Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Dão i kapløb med Douro

Portugal rummer mange glimrende distrikter, hvis vine vi alt for sjældent ser på supermarkedernes hylder. I flæng kunne man nævne Alentejo, Estramadura, Setubal, Bairrada og sidst, men ikke mindst Dão. Skulle man pege på ét særligt lovende i denne flok, ville mit valg falde på Dão. Området er nabo til det succesombruste Douro-område, og det har en sammenlignelig geologi, et nogenlunde tilsvarende klima, mange højtbeliggende vinmarker, de rette druesorter og århundredlange traditioner for vinfremstilling. Alligevel har det tidligere knebet for Dão at skabe kvalitetsvine med eksportpotentiale. Men i dag er situationen en ganske anden, da der i de senere år er sket en sand kvalitetsrevolution i Dão.

Foz Torto Vinhas Velhas Tinto 2015 forhandles af Vinho.dk

Inspiration fra Douro

Dão er placeret umiddelbart syd for portvinsområdet Douro. Nabodistriktet Douro har gennem snart mange år leveret storslået rødvin omend til ganske høje priser.  Dão er dog et betydeligt mindre distrikt med cirka det halve vinmarksareal til rådighed. Ser vi på volumen af vinproduktionen, så fremstiller Douro cirka fem gange så mange liter vin, når vi regner portvinene med.

Men Dão har stort set alle de naturskabte fordele, som Douro er begavet med inden for klima og geologi. Blot har det indtil for en halv snes år siden knebet med at tiltrække kapital og talent til det den gang mindre prestigiøse vinområde. Men gudskelov er bøtten vendt, og Dãos mest talentfulde producenter kan i dag levere vine, der er fuldt på højde med det bedste fra de velhavende Douro-naboer. Dette rummer dog ikke den store overraskelse, for ganske mange af de dygtigste Douro-producenter har indset Dãos potentiale, og de har derfor erhvervet sig vinmarker, mens jordpriserne er fordelagtige.

Det er meget de samme druer, der i spil i Dão som i Douro. Det drejer sig dog overvejende om de lokale druesorter, hvis navne vil klinge sødt i portvins-entusiasternes ører – eksempelvis Touriga nacional og Tinta roriz. Touriga nacional er den mest ansete Dão- drue, og DOC’en kræver da også at mindst 20 procent af flaskeindholdet stammer fra denne drue, der efter alt at dømme har sin oprindelse netop i Dão.

En belastet fortid

Dão har fra gammel tid været kendetegnet ved mange små familiedrevne vingårde og få storproducenter. I tiden før Nellike-revolutionen i 1974 fik præsident Salazar den lyse idé, at nu skulle vinproduktion i Dão for alvor effektiviseres. Så de mange små private aktører blev erstattet af store kooperativer, som de små landbrug blev tvunget ind i. Er der nogen, der tænker Stalin her?

I hvert fald fil kooperativindsatsen i Dão nogenlunde tilsvarende konsekvenser som kollektivordningen fik i det gamle Sovjet. Effektiviteten steg ikke nævneværdigt, men til gengæld kunne man producere store mængder sekundavarer, som var virkeligt billige, men så skræmmende sløje, at de var stort usælgelige til eksport. Dãos marketingfolk gjorde tilbage i 1980’erne en behjertet indsats og forsøgte at lappe på ulyksalighederne, da man markedsførte vine fra gamle årgange – men i samme triste stramme frugtfattige stil – under anprisningen ”Garrafeira” – dog uden nævneværdig succes.

Hvis nogen af læserne i en fjern fortid købte Dão-vine i danske supermarkeder tilbage i 1980’er lokket af ualmindeligt lave priser, vil man stadigt være så småtraumatiseret af barsk tannin og tyndbenet frugt, at man vil være tilbageholdende med at købe mere Dão, og det ville være en stor skam. Ikke blot for de portugisiske vinbønder, men mest af alt for de danske vinentusiaster, der dermed vil snyde sig selv for vinoplevelser i særklasse. For dagens Dão kan levere rigtig meget fremragende viv.

Naboer eller tvillinger

Begynder man at sammenligne Dão og Douro, er lighederne mellem de to distrikter påfaldende, men selvfølgelig er der da forskelle: Douro har betydelige fordele af sit imponerende flodsystem der modererer klimaet og giver mulighed for terrassedyrkning, hvor druerne eksponeres optimalt for solskinnet. Dão har godt nok også en flod, der har givet distriktet sit navn, men det er ikke noget, der kan hamle op med den mægtige Douro, der endda spreder sine vinøse velsignelser langt ind i Spanien i form af de mange fremragende vine fra Ribera del Duero. Til gengæld har Dão mange højtbeliggende vinmarker, hvad der giver fordele i form af kølige nætter og en lyssammensætning, der fremmer drueskallens tykkelse og giver øget tannin- og farveproduktion.

Ideal Tinto 2018 forhandles af Vinho.dk

Dão rummer også særlige druesorter – ikke mindst Bastardo, Jaen og Baga, men det langt overvejende flertal af eksportvinene er baseret på de velkendte portvinsdruer, og der er er da heller ikke tvivl om, at disse druer performer ekstraordinært godt i Dão. Slutresultatet i flasken kan sagtens være svært at skelne fra Douro-vinene i både duft og smag. Her har vi måske et ømt punkt for Dão, der i sin jagt på succes har lagt sig rigelige meget i baghjul af Douro. Ser man på smagenoterne vil det hurtigt stå klart, at mængden af stilistiske lighedspunkter mellem Dão og Douros vine er betragtelige. Ja, overensstemmelsen er så markant, at der ved blindsmagning af de blandede sæt hyppigere blev gættet forkert end korrekt.

Begge distrikters vine er på trods af sammenfaldet gennemført personlige, og selv om det generelt er kraftfulde vine, bliver de aldrig uafbalancerede. Det er vine, der ikke er bange for solide taninner og sætter mineraliteten i højsædet, og det er i min regnebog dybt sympatiske karaktertræk. Vinene er med bemærkelsesværdigt tæt og rig frugt, der ofte fremstår kølig på trods af de varme dyrkningsvilkår, hvad der sladrer om kompetent kælderarbejde. Det er oplagt, at det er meget længelevende vine, og jeg ville også forvente, at de evner at udvikle sig både i detaljerigdom og i kompleksitet. Dão-vinenes kvaliteter er så uimodsigelige, at de berettiger området til en berømmelse fuldt på højde med eksempelvis celebre italienske distrikter som Toscana og Piemonte.

Dãos vej til større anerkendelse

På kort sigt rummer de mange lighedspunkter med vinene fra Douro selvfølgelig den fordel for Dão, at forbrugerne får den forventelige vinoplevelse. Men på længere sigt, er det afgørende at opbygge en særlig Dão identitet. En unik personlighed er dog svær at få øje på i dag, hvor Dão-vinene mest af alt fremstår som en rigtig vellykket klon af Douro. Priserne er også sammenlignelige, hvorfor det mest af alt er eventyrlyst, der skal lokke vinkøberne til at vælge Dão frem for Douro.

Kvaliteten i Dão-vinene fejler bestemt ikke noget, men problemet er, at de rigtigt gode Dão vine primært ligger i segmentet over de 200 kroner – dog med Quinta dos Roques 2017 som en lykkelig undtagelse. Derimod har Douro langt flere udmærkede intro-vine under 100 kroner, hvad Dão nok burde lægge sig på sinde, da det er en genvej til at overbevise tøvende vinforbrugere om områdets indiskutable kvaliteter.

Jeg skal ikke kunne sige om Douro-vinenes bedre pris-kvalitetsforhold skyldes de danske importørers valg og præferencer, eller om Dão i dag kun i ringe grad evner at levere spændende vine i det moderate prisleje. Dette burde dog være muligt, da jordpriser og produktionspriser endnu er beherskede. Billigere vine ville være de bedst tænkelige ambassadører til at genskabe forbrugerens interesse for Dão. Ikke mindst hvis supermarkedssegmentet blev genopbygget til fordoms omfang, men nu med langt mere lettilgængelige egenskaber i form af saftighed og kraft og venligere tannin. Det fortjener Dão.

Maias Tinto 2017 forhandles af Vinho.dk

Rødvine fra Dão

Casal Mor Special Selection 2019, DOC Dão

Afrundet, personlig aromaprofil krydret med medicin, blomster og tilsat moderat egetræ. Pæn styrke, diskret sødme, god mineralitet med lidt parfumetoner. Moden, åben og lidt enkel vin med markante tanniner, behersket saftighed og pænt krydderi. Old School Dão med mørk, lettere blækket frugt med moderat tæthed.
86 | 49,95 Amka

Quinta dos Roques Colheita Tinto 2017 Quinta dos Roques, DOP Dão

Mørk, eksotisk bærfrugtnæse tilsat figner og dadler. Delikat lakridskrydderi, udmærket detaljerigdom og lidt medicinske toner. Charmerende, harmonisk og med tiltalende frugtighed og pæn styrke. Intens velbygget mundfrugt med glimrende tanninstruktur, udmærket balance og pæn detaljerigdom. Delikat, givende og vellykket. 92 | 95,00  tilbudspris Vinbladet – normalpris 109,00 Vinho.dk

Maias Tinto 2017 Quinta das Maias, DOP Dão

Saftig, frisk og kølig frugtnæse med et lidt blækket frugtudtryk og ungdommeligt præg og pæn renhed. Sympatisk helhedsindtryk, god styrke og glimrende frugtintensitet med mørke bær og et helt igennem ungdommeligt udtryk. Velstruktureret og ganske charmerende. 88 | 99,00 Vinho.dk

Ideal Tinto 2018 Carlos Raposo World Wild Wines, DOP Dão

Tung, mørk blommefrugt tilsat grønne urter, lakrids og egetræ. Medium styrke og udmærket mineralitet. Rank og ganske stram frugtstruktur med moderat tæthed, markant tannin og et lidt tjæret krydderi. Kølig stil med pæn mineralitet.
88 | 209,00 tilbudspris Vinbladet Vinho.dk

Dão Vinhas Velhas 2017 Antonio Madeira, DOP Dão – Sub-regiao Serra de Estrela
Definido Tinto 2018 forhandles af Vinho.dk

Flot frugtnæse med toner af blommer, sort peber, blomster og lakrids. Stilistisk med klare portvins-aner. Ren, delikat og velbygget mundfrugt med diskret sødmefuldhed og velintegreret egetræ. Intens og vinøs med spicy køligt udtryk og med rundhåndet, veldoseret tannin og god balance. Ambitiøs og med glimrende saftighed og diskret sødme. Givende og tiltalende. 91 | 240,00 – 180,00 v/6 fl Bichel

Dão A Palheira 2018 Antonio Madeira, DOP Dão – Sub-regiao Serra de Estrela

Ganske landlig næse med mørk frugt med sorte bær og lakrids. Udmærket sødmefuldhed, solidt ristet egetræ og pæn detaljerigdom. Sødmefuld mundfrugt med en rigeligt markant frugtsyre, pæn stoflighed og venlig tannin.
89 | 295,00 – 250,00 v/6 fl Bichel

Definido Tinto 2018 Carlos Raposo, DOP Dão

Intens og velbygget frugtnæse med toner af dadler og figner og med flot tæthed. Diskret sødmefuld og med modent præg. Delikat, ambitiøs, personlig og vellavet. Frisk, ungdommelig og overraskende slank mundfrugt i forhold til den opulente næse. Rank vin med nydeligt dimensionerede, intense tanniner. Kræver grundig luftning. Lovende og værd at gemme på.
92| 369,00 tilbudspris Vinbladet – normalpris 419,00 Vinho.dk

Dão A Centenaria 2017 Antonio Madeira, DOC Dão – Sub-regiao Serra de Estrela

Sødmefuld, mørk solbærfrugt krydret med lakrids, sød tobak og kamfer i bedste portvinsstil. Nydelig mineralitet og glimrende delikatesse. Mørk, slank mundfrugt med fornem renhed og betydelig frugttæthed, der for alvor viser sig efter grundig luftning. Velpoleret vin med kultiveret sødmefuldhed og kølig veldimensioneret tannin. Karakterfuld og vellykket. 92 | 395,00 – 300,00 v/6 fl Bichel

Douro Sublinhado 2019 Sao Luiz forhandles af Masterwines.dk

Rødvine fra Douro

Douro Sublinhado 2019 Sao Luiz, Kopke, DOC Douro

Næse med mørk sveskefrugt med udmærket peberkrydderi, en del egetræ, mærkbar alkohol og god renhed. Frisk, kølig bærfrugt med velbygget tanninstruktur, nedtonet krydderi og velintegreret egetræ. En smule enkel, men med pæn tæthed og udmærket balance. Letdrikkelig og ligetil.
88 | 79,95 Masterwines.dk

Cerro do Santo 2015 Reserva, DOP Douro

Sødmefuld, intens, mørk bærfrugt med saftigt hedvinspræg, nydelig styrke og god renhed. Veludviklet og med betydelig detaljerigdom og udmærket charme. Delikat, tæt, sødmefuld hyldebærfrugt med kultiveret aromarigdom. God substans i strukturen og med pæn delikatesse. Givende og lettilgængelig.
91 | 119,95 Amka 

Prazo de Roriz 2016 Prats & Symington, DOC Douro

Blodrig, mørk, tobakket kirsebærfrugt med lidt rosinkrydderi og pæn mineralitet. Velsammensat duft med medium styrke og mange gode detaljer. Veludviklet og givende. Sødmefuld, glat mundfrugt med rank veldimensioneret tannin. Pæn bærfrugt og afdæmpet krydderi.
89 | 129,00 på tilbud – normalpris 149,00 Kjær & Sommerfeldt

Tecedeiras Reserva 2016 forhandles af Vinho.dk
Quinta das Tecedeiras, DOC Douro

Sort, klassisk portvinsfrugt med et lettere medicinsk og røget krydderi tilsat lidt dadler og figner. Charmerende, velbygget og med udmærket detaljerigdom. Glimrende styrke og flot harmoni. Afrundet, tæt mundfrugt med nydelig sødmefuldhed og veludviklet aromarigdom. Bløde tanniner og dejlig saftighed i afslutningen.
92 | 239,00 Vinho.dk

Foz Torto Vinhas Velhas Tinto 2015, DOC Douro

Frisk, kraftfuld solbærfrugt med en del alkohol og intens mineralitet. Krydret med rosiner, diskrete røgtoner og modent egetræ. Veludviklet og givende. Blød, rig mundfrugt med betydelig aromarigdom og veldoserede, intense tanniner. Glimrende ekstraktrigdom, stor generøsitet, umiddelbar appel og et næsten hedvinsagtigt udtryk.
92 | 309,00 Vinho.dk

 Conceito Tinto 2016 Conceito Vinhos, DOC Douro

Intens portvinspræget blomme- og hyldebærfrugtnæse med potent og fornemt krydderi, der er en vintageport værdig. Styrke, renhed, delikatesse, dejlig mineralitet og optimalt integreret egetræ. Slank og ungdommelig vin med nydelig saftighed og intens tannin. For ung lige nu, men særdeles lovende. Flot sammensat, velafbalanceret og ambitiøs vin på højt teknisk niveau. 93 | 329,00 tilbudspris Vinbladet  Vinho.dk

Læs også artiklen Rødvin fra Doura-dalen