Hvem kender ikke vendingen ”Se Neapel og dø”? Flere tænker måske umiddelbart på Gasolin og Lone Kellermanns ”Se Venedig og dø”. Men den originale version lyder sådan her: ”Vedi Napoli e poi muori”. Talemåden, der stammer fra midten af 1600-tallet, da pesten udryddede millioner af mennesker i Europa, kan man bl.a. finde i Goethes ”Italiensk Rejse”. Og som det fremgår, hedder byen i Sorrento-bugten ikke Neapel, men rettelig Napoli.
I tidernes morgen, dvs. i 1400-tallet, var Sicilien og Napoli et samlet kongerige, men hele vejen til Italiens samling i 1861 var brolagt med stridigheder, som skiftevis bragte spaniere og østrigere til magten, og en kort overgang også Napoleon. Ved Wienerkongressen efter Napoleons nederlag overtog bourbonerne styret i kongeriget, som nu hed Begge Sicilier.
Hele den noget rodede forhistorie kan man næsten fornemme under selv et kort besøg i millionbyen. Den er på samme tid grim og prægtig med en heftig trafik og et larmende mylder af mennesker blandet med storslåede paladser og kirker. Beliggenheden med udsigt til Vesuv er ubetalelig, men udsigten er forbeholdt luksushotellerne og de dyre restauranter på kanten af Middelhavet. Inde i de snævre gyder, hvor man skal kigge sig over skulderen, og hvor vasketøjet hænger til tørre over de mange små værksteder, minimarkeder og grønthandlere, og hvor folk efter alt at dømme er stuvet sammen i mørke lejligheder, dér er der ingen havudsigt og næppe mange solstråler. Kontrasten er en plads som Piazza Plebiscito, hvor man på Gran Caffé Gambrinus kan købe sig fattig i kaffe og kager eller nøjes med at beundre det kongelige palads og Palazzo della Prefettura. I den imponerende San Francesco di Paola bliver den verdslige larm for en stund afløst af kirkens ro.
Vitigno Anteprima
Nu er dette ikke en rejseartikel, men i princippet en historie om vinene fra bl.a. Campanien, regionen hvor Napoli er hovedbyen. Udgangspunktet er en invitation til Vinbladet om at deltage i den 15. udgave af Salon dei Vini e dei Territori Vitivinicoli Italiani, en endages forestilling med overskriften Vitigno Italia og undertitlen Anteprima 2022.
Da der går to dage med rejsen til og fra Napoli, og da det officielle program består i en paneldiskussion om vinturisme samt en såkaldt walk around smagning fulgt af en kommenteret smagning, er der rigelig tid til at vanke rundt i den fascinerende by. Turismediskussionen er udelukkende på italiensk og hægter dermed hovedparten af de inviterede udenlandske vinskribenter og vinindkøbere af. Den kommenterede smagning bliver simultantolket, men der er skruet så højt op for de italienske paneldeltageres mikrofon, at oversættelsen bliver overdøvet. Det umiddelbare vinøse udbytte er med andre ord beskedent.
Denne skribent oplever dog et glædeligt gensyn med Maria-Ida Avallone, som kommer på podiet og præsenterer en 2007-udgave af Falerno-hvidvinen Vigna Caracci. Vores bekendtskab går tilbage til 1989, da Maria-Ida og hendes bror Salvatore tog imod på Villa Matilde, der ligger i Benevento-distriktet en times kørsel nord for Napoli. Bortset fra vinene, som allerede dengang var blandt områdets bedste, serverede Maria-Ida en uforglemmelig udgave af spaghetti alla puttanesca. Den oplevelse genopfrisker vi nu med stor fornøjelse. Og den 14 år gamle Vigna Caracci? Umiddelbart passé. Oxideret farve og manglende friskhed signalerer mere arkæologi end modernitet. Men i løbet af 5-10 minutter sker der en forbløffende metamorfose. Vinen strammer sig an, en cremet struktur dukker op, og om end den umiddelbare friskhed er gået fløjten, smager vinen simpelt hen godt.
Aglianico er den store rødvinsdrue i Campanien og optræder især som Taurasi DOCG. Blandinger med Piedirosso, Sangiovese og endog Merlot er også almindelige og kan tage toppen af Aglianicos markante tenniner og tendens til at udvikle en lidt bitter eftersmag. Blandt producenterne til stede ved den kommenterede smagning, som udelukkende omfatter årgang 2007, gør følgende sig positivt bemærket:
Cantine Luigi Maffini med Cenito, Fontanavecchia med Grave Mora Riserva og Mastroberardino med Radici Taurasi Riserva. Mastroberardino kommer man ikke så let udenom i Campanien. Produktionen blev indledt i 1878, og huset er i dag områdets førende mht. både kvalitet og kvantitet. Andre producenter som Ocone og Cavalier Pepe viser også gode takter. Pepes hvide Fiano di Avellino er tør og sprød og hans Opera Mia Taurasi varm og krydret. Den helt rigtige vin til gris, lyder det.
Deltagerne i walk around-smagningen kommer ikke blot fra Campanien, så der er mulighed for gensyn med favoritter som Lungarotti fra Umbrien, Umani Ronchi fra Abruzzerne, Velenosi fra Marche og Frescobaldi fra Toscana.
Savnet af udflugter til vinproducenter bliver opvejet af strejftog gennem Napolis gader og måltider på fremragende uprætentiøse spisesteder. Pizzaerne her fra pizzaens hjemby lokker ikke. De er alle som én monstre af brød med en smule snask på toppen. Men byen Napoli lokker. Der er basis for at vende tilbage. Arrivederci Napoli!
