Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Elegante og intense vine

Familien Allegrini i Valpolicella står for konstant høj kvalitet

Giovanni Allegrini lagde i 1960’erne og 1970’erne fundamentet til det løft i kvalitet, som vinene fra Valpolicella havde hårdt brug for. Dengang væltede det ud på verdensmarkedet med billige, pjaskede vine i store flasker, som devaluerede både Soave- og Valpolicella-vinenes ry.

Klassiske vine kom fra de flere hundrede meter høje skråninger bag Verona, pjasket fra lavlandet. Og de ansvarlige myndigheder tillod, at der uanset oprindelse stod det samme på etiketterne. Intetanende forbrugere havde ikke en chance for at skelne og gik selvfølgelig kun efter prisen.

Marilisa Allegrini
Marilisa Allegrini er ansvarlig for markedsføringen af vinene.

Allegrini-familien holdt sammen med en række andre elite-producenter fast i opskriften på klassisk Valpolicella og Amarone, og da Giovanni døde i 1983, videreførte femte generation i skikkelse af søskendeparret Marilisa og Franco Allegrini det gamle familiefirma i den lille by Fumane. Franco er winemaker, Marilisa står for markedsføringen, og i deres regeringstid er der sket et yderligere kvalitetsløft i Valpolicella-produktionen. Familien har desuden erhvervet vingårde i Bolgheri (Poggio al Tesoro) og Montalcino (San Polo).

Genbrugt tepose

Under et besøg for nylig i København præsenterede Franco Allegrini 13 af sine vine fra Soave og Valpolicella og gav undervejs i smagningen udtryk for nogle af sine markante holdninger.

– Jeg bryder mig ikke om Ripasso, sagde han om den i Danmark populære type Valpolicella.

– Det er ligesom at genbruge en tepose.

Ripasso er en Valpolicella, som gæres op med drueresterne fra fremstillingen af Amarone.

Franco Allegrini
Franco Allegrini – fik ansvaret for familiens vine efter faderens død i 1983.

Franco kunne også fortælle, at han sammen med en række andre fremtrædende producenter har forladt consorzio’et. Producentforeningen tillader bl.a. brugen af op til 30% ikke-lokale druer i Valpolicella og Amarone, og det ville udbryderne ikke være med til.

Der gøres dog en undtagelse med Soave. Den fremstilles af Garganega, som er den klassiske Soave-druesort, men i Allegrinis version er den tilsat 20% Chardonnay.

– Garganega er ret ustabil, forklarede Franco. Det råder lidt Chardonnay bod på.

Allegrini har ikke særligt mange hektarer i Soave og er dermed ikke bundet til en fast opskrift på sin  hvidvin.

Uden for appellationerne

De 12 røde vine i smagningen var fremstillet af druesorter som Corvina Veronese, Rondinella, Patrimonio delle Corvine, Oseleta og – lettere atypisk – Sangiovese.

I de lavere prisklasser havde vinene stor drikkelighed og ofte den karakteristiske lille bitterhed, som giver lidt kant til nemme, letløbende vine med navne som Belpasso Rosso, Valpolicella Classico og Valpolicella Superiore.

Med Palazzo Della Torre blev 100 kroners grænsen overskredet, og samtidig skiftede angivelsen af appellation fra DOC til IGT. Veronese, altså i princippet en nedklassificering. Men som det ofte er tilfældet i Italien, ligger de bedste og mest innovative vine uden for appellationernes rigide rammer.

Danske forbrugere er heldigvis ikke så optaget af, om der står det ene eller det andet på etiketten. Har de tillid til producenten, køber de vinen. Anderledes på f.eks. det japanske marked, kunne Franco oplyse. Dér er holdningen den modsatte. Appellationen er alt.

Personligheder

Soave og Valpolicella. Vinmarker i Veneto med pergola-opbinding
De bedste vine fra Veneto-distrikterne Soave og Valpolicella kommer fra højtliggende marker som denne. Pergola-opbindingen af vinstokkene ses stadig mange steder.

IGT-vine som Palazzo Della Torre, La Grola og La Poja demonstrerer familiens stræben efter at fremstille vine med struktur, elegance og personlighed. Den dyreste af dem, La Poja, er en enkeltdruevin (Corvina) fra fire hektarer kalkholdig jord 300 meter oppe med udsigt til Gardasøen. Tre årgange af La Poja – 2009, 2006 og 2000 – demonstrerede, hvor holdbar den er. Der var ingen ælde at spore.

Den søde røde Recioto var sidste glas i smagningen, men forinden var Amarone selvfølgelig kommet på bordet og beviste, at danskerne ikke er helt galt afmarcherede i deres hang til denne potente vin. Hvis forbrugerne så også holdt sig langt fra de billige efterligninger, som falbydes i stor stil, ville alt være godt.

Allegrinis Amarone ligger ifølge etiketterne på 15,5% og holder formentlig i virkeligheden omkring 16, men alkoholen er så fornemt integreret, at vinene virker slanke og fyldige på samme tid. Der blev smagt årgangene 2011, 2006 og 2000, og alle var i topform.

Forhandlingen af Allegrinis vine er netop blevet overtaget af www.philipsonwine.dk