Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Tawny-fest

Det er en så godt som uløselig opgave at vælge den rette vin til den kropumulige traditionelle danske Julemiddag med stegt fjerkræ, sukkerkartofler og eddikebadet rødkål, hvad der hver december fylder medierne med mere eller mindre ubrugelige råd om valg af Julevin. Så er det  langt nemmere at vælge rigtigt, når de søde sager som kager, chokolade, konfekt, nødder og vel også en smule frugt skal ledsages af noget med procenter i. Der er én vin, der for alvor harmonerer med Juleknaset: nemlig Portvin. Nu er der mange portvinstyper at vælge imellem, men der er én ubestridt konge i denne søde Juletid – nemlig tawny.

Hvad er Tawny

Groft sagt kan al portvin inddeles i to typer: Ruby og Tawny. Navnene hentyder til farven, hvor Ruby-typerne er mørke og dybrøde, mens Tawny-typerne har en ravgylden, bleg farve. Ruby-modellerne er smagsmæssigt vinøse med frisk bærfrugt og ofte med solid tannin. Tawny satser mere på sødme, blødhed, nøddepræg, og modent trækrydderi – og samtidig er tanninen gemt mere af vejen og derfor mindre dominerende. Druematerialet for de to typer er det samme, men portvin bliver tryllet om til Tawny gennem lang fadlagring, hvor vinen oxideres bevidst før aftapning, så den kan få et let sherrypræg. Ruby- typerne – herunder Vintage og Late Bottled – lagrer sjældent længere end fem år på fad, mens Tawnies kan komme helt op på fyrre år og endda mere.

Kvaliteten i højsædet

Hvis man går efter Tawny af højeste kvalitet, skal man se efter en aldersbetegnelse på etiketten. Står der blot Tawny, er der tale om basal vin, der dog ofte er af udmærket kvalitet, der harmonerer godt med den lave pris. Aldersangivelsen viser, at vi nu er trinnet højere oppe på kvalitetsskalaen,og vinene kommer igen i to udgaver: Dels en med et konkret årstal og så en lidt mere diffus angivelse af vinens gennemsnitlige alder – eksempelvis 10 Years Tawny eller 20 Years. De 10 år og tilsvarende skal tages med et vist forbehold, da det er tilladt at blande både ældre og yngre vine sammen for at opnå et præg, der svarer til en vin med ti år på bagen. Blandingen sker under nøje kontrol af det emsige Portvinsinstitut, der administrerer al portvin med et altid vågent høgeblik, man godt kunne drømme om at flere danske finansielle institutioner praktiserede i samme grad. På grund af denne omhyggelighed er der meget langt mellem dårlige portvine.

Colheita

Står der et konkret årstal på etiketten skal al vinen i flasken være fra netop dette år. Denne type hedder Colheita. Giver det så en forskel på vinen i glasset, om man har fat i en Colheita eller i en portvin med generel aldersangivelse? Svaret er både ja og nej. Det er sværere at lave en rig og kompleks Colheita, da man her kun har vine fra ét og samme år at arbejde med. Med blandingsvinene kan man bedre skræddersy sig frem til den ønskede karakter og kvalitet, da man har langt flere strenge at spille på. Så ofte satser Colheita mere på elegance og rankhed, mens blandingsvinene er mere universelle og lettilgængelige De er lidt lettere at købe, da der generelt er en solid sammenhæng mellem vinens konkrete udtryk og etikettens mere bløde aldersangivelse. Men der er lidt mere spillerum for det individuelle udtryk,når det drejer sig om Colheita-vine, hvor producentens kompetence og stil ofte slår mere klart igennem end i blandingsvinene. Hver ting til sin tid. Portvinshuset Krohn anser mange kendere for at være den absolut bedste Tawny-producent, men priserne er også derefter.

Den kritiske frugt

Begge typer er særdeles længelevende på grund af den lange fadlagring. De er også rigtigt robuste, efter de har forladt egefadet og er kommet på flaske, selv om udviklingen i vinens udtryk bremses markant. Dette stop kan dog være en fordel, da selv en Tawnyport kan blive for gammel, hvad der oftest kommer til udtryk i en rigeligt tør frugt og en lidt afpillet og benet struktur. Så hvis man investerer de mange penge i eksempelvis en 30 års eller en 40 års Tawny, bør man om muligt først prøvesmage vinen for at kontrollere om frugten fortsat har den fornødne saftighed. Derimod er det nemt at købe 10 års og 20 års, der næsten uden undtagelse rummer den fornødne friske frugt. Generelt kan Colheitas blive lige takken ældre end andre portvinstyper, og eksempelvis Burmesters Colheitas kan i Danmark købes helt tilbage til 1937.

Den optimale Tawny-nydelse

Selv om portvinen er af højeste kvalitet, kan fornøjelsen sagtens ødelægges, hvis man forsynder sig mod to afgørende forudsætninger:Nemlig glasvalg og serveringstemperatur. I gængs isenkræmmersprog er et portvinsglas en dværgagtig sag på størrelse med et snapseglas. De dur ikke til andet end at spilde de mange penge, man har ofret på god portvin.  De små åbne glas giver kun én brøkdel af den samme sensoriske oplevelse, som et seriøst portvinsglas evner.Man kan købe særlige tulipanformede portvinssmageglas med samme størrelse som et mindre vanligt hvidvinsglas, og de er supergode – ikke mindst Riedels Sommelierserie. De er dog også ganske kostbare, så er man budgetbevidst, når man langt med et helt banalt tulipanformet hvidvinsglas. Her serveres de delikate portvinsaromaer på koncentreret facon, og der er plads i glasset til at vinen for alvor kan folde sig ud.

Skødesynd nummer to er at servere portvinen for varm, så den nøje designede balance mellem frugt, tannin og alkohol ødelægges totalt. Ruby-typerne tåler bedre varmen, da de på mange måder minder om rødvine, så server dem ved 10-12 grader. Tawny-typerne kræver mere kølighed, da kulde fremhæver den ofte spinkle frugt og giver lidt ekstra struktur, hvad der godt kan være behov for. Tawny kan sagtens serveres direkte fra køleskabet, da vinen helt af sig selv vil stige et par optimale grader ved normal stuetemperatur. Overholdes både glas- og temperaturreglen præsenterer disse sødmefulde vidundere sig på bedste måde og med det udtryk, som producenten har gjort sig den største umagefor at fremtrylle. Lige en sidste note om holdbarheden efter proppen er trukket op: For både Rubies og tawnies gælder det, at jo ældre vinene er, jo hurtigere bør den drikkes. Er alderen de tyve år, bør vinene nydes enten samme dag eller dagen efter. Yngre vine holder sig normalt rimeligt godt i op til fem dage proppet til og i køleskab. Hvis man da ellers kan holde fingerene fra dem.

Offley 10 Years Old Tawny Barao de Forrester

Intens nøddenæse med en del sherrytoner og veludviklet, letristet fadpræg. Udmærket intensitet, fin styrke og markant alderspræg for en tiårs. God frisk mundfrugt og fin længde. Velkrydret og med saftigt helhedspræg, god tyngde og med lidt de samme nødde-sherrytoner som i næsen. Klassisk og vellykket.
88 | 115,00 Føtex

Sandemann 10 Years Old Tawny

Sødmefuldt valnøddepræg og delikat frugt med harmonisk helhedspræg. Lettilgængelig og charmerende med moderat styrke, tiltalende vaniljekrydderi og frisk frugt. Sødmefuld, let og saftig smag. Charmerende med moderat detaljerigdom. Ungdommelig og frisk.
87 | 139,00 Føtex

Offley Colheita C 1999 Barao de Forrester Tawny

Afrundet nøddekrydderi med behagelig sødme og udmærket harmoni. Moderat intensitet, frisk mørk figenfrugt og markant og godt egetræ. Smag med imponerende frugtighed og velafbalanceret sødme. Flot saftig stil med dadel-figen karakter med stor rigdom og udmærket balance. Tiltalende velkrydret eftersmag og attraktiv pris.
91 | 149,00 Føtex

Sandemanns 20 Years Old Tawny

Næse med elegante nøddearomaer, solid sødme,fuldmodent egetræ og bemærkelsesværdig frisk Tawnyfrugt. Umiddelbart charmerende og lettilgængelig og med pæn styrke. Ungdommelig, næsten saftig og markant sødmefuld mundfrugt krydret med nødde- og orangeskal. Pæn styrke og god aromarigdom. Letdrikkelig og i en meget frisk 20 års-stil.
92 | 249,00tex og Bilka 

Offley 20 Years Old Tawny Barao de Forrester

Kraftfuld vin med masser af delikat nøddeduft og fuldmodent fad. Stor styrke og fuldt intakt frugt med fornem dybde og lakridsede toner. Nydelig og klassisk 20-års type med kultiveret helhedspræg og god detaljerigdom. Tætvin med substansrig fylde, saftig fuldmoden mundfrugt og intenst tawny-krydderi og solidt figenpræg. Autentisk og vellykket 20-års Tawny på nydeligt niveau og til fair pris.
93 | 229,00 Føtex