Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Piemontes store vine

Barolo og Barbaresco er nok de to italienske vinregioner, som de fleste italofile vindrikkere i dag foretrækker. Sådan har det ikke altid været. For 50 år siden var denne del af Piemonte måske ikke ligefrem ukendt land, men overrendt var det ikke. Og vinene var generelt utilnærmelige, før de havde en hel del alder. Nebbiolo er jo ikke til at spøge med.

Francesca Argamante fra vinhuset Podere Ruggeri Corsini skænker ud. Den danske importør er Vinselskabet Connaisseur.

I dag er alt forandret. Nye generationer har taget over i de gamle familiefirmaer, og nye er etableret. Samtidig er arbejdet med vinene blevet moderniseret, så den tanninrige nebbiolo er blevet tæmmet til et niveau, der gør både barolo og barbaresco drikkelige langt tidligere end før. Desuden har producenterne lagt et stort arbejde i at kortlægge de to distrikter med henblik på at stedfæste de bedst egnede marker til topvinene. Det er ingen hemmelighed, at nogle af dem, som i dag er beplantet med nebbiolo, rettere burde dyrkes med druesorter som barbera og dolcetto.

Endelig er der den nye faktor i vinverdenen: klimaændringerne. For nogle årtier siden skulle producenterne være glade for tre vellykkede årgange ud af ti. I dag er det mere reglen end undtagelsen, at der er syv vellykkede årgange ud af ti. Uvejr med haglstorme i sommerperioden har altid været en faktor, men nu er der så også udfordringerne med stigende temperaturer. Det har fået flere producenter til at kigge nordpå til Alta Langa, hvor nebbiolo også trives. Vinene derfra var for 50 år siden så stramme og syrlige, at de var vanskelige at holde af. I dag er de i kraft af det varmere klima blevet ganske efterspurgte.

Michaela Morris ledte en masterclass for hele to fuldtallige grupper af interesserede.

Disse ændringer var emnet for en masterclass i København med Michaela Morris, skribent for Decanter. Hun illustrerede sit foredrag med seks vine, alle fra topproducenter i Barbaresco og Barolo: Massolino, Produttori del Barbaresco, Castello di Verduno, Fortemasso, Moscone og Ettore Germano. Den gamle diskussion om modernister kontra klassiske producenter blev ikke nævnt, men de fleste af vinene var faktisk opfostrede på store slavonske fade. Andre kom fra en kombination af store fade og barriques.

Hele vejen igennem var det naturligvis en fornøjelse at smage vinene. Vi bevæger os trods alt i prislejer op til 500-600 kroner. Men måske løb Ettore Germanos Barolo Riserva Lazzarito årgang 2013 med førstepræmien. Det var en velskabt vin med beherskede tanniner og en lille klædelig fedme. Og så bruger Germano skruelåg. Det er ikke dagligdag i Italien og slet ikke blandt topvine. Produttoris Barbaresco Riserva Montefico 2019 bekræftede dette kooperativs kvalitetsniveau, og Moscones Barolo ”1877” 2017 demonstrerede, hvordan to år i barriques finsliber nebbiolo til en næsten nem og let sødmefuld vin.

Importører

Massolino: BB Vinimport
Produttori del Barbaresco: Philipson Wine
Castello di Verduno: Vinova
Fortemasso: Bisgaard Vinhandel
Moscone: HVIN –  20833804
Ettore Germano: Le Petit Vinbar