Går man blot 45 år tilbage i tiden, var historien om Chianti Classico ikke munter. Dengang blev baron Bettino Ricasoli altid hevet frem som ”opfinderen” af moderne chianti og dermed taget til indtægt for den udbredte brug af grønne druer i vinen. Sangiovese var godt nok også dengang hoveddruen, men da der i 1967 blev tildelt DOC, var det helt lovligt at blande med op til 30% druer som trebbiano og malvasia. Det var katastrofalt for chiantis omdømme. Som ikke blev bedre af, at der nærmest ikke var grænser for, hvad der måtte produceres på markerne. Oveni var der en udbredt praksis med at hente kraftfulde vine fra det sydlige Italien til at peppe mindre vellykkede årgange af chianti op.
Castello di Monsanto er fra 1740 og ligger i den vestlige del af Chianti Classico.
Der måtte komme en modreaktion, og det gjorde der. Sidst i tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne besluttede en gruppe producenter at koncentrere sig om kvalitet og som en konsekvens droppe brugen af grønne druer i chianti. Blandt dem var Castello di Monsanto, en vingård fra 1740, som i 1961 var blevet overtaget af Aldo Bianchi og videreført af sønnen Fabrizio samt hans kone Giuliana og i dag af deres datter Laura.
Landsbyen Monsanto med 200 indbyggere ligger i den vestlige del af Chianti Classico nordøst for Poggibonsi, og vingården hører til underzonerne Barberino Val d’Elsa og San Donato in Poggio. Fra toppen af vinmarken Il Poggio, som er Castello di Monsantos stolthed, ser man op til Toscanas ”Manhattan”, San Gimignano, og lavahøjen Monte Amiata og fornemmer her, hvordan den relative nærhed til Middelhavet og de kølige vinde fra nordvest påvirker sangiovese positivt.
Sangiovese dominerer
Fabrizio Bianchi troede fuldt og fast på sangiovese som druesorten, der skulle redde chianti. Så da han i firserne oplevede, at myndighederne ikke ville anerkende ren sangiovese som Chianti Classico, kaldte han sin vin Vino da Tavola – bordvin – og tappede den på bourgogneflasker for at demonstrere, at her var noget særligt i samme liga som pinot noir og nebbiolo.
I 1984 kom det første lille skridt i den rigtige retning, da reglerne for appellationen DOCG bestemte, at der højst måtte bruges 2% grønne druer i chianti. Derimod blev det tilladt at blande med op til 10% druesorter som merlot, cabernet og syrah, og det kunne ikke ligefrem kaldes et fremskridt. Både merlot og cabernet har en kedelig tendens til at overdøve sangiovese. Det har mange producenter efterhånden indset, så siden dengang har de bedste udfaset ikke-italienske druesorter og blander efter behov med især ”indfødte” druesorter som colorino og canaiolo. På Castello di Monsanto var og er sangiovese dog dominerende. Undtagelsen er Nemo, som udkom i 1982 og er ren cabernet sauvignon. Den er med andre ord fra en tid, da de såkaldte supertoscanere – Sassicaia, Tignanello m.fl. – fik stor opmærksomhed for deres protest mod chianti-reglerne.
12 årgange chianti fra 2022 tilbage til 1969 demonstrerede Castello di Monsantos suveræne kvalitetsniveau.
Perlerække af årgange
Laura Bianchi demonstrerede under et nyligt besøg hos sin danske importør, Bichel, at Castello di Monsanto har valgt den rette vej og imod alle odds fastholdt troen på, at sangiovese skal være rygraden i Chianti Classico. Hun havde valgt at præsentere hele 12 årgange – fra Chianti Classico 2022, Riserva 2020, Gran Selezione il Poggio 2019 og Sangioveto Grosso 2016 sluttende med Gran Selezione il Poggio 1969 – og ikke en eneste af vinene skuffede. Det var ret godt klaret. Så bliver det selvfølgelig en smagssag, om man foretrækker den let sødmefulde, saftige stil eller mere er til mørk frugt og tørhed fra tanninerne.
Laura Bianchi præsenterede 12 årgange af Castello di Monsantos chianti. Ikke en eneste skuffede.
Hele vejen igennem var der en genkendelig stil. Et gennemgående træk var friskhed, lethed og elegance, og den charmerende sødme kammede aldrig over fra at være rent slik til vulgær marmelade. De ældste årgange bekræftede desuden, at Fabrizio Bianchi nøje vidste, hvad han gjorde, da han i 1974 tappede sin Sangioveto Grosso på en bourgogneflaske. Der var tre årgange med i smagningen, og især 1990-udgaven demonstrerede, hvordan sangiovese med alderen nærmer sig gamle årgange bourgogne og barolo. Det er et fænomen, som ofte driller i blindsmagninger.
Den 18 år gamle vinsanto La Chimera di Pernice, som satte punktum for smagningen, var ren sangiovese. Vinen lagrer 15-16 år på træfade, som står i det fri og undervejs mister omkring 10% af væsken. Det efterlader en stærkt tiltalende dessertvin med fin harmoni mellem syre og sødme.
