Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Her fødtes Nebbiolo

Den nordlige del af Piemonte er lidt overset og fortjener opmærksomhed

Piemonte er vist i de fleste vininteresseredes optik synonymt med Barolo og Barbaresco. Men Piemonte er meget mere, da regionen jo strækker sig fra Middelhavet i syd til Schweiz i nord og grænser op mod Valle d’Aosta i vest og Lombardiet mod øst.

Novara er hovedbyen i det nordlige Piemonte, og rundt om den ligger en række vindistrikter med enten DOC- eller DOCG-appellation og alle med fokus på Nebbiolo-druen. Lokalt kaldes Nebbiolo Spanna eller Prunent, og der lægges vægt på, at både klima og jordbundsforhold adskiller sig fra Langhe-appellationerne.

På et seminar i forbindelse med den første udgave af ”Taste Alto Piemonte”, som sidst i marts blev afviklet i Novara, blev det oplyst, at lokaliteterne Gattinara og Ghemme kan spores tilbage til romertiden, og at vinene fra Novara før i tiden var mere anset end dem fra Langhe, dvs. Barolo og Barbaresco.

Massimo Clerico, én af de bedste producenter i det lille Lessona-distrikt, sagde rent ud, at Nebbiolo kom til verden her og bevægede sig sydpå ned mod Langhe. Hans Spanna kan da også sagtens konkurrere med storebrødrene i syd. Et signal om kvaliteten var den interesse, der blev vist hans vin, da sommeliererne efter at have betjent den tilkaldte skare vinskribenter holdt frokostpause og tog sig et glas til maden.

Nye investorer

”Taste Alto Piemonte” var arrangeret af Consorzio Tutela Nebbioli Alto Piemonte og blev afviklet på det enorme Castello Visconteo Sforzesco, i daglig tale Castello di Novara.

Indledningsvis fortalte to sommelierer på et møde med supplerende klokkeklang i San Gaudenzio-kirken om vinene og området, som er ved at blive opdaget af udefrakommende. Jordpriserne her er lavere end sydpå, så der investeres af vinfolk med næse for mulighederne. Blandt de mest kendte er Paolo De Marchi fra Isole e Olena i Toscana. Han stammer fra Novara-egnen og har sammen med sønnen Luca genrejst Proprietà Sperino i den lille Lessona-appellation.

Der deltog 46 producenter i denne første udgave af ”Taste Alto Piemonte”, hvilket betød, at en hel del holdt sig tilbage. Måske for at se, om der kunne skabes international interesse for dette kostbare fremstød for regionens vine. Det kunne der, når man måler på det antal vinskribenter og indkøbere, som troppede op. Så der må være basis for at gentage arrangementet og få nogle af skeptikerne med på vognen.

Blandede vine

Vinene fra disse kanter er ikke nødvendigvis 100% Nebbiolo. Det er faktisk ret kompliceret at finde ud af, hvornår der er tale om ren Nebbiolo, og hvornår vinen er blandet med eksempelvis Vespolina, Croatina og Uva Rara.

Gattinara, der har den næststørste produktion efter Colline Novarese og med Ghemme som nr. tre, præsenterede udelukkende rene Nebbiolo-vine, men DOCG tillader 10% Vespolina og Bonarda. Ghemme DOCG tillader 15% Vespolina og Bonarda Novarese (Uva Rara), og det samme gør det lille DOC Lessona. For de øvrige DOC’er ligger den krævede procentdel Nebbiolo helt ned til 50%.

Stor spredning

Det var derfor ikke så sært, at en smagning af 45 vine udviste stor spredning i kvalitet og drikkelighed. Generelt var vinene fra Colline Novaresi de mindst interessante – uanset om der stod Vespolina eller Nebbiolo på etiketterne. Heller ikke vinene fra Fara, Sizzano og Bramaterra gav anledning til større jubel. Coste della Sesia kunne mønstre en enkelt god vin: 2011 Castellengo fra Centovigne.

Med Lessona DOC lysnede det. Producenterne Massimo Clerico og Pietro Cassina løb med førstepriserne fulgt af La Prevostura og La Badina, alle med 100% Nebbiolo-vine, samt Az. Agr. Sella med Omaggio a Quintino, en blanding af Nebbiolo og Vespolina.

Vinene fra Boca DOC var alle blandinger af Nebbiolo, Vespolina og – for nogle vines vedkommende – Uva Rara (Bonarda). Producenterne Sergio Barbaglia, Davide Carlone, Podere Garona og Podere ai Valloni klarede sig fint.

Ghemme og Gattinara er nok de bedst kendte appellationer, og begge havde gode vine med i smagningen. Bedst fra Ghemme var: Francesco Brigattis Oltre il Bosco, F.lli Ioppas Balsina, Sergio e Valter Zanettas Ghemme Lorenzo Zanetta og Rovelottis Chioso dei Pomi.

De bedste fra Gattinara – alle ren Nebbiolo – var: Iaretti Parides Pietro, Nervis Vigna Molsino samt Luca Caligari og Cantina Sociale di Gattinara. Lige efter de bedste kom La Stradinas Rusèt og Antoniolos San Francesco.

Og hvidvine

I forbindelse med en velbesøgt middag for producenterne og gæsterne var der mulighed for at smage mousserende, hvide, rosé og røde vine ad libitum. Det gav muligheden for et kært gensyn med nogle af de bedste rødvine fra smagningen: Franchino Mauros Coste della Sesia, La Prevosturas Bramaterra og Nervis Gattinara. Desuden Cantine Garrones Valli Ossolane Nebbiolo Superiore Prünent, som havde det langt bedre til middagen end under smagningen. Bedst var dog stadig Massimo Clericos Coste della Sesia Nebbiolo DOC Spanna. Pas bare på Langhe!

Erbaluce er den klassiske hvidvinsdrue i det nordlige Piemonte, og den var der heldigvis mulighed for at møde, selv om hvidvinene ikke var i fokus ved ”Taste Alto Piemonte”. Det er en ret vanskelig druesort med en skrap syre, hvis modningen ikke lykkes perfekt, så en del producenter holder sig til i stedet at dyrke Chardonnay.

Vinbladet holder dog mest af de ægte italienske druesorter, så der blev udelukkende smagt Erbaluce. Og her var Colline Novaresi Bianco fra Miru’ klart bedst med sin præcise syre og rene frugt, men Pietro Cassina og Rovellotti var også godt med.

Indledningsfoto: Alto Piemonte ligger naturskønt i læ af Alperne og tæt på bl.a. Lago Maggiore.