Port Ellen Distillery

Der findes mange lukkede destillerier i Skotland, som er omgærdet med mystik, men vel intet som Port Ellen destilleriet på øen Islay på den skotske vestkyst. Selvom destilleriet har været lukket siden 1983, har man kunnet finde aftapninger af Port Ellen, både fra uafhængige aftappere og fra de nuværende ejere Diageo. Og bedst som mange troede, at det snart måtte være slut med mere whisky fra destilleriet, bekendtgjorde Diageo i 2017, at man havde intention om at opføre et helt nyt destilleri på grunden. Et destilleri, som nu er meget tæt på at være færdigt og klar til at gå i produktion.

Tilbage til starten

Som så mange andre skotske destilleriet, har Port Ellen fået sit navn efter den lille by, hvor det er opført. Byen Port Ellen på øen Islay i Argyll, er efter Bowmore den næststørste by på Islay. Byen er etableret i 1821 og har sit nuværende navn efter konen (Lady Ellenor) til destilleriets grundlægger, Walter Frederick Campbell. Områdets tidligere navn var Leòdamas, som er afledt af oldnordisk og som betyder “Leòds havn”. Port Ellen by er opført omkring Leodamais Bay, og er Islays vigtigste dybvandshavn, og i dag en af to færgeterminaler, hvortil man ankommer fra fastlandet. Byens gæliske navn – som man ikke må glemme på de kanter – er Port Ìlein.

Port Ellen destilleriet i slutningen af 1800-tallet

Port Ellen destilleriet blev etableret i 1825 i kølvandet på ”Excise Act” af 1823, som blev den moderne whiskyindustris fødsel, da den muliggjorde legal produktion og salg af whisky på mere lempelige vilkår end tidligere.

Området hvor Port Ellen blev opført var havde en mølle, som blev ombygget til et whiskydestilleri. Opbygningen af destilleriet blev udført af A.G. Mackay & Co. der var et konsortium, som Walter Frederick Campbell og John Morrison var en del af. Efter etableringen skiftede destilleriet hænder en del gange indtil 1836, hvor en slægtning til John Morrison overtog destilleriet. Det var John Ramsey, som på daværende tidspunkt opererede som grossist i Glasgow med bl.a. import og salg af Sherry.

John Ramsey var innovativ og udviste, for sin tid, stort entreprenørskab ved bl.a. at være foregangsmand for eksporten af whisky til oversøiske markeder, bl.a. USA. Han opbyggede en stor blending- og tappehal i Glasgow, og Port Ellen destilleriet blev brugt til en række eksperimentelle formål. Eksempelvis var destilleriet det første, der installerede en ”spirit safe”. Det er en installation, som man i dag slet ikke kan forestille sig et skotsk destilleri foruden. John Ramsey havde også Robert Stein og Aeneas Coffey til at eksperimentere på Port Ellens produktionsområde med deres forsøg på kontinuerlig destillering. Som vi ved i dag, var det Coffey’s model, der løb med sejren og blev fundamentet for den moderne destillering og i særdeleshed hele fundamentet under produktionen af Blended Scotch Whisky.

I 1892 døde John Ramsey. Han nåede at sætte et stort aftryk på den skotske whiskyindustri, og ikke mindst på Islay’s udvikling, infrastruktur og økonomi. Han fik bl.a. udvidet selve havnen i Port Ellen, og var idémanden bag de regelmæssige færgeafgange mellem Islay og fastlandet. I 1868 blev han MP (Member of Parliament) for distriktet Stirling Burghs, da et medlem nedlagde sit mandat. Efter hans død overtog hans enke Lucy ansvaret for Port Ellen indtil hendes død i 1906, hvor det blev sønnen Iain Ramsey, der arvede ansvaret for destilleriet.

Det var en svær tid for branchen. Efter en enorm efterspørgsel op igennem 1890’erne, var produktionen i hele Skotland blevet øget hæmningsløst. Imidlertid revnede ballonen i 1899. Industrien stod tilbage med overproduktion og alt for store lagre – fuldstændig uden harmoni med efterspørgslen. Et af de blenderfirmaer, som var med til at forcere overproduktionen, var Pattison, Elder & Company, bedre kendt som ”Pattison-brødrene”. Deres transaktioner gik på at sælge lagrene for efterfølgende at tilbagekøbe dem til en højere pris. Og så blev de igen solgt til en endnu højere pris, og så igen tilbagekøbt – en transaktionsform, som vi vist også kender til i dag fra andre brancher.

I firmaet manglede der £ 500.000 i kassen, da boet blev opgjort i 1899 – et svimlende højt beløb på daværende tidspunkt. Krisen i Skotsk whiskyindustri var en realitet, og den efterfølgende verdenskrig gjorde ikke tingene nemmere for producenterne, heller ikke for Iain Ramsey, der blev nødt til at sælge Port Ellen i 1920. Køberne var James Buchanan Co. og John Dewar & Sons, og destilleriets aktiviteter blev drevet videre i selskabet Port Ellen Distillery Co. LtD. Dette setup varede dog kun ved indtil 1925, hvor selskabet fusionerede med Distillers Company LtD (også blot kendt som DLC).

I 1929 blev Port Ellen lukket ned og året efter blev destilleriet lagt over i DLC’s datterselskab SMD (Scottish Malt Distillers). Herefter stod destilleriet stille i næsten fire årtier, indtil 1967, hvor det gennemgik en renovering og modernisering, og efterfølgende blev sat i produktion igen. I de 37 år, hvor Port Ellen stod stille, blev maltningsgulvene og lagerbygningerne anvendt af SMD til lagring af whisky fra koncernens andre destillerier. I forbindelse med renovering af destilleriet, som stod på i en næsten 18 måneders periode fra 1966 til 1967, blev der bl.a. installeret nye kedler. Udvidelserne fortsatte i 1973, hvor der blev opført nye bygninger til tromlemaltning. Hele syv nye tromler, der hver kunne indeholde 48 tons korn, blev sat i drift. Dermed kunne SMD servicere deres egne destillerier Lagavulin og Caol Ila med maltet byg, ligesom andre af øens destillerier blev forsynet fra Port Ellen.

Den endelige nedlukning

Efter nogle gode år for den skotske whiskyindustri op igennem 1960’erne og 70’erne, begyndte krisen igen at kradse fra slutningen af 70’erne, og sammen med flere håndfulde af DLC’s andre destillerier, blev Port Ellen endegyldigt lukket i 1983, og destilleriet har ikke efterfølgende været i produktion. Flere af bygningerne blev revet ned, og op igennem de næste årtier blev produktionsudstyret fjernet, del for del. Der går rygter om, at kedlerne blev solgt til en destillatør i Indien, og at der nu løber ”morgendug” fra kedlerne et eller andet sted i Indien. Der går også et rygte om, at Islay destilleriet Bruichladdich skulle havde budt ind på at købe pagode-tagene, hvilket dog ikke lykkedes.

I 1987 indgik destillerierne på Islay og Jura en aftale om at de hver især skulle anvende en vis andel maltet byg fra Port Ellen Maltings. Det var et forsøg på at bevare lokale arbejdspladser på Islay, og det lagde et fundament for en rentabel produktion på malteriet.

Produktionen

Der er desværre ikke bevaret mange informationer om produktionen på Port Ellen, og selve whiskyens karakter, fra de tidligste år. En af de få kilder er Alfred Barnard, der var skribent og whiskykender. Over en treårig periode i 1880érne rejste han rundt i Storbritannien og besøgte mere en 150 destillerier, som han beskrev i sit omfattende værk “The Whisky Distilleries of the United Kingdom”, der udkom i 1887. Barnard beskrev Port Ellen som et af de fineste destillerier i Skotland. Han roste dets beliggenheden og kvaliteten af den producerede whisky. Barnard noterede sig også, at Port Ellen blev drevet af en erfaren destillatør ved navn John Ramsay, som han beskrev som værende ekspert inden for whiskyproduktion, og han roste hans talent og engagement.

I slutningen af Port Ellens æra blev vandforsyningen hentet fra den nærliggende ”Leorin Loch”, hvor destilleriet havde rettighederne til at hente de fornødne liter vand til både køling og mæskning. Bygtyperne der blev anvendt var Golden Promise og Triumph, som i al overvejende grad kom fra det skotske fastland. Maltningen foregik fra 1973 på destilleriets store maltningstromler. Niveauet af ”peating” har formentlig ikke været konsistent. Det registrerede ”peat-niveau” svingede mellem fyrre til tres ppm på den maltede byg til eget brug på Port Ellen.

Den tørv, som man anvendte på Port Ellen destilleriet, født til gulmaltning og senere til tromlemaltning, blev primært hentet i tørvmoserne Macrie og Old Lagavulin, der begge ligger tæt på Port Ellen, men også fra Lagan ved Bowmore. Den maltede byg blev omdannet til grist via en gammel klassisk Porteus gristmølle. Mæskningsprocessen foregik i en støbejerns ”mash tun” med kobbertop, der havde en kapacitet på 5 tons. Gæringsprocessen foregik i otte gæringskar (wash backs), der var produceret af Douglasgran (Oregon Pine). Det antages fra forskellige kilder, at gærtypen, som blev anvendt i destilleriets sidste år, var Distiller’s Yeast.

Destilleringen foregik traditionelt på to ”wash stills” med en kapacitet på hver 28.700 liter og to ”spirit stills” på hver 27.500 liter. Kedlerne havde direkte opvarmning, hvilket dog i 1970 blev erstattet af indirekte opvarmning via damp. Destilleriets maksimale kapacitet var omkring 2,5 mio. liter årligt. Modningen af whiskyen foregik i ex-bourbon og ex-sherry butts i tretten lagerbygninger, alle ”dunnage warehoses”, med en samlet kapacitet på omkring 10.000 fade.

Port Ellens nye destilleri på Islay, Påsken 2023. Foto Lars Gregersen

Det nye destilleri

I 2017 proklamerede Diageo, at de ville genopbygge og genåbne både Brora og Port Ellen. Et projekt til svimlende 35 millioner pund (kr. 300 mio.) Som en del af projektet på Port Ellen, bliver der opført en helt ny og topmoderne produktionsbygning og de resterende historiske lagerbygninger bliver restaureret.

Selve destillationsprocessen vil blive en kombination af gammelt og nyt. Der bliver etableret to par kedler under ét og samme tag, samt to mindre separate kedler. Førstnævnte skal primært fokusere på at genskabe den ”originale” karakter af Port Ellen whisky fra tidligere tider. I et forsøg på at opnå dette, har man kopieret de oprindelige destilleringskeder. Et mindre par kedler skal medvirke til at give Port Elle et nyt liv ved at producere nye og anderledes udtryk. Denne tilgang til produktionen er ifølge Diageo en hyldest til den innovative John Ramsay, der som nævnt ejede Port Ellen fra 1836 til 1892.

Som Distillery Manager har Diageo ansat Alexander McDonald. Det er altså nu 40 år siden, at der senest har været en produktionsansvarlig for whiskyen fra Port Ellen. Den sidste ansvarlige var Grant Carmichael, som var General Manager for DCL’s Islay-aktiviteter fra 1978 og indtil hans pensionering i 1995, hvor DCL i mellemtiden var blevet til United Distillers.
Alexander McDonald er født og opvokset i Lochgilphead. Han har studeret på ”Institute of Brewing & Distilling”, før han fik sin start i whiskyindustrien på Kilchoman Distillery. Han har også arbejdet på Islay-destillerierne Caol Ila og Lagavulin. Spændende bliver det, men vi må endnu vente nogle år inden vi kan smage de nyeste dråber fra det nye Port Ellen.

Port Ellen Annual Releases

Da destilleriet ikke har været i produktion i snart 40 år, er det i dag meget sjældent at se nye aftapninger af Port Ellen, men der kommer dog af og til aftapninger på markedet. Diageo har de seneste år frigivet Port Ellen i Prima & Ultima serien, og fra private aftappere er der også kommet nogle ganske få aftapninger på markedet. For år tilbage var det faktisk ikke så sjældent at finde Port Ellen aftapninger fra uafhængige aftappere. Blandt dem som nok har bragt flest aftapninger på markedet er Douglas Laing/Hunter Laing, Signatory, Cadenhead’s samt Gordon & MacPhail.

Diageo har fra 2001 til 2017 tappet og solgt 17 aftapninger kaldet ”Annual Releases”, og de betragtes af mange – især samlere – som værende nogle af de mest ikoniske aftapninger nogensinde fra destilleriet. Det var alle ”limited releases” fra omkring 3.000 flasker til 12.000 flasker pr. release. Totalt set er der i serien således aftappet godt 83.500 flasker. Det er faktisk ikke så lidt endda. Da whiskyen, som er blevet anvendt til serien, overvejende er destilleret tilbage i 1978 og 1979 (en lille andel dog i 1983), er aftapningerne, år for år, blevet lidt ældre. Alderen på aftapningerne er fra 22 til 37 år.

Det må havde været et enormt lager, som Diageo har haft af Port Ellen i 1983, da produktionen lukkede ned. Man kan jo underholde sig selv ved at regne lidt på, hvor meget whisky der faktisk skulle havde været på lager i 2001, hvor serien startede, for at Diageo har været i stand til at frigive alle disse 17 aftapninger. Når vi tager i betragtning, at englene ”stjæler” omkring 2% pr. år, så har man nok skullet være i besiddelse af minimum 400 – 500 hogsheads med Port Ellen fra destilleringsårene 1978 og 1979. Mon ikke Diageo er ved at kunne ”se bunden af whiskyglasset” for så vidt angår disse sjældne dråber fra det gamle Port Ellen?

De 17 aftapninger i ”Annual Release” er følgende:

Port Ellen, 1979 – 22 Years Old – 56,2% – Tappet 2001 (6000 flasker)
Port Ellen, 1978 – 24 Years Old – 59,35% – Tappet 2002 (12.000 flasker)
Port Ellen, 1979 – 24 Years Old – 57,3% – Tappet 2003 (9.000 flasker)
Port Ellen, 1978 – 25 Years Old – 56,2% – Tappet 2004 (5.100 flasker)
Port Ellen, 1979 – 25 Years Old – 57,4% – Tappet 2005 (5.280 flasker)
Port Ellen, 1978 – 27 Years Old – 54,2% – Tappet 2006 (4.560 flasker)
Port Ellen, 1979 – 28 Years Old – 53,8% – Tappet 2007 (5.274 flasker)
Port Ellen, 1978 – 29 Years Old – 55,3% – Tappet 2008 (6.618 flasker)
Port Ellen, 1979 – 30 Years Old – 57,7% – Tappet 2009 (5.916 flasker)
Port Ellen, 1978 – 31 Years Old – 54,6% – Tappet 2010 (3.000 flasker)
Port Ellen, 1979 – 32 Years Old – 53,9% – Tappet 2011 (2.988 flasker)
Port Ellen, 1979 – 32 Years Old – 52,5% – Tappet 2012 (2.964 flasker)
Port Ellen, 1978 – 34 Years Old – 55,0% – Tappet 2013 (2.958 flasker)
Port Ellen, 1978 – 35 Years Old – 56,5% – Tappet 2014 (2.964 flasker)
Port Ellen, 1983 – 32 Years Old – 56,5% – Tappet 2015 (2.964 flasker)
Port Ellen, 1978 – 37 Years Old – 55,2% – Bottled 2016. (2.940 flasker)
Port Ellen, 1979 – 37 Years Old – 51,0% – Bottled 2017. (2.988 flasker)

Priserne på aftapninger har nået et næsten hysterisk højt niveau. Man skal finde omkring 20-25.000 kroner frem fra bukselommen for flere af aftapningerne, og det ser faktisk ud til at den sidste i serien, er den dyreste. Den billigste pris jeg har kunnet finde er kr. 30.000 for en flaske.

Hvordan smager Port Ellen?

Jeg har igennem årene smagt flere forskellige aftapninger fra Port Ellen, overvejende single cask aftapninger fra uafhængige aftappere. Der har været stor variation i oplevelsen! Og det er der naturligvis intet underligt i, da det jo er tilfældet med single cask maltwhisky fra de fleste destillerier. Jeg synes dog at det er svært at beskrive et generelt karaktertræk (eller DNA). Især har jeg oplevet meget forskel i røg/peat-aromaerne, og det kan forklares med at ”peat-niveauet” svingede mellem fyrre til tres ppm på den maltede byg, som blev anvendt på Port Ellen i den sidste tid af destilleriets aktive periode.

Fra de uafhængige aftappere er det i særdeleshed Gordon & MacPhail, Douglas Laing, Signatory, og Cadenheads, som har frigivet aftapninger fra Port Ellen, og det er i al overvejende grad fra dem, at jeg har smagt Port Ellen. Flere af disse har haft flere ligheder med gamle aftapninger fra destilleriet Caol Ila.

Det er blevet meget dyrt at købe en flaske Port Ellen for blot at få den smagt. Derfor kan et alternativ være, at man leder efter flasker på barer og hoteller, især i Skotland er der stadigvæk mulighed for at finde udgaver af Port Ellen som kan købes glasvis. Det er heller ikke billigt, men dog overkommeligt. Man skal blot være forberedt på, at nogle af disse flasker kan havde stået åbent så længe, at whiskyen ikke længere er interessant.
I de kommende år kan man virkelig gå og glæde sig til at skulle smage den nye whisky fra Port Ellen, som helt sikkert har meget at skulle leve op til.