Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Tag ikke fejl af Oltrepò Pavese

Umiddelbart forekommer det utopisk, at der med held kan dyrkes pinot noir i Lombardiet, hvor temperaturerne i vinstokkenes vækstsæson snildt når op på omkring 40 grader. Når man kører fra Milano mod Pavia, er landskabet endnu mere fladt end de fleste danske egne. Men så sker der noget. Opad går det, skråninger dukker op, mere og mere stejle og mere og mere beklædt med vinstokke. Nu giver det mening, at her i regionen Oltrepò Pavese er det muligt både at fremstille masser af mousserende vin af en generelt udmærket kvalitet og stille vine som pinot noir, barbera og croatina samt hvide vine som riesling og pinot grigio.

Giovanella Fugazza, Castello di Luzzano – et gensyn efter næsten 40 år

Oltrepò Pavese – navnet betyder ”på den anden side af Po-floden” – ligger mellem Piemonte og Emilia-Romagna og var engang – ligesom i øvrigt Emilia – en del af Piemonte. Så det giver god mening, at landskabet er så genkendeligt med sine bakker og dale, skove og slugter og vingårde for enden af smalle grusveje oppe i flere hundrede meters højde. Heroppe er der i klart vejr udsigt til Alperne og Monte Rosa, det højeste bjerg efter Mont Blanc.

Vinbladet var i september inviteret hertil på en såkaldt ”Educational Press Tour” og erfarede herunder, at trods snart 50 års besøg i Italiens vindistrikter var Oltrepò Pavese næsten jomfrueligt land. Men også kun næsten. Et af vingårdsbesøgene viste sig at være et da capo fra engang i 1980’erne. Stedet hedder Castello di Luzzano. Den imponerende vingård med 75 hektar marker ligger i 270 meters højde lige på grænsen til Emilia med Colli Piacentini DOC til den ene side og Oltrepò Pavese DOC til den anden.

En omkring 40 år gammel erindring om søstrene Maria Giulia og Giovanella Fugazza viste sig desværre at være overhalet af skæbnen. I dag er Giovanella alene, Maria Giulia døde for en halv snes år siden. Ligesom søstrenes mor i en alt for ung alder. Men Giovanella er livskraftig og tog imod med en gedigen frokost og bl.a. en af turens bedste vine, en pinot noir årgang 2010. Den faste føde omfattede ud over carne crudo af hest, salami, skinke, blomkålsgratin, ravioli og risotto noget så enkelt som mel og vand æltet sammen og stegt i olie. Problemet med sådan en lukullisk frokost er bare, at så er appetitten spoleret for resten af den dag.

Tenuta Pegazzera lagde faciliteter til en omfattende walk around smagning

Tætpakket program

De tre dage i Oltrepò Pavese bød på lidt af en stroppetur med hele 14 vingårdsbesøg plus det løse i form af walk-around smagninger. Begrænsningens kunst er ikke altid de forskellige arrangørers kernekompetance. Men resultatet var selvfølgelig et ganske grundigt indtryk af niveauet på en række privatejede vingårde og et enkelt kooperativ. Sidstnævnte var en positiv overraskelse. Det hedder La Versa og blev grundlagt helt tilbage i 1905. Siden 2019 er det en del af kooperativet Terre Oltrepò, som også omfatter Cavit oppe i Trentino Alto-Adige. La Versa er specialiseret i boblende vine og har selvfølgelig kvaliteter på forskellige niveauer. Det var dog en helt særlig flaske, der blev åbnet efter en mundsmag af den udmærkede Collezione 2008: en jeroboam årgang 1986. Proppen ville ikke af, så der måtte sabreres, og det var anstrengelserne værd. Vinen, ren pinot noir uden dosage, havde stadig fine bobler og et flot syreniveau,

Silvia (tv) og Elisa Piaggi, Lefiole – fin pinot noir: ”Alené” og ”Amadi”

Det var i det hele taget mousserende vine, som dominerede vingårdsbesøgene. For blot få årtier siden leverede regionen masser af druer til udensogns producenter som Cinzano, Gancia, Martini & Rossi og Riccadonna, ligesom Milano aftog bulkvin i store mængder. Det har ændret sig en del, så det i dag er muligt overalt at støde på god spumante fremstillet i enten tryktank, charmat, eller efter metodo classico (champagnemetoden). Der holdes generelt igen med dosage, så vinene er ofte behageligt tørre. Spumanterne fremstilles både i hvide og rosé udgaver og kan foruden pinot noir være blandet med især chardonnay. Der fremstilles også en del småboblende, frizzante, rødvine a la Emilias lambrusco.

I afdelingen for stille vine bød programmet på hvide, røde og rosé. Af de i alt 36 druesorter, som dyrkes her, dominerer for de rødes vedkommende pinot noir, croatina, barbera og uva rara. Sidstnævnte, som i det nordlige Piemonte også kaldes bonarda novarese, er en typisk blandingsdrue. Uva rara indgår f.eks. i en lokal specialitet, sangue di giuda, som kan minde en del om Piemontes brachetto. Navnet betyder Judas’ blod, og der er tale om en sød vin med 7-7,5% alkohol.

De dominerende hvide druer er pinot grigio, riesling. moscato og chardonnay. Riesling forekommer i to udgaver: renano og italico. Renano står for rheinriesling, så tyskerne har fået medhold i, at der ikke må stå riesling renano på etiketterne. Det er samme historie som den, der har forbudt brugen af navnet tocai friulano, fordi ungarske producenter af tokaji mener, det vil forvirre folk.

Cristina Cerri Comi, Tenuta Travaglino, med sin glimrende pinot noir ”Poggio della Buttinera”

Højdepunkter

På sådan en stroppetur bliver der smagt rigtigt mange vine, og alle var selvfølgelig ikke lige imponerende. Med hensyn til  danske importører blev Vinotek a Fynnis og Otto Suenson nævnt undervejs (Az. Vitivinicola F.lli Vanzini), men det lød ikke, som om der stadig var kontakt. Den manglende interesse for de mousserende vine er måske meget forståelig. Der er nok at vælge imellem i Italien, og mange danske forbrugere er tilsyneladende tilfredse med prosecco. Men nogle af de stille vine burde være en overvejelse værd. Så her er højdepunkterne for pinot noir:

Brdr. Schmidt Vinhandel og Næstved Vinhandel fører begge Tenuta Mazzolinos  glimrende pinot nero, ”Noir”. Andre i samme liga var ”Solonero” (Manuelina), ”Partù”, ”Tiamat” og ”SG ’67” (Cordero San Giorgio), ”Brugherio” og ”Rile Nero” (Marchese Adorno), ”Poggio della Buttinera” (Tenuta Travaglino), ”Nuval” (Berté & Cordini), ”Nerot” (Cantine Cavallotti), ”Pernice” (Conte Vistarino), ”Giorgio Odero” (Frecciarossa), ”Monteroso” (Giorgi), ”Casaia” (La Travaglina), ”Alené” og ”Amadi” (Lefiole), ”Costarsa” (Montelio) og ”1907” (Defilippi). Vanzinis ”Kairos” var heller ikke tosset, om end i en nærmest oversøisk stil, mens Castello di Cicognolas udgaver af pinot nero var klassisk friske og elegante. En ret ny vingård, Finigeto, grundlagt 2005, kunne i høj grad også være med i det gode selskab. Stedets pinot noir ”il nirò” var blandt de bedste, men også ”il ribaldo” (barbera) var stærkt tiltalende. Et af de gode procentnavne, Bruno Verdi, stillede kun op med mousserende pinot nero, men er i gang med at nyplante, så der om nogle år igen fremstilles pinot nero rosso.

Antonio Vanzini, F.lli Vanzini – interesseret i at genoptage kontakt til Danmark

Under de mange vingårdsbesøg blev der selvfølgelig smagt adskillige vine. De mousserende spillede som nævnt en dominerende rolle, men der var også plads til andre stille vine – hvide og røde – end pinot nero. Defilippi/I Gessi, en vingård i 270 meters højde med vid udsigt over et bakket landskab, præsenterede både en pinot grigio, ”Crocetta”, og en riesling, ”Fabbio”, som begge ville være perfekte til asiatisk inspireret mad. Singapore aftager da også halvdelen af pinot grigio-produktionen.

Pinot grigio er en populær hvidvin, men ikke altid lige spændende. Azienda Cà Montebellos udgave var dog med sin syre ganske tiltrækkende. Samme producent havde også en let sødmefuld, men frisk hvid pinot nero. Travaglina og Il Molino di Roverscala viste også gode takter med deres udgaver af riesling (rheinriesling). Barbera var der desværre ikke meget af på rundturen, så det var stærkt velkomment, da Castello di Cicognola skænkede sin fløjlsbløde barbera superiore, ”Dodici Dodici).

Azienda Frecciarossa er en stor og velholdt vingård

Besøg

Et specielt indslag var besøget hos Consorzio Club del Buttafuoco Storico i Canneto Pavese. Buttafuoco er en DOC-appellation inden for Oltrepò Pavese, og Storico er en sammenslutning af 18 lokale producenter med samlet 22 hektar vinmarker. Området er meget frugtbart med et særegent mikroklima, som frembringer langlivede, kraftige vine. De druesorter, der dyrkes, er croatina, barbera, uva rara og ughetta di canneto. Lidt vespolina kan dog også snige sig ind i blandingerne for at tage toppen af det massive indtryk. Vinene skal lagre mindst et år i træ og 6 måneder i flaske før salg.

Valeria Radici Odero

Et andet specielt sted var Azienda Frecciarossa, hvor Valeria Radici Odero tog imod. Det var hendes oldefar, Mario Odero, som købte den store gård i 1919 og begyndte at tappe vinene på flaske i stedet for at sælge den i fade, såkaldt bulkvin. Han fandt også på at eksportere og var blandt de første italienske producenter af vin og spiritus, som kom ind på det amerikanske marked efter forbudstiden. Så USA er stadig en god kunde. Der hører 20 hektar vinmarker til gården, som også har høns, køer og fire hunde. Markerne gødes med en blanding af køernes efterladenskaber og druerester, og i kældrene bruges kun naturlig gær. Frecciarossas vine er korrekte og omfatter en stribe mousserende udgaver plus stille vine som bl.a. riesling pinot noir, barbera samt blanding af barbera, croatina og uva rara.

En anden stor vingård var som nævnt i begyndelsen af artiklen Castello di Luzzano. Dens historie rækker nogle århundreder tilbage, men det var først i begyndelsen af 1900-tallet, Fugazza-familien overtog stedet. Ud af tilliggendet på 110 hektar er 75 tilplantet med druesorter som de røde pinot nero, barbera, bonarda og merlot samt hvide som ortrugo, malvasia og chardonnay. Ikke mindst ”Umore Nero” er en flot version af pinot nero, men også den fede ”Carlino” (croatino) er nem at holde af. Anderledes med de to røde, let mousserende ”Sommossa” og ”Duestrade”. De ville ikke få nogen let gang på jorden i Danmark.