Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Fra hellig til profan

Montefalco Sagrantino var engang munkenes søde vin, men er nu en tør sværvægter blandt italienske rødvine

Montefalco er en lille højt beliggende by i italienske Umbrien. Ikke et sted man sådan umiddelbart kommer forbi. Flyver man til Rom, er der mere end to timers køretur ad for det meste snørklede veje gennem øde egne og forbi andre små, ukendte byer.

Var det ikke for en markant, lokal rødvin, kunne Montefalco næppe konkurrere med mere turistede umbriske byer som Trevi, Orvieto, Todi og Terni. Men Montefalco og nabobyer som Bevagna, Gualdo Cattaneo, Giano og Castel Ritaldi er hjemsteder for Sagrantino, en druesort i klasse med Nebbiolo og Aglianico når det kommer til farve og tanniner.

Sagrantino dyrkes kun inden for et ret begrænset område, og for at der slet ikke skal være tvivl om oprindelsen, har vinen fået navn efter Montefalco. Navnet Sagrantino antyder en religiøs sammenhæng, og oprindelig var druesorten da også i hænderne på munke, som fremstillede en sød vin til brug under udførelsen af religiøse ritualer.

Der produceres stadig sød vin, Passito, men hovedparten af Montefalco Sagrantino DOCG er i dag tør. Til gengæld er variationen blandt de tørre udgaver temmelig stor. Den spænder fra voldsomme, mørke vine med bastante tanniner til mere imødekommende, umiddelbart drikkelige udgaver.

Klassisk og moderne

For år tilbage talte man i Piemonte meget om modernister og traditionalister, alt efter om vinproducenten gik ind for lagring på franske barriques eller store fade af slavonsk eg. I dag er den diskussion stort set forstummet, fordi de fleste bruger begge typer fade. Den personlige holdning til vinfremstillingen har fortrængt teorierne.

For Montefalco Sagrantino har der været en parallel udvikling. I producenternes kældre ses både barriques og store træfade, som rummer flere tusinde liter. Så det er bare om at lede efter den vinstil, man har det bedst med. Og det gøres selvfølgelig ved at smage sig igennem så mange vine som muligt.

Det havde Vinbladet mulighed for, da Consorzio Tutela Vini Montefalco inviterede til smagning af Montefalco Sagrantino 2014, som er den senest frigivne årgang. Der var desuden mulighed for at smage årgang 2008 samt forskellige årgange hvidvine og Montefalco Rosso. Hvidvinene kan være Grechetto plus op til 15% andre druesorter, mens Montefalco Bianco kan være 100% Trebbiano Spoletino eller blandet med op til 50% andre druesorter. Det er ikke nødvendigvis klassiske italienske sorter, men også eksempelvis Chardonnay og Viognier, der blandes med Grechetto og Trebbiano.

Montefalco Rosso er samme historie: Blandingen skal bestå af 60 til 80% Sangiovese og 10-25% Sagrantino plus op til 30% andre druesorter. Her kommer fremmede fugle som Syrah, Merlot og Cabernet ind i billedet og gør det til en noget blandet fornøjelse at smage disse vine.

Favoritter

Smagningen af Montefalco Sagrantino 2014 omfattede både færdige vine og fadprøver, og der var stor variation i stil. Nogle vine var meget flæskede med nogen sødme og modne tanniner, andre var næsten for diskrete. Nogle var meget tørre og ucharmerende, andre elegante og meget drikkelige. Der er under alle omstændigheder tale om madvine. Man sætter sig ikke bare ned og hyggedrikker Sagrantino.

2014-smagningen omfattede 43 vine, og de følgende producenter faldt bedst ud:

Benedetti&Grigi, Omero Moretti, Colle Ciocco, Tenuta Bellafonte, Montioni, Romanelli, Napolini, Adanti, Còlpetrone – Tenute Del Cerro, Tenuta Rocca Di Fabri, Tenuta Alzatura Cecchi, Fattoria Colsanto, Le Cimate, F.lli Pardi, Arnaldo Caprai, Bocale, Tudernum, Tabarrini, Fattoria Collealloodole Milziade Antano.

Én af fordelene ved at deltage i denne type arrangementer er muligheden for at besøge vinproducenter og se, hvor deres vine kommer fra. Ved årets sammenkomst i Montefalco nåede Vinbladet 7 besøg:

Angelo Fongoli: – Mine planter yder de druer, de kan.

Fongoli

Angelo Fongoli, 47, og hans kone Letizia har siden 1999 stået for styret på den 20 ha store vingård, men faderen, Decio, deltager stadig i høsten og de indledende smagninger af de nye vine. Angelo har dog vendt en del ting på hovedet. Både faderen og bedstefaderen lod Sagrantino ligge og lagre i 10 år før salg, så vinen nåede at blive grundigt oxideret. Indførelsen af moderne teknik har medført, at vinene i dag er friske og meget drikkelige.

”Vi vil have fløjlsblød Sagrantino, som nok er mere tilnærmelig end tidligere, men har bevaret typiciteten”, siger Angelo, som ikke har barriques, kun store træfade. Til gengæld bruger han amforaer som supplement til sine ståltanke i forbindelse med gæringsprocessen, som naturligvis gennemføres med naturgær. Sagrantino får 30 dage i tankene, 3 måneder i amforaerne.

”Man trækker ikke flere tanniner ud på 90 dage end på 15 dage”, som han siger.

Tilsætningen af svovl er generelt minimal, amfora-vinene er helt uden tilsætning.

Vinmarkerne er certificeret organisk dyrkede, men ikke biodynamisk. Hvidvinene ”La Palmetta” (Grechetto) og ”Laetitia” (Trebbiano) er friske og lette og har pænt lave alkoholprocenter. Ved at undlade at høste ”grønt” lykkes det at styre procenterne i hvidvinene.

Om Sagrantino siger Angelo: ”Mine planter yder de druer, de kan, men når de er modne, kommer alkoholprocenten op på 14,5. Mindre er ikke muligt for Sagrantino.”

Det er så også i orden. Hans Montefalco Sagrantino ”Fracanton” i årgangene 2009, 2011 og 2012 er alle friske, milde og nemme at drikke. Den stålgærede 2011 Sagrantino ”Vino Biologico” kan der heller ikke klages over. Det er hele vejen igennem stærkt tiltalende vine.

Valentino Valentini: – Vi forsøger at lave så naturlige vine som muligt.

Bocale

Valentino Valentini har taget fejl af tidspunktet for besøget fra Danmark, så mens han ræser af sted fra Montefalco, tager hans far, Ennio Valentini, sig af gæsten og åbner ind til det lille gule hus midt i vinmarken, hvor der smages vin. Han taler lidt tysk efter at have opholdt sig en del år i Schweiz.

Pesticider er udfaset. Vi køber heller ikke energi. Solen klarer det hele

Vingården Bocale med 4½ ha marker er fra 2002, men Ennios far producerede vin allerede i 1927. Efter ham var der en pause, før sønnesønnen Valentino genoptog traditionen og kaldte vingården for Bocale. Navnet er en slags homage til bedstefaderen, som havde for vane at drikke sin vin af den klassiske toliters flaske, bocale.

En lettere forpustet Valentino dukker op og stiller straks an til smagning af først en fadprøve af 2017 Trebbiano Spoletino. Der produceres ikke Grechetto her. Så kommer Sagrantino på bordet. Først den barrique-lagrede årgang 2009, en vin med bid.

I 2010 ændrede Valentino politik. Barriques blev udskiftet med 1000 l store fade, hvilket medførte længere maceration (udblødning af druerne) og i den sidste ende mere fremkommelige vine. 2011, 2012 og 2013 bekræfter den forbrugervenlige stil.

”Vi forsøger at lave så naturlige vine som muligt”, siger Valentino. ”Pesticider er udfaset. Vi køber heller ikke energi. Solen klarer det hele.”

Inden vi begge skal videre i teksten, kommer en Rosso på bordet. Det er generelt en vintype, som er vanskelig at greje og – undertiden – holde af. Bocales er sammensat af Sangiovese og Sagrantino, som den skal være ifølge reglerne, og så er den tilsat Merlot samt noget så eksotisk som Colorino. En druesort man normalt støder på i Toscana. Vinen smager o.k.

Bocales vine forhandles af Cavalcade Vine.

Còlpetrone – virker som en mønsterproducent.

Còlpetrone

Ejerforholdene bag Còlpetrone, som er blandt Montefalcos største, er lidt komplicerede. Vingården ejes af Saiagricola, der er et selskab under forsikringsselskabet Unipol, og som også omfatter Fattoria del Cerro i Montepulciano, La Poderina i Montalcino, Tenuta di Montecorona i Perugia (olivenolie) og Villetta di Monterufoli i Toscana.

Còlpetrone har 63 ha vinmarker og fremstiller årligt ca. 300.000 flasker, hvoraf halvdelen er Sagrantino i to udgaver – en basisversion og en specialudgave, ”Sacer”. De frigives først efter henholdsvis 5 og 9 års lagring, det vil sige langt over lovgivningens mindste krav om 37 måneders lagring. I dag er det årgangene 2011 og 2002, som slippes ud på markedet.

Còlpetrone virker i det hele taget som en mønsterproducent. Høstudbyttet for Sagrantino ligger på 35 hl/ha, og der satses på barriques med en årlig udskiftning af fade på 10-15%. Eksportchef Marco Castignani kommer derudover med den overraskende melding, at man anser Sagrantino for at være en druesort, som stadig er relativt ukendt. Så der eksperimenteres til stadighed med vinifikationen.

Foreløbig slipper Còlpetrone nu meget godt af sted med indsatsen i kældrene. Både hvidvinen 2016 Grechetto med 10% Chardonnay og Rosso med 15% Merlot oven i Sangiovese og Sagrantino er meget behagelige, og 2011 Sagrantino er med sin frugt og ikke alt for voldsomme tanniner meget drikkelig. 2008 Selection ”Sacer” er klart en topvin, fed krop og nedtonede tanniner.

”Det er en madvin”, siger Marco. ”Den sælges især på restauranter, hvor den kan få et par ord med på vejen af sommelieren.”

Còlpetrones danske importør er Erik Sørensen Vin.

Briziarelli – her er mursten for alle pengene.

Briziarelli

Cantine Briziarelli ligger midt i sine vinmarker som et håndgribeligt bevis på, at ejerfamilien især er kendt for at fabrikere mursten. Der er gået vældigt mange til de bygninger, som rummer alt, hvad der er nødvendigt i dag til fremstilling af moderne vine, og atmosfæren signalerer, at her går det ganske godt.

Den unge marketing-medarbejder Giulia Leonardi tager sig af de udenlandske gæster og leverer en letflydende beskrivelse af de vine, der skal smages. Det er sådan set bare at notere, men der bliver dog mulighed for at indskyde spørgsmål.

Giulia har fundet 10 vine frem, og de bliver generelt en god oplevelse. Den enlige hvidvin, Dunarobba, er en usædvanlig blanding af Grechetto og Chardonnay, som udmærker sig ved kun at holde 12,5% alkohol.

De indledende rødvine, Montefalco Rosso, Dunarobba, Uno Nove Zero Sei og Rossoumbria er i varierende grad blandet af Sangiovese, Sagrantino, Cabernet, Syrah og Merlot og kan ikke siges at have nogen klar identitet. Rosso Matone er en seriøs rødvin blandet af Sangiovese, Sagrantino og Syrah, men der er ikke noget på flasken, som indikerer, hvilke druer der indgår i vinen. Det vil man gøre noget ved, forsikrer Giulia.

Så går vi over til Sagrantino, og her er der ingen slinger i valsen: Det er vældigt gode vine. 2014, 2012, 2010 og 2008. De har, hvad Sagrantino skal have. Ikke mindst 2010 Vitruvio i klassisk stil med markante tanniner, men også nogen sødme, og ligeledes den flotte og imponerende ranke 2008.

Andrupvin er Briziarellis danske forbindelse.

Peter Heilbron: – Jeg har investeret alt for meget.

Bellafonte

Når man spørger Peter Heilbron, hvor meget han har investeret i Tenuta Bellafonte, svarer han: ”Alt for meget, men fornøjelse har ingen pris.” Det er da også tydeligt, at han og hans kone Sabina her ca. 10 år efter at have kastet sig ud i vinproduktion finder glæde i deres tilværelse på en afsides plet nær Bevagna.

Fornøjelse har ingen pris

Da parret kom til Umbrien, købte det de første vinmarker af Az.Agr. Adanti og fik dermed straks 10 år gamle planter til produktionen. Siden er der plantet videre. Vingården ligger isoleret i omkring 350 meters højde i et bakket og skovrigt område. ”Så er der ingen til at blande sig i de fejl, jeg laver,” siger Peter. Alle træerne bidrager til mikroklimaet, understreger han. Der skal ikke blot gro vinstokke på de 11 ha, der hører til Bellafonte. Ud over dem lejer han 3 ha, så produktionen kommer op på 25.000-30.000 flasker årligt. Det antal ser han gerne med tiden blive øget til 50.000 flasker.

Der produceres en enkelt hvidvin, den fede, gyldne og friske Arnèto, som fuldt ud bekræfter, at i de rette hænder er Trebbiano en seriøs druesort. Den lokale variant hedder Trebbiano Spoletino, og den falder ofte langt mere indtagende ud end den Trebbiano, som kendes fra andre egne af Italien.

Bellafontes Sagrantino hedder Collenottolo. Druerne bliver kun afstilket, ikke presset, og det er vildgær, der sætter gang i gæringsprocessen. De 3 års lagring foregår i store slavonske egetræsfade, vinen tappes uden filtrering og ligger på flaske mindst et år før den frigives.

Tenuta Bellafonte er blandt de højest beliggende vingårde i Monotefalco-området.

En vertikal smagning af Collenottolo demonstrerede et højt kvalitetsniveau, men også ret markante udsving i stilen fra årgang til årgang. 2008, 2009 og 2013 havde stramme tanniner på paletten, mens 2010 og 2011 udmærkede sig med lidt sødme. 2012 var længere fremme i sin udvikling end 2008-2009, et rigtigt godt glas her og nu. Og 2014 bar med sin elegance og passende bid vidnesbyrd om, at der nok ikke længere bliver lavet så mange fejl på Tenuta Bellafonte.

Dansk importør: Jysk Vin.

Di Filippo

Ord er taknemmelige, så det lyder altid godt, når vinproducenter beretter om deres respekt for deres arbejde, jorden, naturen osv. Det bliver mere overbevisende, når heste i stedet for traktorer klarer arbejdet i vinmarken, og gæs holder rent mellem vinstokkene. Og alt selvfølgelig foregår efter biodynamiske regler.

Sådan er det på Di Filippos 30 ha store vingård mellem Torgiano og Montefalco ikke langt fra Assisi. Det er Emma og Roberto Di Filippo, datter og søn af grundlæggeren, Italo Filippo, som regerer i dag og fremstiller en række vini biologici.

Vine uden svovl behøver ikke at smage af død hest

Det med heste og gæs er sandt at sige et forsøgsprojekt i samarbejde med Landbohøjskolen i Perugia. Det omfatter foreløbig 4 ha. Men bestræbelserne på at fremstille så naturlige vine som muligt er god nok. Det demonstrerer den usvovlede hvidvin Grechetto i årgangene 2014-2016. Spørgsmålet er dog, om den vej er helt farbar. Vinene prikker lidt og har en spids kant, plus at de mangler lidt aroma i sammenligning med de konventionelle hvidvine.

Di Filippo forsøger sig med heste og gæs i vinmarken.

Roberto Di Filippo er nu meget godt tilfreds: ”Det er ikke naturvine, så vine uden svovl behøver ikke at smage af død hest.”

De konventionelle udgaver af Grechetto smagt tilbage til årgang 2009 udviser stor holdbarhed og kontinuitet i smagsprofilen. Kun 2009 virker lidt alderstegen.

Di Filippos Sagrantino er i den klassiske stil med generelt middel maceration og op til 2 års lagring i store fade. Årgange som 2004, 2006, 2007, 2009 og 2014 er stærkt vanedannende med deres frugt og tanniner omfavnet af let sødme, så de glider let over tungen.

Etnico er en moderne Sagrantino: Længere maceration og et års lagring på barriques.

Dansk importør: Juul’s Vin og Spiritus.

Napolini

Med sine 30 ha er Napolini vinproducent i mellemstørrelse og stor nok til at brødføde Tiziana og Mario og deres 2 piger og 4 drenge. Mario er 52, og hans forældre, Clara og Matthew – han er fra årgang 1931 – lever stadig og følger med i årets gang på det lille familiebrug.

I kældrene er der installeret både barriques og store fade af slavonsk eg, og Sagrantino macereres længe. Så Napolini kan ikke uden videre rubriceres som enten moderne eller klassisk. Hvilket heller ikke er vigtigt, bare vinen smager godt, og det gør den lidt diskrete, men vellavede årgang 2012, som kommer på bordet. Indtrykket forstærkes af årgang 2014, en moderne og elegant vin.

På Napolinis marker står der bl.a. Montepulciano-planter, så druerne bliver brugt sammen med Sangiovese og Sagrantino i familiens Rosso. Det er en potent vin, 14,5% alkohol, og den smager bedre end mange af de noget identitetsløse udgaver, der fremstilles i området.

Grechetto produceres også, tør og mild med en anelse tanniner. Vinen bærer navnet ”Vigna di Clara” efter Marios moder.

Napolinis vine importeres af Toscavini.

Indledningsfoto: Tiziana og Mario Napolini har med deres 6 børn skabt en storfamilie.