I 2009 bad Vinbladet filminstruktøren Henning Carlsen fortælle om sin yndlingsvinoplevelse. Her hvad han svarede:
“Det ville være en mild overdrivelse hvis jeg antydede, at jeg medbragte en vinkultur fra min barndom. Den væsentligste del af den (min barndom altså) forløb i trediverne, jeg tror nok i den periode hvor det begyndte at gå op for borgerskabet i Danmark, at der var noget der hed vin. Mit første møde med ”det sure stads”, som det af gode grunde blev benævnt, var til min storebrors konfirmation. Ved frokosttid på dagen blev et passende antal flasker trukket op, og inden de blev placeret på radiatorerne rundt om i huset blev der omhyggeligt droppet en sukkerknald eller to ned i hver flaske. En halv time før vi skulle til middagsbordet blev det – nu søde, lunkne stads – så båret ind i spisestuen og fordelt på bordet og på den uundgåelige skænk.
Det tog mange år inden jeg vænnede mig til det, mens jeg nu er ved at forsøge at vænne mig fra det igen.
Alligevel har jeg et par vinoplevelser, jeg udmærket kunne tænke mig at dele med andre. En knytter sig fortsat til min familie, men nu til min pre-barndom, hvis man forstår. En anden til mit professionelle liv.
Min far blev født i 1892. Han mødte min mor i 1910 og forelskede sig uafrysteligt i hende. Der var bare det ved det, at hun først var født i 1898, og altså kun var tolv år gammel. Min far skyndte sig at aftjene sin værnepligt ved dragonerne i Randers og drog ud i verden for at få tiden til at gå, til pigen blev gammel nok.
Han drog (som kullemper) til Argentina og gik i land i Buenos Aires. Med bumletog tog han turen op til Mendoza på den østlige side af Andesbjergene. Hvad han foretog sig der de første måneder ved jeg ikke, men jeg ved at han ved juletid 1912 blev indlagt med stærke hofte-smerter på et hospital. Der blev han i to måneder indtil de sendte ham ud med uforrettet sag og et par krykker.
Nu skulle han jo have noget at leve af. Så da han fik øje på en annonce, indrykket af to tyske baroner der søgte en berider (cowboy) lige udenfor Mendoza, kantede den tidligere dragon sig derud, skjulte krykkerne under en busk og meldte sig som kandidat til jobbet. Han fik besked på at gå over i stalden, vælge sig en hest, sadle op og ride ud i landskabet og komme tilbage med en vild hest.
Det gjorde han, og fik jobbet. Hvordan han bar sig ad ved jeg ikke, for han havde aldrig lært at kaste med lasso. Men da han steg af hesten, var hans hoftesmerter totalt forsvundet.
Mange år senere fløj jeg fra Buenos Aires til Santiago, Chile, lige på den anden side af Andesbjergene. Flyruten gik langs den gamle jernbanelinie til Mendoza, og jeg fulgte i tankerne min fars togrejse, der vel tog ham tre døgn, mens jeg kun var to og en halv time om at fumle mig til Santiago.
For nu at komme til vinen. Igen mange år senere, nærmere betegnet for to år siden, sad jeg en drivende regnvejrsaften sammen med min kone på Hotel Roosevelt i Mexico City og var godt trætte af maden på hotellet. Nogen fortalte os, at der lå en argentisk restaurant lige ved siden af, som kunne nås tørskoet. Hvilket viste sig at være sandt.
Vi skulle nu vælge en vin til de argentinske bøffer. Og pludselig skreg MENDOZA os i øjnene, og den ovenstående historie om min far, så ubetydelig den end var, maste sig på. Uden store forventninger, og uden at undersøge nærmere hvad der blev hældt i vores glas, løftede vi de samme med det obligatoriske ”Salud! Dinero! Amor!” – og drak.
Vi hæftede os i første omgang ikke ved nogen af oplysningerne på etiketten, end ikke årgangen. Måske var den exceptionel, og måske har den kun vist sig fra denne venlige side denne ene gang. Men oplevelsen for to amatører på området som os var så herlig, at vi omgående tog etiketten i nærmere øjesyn:
Rincón Famoso stod der, fra Bodegas Lopez. Mendoza. Argentine. 2002.
Nu kan man jo spørge sig selv, om nostalgi, slægtsfølelse og familiehistorie kan påvirke smagsløgene i positiv retning? Det kunne man godt få mig til at tro. Men der kom også en privat oplevelse ud af sagen. ”Rincón Famoso” betyder blandt andet ”det storartede (indre) hjørne”. Et sådant hjørne har vi (min kone og jeg), som imellem os er storartet. Nemlig den af mine armkroge, hvori hun falder i søvn hver aften.
Vi synes faktisk stadig Rincón Famoso hører til de bedste røde sydamerikanske vine, vi kender.
Og for så lige at drage nordpå, til Nappa Valley i Californien, hvor mit bekendtskab med Francis Ford Coppola foruden så meget andet interessant har bragt mig indenfor i Rubicon Estate, Coppolas winery, hvor jeg har mødt kronjuvelen, der tilfældigvis også hedder Rubicon. Den er måske en af de mest ”forkælede” vine, man kan forestille sig. Den kunne fortjene en længere hyldesttale. Men jeg mangler både ord og plads til at uddybe det mere end at den kan fåes i en dyb kælder i Dr.Tværgade i det indre København. Det vil være ulejligheden og pengene værd.”
Læs i vores arkiv den fantastiske historie om Coppolas gamle reetablerede Inglenook finansieret af de penge han tjente på “Godfather”.
