Når man kører ad de små landeveje i Umbrien, er der udsigt til masser af spredt skov og krat, Også vinmarker, selvfølgelig. Man kan dog sagtens komme i tvivl om, hvorvidt der er flere oliventræer end vinstokke.
Der er i hvert fald olivenolie til salg overalt, men det betyder ikke, at olien er specielt billig. En liter løber sagtens op i 25-30 euro. Det er på niveau med bl.a. Provence, som konkurrerer med Italien om at fremstille den bedste olie i Europa.
Montefalco, der har lagt navn til det vindistrikt, som især er kendt for rødvinen Sagrantino, er en lille by midt i olivenskovene med en gammel kerne bag bymuren og nyere bebyggelse udenfor. Der er godt et par timers kørsel til Rom, og byer som Spoleto, Trevi, Assisi og Perugia ligger inden for moderat køreafstand. Det samme gør Torgiano, kendt for Lungarotti-familiens aktiviteter.
Genoplivet i 1960’erne
Sagrantino var indtil for blot få årtier siden kendt for sin søde vin, Passito. Druens navn refererer til vinens brug under religiøse ritualer og var da også oprindelig dyrket af munke. Den ”hellige” vin er nævnt i dokumenter så langt tilbage som det 13. århundrede, og der er vidnesbyrd fra 1088 om vinmarker i Montefalco. Det er dog først i 1549, at Sagrantino-navnet optræder, og det er omdiskuteret, hvorfra navnet egentlig stammer.
Nogle kilder hævder, at druesorten blev indført af missionerende franciscanermunke fra Lilleasien i det 14.-15- århundrede. Andre hælder mere til den opfattelse, at Sagrantino stammer fra Spanien, og at saracenerne indførte den til Italien.
I nyere tid var Sagrantino stort set glemt i en årrække, indtil der i 1960’erne var nogle få producenter, som genoplivede vinen. Den fik tilkendt DOC i 1979 og DOCG i 1992 og nyder i dag en vis berømmelse for sin egenart.
For mange udgaver af Sagrantino er sødlige og voldsomme
Anteprima Sagrantino omfattede dels en lang række producenters præsentation i Chiostro Sant’Agostino i Montefalco af både tør og sød Sagrantino, blindsmagning af Sagrantino Secco 2011 og besøg hos producenter. Der var med andre ord masser af muligheder for at få et indtryk af den stil, de forskellige producenter arbejder hen imod. Helhedsindtrykket var til gengæld ikke, at der hersker enighed om stilen.
Nogle vine er ganske enkelt kluntede. Tanninerne og alkoholprocenten er så dominerende, at det ikke er nemt at holde af vinene. En enkelt producent præsenterede stolt en vin med over 17 procent alkohol. Der stod selvfølgelig 15% på etiketten. Mange andre vine lå ligeledes over 15 procent og smagte, som om de indeholdt en hel del restsødme. Hvilket flere producenter afviste var tilfældet, så der må være en anden forklaring på den mundfølelse, vinene efterlod.
Sagrantino høstes generelt ret sent – i oktober – hektarudbyttet er ret lavt, og vinen skal lagre 37 måneder fra december i høståret, heraf et år i egetræsfade. Vinmarkerne ligger højt, mellem 220 og 472 m over havet, og somrene er normalt ret tørre med moderat høje temperaturer, dvs. i gennemsnit ca. 25 grader i juli.
De bedste vine – eller i hvert fald de vine, som Vinbladets udsendte bedst kunne lide – holdt sig under 15 procent alkohol, havde selvfølgelig Sagrantino-druens markante tanniner, men de var ligesom sødmen godt integrerede.
I det følgende nævnes de producenter, som klarede sig bedst i en blindsmagning af 31 vine årgang 2011. Denne årgang regnes sammen med 2008 og 2005 for allerbedst siden årtusindskiftet.
Producenterne får fra tre til én stjerne.
Bedste Sagrantino 2011
Tenuta Bellafonte.
Moretti Omero.
Pardi.
Benedetti e Grigi.
Milziade Antano
Terre de Trinci.
Tenuta CastelBuono.
Arnaldo Caprai
Colle Ciocco-Spacchetti.
Fattoria Colsanto.
Sciacciadiavoli.
Montioni.
Antonelli.
Il Torrione
De andre vine
Montefalco er ikke blot kendt for Sagrantino. Der fremstilles stadig sød vin, passito, og derudover Montefalco Rosso og Bianco. Rosso er en blandingsvin med 60-70 procent Sangiovese og 10-15 procent Sagrantino. De resterende 15-30 procent er generelt Merlot, Barbera eller Cabernet.
Bianco er enten enkeltdruevin eller en blanding af Grechetto, Trebbiano og andre druesorter. De bedste udgaver er fremstillet af Trebbiano Spoletino, en speciel klone af den ellers noget uglesete Trebbiano-drue. Ligesom i f.eks. Lugana ved Gardasøen og i Abruzzerne (især producenten Valentini) kan man altså i Montefalco finde meget interessante vine på Trebbiano.
I de rigtige hænder yder Grechetto også meget tilfredsstillende enkeltdruevine. En af de producenter, Vinbladet mødte, erklærede dog, at han ligefrem hadede Grechetto.
Lungarotti
Chiara Lungarotti købte i 1999 nogle ha vinmarker i Montefalco. Hun – og storesøsteren Teresa – er bedst kendt for at stå for vinproduktion og hotelvirksomhed i Torgiano, men skulle der investeres til anden side, var Montefalco oplagt. ”Jeg ville ikke ud af Umbrien”, som Chiara udtrykker det.
De få ha er nu blevet til 20 plus et moderne vineri med egen ønolog fra Alba i Piemonte. Vi taler med ham om de mange forskellige typer Sagrantino, der fremstilles i Montefalco, og jeg lufter den holdning, at Sagrantino endnu ikke har fundet sin plads, at det stadig er en ung vin, som for få årtier siden udelukkende var identisk med sød vin. Nu vil man producere tør Sagrantino, og det lykkes mildest talt ikke for alle.
Ønologen er ikke helt uenig og bruger Barolo og Barbaresco som eksempel på vine, der har haft langt mere tid end Sagrantino til at finde deres stil – moderne eller traditionel eller begge dele.
Lungarotti fremstiller udelukkende rødvine her, og vi smager en – trods sine 14% alkohol – forholdsvis let 2011 Rosso med nogen sødme og en tilsvarende 2009 Sagrantino (14,5%). 2011 Sagrantino virker endnu mere sødmefuld. Lungarottis vine fra både Torgiano og Montefalco sælges hos www.2010.dk.
Tabarrini
Giampaolo Tabarrini, fjerde generation på vingården i Montefalco, begyndte som den første at tappe egne vine. Det var så sent som sidst i halvfemserne. Som noget helt specielt høster han den lokale Trebbiano-variant Spoletino fra vinstokke, som med deres seks meter i højden nærmest er træer. Resultatet er ”Adarmando”, en flot hvidvin , der i sin ungdom er sødmefuld, men med tiden ændrer sig til en mere tør stil, som en 2008-udgave demonstrerer. Vinen, som er uden markant syre, kan minde om god Viognier fra Condrieu. ”Adarmando” sælges glasvis i New York for 30 dollar, oplyser Giampaolo. Det er måske lige i overkanten, men vinen er god. Navnet ”Adarmando” blev første gang taget i anvendelse i 2004 for at distancere vinen fra Trebbiano-navnet. Der er for mange kedsommelige Trebbiano-vine i omløb. Vi smager 2004, og vinen er stadig frisk med en stærkt gylden farve.
Vineriet er af forholdsvis ny dato og rummer bl.a. både små og store egetrræfade samt en etiketteringsmaskine, som med marketing- og salgschef Daniele Sassis ord kan sammenlignes med en Maserati. ”Men vi kører kun i billige biler, ikke Maserati”, forsikrer han os.
Det er lidt vanskeligt at blive lige så begejstret for Tabarrinis rødvine. Problemet synes at være kraftig ekstrahering, for de er generelt sødlige og meget alkoholrige. Det gælder 2011 Rosso og sagrantinoerne 2010 Campo alle Macchié, Campo alla Cerqua og Colle Grimaldesco. Alkoholprocenterne ligger fra 15,7 til over 17 til trods for, at der skrives 15% på etiketterne. Men det er der jo en afgiftsmæssig forklaring på. Dansk forhandler: www.bb-vinimport.dk
Moretti Omero
30-årige Giusy Moretti er egentlig arkitekt, men er som engelsktalende udvalgt til at tage imod besøgende på den lille vingård nogle km fra Montefalco. Giusy – ”kald mig Josephine” – arbejder sammen med søsteren Lucia og forældrene på at fremstille 70.000 flasker om året fra de 13 ha vinmarker. Derudover produceres der olivenolie, og alt er certificeret organisk.
Før Moretti Omero i 2002 begyndte at tappe og sælge vin i en større skala, var olivenolien hovedproduktionen. Vinen blev drukket af familien og solgt til turister fra Rom. Men med nyplantninger i halvfemserne var der basis for at investere i moderne produktionsfaciliteter såsom tonneaux af amerikansk og fransk eg. De amerikanske bruges til cru-vinen Sagrantino Vignalunga, de franske til rosso og almindelig Sagrantino.
Produktionen omfatter også et par hvidvine: en saftig, mild, let sødmefuld 2013 Grechetto, den mere madegnede 2013 Nessuno (75/25 Grechetto/Malvasia) og 2013 Montefalco Bianco, en frisk og let drikkelig vin sammensat af Trebbiano Toscana, Trebbiano Spoletino og Grechetto i forholdet 30/20/50.
2012 Rosso (65/20/15 Sangiovese, Merlot, Sagrantino) har nogen sødme, og det samme har 2011 Sagrantino (fadprøve), men heldigvis kun 14,5% alkohol. Udgaverne fra 2010 og 2009 ligger på 15%, men alkoholen er tilpas integreret. Dansk importør: www.nichevine.dk
Arnaldo Caprai
Marco Caprai overtog i 1988 den vingård, som hans far havde købt i 1971. Han kastede sig straks ud i en række ændringer, som i dag har fået Wine Spectator til at kalde ham ”The Master of Sagrantino”. Med tydelig stolthed fortæller Marco om ”The New Green Revolution”, som han har tilsluttet sig, og som forpligter til omfattende miljømæssig bæredygtighed i vinproduktionen. Sprøjtning er f.eks. reduceret med 70 procent.
Mellem rækkerne af vinstokke gror der græs, men da Marco bliver spurgt, om der er liv i jorden – orme osv. – lyder svaret, at ”det tror jeg”. Udskiftning af traktorer med heste for at skåne jorden under bearbejdningen af den tror han ikke på. Traktorer er mere skånsomme end heste, hævder han.
På de 30 ha Sagrantino-marker og 50 ha Sangiovese-marker er der plantet nye kloner. Og så er der lige 3.000 m2 Pinot Noir, men det er et eksperiment og ifølge Marco ikke nemt. I de tre årgange 2012-2014 blev der ingen drikkelig vin.
Besøget hos Arnaldo Caprai omfatter både smagning og frokost med flere vine. Højdepunkterne er de meget drikkelige 2012 Rosso og 2009 Rosso Riserva, 2011 og 2010 Collepiano Sagrantino, fede og med heftige tanniner, 2011 og 2010 ”25 Anni” Sagrantino, meget lækre og polerede rødvine fra den oprindelige del af tilliggendet, den hvide 2014 Grecante Colli Martani, en sødmefuld og frisk Grechetto, og 2013 Cuvée Secrete, en hvidvin med krop og sødme blandet af druesorter, som bedst udtrykker den enkelte årgang. Dansk importør: Bilka
Antonelli San Marco
Mellem det 13. og 19. århundrede tilhørte ejendommen bispesædet i Spoleto, men i 1881 blev den købt af Francesco Antonelli. Han indledte moderniseringen af vinmarkerne, men det var først i 1979, familien begyndte at tappe selv og markedsføre vinene. I dag er det Filippo Antonelli, der tager imod Vinbladet på et aftenbesøg og beretter om sine 49 ha vinmarker.
Francesco Antonelli var Filippos oldefar. Han var advokat i Spoleto, og det er først den nuværende generation, Filippo og hans fætter, som er direkte involveret i vinproduktionen. Grechetto 2014 er en sprød, læskende aperitif. 2013 Trebbiano Spoletino er en seriøs, fed ledsager til antipasti, og kyllingen får fint modspil af 2001 og 2011 Montefalco Rosso samt Rosso Riserva 2008.
Sagrantino kommer i glassene til sidst. Først de tørre versioner i årgangene 2009, 2007 og 1995. Sidstnævnte har holdt sig fint i live, men er selvfølgelig lettere ældet, især i duften. 2009 er meget drikkelig, og 2007 ”Chiusa di Pannone”, en enkeltmarksvin, er fed og fuldmoden med markante tanniner. Den mørke, søde og fede Sagrantino Passito lukker en perfekt aften.
