Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Rundtur i Piemonte

Italiens vinmarker myldrer med druesorter. Mange af dem har de færreste hørt om endsige stiftet bekendtskab med dem. For Piemontes vedkommende er det selvfølgelig rødvinene – Barolo, Barbaresco, Barbera osv. – som fylder mest i forbrugernes bevidsthed. Hvidvine som Arneis, Cortese (Gavi), Verdicchio, Moscato og selvfølgelig Soave har vundet indpas på det danske marked. Men hvad med Erbaluce for ikke at nævne Timorasso?

Vinbladet har tidligere i forbindelse med rapporter fra de årlige smagninger i Alto Piemonte funderet over den besynderlige bestemmelse om, at hvis en vinproducent uden for Caluso, som ligger nordøst for Torino, fremstiller vin af Erbaluce-druer, må han/hun ikke angive druenavnet på etiketterne. Erbaluce er simpelt hen lovmæssigt koblet på bynavnet Caluso. Erbaluce di Caluso var Piemontes første hvidvin med DOC og i 2010 DOCG.

Når man spørger officielle repræsentanter for det lokale consorzio om visdommen i at navngive en appellation efter en druesort og ikke et afgrænset område, lyder forklaringen, at sådan er det jo også i Champagne. Hvilket selvfølgelig er nonsens. Champagne er en region, Erbaluce en druesort. Der er da også stemmer, som kan se det groteske i systemet. Én af dem er Vittorio Garda, produktansvarlig på kooperativet Cantina della Serra, som har 230 medlemmer. Ifølge ham bør Erbaluces DOCG hedde Caluso. Dermed ville producenter uden for Caluso kunne skilte med druesorten uden at genere kollegerne. Vittorio Garda tror på, at han og den øvrige unge generation af vinfolk nok med tiden skal få ændret lovgivningen.

Indledningsbilledet viser Erbaluce, der gror på nogle af Italiens højeste vinmarker og ses både bundet op efter pergola-traditionen og efter den moderne guyot-metode

Langtidsholdbar

Vinbladet mødte Vittorio Garda på en nylig rundtur i dele af Piemonte med fokus på Roero og Langhe, Erbaluce og Colli Tortonesi (Timorasso). Det var tre dage med besøg og smagninger fra tidlig morgen til sen aften. Vinfolkene var efter et halvt års covid-isolation sultne efter besøg, så programmet var fyldt ud over bristepunktet.

Erbaluce dyrkes på de højeste vinmarker i Italien og kan stadig ses opbundet efter pergola-systemet, selv om guyot vinder frem. Mange foretrækker pergola, fordi guyot-systemet betyder, at druerne mister syre. Og Erbaluces markante syre er vigtig for fremstillingen af de mange mousserende udgaver. Dosage ligger generelt mellem 6 og 8 g. Boblevinenes syre gør dem generelt for skrappe til at blive drukket som aperitif, men til pasta, salami, saucer osv. får de passende modspil. Cantina Briamara og Cantina La Masera har gode udgaver fremstillet efter classico-metoden.

Mens passito-versioner ofte lykkes smukt, fordi Erbaluces syre får modspil af sødme, kniber det med de stille udgaver af Erbaluce. I hvert fald de helt unge vine. De er ofte nærmest kønsløse. Cantina della Serra har dog den knastørre, intense Ramblé, som kommer fra en lille mark på bare 2 ha. Ifølge Vittorio Garda kan Ramblé holde sig i 20 år. På spørgsmålet om italienerne, der er kendt for at drikke hvidvine så unge som muligt, nu drikker lagrede hvidvine, svarer han: “Ja, tendensen er der. Vi mister de traditionelle kunder og får nye, som drikker bedre vine og ved, hvad de vil have.”

Fra Cascina I Carpini er der udsigt over de højtliggende marker med Timorasso-vinstokke

Timorasso

Øst for Alessandria ligger Tortona, hvor Consorzio Colli Tortonesi holder til, og hvoraf 65 medlemmer fremstiller Timorasso. Det er en druesort, som var på vej til at blive glemt, da Walter Massa samlede den op og i 1987 for første gang vinificerede ren Timorasso. De følgende høstår varierede resultaterne, men 1995-årgangen beviste, at Timorasso ikke skal frigives for tidligt. Fra 18 måneder og frem. I dag er den officielle regel, at Timorasso først må forlade kældrene i september året efter høsten, men de bedste producenter lader vinene lagre længere.

Det foregår både på træfade og ståltanke, men de gode, gammeldags cementtanke vinder også frem. Og så er der en producent som I Carpini, der har taget amforaer i brug. I første omgang små krukker, men i dag er de ret store, 430 liter, fordi de giver et bedre resultat end de små. En fadprøve af 2019 Rugiada del Mattino og 2018 Timox samt 2014 Brezza d’Estate er overbevisende eksempler på, at Paolo Carlo Ghislandi har fat i noget af det helt rigtige. Han kalder sig selv borderline og betegner Timox som en hipstervin. Brezza d’Estate, som ikke slippes løs på markedet, før den er 5 år gammel, er ”en vin, man skal forstå”. Den har da også en intens, mineralsk syre, men desuden en smækker krop.

Walter Massa blev nu så at sige Timorassos gudfader. Han inspirerede andre til at dyrke den ret vanskelige druesort, herunder Elisa Semino, som med talent driver La Colombera sammen med sin far og bror. Så fra blot 0,5 ha i 1987 er dyrkningsarealet vokset via 25 ha i 2009 til 175 ha i 2019. Samtidig er antallet af dyrkere vokset til 51 med en årlig produktion på 800.000 flasker. Sådan en ekspansion kan ikke undgå at påvirke vinkvaliteten, eftersom der selvfølgelig har været massive nyplantninger. Gamle vinstokke yder nu engang bedre vine end unge. Man skal dog ikke tage fejl af ung Timorasso fra en god producent. Gem den i 5-10 år og oplev, hvordan den til tider påtrængende syre slibes ned og integreres med frugten til et udtryk, som kan minde om Riesling.

Massimo Pastura – nu også Timorasso

Timorasso er kaldt Piemontes hvide rødvin, fordi druesorten i højere grad opfører sig som en rødvins- end en hvidvinsdrue. Det er ofte en vin med et højt indhold af alkohol, 13,5% og opefter. Men som Massimo Pastura siger: ”Hvis man vil have en vin med krop og koncentration, giver en lav alkoholprocent ikke mening.” Massimo Pastura er blandt de producenter fra andre distrikter, som har kastet deres kærlighed på Timorasso. Hans Cascina La Ghersa ligger i Moasca nær Asti. En anden udefra kommende er Giacomo Borgogno, som har hjemme i Barolo.

Barbera mm.

Producenter af Timorasso fremstiller traditionelt også rødvine af druesorter som Barbera, Croatina, Freisa og Nebbiolo. Ikke mindst Barbera hører hjemme i programmet til enhver ordentlig Piemonte-tur. Og der er heldigvis en hel del af dem fra første til sidste dag på Vinbladets rundrejse. Desuden skorter det ikke på mousserende vine. Italienerne er vilde med bobler.

Enrico Serafino i Canale er første stop. Efter grundlæggelsen i 1878 har vingården haft en noget omtumlet tilværelse, indtil den i 2015 af Campari blev solgt til en tysk-amerikansk familie, Krause Gentile. Kvalitetsniveauet er pænt, ikke mindst i form af glimrende mousserende vine såsom den knastørre Alta Langa Zero og en rosé-udgave udelukkende på Pinot Noir. Blanding som i Champagne af hvid- og rød vin for at få en rosé ud af det er ikke tilladt. Et par udgaver af Barbera og Langhe Nebbiolo samt Barolo er også meget vellavede.

Roberto Damonte, Malvira’ – gammel kending i Danmark

 

Gæsterne på Villa Tiboldi har et unikt udkig over den mark, som har givet navn til vinen S.S. Trinita

Malvira’ tager Roberto Damonte imod. Han er en gammel kending i Danmark og respekteret for både sine hvide- og røde vine, som hver udgør halvdelen af produktionen. Malvira’ er kendt for at lagre sine Arneis-udgaver, så efter en 2019-udgave af S.S. Trinita kommer en årgang 2014 i glassene. Det er en eksperimentalvin uden svovl og dekanteret, stadig frisk og ifølge Roberto perfekt til klipfisk. Trinita har navn efter et lille kapel, som ligger på bakketoppen over vingården, hvor Damonte-familien har indrettet  hotel/restaurant, Villa Tiboldi. Her fortsætter smagningen til en elegant frokost med bl.a. en 2014 Sauvignon Blanc helt uden aggressive aromaer og en tør, frisk 2012 Treuve komponeret af Arneis, Chardonnay og Sauvignon Blanc. Da vores selskab efter Robertos mening er en vigtig begivenhed, trækker han vine op, som ikke normalt bliver serveret ved lignende lejligheder. Så der dukker en sødmefuld, moden 2009 Nebbiolo Riserva Roero Trinita op til æg i cocotte med hvide trøfler og bagefter 1999-udgaven af samme vin i magnum. Den er mørkere end 2009 og virker med sin lette sødme og polerede tanniner nærmest yngre end den unge slægtning.

Matteo og Marina Molino – ny generation på Mauro Molino

Mauro Molino er ligesom Malvira’ et kendt navn i Danmark. Det er i dag Matteo og Martina Molino, som står for vingårdens 16 hektar i Langhe, Roero og Monferrato. Den årlige produktion på 120.000 flasker fokuserer på Barbera, men der er også plads til en lille produktion af god Chardonnay og vældigt gode udgaver af Barolo med navne som Gallinotto, Bricco Luciani, La Serra og Conca.

Når man er i Barolo, skal vejen på et tidspunkt lægges omkring Fontanafredda, områdets store, historiske vingård. Vinbladets udsendte var her første gang i 1974, og der er mildest talt siden sket markante forandringer. Stedet, som i 1858 var et kønt lille jagtslot, blev af kong Vittorio Emanuele II overdraget til hans elskerinde eller hustru til venstre hånd, Rosa Vercellana. Vittorio Emanuele var konge af Sardinien, inden han i 1861 blev konge i det samlede Italien. Hans kone, en østrigsk kusine, var på det tidspunkt død efter at have født flere børn. Grevinde Rosa af Mirafiori, som frøken Vercellana blev betitlet, fødte kongen to børn, Vittoria og Emanuele Alberto Guerrieri. Denne Emanuele Alberto, greve af Mirafiori, blev manden, som i 1878 indledte Fontanafreddas æra som markant vinproducent.

Fontanafredda/Casa E. di Mirafiore – store forandringer

I dag er Fontanafredda ikke længere ejet af en storbank, men af E. di Mirafiore Foundation, stiftet af Eataly-kædens Oscar Farinetti og støttet af Slow Food. De store bygninger med kældre og lejligheder til vingårdens arbejdere ligger her som tilforn, men i dag rummer stedet både hotel, restaurant, stor vinshop og alskens faciliteter til glæde for de mange besøgende, som i tidligere tider blev mødt af en bom ude ved landevejen.

For 45 år siden og en lang årrække senere var Fontanafreddas vine temmelig kedelige for ikke at sige gammeldags og støvede. Det blev der rettet op på ved et direktørskifte og desuden udskiftning af den ansvarlige for vinproduktionen. I dag fremstilles vine fra dels egne marker, dels druer fra omkring 400 vinbønder under navnene Fontanafredda og Casa E. di Mirafiore. Der fokuseres på organisk dyrkning og stedet er blandt de førende på det område i Piemonte.

Marchesi di Barolo: Vellavede vine fra smukke kældre

Marchesi di Barolo er modsat Fontanafredda familieejet. Anna og Ernesto Abbona er fjerde generation efter Pietro Abbona, som i 1929 overtog de historiske bygninger i Barolo By. Femte generation, Valentina og Davide, er allerede i fuldt sving med at assistere forældrene. Barolo har selvfølgelig en hovedrolle i vinproduktionen, men udgaver af både Arneis og Barbera demonstrerer den generelle omhu med arbejdet i de flotte kælderregioner. Barolo i fire udgaver fra årgang 2015 – bl.a. Cannubi, Sarmassa og Coste di Rose – har helt forskellige udtryk med Sarmassa som den mest kraftfulde. Da en blind vin kommer på bordet, gættes der på adskillige årgange, men ingen rammer den rigtige: 1964. Så længe kan en barolo altså holde sig oprejst, men kun hvis den har været i de rigtige hænder fra fødslen.

Piemonte i Danmark

Det skorter ikke på de mest kendte Piemonte-vine i Danmark. Timorasso og Erbaluce halter derimod grundigt bagefter. Herunder nævnes de vinproducenter, som Vinbladet besøgte, og som har en dansk importør.

Roero og Langhe

Enrico Serafino: kjvin.dk og vvioplevelser.dk
Malvira’ og Mauro Molino: Theis Vine
Fontanafredda: Coop
Casa E. di Mirafiore: hpvine.dk
Marchesi di Barolo: Hans Just

Erbaluce di Caluso

Cantine Briamara: drinksco.dk
Cantina della Serra: piemontevine.dk

Timorasso

Vigneti Massa: Jenki Vin Import

Producenter som Cantine Volpi, Vietti og Giacomo Borgogno kan findes på det danske marked, men ikke med Timorasso. Til gengæld fås Timorasso fra en fremragende producent som Daniele Ricci hos vinamore.dk

På indledningsbilledet Elisa Semino, La Colombera – discipel af Walter Massa