Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Ikke et ord om kiwi

Taste of New Zealand kom for første gang til København

Mon ikke newzealænderne er lidt trætte af at blive kaldt kiwier? Bare fordi de producerer store mængder af denne udmærkede frugt. Hvad mon danskerne ville sige til at blive kaldt grise, fordi der opdrættes så mange svin her i landet?

Under alle omstændigheder blev der ikke på noget tidspunkt sagt kiwi, da den hurtigsnakkende Liam Stevenson, MW, ledede et seminar i forbindelse med Taste of New Zealand i København. Det fandt sted på Nationalmuseet og blev fulgt af en såkaldt walk-around smagning med deltagelse af 15 producenter.

Et ungt vinland

New Zealand er jo et meget ungt vinland. Den første vinmark blev godt nok anlagt i enten 1819 eller 1851 – der er lidt uenighed om den sag. Og omkring forrige århundredskifte kom en del indvandrere fra især Kroatien til området omkring Auckland, hvor de begyndte at fremstille vin. Men datidens bordvine var ikke noget at råbe hurra for. De blev fremstillet af druesorter, som var modstandsdygtige over for sygdomme, men til gengæld gav masser af tynd og stramtandet most. Så forbrugerne holdt sig til forstærkede vine, som rask væk blev kaldt ”port” og ”sherry”.

Det moderne vineventyr begyndte først i 1960’erne, da den dominerende afholdenhedskultur var blevet afløst af friere forhold. Lovgiverne tillod nu f.eks. restauranter at servere vin til maden, hvilket indtil 1960 officielt ikke var tilladt

Udviklingen tog fart i 1970’erne med især lanceringen af Sauvignon Blanc fra Marlborough. Den vinstil ramte lige ned i et stort publikums lyst til at drikke meget aromatisk og ikke for tør hvidvin. Producenterne var henrykte og plantede løs for at komme efterspørgslen i møde, og det resulterede i 1980’erne i et indgreb, som begrænsede overplantning og subsidierede nedlæggelse af sekundære vinmarker.

Nord- og sydøen

New Zealand er jo et langstrakt ørige med vinproduktion over 10 breddegrader fra Auckland i nord til Central Otago i syd. De skiftende klimazoner og vekslende jordbundsforhold forklarer langt hen ad vejen, at der dyrkes så mange forskellige druesorter, og at vinene generelt bliver så gode.

Den mest plantede druesort er Sauvignon Blanc med 42% fulgt af Pinot Noir med 17% og Chardonnay med 14%. Resten – druesorter som Merlot, Pinot Gris, Riesling, Cabernet Sauvignon, Syrah osv. – står for de resterende 27%.

Ved seminaret i København demonstrerede 12 vine diversiteten i vinproduktionen, og det blev ligeledes åbenbart, at man ikke uden videre bør sammenligne med europæiske vintyper. Som f.eks. Seifried Estates meget aromatiske og kraftige Riesling Nelson, som hverken mindede om tyske, franske eller østrigske udgaver.

Ligeledes gik tankerne ikke til Galicien, da Coopers Creek Bell Ringer Albariño kom i glasset. Syre, jovist, men markant ”federe” end den nordspanske version.

Misha’s Vineyard i Central Otago.

Sauvignon Blanc og Pinot Noir

Klassisk Sauvignon Blanc fra den franske Loire-region er noget helt andet end den type, New Zealand har fremelsket. Vinene har generelt en meget aggressiv aroma – stikkelsbær, hyldebærblomst, pipi de chat, som franskmændene siger – og ikke alle forbrugere har det lige godt med den stil. Vulgariteten lurer ofte lige om hjørnet, og under alle omstændigheder er trangen til glas nr. to pist borte.

Et eksempel er Kim Crawford Small Parcels Spitfire Sauvignon Blanc, mens Dog Point Section 94 Sauvignon Blanc er stik modsat med sin afdæmpede aroma og velskabte krop. Begge kommer fra Marlborough på sydøen.

Pinot Noir er jo en udfordrende druesort, som nådesløst afslører vinproducentens formåen. New Zealands udgaver har generelt og fortjent fået et godt ry, men man skal også gøre sig klart, at der skal betales ved kasse 1. Discountudgaver er lige så uinteressante fra New Zealand som fra alle andre Pinot Noir-producerende lande.

To ud af de tre vine på seminaret hævede sig over det jævne: 2013 Pegasus Bay fra sydøens North Canterbury, og 2013 Prophet’s Rock Home Vineyard fra Central Otago. Men der er selvfølgelig mange andre stærkt indtagende udgaver af Pinot Noir fra New Zealand, og de kunne træffes i stor stil, hvis man tog en rundtur til de mange udstillere på Nationalmuseet.

Indledningsfoto er fra Dan Honan, Central Otago.