Tange-Gérard Champagne

Solveig Tange mødte Champagne første gang sammen med sin og Alain Gérards lille søn under vinhøsten i 2003. Solveig var journalist og glad for sit job i København, mens Alain med basis i Reims arbejdede i Europa for et engelsk firma. Gerard-familiens gård ligger i den lille landsby Soulières syd for Epernay; et liv på landet i Frankrig er en udfordring, når man ikke forstår noget som helst hverken af det franske sprog eller den meget anderledes franske kultur. Som den eneste på egnen gik Solveig ture med barnevognen mellem landsbyerne. Det var blevet efterår, og i dagene omkring den første nattefrost dukkede der folk op i vinmarkerne; mænd hist og her mellem mange tusind vinstokke med hver sin beskærersaks og blå røgsøjler fra trillebøre lavet af en gammel olietønde, hvor man brænder de afklippede grene af. Både under vinhøsten, og nu som tilskuer til arbejdet med beskæring, blev det klart for Solveig, at man kun kan være helt med, hvis man selv deltager aktivt i årets arbejdsopgaver.

Uden nogen som helst erfaringer fra have- eller markarbejde at trække på blev løsningen for Solveig et beskærer-kursus. Efter nogle år var franskkundskaberne på plads, og efter et fysisk krævende kursus i 2006 på lycée viticole, vin-gymnasiet i landsbyen Avize, kom beskærer-diplomet i hus efter en svær eksamen med tårnhøj dumpeprocent. De nye sprogkundskaber og håndværksmæssige færdigheder gav Solveig adgang til lokalsamfundets fællesskab. Samtidig steg hendes interesse for distriktets historiske udvikling, det praktiske arbejde i vinmarken, processen med fremstilling af vin på kooperativets vineri i Vertus og de mange smageseancer med smagning af forskellige champagner. Hun var blevet grebet af hele processen fra vinstok til det fyldte glas, og arbejdet med at lave champagne blev for Solveig et vigtigt element i den krævende proces med en omfattende mental ommøblering, hvor hun dels skulle søge at få sjælen med og samtidig genskabe sig selv til mødet med de nye udfordringer. I det følgende fortæller Solveig lidt om den historiske udvikling i Champagne, om huset Tange-Gérard og om årets gang for en mindre vinproducent i Champagne.

Det er gået op og ned i Champagne

Champagnedistriktet er med sine godt 34.000 hektar AOC-vinmarker kun halvt så stort som i årene før markerne blev lagt øde af vinlusen, Phylloxera vastatrix,. Først i det 20. århundrede begyndte man en stor genplantning af markerne med vinstokke podede på resistente rødder. Efter en pause under 1. verdenskrig blev arbejdet med plantning genoptaget, da der var et godt eksportsalg af champagne i de glade 20’ere. Markedet forsvandt med et slag med krakket i 1929, og det gik kun langsomt fremad med at skabe et stort hjemmemarked i Frankrig. Op gennem 30’erne og frem til en gang i 50’erne blev druerne dårligt betalt, hvilket gav stødet til dannelsen af de første kooperativer i området. Flere steder blev vinmarkerne plantet forholdsvis langsomt til; der var lokalt en blanding af vinmarker og almindeligt landbrug – bønderne valgte, hvad der bedst kunne betale sig. Man må huske på, at vinbrug kræver rigtig meget manuelt arbejde, og endnu mere tilbage i 40’erne og 50’erne end i dag, hvor mange stadig finder det krævende. Fra 60’erne begyndte druepriserne at blive bedre, men faktisk skal vi helt på den anden side af år 2000, før AOC Champagne-distriktet var nået op på sit nuværende areal, og vi støder stadig af og til på folk, der lige har plantet nogle nye rækker med vinstokke på AOC-jord.

Op gennem det 20. årh. begyndte en teknologisk revolution, der skridt for skridt har gjort det enklere for selv mindre vinbrug at lave deres egen champagne. Det er i denne periode, at flere vinbønder – vignerons independants – har etableret sig som helt selvstændige og har skabt sig et navn i Champagne. Efter den seneste krise i 2008 skrumpede det franske hjemmemarked igen, og det er mest eksporten til lande som Kina, Hong Kong og Singapore, der er god gang i.

Vinbønder i generationer

Alains mors familie har været i Soulières siden Napoleons-tiden; der findes breve fra en forfader, der var med under felttoget i Rusland. Alains far kom fra nabolandsbyen. En af de tre parceller, Solveig og Alain driver, er plantet til af bedstefaren sammen med faren og en onkel. En anden parcel er lidt yngre, og to hektar, der ligger lidt længere væk, er købt sidst i 50’erne og plantet til af familien fra begyndelsen af 60’erne til ind i 80’erne. Området har hele tiden været i AOC Champagne, men man måtte hver gang søge om tilladelse til nyplantning, hvilket man så fik for nogle rækker ad gangen år efter år.

Alain har lært arbejdet i marken af sin bedstefar og onkel i årenes løb, og onklen, der lige er fyldt 80 år, kan stadig lære fra sig. Han har en god hukommelse og husker, hvad han har foretaget sig i arbejdet med vinen gennem hele sit liv, så der er altid nyttig erfaring at samle op, når man tilfældigt mødes et af de tre steder, lieu-dits, hvor begge har parceller. Først efter at onklen var kommet et langt stykke op i 70’erne, har Alain kunne overhale hans tempo med beskæring af stokkene.

”Hvad mit eget tempo angår”, fortæller Solveig, ”så kan jeg kun holde trit med Alain under vinterens beskæring når den ældste (tykkeste) gren er beskåret på forhånd. Ellers får jeg hurtigere problemer med smerter i armen; man udfører jo de samme bevægelser dagen lang. Det er svært ikke at konkurrere lidt på den slags, selvom det jo kan være lige meget, bare vi er færdige med det hele, inden vinen vokser igen til foråret. Hvad onklen angår, kan vi altså nu konkurrere på tid, men vi skal stadig stramme os an for at kunne være med, og det er alt sammen med til at gøre kvaliteten af arbejdet lige lidt bedre. Sådan er det jo med alting; det er godt at have én foran sig, der rager godt op i landskabet.”

Tange føjes til Gérard

Vi overtog i 2006 yderligere en parcel, som havde været lejet ud til nogen uden for familien fordi man dengang brugte mere tid på landbrugsdelen end på vindelen. Parcellen blev min – i kraft af mit lejemål – så jeg også kunne få mit navn ind i systemet. Det gav os en hektar vinmark at drive fra 2006, og tidsmæssigt var det lige i overkanten som hobbyjob. Vi begyndte at tale mere seriøst om hvornår vi skulle gøre vinen til det, vi skulle lave begge to på fuld tid. Vore beregninger var baseret på champagnesalget som det så ud før krisen, hvilket jo var noget anderledes end efter krisen i 2008, hvor produktionen året efter gik ned med ca. 25%. Det gjorde vores potentielle indtægt dermed også, og det betød, at vi kom noget langsommere i gang, end vi havde regnet med i vores budgetter og planer, der var lavet i 2008 med udgangspunkt i en anden verden.

Med hensyn til den del, der handler om arbejdet med at lave vinen, finder vi selv den sparring, vi har brug for. Vi taler med dem, der laver vin og har parceller samme sted som os, hvis det giver mening, og vi taler også med dem, der leverer druer og/eller vinificerer samme sted som os.

Til den disciplin, der hedder smagning af vins clairs, de nye, stille vine, med henblik på at kombinere dem til champagner, har vi haft meget ud af at deltage sammen med de 6 – 8 mere erfarne vinbønder, vi arbejder sammen med på vinkooperativet. Med mere erfarne mener jeg, at de har været selvstændige i længere tid end os; nogle af dem har smagt lokale Vertus-vine gennem en menneskealder. En række år deltog vi i en vinsmagnings-kreds med en af Champagnes meget erfarne smagere, og sidst, men bestemt ikke mindst, har Alains fortid med ønologi-studier på universitet i Toulouse – han er ikke ønolog, men har haft nogle af fagene – været en stor hjælp i forhold til at kunne smage og diskutere de stille vine, der er de byggesten, champagnerne bliver til af.

Vi har boet i et andet af Champagnes store vinområder, Montagne de Reims, i 10 år, hvilket har været meget lærerigt. Distrikterne i Champagne er meget traditionelle, og jeg har altid undret mig over, hvor lidt de enkelte områder kender til og interesserer sig for hinanden. Vi har altid prøvet at lære af de andre, og lægge mærke til, hvad de gør i Vallée de la Marne og Montagne de Reims i stedet for at finde alt, hvad der gøres anderledes end i Côte des Blancs, helt umuligt.

På kooperativet er der også folk, som er gode for os at vende tingene med. Hvornår er det en god idé at starte høsten? Ja, i 2014 startede vi nogle dage senere end stort set alle andre i Vertus, fordi vi ville have vores druer så modne som overhovedet muligt. Det er også de folk, vi kan vende planer om nye champagner med. Hvordan griber vi det fx an, hvis vi vil forsøge os med en champagne, hvor en del af den stille vin har været på fad i stedet for kun ståltank, hvilket er noget vi overvejer i øjeblikket.

Årets gang i vinmarken

Tommelfingerreglen er fire måneders arbejde per hektar, vinhøsten ikke medregnet. Det der varer længst tid er beskæringen. Tidligere var vinhøsten noget familiens tre generationer klarede selv, men siden 90’erne er der indrettet værelser i den gamle hestestald til de stadigt flere folk, der blev brug for: 12 plukkere, to-tre bærere, to kokke, en chauffør plus Alain og mig i en uge. Typisk finder vinhøsten sted midt i september. Forinden bruger vi nogle halve dage på at samle drueprøver og måle mostens indhold af sukker. Nogle år indsamler vi to gange, andre år op til fire gange, det afhænger af måleresultatet. Tilsvarende varierer tidspunkterne for og længden af de forskellige gøremål.

Efter vinhøsten handler det om forbeskæring, fjernelse af døde vinstokke (ramt af plante-sygdommen esca, der kan angribe gamle såvel som unge planter) og plantning af nye vinstokke i gamle huller fra fjernede stokke. Vi har en mark – den fra 2006 – hvor lejeren ikke har kæmpet med esca’en og fjernet, hvad der var nødvendigt; her fjerner vi hvert år flere hundrede vinstokke. Oprindeligt var marken plantet til med Pinot Meunier; nu er vi i praksis i gang med at genplante den med Pinot Noir. Med det tempo sygdommen har – som altså skyldes en sløv lejers manglende vedligeholdelse – regner vi med at have den fuldt genplantet om 5-10 år. Efter første nattefrost, typisk først i november, begynder beskæringen af vinstokkene. Den årlige beskæring af familiens tre hektar med knap 30.000 vinstokke er et hårdt arbejde, der fortsætter frem til midten af marts. Hvis der er en kold periode med dagtemperaturer under minus 1°, bruges den til at udskifte hegnspæle og wirer, som det typisk tager nogle dage at vedligeholde. Efter beskæring er det tiden til opbinding af vinstokkens grene fra midt i marts og typisk en 3-4 uger i alt.

Fra midten af maj er der afknopning af vinstokkene, hvor man fjerner alle grønne skud på stammen, der ikke skal bindes op til wirerne og sætte frugt. Fra sidst i maj til midt i juli løft af wirer først til nederste, siden øverste, krog på pælen fulgt af spaliering: du anbringer vinranker mellem wirerne, og når de alle sidder der, skal de spredes jævnt langs wiren af hensyn til god udluftning og bedre modning af druerne. Rankerne fæstes med små hægter – de fleste af nedbrydelig bioplast lavet af stivelse og en enkelt, mere solid, hægte af presset træ per pæl. Dette arbejde tager typisk seks uger og afsluttes engang i juli. I midten af juni klippes toppen af “hækken” med traktor. Herefter begynder vinstokkene at skyde i siderne, og skuddene klippes manuelt med hækkesaks frem til først i august, hvor vinstokken normalt stopper væksten og går i gang med at modne druerne i stedet for.

Hvor er Tange-Gérard så nu?

Først for to år siden overtog vi den fulde drift af de i alt tre hektar vinmarker, familien ejer, og for et år siden kunne vi ændre forholdet mellem den mængde druer, vi sælger via kooperativet, og den mængde champagne, vi selv sælger, til lidt mere end det dobbelte. Efter en start med 3.000 flasker i de første år, er vi nu nået op på 6-8.000 flasker om året. Grunden til, at det tager så lang tid, er at salg af druer til de store champagnehuse giver penge til driften med det samme, mens salg af vin på flaske nok giver mere, men til gengæld skal man selv kunne finansiere de år, der går fra druerne høstes, til champagnen sælges. Desuden er man sikker på sit salg af druer, men ikke nødvendigvis på, hvordan det vil gå med at sælge sin egen champagne.

Vi begyndte med at have 500 kasser champagne til salg om året, og dem solgte vi de første fem år primært gennem vores netværk af mennesker vi kender i Danmark, Frankrig, Belgien og England. Vi har også importører i Danmark og Luxembourg. Efterhånden udvider kredsen sig naturligt, når andre har smagt eller hørt eller fået en flaske i gave osv. Og så kommer folk forbi. Rigtig mange danskere er fx. i Frankrig i sommerferien, og en hel del kommer forbi os og samler champagne op i Soulières på vej nordpå. Andre finder os gennem min blog – bobler.blogspot.com – som jeg har skrevet i mange år. Siden er Facebook også kommet til, og det virker! Mennesker, som jeg ikke kender eller kendte personligt, finder os, sender mig typisk en mail eller ringer for at aftale et besøg, og på den måde kommer vi rundt i andre cirkler end vores egne.

Vi har nu de første champagner fra vores egne parceller på vej og flere idéer til, hvordan de skal supplere dem, vi i forvejen har. De er fra 2013 og 2014, der begge ser ud til at blive rigtigt gode, men foreløbig ligger de i kælderen. Vi er da meget spændte på at kunne præsentere dem om nogle år.