mundfedme i særklasse og et aromatisk udtryk, der harmonerer flot med næsens. Intens, overdådig sødme, behersket syre og med enestående ekstraktrigdom og en eftersmag, der bare fortsætter og fortsætter. 7,0 pct. – 37 cl. 97 | 15.000 kr. L’Esprit du Vin

Scharzhofberger Riesling Auslese 2018, Goldkapsel ‐ Versteigerung, Egon Müller – Saar
Stjernemarkering udeladt

Utrolig delikat og velsammensat næse med kølig elegance og betydelig friskhed. Ultrapræcis og med intens mineralitet. Uovertruffen renhed, diskret sødme og en smule skovbund tilsat fornem blomsterparfume. Imponerende power, enestående balance og velsmag i absolut særklasse. Uovertruffen finesse og veltøjlet overdådighed baseret på et overflødighedshorn af forskellige delikate frugter. Topcharmerende og med uendelig lang eftersmag. 8 pct. – 37 cl.
98 | 9.500,00 L’Esprit du Vin

Lichtspiel Huxelrebe Auslese 2017, Weingut Alexander Gysler, Rheinhessen, Tyskland **** 

Nydelig ren frugtnæse parfumeret med pære og fersken. Delikat krydret med lidt røg og skovbund og glimrende mineralitet. Charmerende, ren, let og ligetil. Ung, frisk og rank og med dejlig syre og afdæmpet sødme. Moderat tyngde og udmærket renhed. 9,5 pct. – 37cl. Biodynamisk – skruelåg.
89 | 140,00 på tilbud – normalpris 200,00 Erik Sørensen Vin

Smagning af Alsace, Østrig, Australien

Heimbourg Turckheim Pinot Gris 2008 forhandles af Erik Sørensen Vin
Kronenbourg Riesling 2015, Vendanges Tardive, Domaine Bott Geyl, Alsace *** 

Ganske mørk, ret karamelliseret frugtnæse med et let røget krydderi, pæn mineralitet og afdæmpet sødme. Herlig frisk vin med frelsende syre og nydelig sødme og fylde. Ligetil, delikat, vellykket og ungdommelig. 12,5 pct. – 50 cl. Biodynamisk.
91 | 295,00 Løgismose

Heimbourg Turckheim Pinot Gris 2008, Selection de Grains Nobles, Domaine Zind-Humbrecht, Alsace ******

Mørk, delikat frugtnæse med svampe og figner og honning. Betydelig detaljerigdom og masser af charme. Givende, fuldmoden og imponerende velafbalanceret duft med betydelig kompleksitet. Overdådig vin med fornemt sammensat smagspalet med orangeskal og tropefrugter tilsat nydelig syre og et ocean af delikate aromaer. Elegance og power på samme tid. 9,5 pct. – 37 cl. Biodynamisk.
95 | 225,00 på tilbud – normalpris 300,00 Erik Sørensen Vin

Gewurztraminer 2017, Selection de Grains Nobles, Theo Cattin & Fils, Alsace *****

Rig, delikat og druetypisk. Frisk og ungdommelig og med kultiveret sødme og pænt lille Botrytispræg. Intens sødme i smagen og med masser af mundfylde og klassisk krydderi. God styrke, længde og balance. 12,5 pct. – 50 cl. 92 | 199,00 Irma

Kracher Beerenauslese 2018, Weinlaubenhof Kracher, Burgenland, Østrig *****

Rig, delikat frugtnæse med tørrede, kandiserede frugter. Duft med klart Botrytispræg. Givende, vellykket, kultiveret, velafbalanceret, autentisk og med tiltalende krydderi. Fantastisk rig vin med flot botrytispræg, betydeligt styrke og masser af blomster. Givende, klassisk og charmerende. Flot substans, god balance og dejlig ekstraktrigdom og med moderat syre. 10,5 pct. – 37 cl. 92 | 155,00 v/6 fl Philipson Wine

The Noble Wrinkled Riesling 2021, d’Arenberg, Australien ***

Rig, sødmefuld og med voldsom og særegen krydret næse med medicinske overtoner inklusive lidt opløsningsmiddel plus masser af honning. Power frem for alt. Intens sødme, solid mundfedme og smag med samme overdøvende, næsten aggressive krydderi som i næsen. Markant Botrytis. Her er intet er overladt til fantasien. 13,5 pct. – 37 cl.
88 | 150,00 på tilbud – normalpris 200,00 Erik Sørensen Vin