Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Julevinen til and, gås og flæskesteg

- alternativ Julevin 3

Andesteg, rødkål, karamelkartofler og fed brun sovs… Ordene burde få hårene til at rejse sig på hovedet af enhver dansk vinhandler, men reaktionen er den stik modsatte: Glæde og forventning. Omsætningen af kvalitetsvin når et toppunkt i Juletiden, for det traditionelle Julemåltid skal uundgåeligt ledsages af vin. At standardmenuen er nogenlunde så vinfjendsk, som det tænkes kan, afholder kun sjældent køber eller sælger fra at kaste sig ud i halsbrækkende og kostbare vinvalg. Men var det mon ikke en bedre idé at undertvinge den betingede Julerefleks med at drikke Amarone og Châteauneuf og i stedet eksperimentere hæmningsløst med vinvalget? Det vil vi lade komme an på en prøve her i Vinbladets serie om alternative Julevine.

Hænges eller skydes

Når kombinationen af mad og vin lykkes for alvor, smager ikke blot maden, men også vinen bedre, når de nydes sammen. Personligt mangler jeg endnu at opleve denne synergi Juleaften, men man skal jo aldrig opgive håbet. Der er vel før sket de rene Julemirakler, der må være affødt af vaskeægte guddommelig inspiration, hvad der også er nødvendigt i denne situation.

Et mere realistisk mål er at vælge én af to mulige og vidt forskellige kombinationsmetoder: I det første alternativ ændres menuen, så den retter ind til højre og underordner sig vinens behov og begrænsninger. Med andre ord: Man lader vinvalget bestemme madvalget. Dette er tit den mest succesfulde mad og vin parrings-strategi, men denne metode har næppe sin gang på jorden, når Juleaften oprinder. Desværre.

Alternativ to er det stik modsatte: Her må vinen finde sig i hvad som helst, for Juleaften er menuen så hellig, at alt andet vil være det rene kætteri. Vinen skal selvfølgelig smage godt til maden, men reelt er man ligeglad med, at madvalget er et samvittighedsløst overgreb på vinen. Det accepteres uden panderynker, at man går glip at væsentlige dele af vinens smag og duft, blot vinen smager nogenlunde rimeligt, selv om den kun kører på ganske få af cylindrene.

Dette er det muliges kunst, og Jul er jo lig med overflod, så So What. Det gør ikke noget, at vininvesteringen ikke giver det fulde udbytte. Beskæmmet må jeg indrømme, at det er denne model, der typisk er mit eget valg, men derfor kan man jo godt sprælle lidt i nettet. Det har jeg så gjort mit bedste for i denne smagning, hvad der vil fremgå af smagenoterne. Kom der så noget brugbart ud af denne øvelse? Læs videre og få facittet.

Pinot Noix Ardoise Spätburgunder  forhandles af Mr. Ruby

Pinot Noël og andre overgreb

Efter at have smagt vinene sammen med en Julemenu-light var der flere klare konklusioner: Behjertede leverandører havde budt ind med fornemme Pinot Noir vine, der smagte vidunderligt, når de blev nydt solo. Derimod var vinen blot en skygge af sig selv, når Andestegen for alvor slog til. Mit bedte bud er helt at formene Pinot Noir adgang til Juleaften, da jeg har svært ved at forestille mig denne drue i en så potent udgave, at den har en chance over for madens overmagt.

Lidt den samme kranke skæbne led en fornem årgangschampagne – nemlig Champagne Saint-Réol Brut Millesime 2008. Der var igen tale om en elegant og fantastisk detaljerig vin, der blev kvalt af madens fedme og sukker. Skulle man endelige drikke Champagner, ville jeg foreslå en helt ung syrerig sag – måske en Blanc-de-Blancs – der burde kunne skære igennem med sin friskhed.

En anden boblevin – såmænd en fransk Cider – klarede derimod skærene ganske udmærket. Den besad ikke blot en tilpas brutal aromastyrke, men var også udstyret med en solid dosis æblesyre, der virkeligt kan slå fra sig. Hvis der skal være bobler til Julemaden, er det værd at eksperimentere med nogle af de mange glimrende cider-typer, der er ved at vinde indpas.

Trarbacher Hühnenberg Riesling Spätlese forhandles af Bichel

Der er fundet et match

Men var der så ikke nogen velfungerende vinvalg? Med skam at melde blev smagningens to eneste seksstjernede resultater scoret af vine, der begge groft forsynder sig mod temaordet ”alternativ”. Men midt i al deres konservatisme klarer vinene jobbet rigtigt godt, og de gør det endda til fornuftige penge, så de skal tilgives deres klassiske ophav. Det drejer sig om Visan 2017, Côtes du Rhône Villages og Monte Tondo 2018, Valpolicella Ripasso Superiore. Begge fuldgyldige kandidater til at akkompagnere andestegen.

Men nogle af de mere modige alternative vinvalg kom dog tæt på at score de maksimale stjerner. Blandt de mere overraskende kandidater var der to hvidvine – henholdsvis Moselvinen Trarbacher Hühnenberg Riesling Spätlese 2018 og Alsace-vinen Zinnkoepfle Gewurztraminer Grand Cru 2019, Domaine Leon Boesch.

Rieslingen håndterede opgaven på udmærket vis, og den gjorde det først og fremmest på basis af sin imponerende aromakoncentration, men også på grund af dens magtfulde syre og sin delikate sødme. Gewurztramineren overlevede magtkampen mod maden af præcis de samme grunde, selv om der her var tale om en gennemført tør vin, hvor dens parfumerede sødmefuldhed først og fremmest kom fra vinens betydelige frugtekstrakt.

Vazisubani Saparavi forhandles af Georgien Vin

Outsiderne

Men også stor ros til orangevinen Lune a Boire fra det ansete Alsace-domaine Charlotte & Antoine Kreydenweiss. Orangevine er ofte svært tilgængelige og let oxiderede, mens de har deres madmæssige berettigelse, da de rummer ganske pæne mængder tannin. Lune a Boire er derimod en letdrikkelig charmetrold, så her kan de fleste være med på Orangebølgen, og denne vin har råstyrken og alle nødvendige dimensioner til at fungere pænt til Julemaden.

Endelig skal den danske kirsebærvin Frederiksdal Reserve fremhæves som et fuldgyldigt alternativ til rødvin. Ikke blot har vinen en enestående potent frugt, men den er også et veritabelt overflødighedshorn af aromastyrke, kultiveret sødmefuldhed og intens syre. Frederiksdal Reserve har alt, hvad der skal til for at give Julemaden kamp til stregen, blot den serveres og behandles som en almindelig bordvin.

Konklusionen på det hele blev, at der er mange muligheder for at lade andre vine end de vanlige power-rødvine komme med til bords. Smag og behag og traditions-konservatisme vil uden tvivl variere Juleaften, så en mulig vej frem til fornyelsen ville måske være at servere flere forskellige vine samtidigt?

Mit bud er, at en buffet med tre eller fire vidt varierende Julevine ville kunne tilføre Julemiddagen nye glæder og alligevel sikre, at alle kan forfølge deres personlige vinpræferencer. Vælger man en vinbuffet vil man være dækket bedre ind, end hvis man gør som vanligt og vælger én Julevin, der ikke nødvendigvis fungerer særligt godt. Her er der noget at falde tilbage på og noget andet for de vininteresserede at diskutere end Juletræ og mandelgave.

Sådan læses vinbedømmelserne

Hver vin i denne test har fået to anmeldelser med hver sin tilhørende score. Den første score er vores bedste bud på vinens kvalitet uden skelen til vinens pris. Det er 100-skalaen der bruges her. Den anden score er på 1 til 6 stjerner, der afspejler, hvor godt vinen passer til sin juleopgave. Her er der taget hensyn til prisen, så der stilles større krav til de dyrere vine.

Cidre Biologique Mousserende forhandles af Erik Sørensen Vin

MOUSSERENDE VINE

Cidre Biologique 2019 Mousserende Roger Groult, Frankrig

Tør og delikat æblenæse med nydelige bitterstoffer, dejlig renhed og diskret mandelkrydderi tilsat sød tobak. God syrebalance, rankt æblepræg og medium frugtintensitet med mere juice-præg end i næsen. Afdæmpede æblearomaer og med let sødme. Læskende og velstruktureret. 5,5 pct. – Økologisk
89 | 125,00 – 100,00 på tilbud Erik Sørensen Vin
Klarer kødopgaven glimrende. Alkohol-let, syrefast og aromatisk med tilpas styrke til stegemaden. 5 *****

Champagne Saint-Réol Brut Millesime 2008 Grand Cru, Frankrig

Intens, velmodnet, klassisk og kompleks champagnenæse med toner af rugbrød, nødder og smør. Nydelig mineralitet og meget givende, delikat og elegant. Frisk, sprød smag med samme flotte rige modenhed som i næsen. Betydelig aromatisk styrke, diskret sødme. Charme og finesse i særklasse. Dejlig styrke og udsøgt balance. Overdådig dekadence i både smag og duft. 12,5 pct.
93 | 399,95 – 259,00 v/6 fl i uge 49, 50 & 51 Andrupvin.dk
Givende og detaljerig boblevin der på trods af sin råstyrke kommer på en alt for hård opgave som ledsager til andestegen. Den flotte vin fortjener det bedre: Drik den solo. En optimal Nytårsvin. 3 ***

Riesling Bockstein Kabinett forhandles af Sigurd Müller

HVIDVIN

Riesling Bockstein Kabinett 2020 Black Label Nik Weiss Mosel, Tyskland

Røget, mineralsk og rank ferskenpræget frugt tilsat nydeligt eksotisk islæt. Udtalt Rieslingpræg med lette petroleumstoner og dejlig floralitet. Flot detaljerigdom, nydelig og kontant sødme og med tæt frugt. Moderat styrke, umiddelbar charme og betydelig aromastyrke. 7 pct.
90 | 229,00 – tilbud 189,00 Kjær & Sommerfeldt
Sødmefuldheden kombineret med tilbagetrukket syre gør det svært at følge med til Julens stegeretter. Herlig som solovin. 2 **

Goldatzel Bestes Fass 2019 Johannisberger Riesling Spätlese Trocken Weingut Goldatzel Rheingau

Blomstrende, sødmefuld næse med rig frugt og flot rieslingpræg. Rank og med glimrende mineralitet og stor delikatesse. Velkrydret og med tiltalende tropefrugt plus et let røgpræg. Imponerede kompleksitet og fornem balance. Herligt autentisk druekarakter, velpoleret styrke, og fin floralitet. Stilistisk kølig frugt med flot intensitet og betydelig ekstraktrigdom. Attraktiv pris. 12,5 pct.
 92 | 150,00 Sigurd Müller Vinhandel
Utrolig rig, charmerende og koncentreret Riesling med stor intensitet og veltøjlet syre. Er her kommet på en rigtig krævende opgave. Den fine Riesling fortjener at blive behandlet mere skånsomt. 3 ***

Trarbacher Hühnenberg Riesling Spätlese 2018 Mosel, Tyskland

Intens Riesling-næse med fornem detaljerigdom og diskret sødmefuldhed. Kraftfuld, velbygget og meget personlig vin i stil med Alsacisk Vendange Tardive. Overdådigt hedonistisk og med betydelig ekstraktrigdom. Kraftfuld vin med masser af ekstrakt. Nærmest et overflødighedshorn af aromatiske indtryk, men med alt i den flotteste balance. 12,5 pct.
93 | 350,00 – 295,00 v/2 fl Bichel
En Riesling med så betydelig stoflighed og så fornem en balance, at den håndterer Julebelastningen overraskende godt. Syren og sødmen fungerer fint til stegemaden. 4 ****

Zinnkoepfle Gewurztraminer Grand Cru 2019 Domaine Leon Boesch Alsace, Frankrig

Nærmest overdøvende intens og delikat rosenduft med imponerede elegance og fornem mineralitet. Indbegrebet af hvad en Gewurztraminer bør være – men alt for sjældent er. Kultiveret krydderi og nydeligt parfumeret helhedsindtryk. Sprød, glat og velpoleret vin med vellykket forhold mellem saftighed og rankhed. Veltøjlet intensitet og velvalgt tørhedsgrad. 13,5 pct. – biodynamisk.
 92 | 215,00 Emilievin.dk
Aromatisk rig Gewurztraminer med potent krydderi og dejlig råstyrke. Håndterer den givne opgave rigtig pænt. Aromastyrken sørger for overlevelsen. 4 ****

Lune a Boire Orangevin forhandles af Erik Sørensen

ANDRE VINTYPER

Lune a Boire Orangevin Charlotte & Antoine Kreydenweiss Alsace, Frankrig

Næse med mørk frugtighed og delikat, let oxideret præg og med nydelig mineralitet. Velkrydret og med personlig aromaprofil med lidt rosintoner, nødder og velvalgt sødme. I munden kraftfuld og syrerig æblefrugt tilsat et diskret sherrypræg. Velstruktureret vin med udtalt tørhed, der dog afbalanceres nydeligt af sødmen. Solid tanninrygrad og god saftighed. 14 pct. Økologisk.
89 | 220,00 – 180,00 på tilbud Erik Sørensen Vin
En vin, der går sin egne vej, og som har tilstrækkelig råstyrke til at klare opgaven. En spændende og velfungerende Julevin for de eventyrlystne. 4 ****

Frederiksdal Vin af Kirsebær Reserve forhandles af Frederiksdal.com
Frederiksdal Vin af Kirsebær Reserve Harpelunde Lolland, Danmark

Parfumeret kirsebærnæse med mynte, eukalyptus og marcipan. Frisk bærfrugt med stor ungdommelighed. Aromatisk rig og enestående kraftfuld. Potent og velparfumeret mundfrugt med eksotiske krydderier og masser af ekstrakt og solid struktur. Velvalgt sødme, enorm mundfylde og nærmest uendelig længde. 14 pct. – 500 ml.
89 | 229,00 Frederiksdal.com
Kraftfuld vin med alt, hvad man ønske sig af styrke, sødme, syre og fylde. Her er det for en gangs skyld vinen, der er den brutale i parforholdet.  Server den ved cirka 10 grader af hvidvinsglas. 5 *****

Frederiksdal Vin af Kirsebær Nielstrup Mark 2013 Harpelunde Lolland

Afrundet, mørk og moden kirsebærnæse med chokolade, marcipan og lakrids. Delikat, potent og harmonisk vin med betydelig duftstyrke. Tæt og velafbalanceret helhedspræg med velmodnet kirsebærfrugt, nydelig sødme og glimrende harmoni. Så gamle skal disse kirsebærvine åbenbart være for at komme helt til deres ret. 14 pct. – 500 ml.
 90 | 199,00 Frederiksdal.com
Vin med så imponerende styrke og med så utrolig smagsintensitet, at den umuligt kan overdøves.  Rigeligt sød og meget mættende. Bedst som solovin. 4 ****

Kadarka Classic Collection forhandles af Pannonvin

RØDVIN

Vazisubani Saparavi 2018, Georgien

Elegant Bordeaux-inspireret næse med autentisk Cabernet-udtryk i både krydderi og solbærfrugt, selv om der er tale om ren Saparavi-drue. Moden saftighed, dejlig balance, velpoleret helhedsindtryk og med tiltalende åbenhed. Pæn styrke, lettilgængelig og delikat. Kraftfuld vin med imponerende frugttæthed og dejlig sødmefuldhed. Intens og velpoleret tanninstruktur og med solidt krydderi. Betydelig længde, hvor tanninen for alvor slår igennem. 100 procent Saperavi. 14 pct.
92 | 178,00 Georgien-vin.dk
Går man efter en traditionel rød Julevin, vil denne løse opgave. Den er på samme tid bred i sin appel og alligevel med fornøden struktur til at klare opgaven, omend den er lidt svag i frugtsyren. 5 *****

Kadarka Classic Collection 2018 Meszaros Pal, Ungarn

Urtekrydret næse med stor friskhed, tilpas bærpræg og moderat styrke. Udmærket mineralitet og veldoseret og velintegreret egetræ med let røget præg. Behagelig og ligetil. Saftig vin med moderat styrke og med begrænsede tanniner. Letdrikkelig og venlig. 13 pct.
86 | 79,00 – 65,00 juletilbud Pannonvin.dk
Har ikke saft og kraft og især ikke tilstrækkelig tannin til at stå distancen mod den aggressive julemenu. 2 **

Catena Malbec 2015 High Mountain Vines forhandles af Philipson Wine
Côtes du Rhône 2016, Cuvée Philipson E. Guigal AOC Côtes du Rhône, Frankrig

Mørk, saftig, blommepræget frugt med diskret ristet egetræ og nydeligt krydret med tørre urter. Modent og veludviklet præg og med flot balance. Intens saftighed i den bløde, sødmefulde frugt, hvor charme er højere prioriteret end struktur. Moderate og afrundede tanniner. 14,5 pct.
88 | 79,95 v/6 flasker Philipson Wine
Charmerende vin til de lettere kødretter med moderat fedme, men skån den for karamelkartofler og syrerig rødkål. Den fortjener bedre. 4 ****

Musso Roccia 2017 Vignaioli Contrá Soarda IGT Veneto, Italien

Frisk, lettere bærpræget duft med pæn parfume og god saftighed. Velvalgt sødme, moderat styrke og afrundet krydderi med lakridstoner og diskret egepræg. Saftig og glat vin med god ekstraktrigdom og rigeligt bløde tanniner. Letdrikkelig og umiddelbart tiltalende. 13,5 pct. – økologisk
89 | 229,00 – tilbud 189,00 Kjær & Sommerfeldt
En vin, hvis primære julekvalitet er dens saftighed, mens den moderate styrke og dens beherskede tannin vil gøre det vanskeligt at følge med et klassisk Julemåltid. 3 ***

L’Anjou Noir forhandles af VinFraLoire
Catena Malbec 2015 High Mountain Vines Mendoza, Argentina

Dyb, detaljerig, karakterfuld frugt med mørke blommer og kulsorte solbær og med fornemt, autentisk Malbec-præg. Velafbalanceret og med nydelig delikatesse og udsøgt renhed. Charmerende, aromatisk rig og i en kølig og alligevel givende stil. Dybt kultiveret frugtintensitet og betydelig ekstraktrigdom. Blødt helhedspræg, men alligevel med tilstrækkelig tannin. Attraktiv pris. 13 pct.
91 | 99,95 v/6 fl Philipson Wine
Et godt bud på en velfungerende Julevin, der kan følge med til lidt af hvert, selv om de bløde, fuldmodne tanniner kommer til at kæmpe mod andefedtet for deres overlevelse. 5 *****

L’Anjou Noir 2018 Le Clos Galerne Anjou, Loire

Rank, mørk bærfrugt i kølig og aromatisk stil. Dejlig renhed og betydelig friskhed. Pæn tæthed, udmærket styrke og tiltalende mineralitet. Delikat, vellavet og karakterfuld. Sødmefuld, velafbalanceret og frugtdrevet vin med moderat tanninintensitet, dejlig saftighed, stor aromatisk rigdom og kultiveret krydret. 14 pct.
92 | 235,00 v/6 Vinfraloire.dk
Charmerende og delikat vin, der vil fungere glimrende, hvis menuen står på kalkun eller kylling med afdæmpet tilbehør. Den gængse Juleand vil derimod være et klart overgreb mod en så strålende vin. 4 ****

Monte Tondo forhandles af  Rudersdalvin
Monte Tondo 2018 Valpolicella Ripasso Superiore Veneto, Italien

Intens sødmefuld rosinnæse med friske kirsebærtoner og eksotisk krydderi. Fornemt detaljerig næse med afdæmpet egetræ og pæn mineralitet. Stor styrke, stilistisk kølig og sprød i sit generelle udtryk. Vin med tæt og kultiveret Ripassokarakter og med klassisk krydderi af høj kvalitet og med bløde, men intense tanniner. Opulent og alligevel frisk vin, der udfører en absolut vellykket balanceakt. 14 pct.
93 | 189,00 – 160,00 v/6 fl Rudersdalvin.dk
En Julevin, der stort set rammer plet på alle punkter og kan håndtere den svære Juleopgave som få andre. Gennemført charmerende og med bred appel. 6 ******

Pietra 2019 Primitivo Susumaniello IGT Menhir Salento, Italien

Mørk, lettere blækket frugt med betydelig mineralitet, køligt helhedspræg og et røget og lakridset krydderi og tilpas egetræ. Solid styrke og udmærket detaljerigdom. Saftig og voldsomt ekstraktrig vin med kraftig sødme. Stilistisk nært beslægtet med Amarone med supertætte rosin- og kirsebærfrugt. Tanninerne har svært ved at komme til udtryk på grund af den potente sødme og frugt. Massivt likørpræg. 14 pct.
89 | 149,00 – 133,00 v/6 fl Rudersdalvin.dk
Her en vin med så uhæmmet styrke, at den kan overdøve det meste i det gængse Julemåltid. Vinen lever primært på sin sødme, men dens svage tanninstruktur giver ikke Julemadens fedme det fornødne modspil. Bør serveres kraftigt afkølet, så garvesyren fremhæves. 3 ***

Visan 2017 Romain Duvernay Côtes du Rhône Villages, Frankrig

Autentisk og nydelig Rhôneduft med tørre krydderurter og solvarm, venlig frugt med mørk og moden Syrah-udtryk. Velafbalanceret og charmerende. En karakterfuld pleaser, der er trofast mod sit oprindelsessted. Tæt og givende og med veldimensioneret tanninstrutkur og flot balance. Moden og tiltalende og med pæn styrke. Glat og aromatisk rig og med en områdekarakter, der er fuldt på højde med eksempelvis god Gigondas. Bred appel. 14,5 pct. Økologisk.
90 | 119,95 – 99,00 v/6 fl Andrupvin.dk
Et klassisk julevalg og en værdig stand-in for den vanlige Chateauneuf. Her behøver man ikke bekymre sig om at være for hårdhændet ved vinen, ikke mindst prisen taget i betragtning. 6 ******

Kekfrankos Blaufränkisch forhandles af Pannonvin

PINOT NOIR

Kekfrankos Blaufränkisch 2017 Meszaros Pal, Ungarn

Eksotisk og lettere landlig næse med mørk varm bærfrugt med behersket Pinot-præg og en del lakrids. Kraftigt krydret og med pæn styrke og nydeligt brug af egetræet. Frisk og saftig vin med frugtsyren helt fremme. Venlig og solid tanninstruktur og moderat styrke. 13 pct.
87 | 79,00 –  65,00 juletilbud Pannonvin.dk
Frisk vin med frelsende og velbygget saftighed og solid tannin. Hold igen på den kraftige mad. Dog ikke helt uden Juleevner og endda til en rigtig rimelig pris. 4 ****

Malterdinger Spätburgunder forhandles af Mr. Ruby
Malterdinger Spätburgunder 2018 Bernhard Huber Baden, Tyskland

Intens bærfrugt med sammensat, autentisk og flot komponeret Pinot-karakter og med solidt røgpræg. Dejligt floralitet og glimrende mineralitet. Betydelig aromarigdom, nydelig balance og køligt helhedspræg med vellykket bourgogneinspiration. Vin med fylde, kraft og tæt, flot, mørk druefrugt. Elegant og nydeligt indarbejdet egetræ. Delikat og med velvalgt sødmefuldhed og tilpas tannin. En udelt fornøjelse for selv Bourgogne-fundamentalister. 13 pct.
 92 | 299,00  Mr. Ruby
Styrken, sødmefuldheden og delikatessen frister til at lade vinen prøve kræfter med Julemaden. Druepræget er intenst, men kun en antydning af alle gode egenskaber overlever andens aggressioner. 3 ***

Pinot Noix Ardoise Spätburgunder 2018 Weingut Daniel Twardowski Mosel, Tyskland

Duft med imponerende dybde og rigdom og med ultraklassisk Pinot-udtryk, der underbygges fornemt af det veldoserede, markante egetræ. Eksotisk helhedspræg, der kunne lede tanken hen på Vosne-Romanée eller pinot fra Oregon. Betydelig duftstyrke og en udtalt ungdommelighed, der rummer løfter om fornem fremtid. Ambitiøs smag med udsøgt balance og ædel sødmefuldhed. Styrke og elegance, der er en Grand Cru værdig. Velpoleret, frisk, tæt og særdeles ungdommelig. Kun alt for fristende at drikke allerede i dag. 12,5 pct.
94 | 695,00 Mr. Ruby
Pinot i absolut særklasse, men nyd et glas før Julemaden sættes på bordet. Kun da kan man værdsætte dens utal af subtile detaljer og dens flotte balance. Smager glimrende til det stegte, men kun en brøkdel af vinens enestående kvaliteter overlever Julemaden. 4 ****

Her Juleartikel 1. om forslag til en aperitif
Her Juleartikel 2. med forslag til Jules selvforkælelse