Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Rødvin fra Douro-dalen

Sammenligner man spanske rødvines pris og kvalitet med tilsvarende portugisiske, er de spanske typisk klart foran Portugal på point. Men Portugal har et kvalitetsvin-potentiale af samme kaliber som det spanske, og producenterne i Dourodalen har allerede bevist dette med al ønskelig tydelighed. Douro har dog også haft de bedst tænkelige forudsætninger, da de succesfulde portvine har tilført området enorme ressourcer, både når det gælder viden og teknik og ikke mindst kapital. Douros bedste bordvine er i den absolutte top, men priserne er også ganske høje. Så spørgsmålet er, om området også formår at levere attraktive vine i alle prisklasser?

Boa-Vista Reserva forhandles af Vinho.dk

Portvinsparadiset Dourodalen

Dourodalen ligger i det nordligste Portugal godt gemt af vejen, og alligevel er denne afsides dal verdensberømt på grund af sine vidunderlige portvine. Portvinen fremstilles på røde druer, så der er kun et teknologisk lille spring fra at lave hedvin og til at producere vanlig rød bordvin. Det er da også sket siden tidernes morgen, men indtil for en snes år siden var rødvin fra Douro en sjældenhed her til lands. Vinproducenterne fokuserede på deres portvine, der var den sikre vej til en solid indtjening på eksportmarkederne og så måtte den almindelige vin komme i anden række.

Portvin er sammenstukket af en række unikke portugisiske druesorter, der er særligt gode til at levere masser af frugtkraft, heftig tannin og enorm smagsrigdom, hvad der er forudsætningen for, at portvinene får deres styrke og delikate karakter. Der er druesorter, som stort set er ukendte uden for Portugals grænser, såsom Touriga Nacional, Touriga Francesa, Tinta Roriz, Tinta Barroca og Tinta Cão. Alle sammen sorter, der oprindeligt blev brugt til rødvin, før portvinen blev opfundet i slutningen af det 17. århundrede. Lovgivningen tillader brug af op mod 90 forskellige druesorter, så portvin er én af verdens mest sammensatte drikke.

Duorum 2017 forhandles af Hans Just
Nyttigt genbrug

Men i praksis var der ganske meget most til overs, da portvin er en af de strammest regulerede vintyper med særlige krav til sorter, voksested og kvalitet. Derfor står mange vingårde hvert år med en overskudsproduktion af druer, der ikke legalt kan trylles om til portvin. De druer endte derfor tidligere som gængs rødvin, der overvejende var bestemt for hjemmemarkedet. Men kreative vinavlere kunne sagtens se potentialet overskudsvinen, der var dyrket med samme omhu og under de samme strålende betingelser som de berømmede portvine. Det var derfor oplagt at genbruge disse druer til at lave rødvine og fremsynede producenter begyndte på det hårde arbejde med at gøre den omkringliggende verden opmærksom på vinenes høje kvalitet og deres særlige personlighed. En vigtig drivkraft i dette succesfulde arbejde, var en gruppe berømte portvinsfolk, der er kendt under tilnavnet ”The Douro Boys”.

De fem Douro Boys: Xito Olazabal, Cristiano van Zeller, Joao Ferreira, Dirk Niepoort, og Tomas Roquette. ©Douro Boys
The Douro Boys

Årsagen til The Douro Boys betydelige succes med rødvinene skyldes uden tvivl, at gruppen bestod af en række af områdets fremmeste portvinsproducenter. Vi taler om navne som Dirk van der Niepoort, João Ferreira Álvares Ribeiro og Francisco Ferreira (Quinta do Vallado), Cristiano van Zeller (Tidligere Quinta do Noval) og Francisco Olazábal (Quinta do Vale Meão).

Ikke mindst var det den flamboyante Dirk van der Niepoort, der var den kreative ildsjæl bag indsatsen. Dirk har aldrig været bange for at gå sine egne veje, og han har gennem sin lige så fritvoksende og top-kompetente far Rolf opnået en enestående indsigt i, hvad Douro-regionen formår. Som en af de første gik Dirk i 1990 ind i produktion af højklasse bordvin fra Douro med sin Robustus. En vin, der var sammenstukket af adskillige portvinsdruer fra vinstokke, der var over 60 år gamle. Det har uden tvivl været Dirks utrættelighed, der har formået at samle så kompetente kræfter, at Douro-vinenes globale anseelse for alvor har fået luft under vingerne. De har i fællesskab bevist, at områdets rødvine er mindst lige så bemærkelsesværdige som portvinen og tak for det.

Bastardo forhandles af Vinho.dk

En klar identitet

Lad det være sagt først som sidst, at niveauet på de smagte vine var både højt og konsistent – selv blandt de billigere. Stilistisk var der mere end almindeligt fodslag, da det gik som en rød tråd gennem hele smagningen, at vinene besad mere end almindelig saft og kraft. Det var vine med en overordentlig dyb farve, rank og meget intens frugt og med betydelig mineralitet. Næsten uden undtagelse rummede vinene heftige mængder tannin, der oftest var af den glimrende fuldmodne type, og så godt som altid fik garvesyren det rette modspil af den rige frugt og den betydelige ekstraktrigdom. Selv om der generelt ikke var sparet på egetræet, så kunne disse ekstraktrige vine sagtens håndtere de solide doser træ, og stor set ikke en eneste fremstod egedomineret. Det var vine, der selv i de lidt ældre årgange var klart ungdommelige, og ofte krævede de store mængder luft, før de for alvor lukkede op for smagen og duften. De fleste var da også markant bedre dagen derpå, så jeg vil gerne forudsige, at vi her står over for vine, der kan leve og udvikle sig overordentlig længe. Måske endda i lige så lang tid som god Vintageport, der sagtens håndterer 20 til 30 års lagring. Det vil kun tiden vise.

En vellykket balanceakt

Disse kraftfulde vine udmærkede sig også ved deres balance, hvad der ellers er en vanskelig kunst med vine, der rummer så betydelig en styrke, både når det gælder frugtsyre, tannin, frugt og aromarigdom. Vinene er tydeligvis skabt til at blive nydt sammen med mad, og de nærmest råber på potente stegeretter med fedme og krydderi, så glem dem ikke, når Julen står for døren. Portvinsstilen går igen i mange af vinene, uden at de dog fremstår direkte hedvinsprægede, men mere er inspireret af de klassiske portvins-druesorters udtryk.

En enkelt og vellykket undtagelse fra dette er Quinta do Noval, der har forsøgt sig med vine på henholdsvis Syrah og Petit Verdot. Her kan man så fornøje sig med at vurdere, om Douro har mest tilfælles med Bordeaux eller med Rhône. Selv ville jeg dømme stort set dødt løb – dog måske med et mulehårs forspring til Bordeaux, da flere af de mest vellykkede vine havde mere end et strejf af Bordeauxkarakter.

Ser man nærmere på priserne, vil man finde ganske mange på den gale side af de 200 kroner. Det er dog på ingen måde uberettiget, hvis der sammenlignes med en tilsvarende kvalitet fra eksempelvis Piemonte eller Californien. Endelig skal vinene roses for, at der er ganske pæn overensstemmelse mellem pris og kvalitet. Et sidste godt råd er at give vinene masser af luftning på forhånd og rigtig god tid i glasset. Først da får man det fulde udbytte af Douros dybt personlige vine. Det er vine, der fortjener og belønner omhu og koncentration. Måtte vi fremover se mere til Douro i de danske supermarkeder.

Quinta do Pégo Signature forhandles af AMKA

Rødvine fra Douro

Quinta do Pégo 2015 Grande Reserva, DOP Douro

Tung, mørk, ren og frisk frugt med solbær og mørke hyldebær. Flot peber- og lakridskrydderi med frisk sødme og veltøjlet styrke. Fornem balance og masser af umiddelbar charme. Saftig og velbygget vin med delikat frugt og intense, flot modnede tanniner. Udmærket styrke og nydelig harmoni. Glat struktur og karakterfuldt helhedsindtryk. Vellykket og med klar områdeidentitet. 92 | 189,95  Amka

Quinta do Pégo 2014 Vinhos Velhas, DOP Douro

Lettere blækket brombærfrugt med rosintoner og udtalt mineralitet. Mørke, diskret sødmefulde aromaer og velafbalanceret, personligt krydderi med sort peber og et let portvinspræg. Kompleks aromaprofil med betydelig harmoni. Blød vin med stor aromarigdom, masser af charme og betragtelig frugttæthed. Venlige tanniner, dejlig saftighed og alligevel med tilpas kontant struktur. Lettilgængelig og med nydelig intensitet. Charmerende og særdeles vellykket.
93 |  1.495,00 for samlet kasse bestående af Pégo Vinhas Velhas, Grande Reserva og Signature Amka

Quinta do Noval Petit Verdot forhandles af Johs. M. Klein
Quinta do Pégo 2015 Signature, DOP Douro

Fuldmoden mørk druefrugt med rosiner, skovbund og figner og sød engelsk lakrids. Stilistisk tæt på elegant Amarone. Betydelig styrke, intensitet, rigdom og finesse. Vellykket mineralitet og velintegreret egetræ. Enorm smagsstyrke med præg af tørret frugt og lette hedvinstoner. Velindpakkede intense tanniner, betydelig ekstraktrigdom, masser af fylde og udsøgt balance. Kultiveret powervin på højt niveau. Douro i verdensklasse.
95 | 1.495,00 for samlet kasse bestående af Pégo Vinhas Velhas, Grande Reserva og Signature Amka

Quinta do Noval Touriga Nacional 2017, DOC Douro

Frisk, spicy solbærfrugt krydret med diskrete lakrids- og anis-toner og med god mineralitet. Nydelig detaljerigdom, kultiveret helhedsindtryk, glimrende balance og udtalt personligt præg. Afrundet vin med fornem ekstraktrigdom og dejlig moden saftighed. Velstruktureret, givende og med venlige tanniner. Sympatisk fylde, bred appel og imponerende længde. Kræver masser af luft.
93 | 249,95 Johs. M. Klein

Quinta do Noval Syrah 2017 Vinho Regional Douriense

Tung, tæt, frisk, velparfumeret hyldebær- og solbærfrugtnæse. Betydelig tyngde, stor intensitet, udtalt elegance og et let portvinspræg. Indtagende aromaprofil, nydelig detaljerigdom og markante veldimensionerede tanniner. Kraftfuld, givende, elegant og med betragtelig ekstraktrigdom. Flot i dag med lovende fremtidsmuligheder. Høj klasse på alle måder. 94 | 249,95 Johs. M. Klein

Pacheca Reserva forhandles af Vinho.dk
Quinta do Noval Petit Verdot 2017, Vinho Regional Douriense

Betydelig sødme udtrykt som rød bærfrugt med et vist honningpræg. Røget, anispræget og potent krydderi og generelt med betydelig aromarigdom. Fornemt teknisk niveau. Næsens charmerende frugttæthed går igen i munden med nydelig rigdom og et bredt, venligt og blødt udtryk. Veludviklet, givende og personlig vin.
92 | 249,95  Johs. M. Klein

Pacheca Reserva Vinhas Velhas 2015 Quinta da Pacheca, DOC Douro

Aromatisk næse med rig, kølig, mørk hyldebærfrugt og glimrende mineralitet. Ren, delikat, præcis og velafbalanceret og med betydelig styrke. I munden med saftig og tæt bærfrugt med nydelig sødmefuldhed og flot tanninstruktur. Harmonisk, vellavet og med god substans og flot opbygget tanninrygrad. Attraktiv pris.
93 | 149,00 Rabatpris Vinbladet – normalpris 179,00 Vinho.dk

Duorum 2017, DOC Douro

Delikat, sødmefuld, velkrydret vin med ung og charmerende hyldebærfrugt. Betydelig styrke, mærkbar alkohol og flot frugtstruktur med pæn floralitet. Klar portvinsinspiration med fornemt integreret egetræ, elegant lakridskrydderi og delikat saftighed. Rig smag og solid, men blød tanninrygrad. Givende og letdrikkelig.
91 | 149,00 Hans Just / udvalgte vinbutikker

Douro 2017 Vidigal Wines, DOC Douro
Meandro de Vale Meao forhandles af Jysk Vin

Parfumerede, mørke og fuldmodne druer med præg af tørret frugt. Krydret med læder, tørre krydderurter, eksotiske krydderier og modent egetræ. Velstruktureret vin med modent præg og tilpas saftighed. En smule enkel, men behagelig og lettilgængelig og sympatisk brug af egetræet.
87 | 69,95 Masterwines.dk

Vallado 2017, DOC Douro

Veludviklet vanilje-egetræsnæse og mørk, tobakket kirsebærfrugt med pæn saftighed, godt rosinpræg og duft af tørre krydderurter. Vinder ved luftning. Mere frugttyngde og saftighed i smagen end i næsen. Venlig, velkrydret og umiddelbar vin med velindpakket tannin. Generelt kølig stil med mørke aromaer og med udmærket styrke og pæn aromarigdom. Bredt anvendelig.
89 | 89,95 v/12 fl Philipson Wine

Meandro de Vale Meao 2017 Cabeco Vermelho, DOC Douro

Mørk, delikat, kølig og rank hyldebærfrugt med et vist Bordeauxpræg og dejlig tæthed. Vellykket balance, udtalt mineralitet og flot brug af egetræet. I munden med tæt og sammensat bærfrugt og bløde tanniner. Charmerende, givende og vellavet med glimrende fylde og allerede med begyndende modenhed. Lettilgængelig med udmærket aromarigdom, pæn smagsintensitet og saftig, flot og aromatisk længde. 91 | 159,00 – 109,00 v/6 fl Jysk Vin

Monte Meao forhandles af Jysk Vin
Bastardo 2019 Conceito Vinhos, DOC Douro

Lys, ribspræget frugt, der skiller sig markant ud med sit Bourgognepræg. Let røget frugt med pæn delikatesse, kølig parfume og diskret sødme. Aromatisk og elegant duft. Betydelig aromaintensitet og masser af charme, selv om frugtsyren er rigeligt intens. Forholdsvis let smag, men med potent saftighed, betydelig længde, diskret tannin og velvalgt sødme. En vin, der tør gå sine egne veje og slipper godt fra det.
91 | 219,00 Rabatpris Vinbladet – normalpris 269,00 Vinho.dk

Post Scriptum de Chryseia 2019 Prats & Symington, DOC Douro

Tung, men frisk og lettere blækket frugt med Bordeaux-inspiration. Delikat og ambitiøs aromaprofil med flot detaljerigdom. Fornem balance mellem frugt og eg og med nydelig mineralitet. Blød, tæt, intens og sødmefuld mundfrugt med kultiveret krydderi og veldoseret tannin. Kultiveret og vellykket.
91 | 169,00 på tilbud – normalpris 199,00
Kjær & Sommerfeldt 

Monte Meao 2015 Cabeco Vermelho Tinto Roriz, DOC Douro

Elegant, kølig, mørk solbær-og hyldebærfrugt med lakridskrydderi tilsat nydelige medicinske toner. Delikat og med dejlig renhed, let ristet egetræ og pæn mineralitet. Frisk, kølig velbygget mundfrugt i samme stil som næsen. Intense og ganske kølige tanniner og solid mineralitet. Udtalt rankhed og alligevel med saftigt helhedspræg. Veldimensioneret og ambitiøs.
91 | 295,00 – 250,00 v/3 fl Jysk Vin

Foz Torto forhandles af Vinho.dk
Vallado Touriga Nacional 2017, DOC Douro

Glat, velpoleret og velmodnet hyldebærfrugt med lakridstoner. Flot harmoni, god balance og nydelig renhed. Ældre egetræ og udmærket mineralitet. Rig, frisk og velstruktureret frugt med god saftighed. Markant tanninrygrad, afdæmpet krydderi, medium fylde og med et køligt helhedspræg. Sympatisk og lettilgængelig.
90 | 199,95 v/12 fl Philipson Wine

Foz Torto Colheita 2016, Foz Torto Vinhos, DOC Douro

Mørk, spicy frugt med medicinske toner og pæn mineralitet. Kultiveret, velafbalanceret og slankt helhedspræg. Kræver godt med luft.  Blød, rig mundfrugt med nydelig sødmefuldhed, pæn frugtintensitet og detaljerigt krydderi. Saftig, spicy vin med veldimensioneret tanninstruktur. Vellykket og med stor fylde og god balance. 91 | 159,00 Vinho.dk

Boa-Vista Reserva 2014 Quinta da Boa-Vista Sogevinos, DOC Douro

Vinøs, detaljerig næse med delikat hyldebærfrugt og kultiveret krydderi med Bordeaux-grafit. Nydelig mineralitet, veldoseret egetræ og pæn lille floralitet. Venlig, tæt, mørk velbygget mundfrugt med saftighed, rigdom og delikatesse. Veltøjlet styrke, god intensitet og fornem tanninstruktur, der både er indsmigrende og kontant. En vin, der har rigtig meget at byde på. 93 | 399,00 Rabatpris Vinbladet – normalpris 469,00 Vinho.dk

Chryseia forhandles af Kjær & Sommerfeldt
Chryseia 2017 Prats & Symington, DOC Douro

Mørk, dyb, elegant hyldebærfrugt med let røget egetræ og krydret med lakrids og grønne urter. Nydelig sødme, kultiveret krydderi, kontant mineralitet, betydelig detaljerigdom og veltøjlet styrke. Vin i en Bordeaux-inspireret stil på glimrende ambitionsniveau. Tæt, velsammensat frugtstruktur med lag på lag mundfrugt. Saftig, frisk og med velafbalanceret intensitet, kompetent dimensioneret tanninstruktur. Særdeles vellykket. 14 pct.
94 | 499,00 på tilbud – normalpris 579,00
Kjær & Sommerfeldt 

 

 

Læs også artiklen Dão i kapløb med Douro – Dão og Douro 2