Golan Heights Winery har adresse i den lille landsby Katzrin, højt oppe i Golanhøjderne. Vingårdens 613 hektar vinmarker ligger i 400 – 1.200 meters højde, som her på billedet, med udsigt til de snedækkede tinder. En udsigt muslimer, korsfarere og jøder på skift har delt.
Vi er i gammelt vinland, i landet der ifølge Bibelen “flyder med mælk og honning”, men i høj grad også vin, som det fremgår af Det Gamle og Det Nye Testamente. Flere af Jesus’ lignelser tager ligefrem udgangspunkt i livet på en vingård og i Markusevangeliet taler han om at drikke ny vin i Guds rige, og i Johannesevangeliet om hvordan vand forvandles til vin ved brylluppet i Kana.
”Græs lader du gro til kvæget og planter til tjeneste for mennesker, så der frembringes brød af jorden og vin, der giver mennesker glæde” – Salme 104,14-15
The Golan Heights Winery ejes af israelske bosættere: moshavim og kibbutzim, der også er leverandører af druerne til vineriet. En kibbutz og en moshav er begge kollektive boformer for jødiske immigranter baseret på en blanding af socialisme og zionisme. I Kibbutzerne ejes alt i fællesskab. Alle yder efter evne og nyder efter behov. Hver familie tildeles et lille rækkehus – og i kibbutzernes velmagtsdage blev alle måltider indtaget i den store fælles spisesal, og børnene sov på aldersopdelte sovesale. Nu har individualismen taget over de fleste steder. Og flere har gjort op med den kollektive opvækst. Beboerne kaldes kibbutznikker. En moshav er et landbrugsfællesskab, hvor familierne bor hver for sig og ejer hver sin andel af landbruget.*
Igangsætterne
I 1976 plantede nogle bosættere de første vinmarker i Golanhøjderne. Seks år efter, i 1982, eksperimenterede de med at producere en Sauvignon Blanc som blev god. Det var opmuntrende og de otte Kibbtzes og fire Moshavs, dannede i 1983 partnerskabet: Golan Heights Winery. Året efter, i 1984, sendte de deres første kommercielle årgang på markedet. Endnu en milepæl, og begyndelse til dét, alle anerkender som igangsættende for produktion af kvalitetsvin i Israel. I dag sælger Golan Heights Winery vine under de tre mærker: Golan, Yarden og Gamla, med den californisk vinmager Victor Schoenfeld, som chefdirigent.
”Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden” – Efeserbrevet 5,18
Smagning ved Peter Winding
Yarden, Chardonnay 2016
Flot, nøddeagtig duft, limeagtig med fersken, abrikos, fin krydret tone. Fyldig smag, cremet med eksotisk frugt og cremet eftersmag. 90 | 149,00 Best Selection
Hermon, Mount Hermon Red, 2017
Ren elegant duft, modne, kirsebær, marcipan med pikant sødme. Fyldig smag med poleret tannin, ren, moden, mere tør eftersmag med modne bær. Helt drikkemoden, herlig som ung.
88 | 99,00 Best Selection
Yarden Syrah, 2015
Moden duft, lidt brændende, mørk frugt, fin krydret, nuancer fra fad. Fyldig smag, mørk frugt der dækker over markerede tannin, eftersmag med mørk frugt, noget udtørrende, for meget fad.
85 | 199,95 Best Selection
Gamla, Cabernet Sauvignon, 2015
Moden solbærduft, udviklet med nuancer fra fad. Fyldig smag, moden tannin, god frugt, men med en eftersmag hvor frugt og fad ikke harmonerer. Føler at vinen kunne blive meget bedre med mindre fad. 85 | 149,95 Best Selection
Yarden Heights Wine, 2016 (icewine)
Stor, rig duft, roser, fersken, abrikos, kvæde. Stor, stor fylde, smuk fedme og lang, lang, sødmefuld eftersmag med roser. 94 | 149,00 1/2 fl Best Selection
I dag produceres der i Israel vin på ca. 5.500 hektar, meget er Kosher-vin med eksport til jødiske samfund i hele verden. Kosher betyder ren, og for at en vin kan leve op til det religiøse renheds-krav, skal den i vineriet håndteres af religiøse jøder og der må kun anvendes koshercertificerede genstande og stoffer i processen.
* Kilde: Dorrit Guttman. Kilde til omtale af vin i bibelen er Anne Katrine de Hemmer Gudme på www.bibelselskabet.dk