Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Bill Harlan’s tretrinsraket

Vinbladet har nu fuld dækning på den hovedrige Harlan’s ambitiøse Napa-projekter. På en kold, blæsende aprildag var estate director, Max Cast, fra vinproducenten, BOND, på besøg for at præsentere de fem vine, som der laves. Om det stopper her er svært at sige, men nu ejer eller kontrollerer Bill Harlan tre toneangivende vinfirmaer i Napa: Harlan Estate, BOND og Promontory. Alle ligger i Napa Valley og alle har primær fokus på cabernet sauvignon – og det forstås, at det skulle ikke ændres. Altså ikke noget med andre druer, marker i Santa Cruz Mountains, søgen mod køligere egne eller lignende narrestreger. Med den klimatiske udvikling med stigende temperatur og manglende regn kunne man vel godt være fristet til noget sådant – men nej.

Vinstokke på Quella-parcellen, der giver vine, som artiklens forfatter omtaler som sin “…favorit”

Inspiration fra Bourgogne

Mange vil af gode grunde tænke på Bordeaux, når vi taler om Napa Valley. Den vigtigste drue er cabernet sauvignon og vinene er mørke, kraftige og lagringsegnede. Der er da også markante joint ventures mellem berømte Bordeaux-slotte og Napa-ejendomme – fx Opus One og Dominus. Men i 1980’erne blev Harlan inspireret af grundideen bag Bourgogne’s diversitet: de forskellige markers særlige kendetegn – forhold, som kan kondenseres ned til ordet, terroir. Altså at dette lille stykke jord giver en anden type vin end den, som ligger ganske tæt på. Det skyldes en række forhold som mikroklima, jordbund, soleksponering, hældning etc.

Onsdag den 26. april inviterede Per Østergaard fra FineWines.dk til en smagning af Bills Harlans BOND-vine. Smagningen omfattede fem vine: BOND Quella 2019, BOND St. Eden 2019, BOND  Melbury 2019, BOND Pluribus 2019, BOND Vecina 2019, BOND St. Eden 2014 og BOND Quella 2011.

Nu fornærmer man næppe nogen ved at sige, at fx pinot noir og riesling er mere terroir-følsomme end i hvert fald cabernet sauvignon – altså at de bedre udtrykker det specifikke terroir. Men der var dog ingen tvivl om, at der var ret klare forskelle på de fem BOND-vine.

Alle vinene kommer fra marker af beskeden størrelse, sådan omkring 2-5 ha, hvilket reelt kun giver få hundrede kasser vin hvert år. Så størrelsesmæssigt bevæger vi os også mere i Bourgogne- end Bordeaux-land. Som noget specielt ejer Harlan ikke nogen af markerne. Deres ejere bor på markerne og Harlan har option på at købe dem, hvis det skulle blive aktuelt. Samtidigt er hvert område så småt, at man ikke kan lave en rentabel produktion på egen hånd.

Bill Harlan har tidligere ejet den ret store ejendom, Merryvale, og gjorde sig erfaringer med kvaliteten på de mange forskellige marker, Merryvale hentede druer fra. To af disse er siden blevet til BOND-marker. Harlan solgte på et tidspunkt Merryvale og fik mulighed for at kultivere de to områder. Siden er tre andre kommet til. Første årgang var 1999.

Bill Harlans udsendte, Max Cast, MS, Estate Director hos BOND under præsentationen af vinene på D’Angleterre.

Filosofien er, at han kontrollerer alle processer i marker og kælderen og først lader druerne indgå i vinene, når de findes at være af tilstrækkelig god kvalitet. Der sker løbende omplantning, men hvert område forbliver nogenlunde af samme størrelse. Alt er 100 % cabernet sauvignon.

Tidligere brugte man 100 % nye franske egefade, det er nu reduceret til omkring 35%. Vinene ligger omkring 28 måneder på fad, siden 1 år på flaske og de sælges knap 4 år efter høsten – derfor er aktuelle årgang 2019. Det blev understreget, at vinene som udgangspunkt ikke behandles ens – netop for at fremhæve terroir’ets bidrag. Men der kan næppe være de helt store forskelle, som gør sig gældende i håndteringen af de fem forskellige vine.

Man stiler mod bæredygtig produktion, spontangæring og målet er at dyrke uden vanding – ikke helt let på de kanter, skulle vi hilse at sige. Der høstes efterhånden tidligere – i praksis fra august til september. Udbyttet har over de sidste 4-5 år været betydeligt lavere – mere pga tilgangen til dyrkningen end klimatiske forhold.

Smagningen

Vi smagte alle fem i 2019. Melbury var den mark, som først blev købt, i 1989. Den ligger nogenlunde midt i Napa Valley i et par hundrede meters højde, på østsiden. Det er en ret rig og fyldig vin med masser af rød frugt og en fyldig, indsmigrende smag med relativt bløde tanniner. I min bog en typisk napa-vin fra dalstykket med sin på samme tid let opulente og elegante karakter. En flot vin, som allerede charmerer nu.

Quella-marken er en smule større, ligger lidt højere, men på samme side som Melbury. Jeg er ikke sikker på, at jeg har smagt den tidligere og den er i hvertfald en af de senere erhvervede marker. Den var klart længere tilbage, men står virkelig flot med sorte bær, cool mynte-toner, mineralitet og en ganske markant tanninstruktur. En rank og karakterfuld sag til mange års lagring. Vi smagte fra samme mark 2011, som anses for at være en vanskelig årgang. Den var af alle vinene klart mest udviklet med toner af kakao, kaffe, tør jord og ristet karakter. Stadig til den unge side, men absolut mere udviklet.

St. Eden er endnu større, men dog kun ca. 5 ha, og den ligger lavest – på samme side som de to foregående. Den skulle lige kildes lidt, før den vågnede op – men så var det noget af en charmetrold med sødmefulde og florale toner med rød/sort frugt. En smidig og ret elegant smag med moderat tannin føjede til et billede af stor (dare I say it!) feminin charme. Vi smagte også en 2014 St. Eden, som bare fyrede på endnu flere cylindre med mere udvikling i duften og afrunding i smagen. Det var virkelig en ”dancing queen”!

Vecina ligger på den anden side af dalen og er den næstlavest beliggende mark. Den mindede en del om Quella uden helt at have den dybe og kølighed som Quella. Sidste vin ligger på Spring Mountain – samme side som Vecina – og hedder Pluribus.

Pluribus ligger klart højest – dobbelt så højt som den næsthøjeste (400-500 meter). Det var en ægte ”mountain-vin” (man taler ofte om valley-vin og mountain-vin i Napa – sidste er med en generalisering mere ranke og strukturerede, første mere rige og generøse). Den var mere rustik på den helt rigtige måde, krydret og dramatisk. Begyndende toner af tør jord og kakao. Stor kraft i smagen med masser af tannin og power – men ikke specielt fyldig. Men Quella er min favorit.

Vinene har meget høj kvalitet, men udbuddet er særdeles begrænset. En stor del sælges til private kunder på allokation, resten til heldige importører rundt i verden. Så vidt det forstås, er der ingen afsætningskrise….
Jeg spurgte om grunden til at prisen for vinen, Harlan, er noget nær dobbelt så dyr som alle Bond-vinene. Arbejdet omkring stokkene, vinifikationen, lagringen etc. er jo noget nær det samme for alle vine. Og prisen for jord er næppe meget anderledes. Svaret var absolut en radikal politiker værdig – nemlig intet svar!

Og priserne: De varierer lidt efter dollar-kurs, men regn med noget over 6.000 kr. for alle Bond-vine. Priserne oplyses hos Bonds danske importør FineWines.dk.
Matriarch, der er en anden vin fra alle enkeltmarker, som blandes,  ligger på omkring 30-35 % af dette. Det er altså ikke billige vine. Men der skal jo smør på brødet – også for Harlan.